Tag-arkiv: Rheingau

2017 Weingut Sohns, Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, Rheingau, TysklandVi fortsætter med endnu en Lagenriesling fra Weingut Sohns, nemlig hans 2017 Winkeler Hasensprung Riesling Trocken og fra den mark, som Sohns købte i 2015.

Winkeler Hasensprung er også en Erste Gewächs Lage, heller ikke speciel stejl … alene 5-10% hældning. Marken har sit navn Hasensprung … harespring efter de mange harer, som findes på den i alt 97 hektar store mark, som Weingut Sohns dog alene har en mindre parcel på. Marken har sydvendt eksponering og en undergrund med löss, kalksten og ler.

Som med de foregående vine, så er vinen alene lavet med gæring i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en kort periode inden aftapning på flaske. Vinen har 3,1 gram restsukker pr. liter.

Næsen på Sohns’ Winkeler Hasensprung Riesling er klart mere pågående end Geisenheimer Fuchsberg, nærmest mere maskulin med buskerne på. Duftmæssigt en flot dybde og kompleksitet, mere kant og hjørner. Der er lidt tropiske frugter, fersken, abrikos, kvæde og modne æbler, nogle runde og let søde noter, god inderlighed og lidt nøddet og sødkrydrede elementer.

Smagen er en kende mere afdæmpet end duften, men samtidig meget elegant, saftig og vedkommende. Der er i starten dog en pæn bitterhed, som er lidt aggressiv, men fordufter med luft i glasset. Der er grape, lemon … en meget rank, tør – og ung – vin, som klart vil ha’ godt af nogle år i vinkælderen. Fin syre, god smag.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 129 kr., hvilket vel egentlig også er en god pris for en Lagenriesling.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Sohns, Geisenheimer Fuchsberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Sohns, Geisenheimer Fuchsberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandMed denne Geisenheimer Fuchsberg Riesling Trocken er vi rykket en klasse op til Sohns’ Lagenwein aka enkeltmarksvine … en serie, som Sohns himself kalder for Sohns Excellence.

I denne årgang 2018 er Geisenheimer Fuchsberg Riesling Trocken desværre ikke flasket i den flotte Rheingauer Flöte, men en mere almindelig flaske. Geisenheimer Fuchsberg er en Erste Gewächs Lage, som dog ikke er særlig stejl, for hældningen er alene 5-15%. Marken er dog sydvendt og har en undergrund med löss, ler og mergel.

Geisenheimer Fuchsberg Riesling Trocken er lavet med druer fra den sydligste del af marken … men der er sparsomme oplysninger om produktionen. Mon dog ikke, at denne er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke? Vinen har 8,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen på Geisenheimer Fuchsberg Riesling Trocken er en smule mere tilbageholdende end deres Ortswein … men også en tak mere kompleks, mere sart og subtil. Der er nærmest kalkede noter, meget skrøbelig, fin og forsigtig. Stilen er klart mere elegant, luftig samt forførende, gule æbler, fersken og en lille svag krydret sødme. Samtidig er syren mere afdæmpet, balanceret, elegant .. der er citroner, svagt lidt honning, meget dejligt.

I munden er det lidt samme historie … en afdæmpet smag med stor finesse, forsigtighed og stille koncentration, mens syren virker mere afdæmpet, fin og delikat. Der er pæn tørhed, som udtørret munden, citroner, grape og en kæk lille sødme. God lang eftersmag.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 94 kr., igen et godt køb.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Sohns, Geisenheimer Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Geisenheimer Riesling Trocken, Rheingau, TysklandVi starter Weingut Sohns smagningen med en flaske Ortsriesling … og endda i den smukke Rheingauer Flöte flaske. Vinen er husets Geisenheimer Riesling Trocken.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af vinhusets marker omkring vingården ved Geisenheim … og der har Sohns nemlig markerne Kläuserweg, Fuchsberg, Mäuerchen samt Mönchspfad. Denne er lavet i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en periode inden aftapning på flaske og frigivelse. Vinen har et niveau på 7,7 gram restsukker pr. liter.

Dejlig næse … intens, lidt rund i udtrykket, fersken, melon og syltede citroner. Det er en meget indbydende næse, har en grøn note, lemon, grape, en frisk buket blomster og lige en lille snert sødme.

Smagen er frisk med en syrlig, lidt småfed kant. Det giver vinen en fin fylde, god omgængelig uden at den dejlig strenghed fortabes, for syren er god, frisk, lang og hjælpes undervejs af lemon, citroner og et skvis grape og tørhed i eftersmagen. Det er klart 4,5 store citronsure fingre med stor pil op … flot Ortsriesling.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 86 kr., et godt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Weingut Sohns smagning … et glædelig gensyn & nu tilgængelig herhjemme

I 2017 var jeres flittige vinblogger på et roadtrip i Rheingau og besøgte bl.a. Weingut Sohns … efter anbefaling fra både Balthasar Ress samt Chat Sauvage. Det blev også et ganske fremragende besøg, hvor husets vine virkelig overraskede meget positivt.

Så da den gode Frits fra Winelovers.dk ledte efter små uopdagede producenter, så var jeg ikke sen til at anbefale Weingut Sohns, hvis vine jeg aldrig er stødt på herhjemme. Og Frits er en handlingens mand, så nu importerer han et udvalg af 7 vine fra det lille hus tæt ved Geisenheim i Rheingau.

Derfor har jeg nu fået disse 7 vine til test samt et par ekstra, som dog ikke importeres. Og det er således et glædeligt gensyn og den flittige vinblogger har derfor nu lavet en lille særsmagning … 11 vine fra Weingut Sohns og mit smil er nu bredt og glad.

Historien

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Denne særsmagning

Winelovers.dk har – meget fornuftigt – valgt import af 6 af de bedste tørre vine på Riesling samt en enkelt top Spätburgunder. De fleste af Sohns vine kommer i den smukke, gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på halsen af flasken. Den blev egentlig indført for at tilføre Rheingau vinene deres egen særkende, men den ses imidlertid ikke ret tit … og selv Weingut Sohns er også begyndt at afvige fra dette … katastrofe.

Jeg anbefalede Frits fra Winelovers.dk, at købe ældste årgange af Riesling vinene, både fordi Riesling jo ældes smukt, men også fordi, at Sohns der endnu anvendte Rheingauer Flöte flasken, som vel egentlig gør vinoplevelse en tak større. Selv min frue er vild med Rheingauer Flöte og beder mig tit om at gemme flasken.

Jeg vil også vædde en 10’er på, at dine gæster vil bemærke flasken, hvis den sættes på bordet til en hyggelig komsammen. Det er lidt en skam, at flasken ikke er mere udbredt i Rheingau.

Nå, men denne lille særsmagning af Sohns dejlige vine byder på følgende smageprogram:

Alle de vine, som er markeret med en * stjerne, er de vine, som Winelovers.dk importerer.

Og lad mig afsløre med det samme … min første begejstring for vinene fra Weingut Sohns holder. De leverer sgu varen og samtidig fortsat til fornuftige priser, selv efter transport og diverse udgifter i forbindelse med importen.

Weingut Sohns vinene er totalt oversete … og bør blive en bestseller for Winelovers.dk … jeg er fortsat fan.

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Rottland Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Rottland Riesling GG, Rheingau, Tyskland Weingut Balthasar Ress laver bare monstergodt Riesling … punktum, slut og basta. Det er denne Rüdesheim Berg Rottland Riesling Großes Gewächs endnu et strålende eksempel på.

Jeg besøgte selv Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Der smagte jeg en række af husets vine og blev begejstret. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Rüdesheim Berg Rottland er en stejl vinmark med 33% hældning i den vestlige udkast af Rüdesheim nær Binger Loch. Navnet Rottland kommer af ordene reuten, rotten, roden … altså rådden, fordi jorden oprindelig var brakjord, som ærkebiskoppen i Mainz i årene 1031-1051 fik omdannet til vinmarker via en større donation.

Og Rottland er en meget stenet jord med skifer, kvarts og grus, og så ligger marken helt perfekt eksponeret for solen. Den er selvfølgelig også Große Lage i VDP klassifikationen. Hele Rottland er samlet 30,6 hektar, men Balthasar Ress har alene en parcel på 1,1 hektar.

Druerne er høstet ad flere omgange, idet man alene høster de fuldmodne druer med det højeste indhold af sukker. Men den er vinificeret tørt i både rustfrie ståltanke og små egefade med omkring 4 gram restsukker pr. liter.

Gæringen sker i lang tid … det er en af filosofierne hos Weingut Balthasar Ress sammen med minimal indgriben i produktionen som overhovedet muligt. Lagring er omkring 6 måneder.

Næsen har tonsvis af petroleum, et stykke olievædet tvist i et gammelt autoværksted … så nice. Der er gule, modne æbler, lidt appelsinskal, kyllingefond, salte mineraler og lidt sødme. Det dufter bare herregodt. Alle omkring bordet var begejstrede.

I munden er vinen utrolig mineralsk, stringent og præcis, tæt og dyb, masser af mineraler, frugten er tropisk, der er lidt tørrede blomster, en svag bitterhed, lidt nødder til at runde bitterheden af og en virkelig lang eftersmag. Dette er kongeriesling.

Købt hos H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske i årgang 2016 i dag koster 485 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandJeg imponeres og får gode minder, når jeg smager denne Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling Großes Gewächs fra Weingut Balthasar Ress.

Jeg besøgte nemlig Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Der smagte jeg en række af husets vine og blev begejstret. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Marken Rüdesheimer Berg Schlossberg er én af de stejleste vinmarker i hele Rheingau med en hældning/stigning på ikke mindre end 70 grader. Navnet har marken efter den gamle Ehrenfelser slotsruin, som I også kan se på billedet ovenover.

Marken er VDP klassificeret Grosse Lage mark, har perfekt eksponering mod solen og en undergrund med skifter og kvartsit, som er en slags sandsten, der gemmer varmen fra solen i løbet af dagen og afgiver den retur om natten.

Druerne til Berg Schlossberg Riesling Großes Gewächs høstes ad flere omgange, så man kun høster de fuldmodne druer med det højeste indhold af sukker. Men den er vinificeret fuldstændigt knastørt med alene 1,5 gram restsukker pr. liter.

Vinen har også gæret i lang tid … det er en af filosofierne hos Weingut Balthasar Ress sammen med så lidt indgriben i produktionen som overhovedet muligt. Efter endt fermentering lagrer vinen på gamle egefade frem til foråret, altså alene omkring 6 måneder.

Næsen er lige, som jeg havde drømt om … med masser af petroleum, modne æbler, et autoværksted, olievæddet tvist med brandfare, mineraler, havvand og – uha – hvor det dufter godt. Der er vilde blomster, sæbe, vibrerende syre og lidt nødder. Yams.

I munden har vinen en vis fedme, voldsom dybde … som at falde dybt i en kløft, hvor du ikke vil op fra igen. Det er modne æbler, papaya, kiwi, fyldig og samtidig smuk elegant. Et fræk lille æblesyre giver et fint bid. Det er stor Riesling og Houlberg bliver glad.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske kostede 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandSidste Pinot Noir fra Weingut Solveigs blev en 2012 Pinot Noir Steil, som ikke er en enkeltmarksvin, men fra de stejle marker omkring Assmannshausen … men i modsat til Phyllit, så er den lavet med druer fra vinstokke, der minimum er over 15 år gamle.

Sjovt virker næsen langt mere moden end Phyllit fra samme år, måske endda lidt overmoden med modne kirsebær, blommer, en mulle kælder, en smule fedme, egenoter og aftryk fra fadene, svag kanel og samlet mere varm og powerfuld end forrige vin.

Smagen er blød, streng og med klar, lys frugt, og smager på ingen måder fed og overmoden. Det er stor tørhed, masser af tanniner, og munden tørrer fuldstændig ud. Der er fortsat blomster, grønne grene, ribs, hindbær og krydrede noter.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Solveigs, Pinot Noir Phyllit, Rheingau, TysklandPhyllit Pinot Noir er Jens Heinemeyers vin, der er lavet fra de yngste druer fra Weingut Solveigs marker omkring Assmannshaus og opkaldt efter den rosafarvede skifer, som netop findes i det område.

Den er dog vinificeret på akkurat samme måde, som de andre vine fra vingården, så på den vis adskiller den sig ikke.

I glasset er Pinot Noir Phyllit også mere let, lys end foregående 2011 Present, mere transparent teglfarvet, mens duften i starten virker en smule anonym. Men langsomt vågner den unge kvinde med masser af syre, læder, blomster, nærmest parfumeret med ribs, blæk og violer.

Smagen er også let, frisk med ren og stringent frugt, masser af stram syre, ribs, friske bær, blomster samt aggressive tanniner, lidt peber, som samlet vredt bider dine smagsløg. Det er en ung og vild tøs, heldigvis med masser af Pinot charme og lækkert hår.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandKeeper tog sgu røven på os, ved til hovedretten at servere 4 x Pinot Noir fra Weingut Solveigs i streg, bl.a. denne 2011 Pinot Noir Present.

Lidt sjovt, når jeg nu forleden havde været til smagning med vinmageren Jens Heinemeyer fra Solveigs himself og smagt ikke mindre end 20 forskellige af hans Pinot Noir vine. Alligevel ramte Keeper 3 vine/årgange, som ikke var med i Heinemeyers store vertikalsmagning, hvilket jo i sig selv er ganske imponerende.

Denne Pinot Noir Present er lavet med druer fra marken Presenteberg, der ligger mellem Assmannshaus og Lorch. Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

Duftmæssigt har vinen en ganske grøn side, lidt grannåle, stald og frugten er klart kirsebær, måske endda lidt mørkere med blåbær, men er samtidig urtet, krydret med nelliker, fennikel, lidt aftryk efter fadene, eg, brændte noter, blomster samt svag kanel.

Det gælder sådan set også i smagen, som er pæn rustik med en tør, tør syre, godt med tanniner, blæk, kirsebær, blåbær, hvid peber og fortsat meget ung. Det er klart en vin, som vil ha’ godt af at modne nogle år i kælderen.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Weingut Solveigs … vertikalsmagning af tysk Pinot Noir helt fra 1995

Jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog fik forleden en invitation fra Distinto til en vertikalsmagning af Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs i Rheingau. De lokkede med et imponerende line-up af Jens Heinemeyers Pinot Noir gennem ikke mindre end 20 år og endda præsenteret af vinmageren himself.

En total no-brainer for jeres Spätburgunderelskende vinblogger, som tidligere har smagt Jens’ vine og været i den 7. Spätburgunder aka Pinot Noir himmel, så alt blev selvfølgelig ryddet fra min travle arbejdskalender, så jeg kunne deltage i denne smagning. Et must, når man nu engang bare knuselsker tysk Pinot Noir.

Derudover er Distinto vel også en af landets  mest spændende vinimportører med en sindssyg lækker portefølje af spændende og progressive vinproducenter fra både Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, New Zealand, Østrig og så Tyskland.

Så derfor var det også fedt, at møde Jonas fra Distinto, men også mange andre kendte ansigter fra vinbranchen, og selvom jeg helt klart ikke hører med i inderkredsen, så mængede jeg mig næsten scenevant.

Jeg fik således hilst på René Langdahl Jørgensen og sommelieren Alex fra Gastromé, men også en højgravid Sabine fra S’vinbar og andre gode vinfolk var troppet op på Restaurant Domestic, som denne eftermiddag dannede rammen for den tyske vertikalsmagning.

Jeg var – som med mine jyske punktlighed – som vanligt i god tid, men måske kan min frygt for at komme for sent tilskrives, at jeg som helt spæd blev glemt af min salige moder i barnevogn foran det lokale supermarked. Siden dengang har jeg altid været præcis.

Det gav mig imidlertid lige lejlighed til at hilse på både Jonas fra Distinto samt Jens Heinemeyer selv, som straks fortalt, at han godt vidste hvem jeg var og kendte min vinblog.

WTF? Hatten af for Heinemeyer, som tilsyneladende havde læst op på, hvem der var tilmeldt smagningen, for selvom jeg blev en smule stolt, så bilder jeg mig ingenlunde ind, at Houlbergs Vinblog skulle være blevet bemærket udenfor vor danske andedam.

Jens viste mig rundt ved to runde borde, hvor han havde linet sine vine op i rækkefølge … 10 ved hvert bord og med en lille potteplante ud fra den vin, som han anbefalede, at vi skulle starte med. Og så skulle vi ellers bare bordet rundt i urets retning.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at det skulle være en vertikalsmagning, men havde ikke lige forestillet mig, at vi skulle igennem 20 vine, men jeres flittige vinblogger var selvfølgelig med det samme klar på udfordringen. Game on.

Efter en varm velkomst fra Jonas samt en intro ved Jens Heinemeyer, så skulle vi i gang med at smage … øhhh, men jeg havde dog allerede tyvstartet med de første to vine, men efter opfordring fra Heinemeyer himself efter vor indledende snak. Og med 2 timer til 20 vine, så var det jo også bare om at komme i gang.

Weingut Solveigs

Jens Heinemeyer bor selv på Ippesheimer Straße i Bieblesheim, men har sin vinkælder på Rheinstraße i Geisenheim. Weingut Solveigs er noget så usædvanlig, som en rødvinsproducent, der alene laver vine på Pinot Noir midt i det, så vel nærmest må kaldes en af de legendariske bastioner for Riesling.

Med på samme vis som fx burgundiske inspirerede Chat Sauvage, så har Heinemeyer sine vinmarker i området ved Assmannshausen og op imod Lorch … et område, hvor Pinot Noir virkelig stortrives.

Det er lige dér, hvor Rhinen står et 90 grader sving inden man kommer til Rudesheim am Rhein. Der finder man store Pinot Noir marker som fx Assmannshäuser Höllenberg, Hinterkirch og Frankenthal, mens man længere mod nord finder Lorcher Kapellenberg og Schlossberg.

Historien

Jens Heinemeyer er – selvfølgelig – selv uddannet ønolog fra Geisenheim og er 4.  generation fra en familie af vinavlere, så efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt.

I 1995 dannede Heinemeyer et lille projekt med Dieter Schufried og Markus Haas, som de kaldte Weingut Johanninger. Det var en lille sammenslutning af deres 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheingau og Rheinhessen med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.

Imidlertid trådte Heinemeyer i 2012 ud af samarbejdet, og har i stedet helliget sig sine egne vine i sit eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs efter navnet på sin datter. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.

Han havde nemlig gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir med en produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen. Han var til gengæld stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.

Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.

Weingut Solveigs er et ganske lille vinhus, hvor Heinemeyer har omkring beskedne 2 hektar vinmarker, som ligger på det, som kaldes Assmannshauser Steil … en fælles betegnelse for de stejle marker, der ligger ved Assmannhaus.

Allerede i 1300 tallet dyrkede man Pinot Noir på markerne ved Assmannhaus. Vinstokkene var medbragt fra Beaune i Bourgogne af munkene som kom til Kloster Eberbach. Derfor har markerne også deres helt egen klon af Pinot Noir … med en historie tilbage til munkene fra Bourgogne.

Heinemeyer har markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der alle ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch, hvor der er en undergrund kendt for et særligt højt indhold af den særlig rosafarvede skifer, som lokalt kaldes Phyllit og er med til at give vinene en særlig mineralsk lethed.

Selvom Jens selv bor i Bieblesheim – der jo ligger i Rheinhessen – så laves vinene i en gammel kælder i Geisenheim. Den gamle kælder med hvælvede lofter stammer fra det 19. århundrede og er helt perfekt for vinificering og lagring af vinene. Kælderen bruges også til afholdelse af smagninger, så hvis du besøger Rheingau, så giv Heinemeyer et kald … måske kan du bli’ inviteret i kælderen.

Produktionen

Nu skrev jeg, at Jens Heinemeyer alene laver vine på Pinot Noir, men det er imidlertid ikke helt korrekt, idet han også laver nogle få vine på søsterdruen Pinot Noir Précoce … eller Frühburgunder, som vi nok mest kender druen under.

I kælderen laver Jens samlet 5 rødvine, hvor de 4 er på Pinot Noir, nemlig Phyllit, Steil, Micke og Present. Derudover laver Weingut Solveigs også Koloss på Frühburgunder samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også 2 forskellige Trockenbeerenauslese … én på Pinot Noir og én på Pinot Noir Précoce. Derudover laves der også en brændevin, der kaldes Marc vom Steil.

Produktionstilgangen kalder Jens doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.

Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

Solveigs er egentlig økologisk certificeret, men det skiltes der ikke med på etiketterne, men reelt er det ren naturvin, for Heinemeyer tilsætter slet ikke noget skidt – ingen kemi – ved produktionen, kun en anelse svovl ved macerationen.

Ses der på de 4 Pinot Noir vine, som vi skulle smage denne eftermiddag, så fortæller navnet også lidt om kvalitet niveauet … eller i hvert fald om hierarkiet og prisniveauet af vinene.

De forskellige Pinot Noir vine

Phyllit – opkaldt efter den rosafarvede skifer – er entry vinen, den billigste og kommer fra de yngste vinstokke, som typisk er under 15 år gamle og fra forskellige marker.

Steil er næste i rækken og kommer fra de stejle marker omkring Assmannshausen … men i modsat til Phyllit, så er den lavet med druer fra vinstokke, der minimum er over 15 år gamle.

Både Present og Micke er enkeltmarksvine, som henholdsvis kommer fra markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch. Druerne er minimum 25 år gamle. Det er Jens’ topvine og de ligger også prismæssigt ens.

Fælles for alle de 4 Pinot Noir vine er imidlertid, at de er lavet fuldstændig ens, så forskellene i vinene vil alene være et udtryk for druernes alder, årgang og/eller terroir fra de forskellige marker.

Heinemeyer som konsulent

Jens Heinemeyer har en speciel kærlig for Danmark, og det skyldes hans sideløbende konsulentvirksomhed, som han kalder Grapeworker Wine Consulting.

Her rådgiver han vinproducenter og blandt hans kunder er bl.a. hjemlige Frederiksdal Kirsebærvin, Ørnberg Vin samt Vejrhøj Vingaard samt Waalem på øen Før i Sydslesvig.

Vinene denne eftermiddag

Som nævnt skulle vi igennem 20 vine fordelt på 15 forskellige årgang og ældste med 24 år. Samlet så programmet for vertikalsmagning af vinene derfor sådan her ud:

Og jeres flittige vinblogger var således i løbet af de 2 timer ekstraordinær flittig, for jeg gik på opgaven med krum hals, og fik smagt vinene med mine sædvanlige smagsnoter. Men da 20 vine er en slat at bringe efter min normale norm med 2 anmeldelser om dagen, så har jeg simpelthen smidt alle anmeldelserne ud nu og selvfølgelig linket til mine bedømmelser.

En enkelt af vinene 2006 Micke – havde jeg smagt og skrevet om tidligere, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min gamle anmeldelse.

Som Danmarks nok førsteelsker og størsteelsker af tysk Spätburgunder, så var en eftermiddag up my ally … og jeg var i den syvende Spätburgunderhimmel, for Heinemeyer laver fantastiske vine og har sit helt eget udtryk, og det var svært ikke bare at blive ovenud lykkelig i låget.

Det var once in a lifetime mulighed for at smage tysk Pinot Noir med knap 20 års spændvidde og der var dog også forskelle, selvom jeg med nogle af vinene kun fandt små forskelle.

Mine absolutte favoritter var 1996 og 1997 Steil, 1999 Present, 2006 Present, 2007 Steil samt 2009 Present. Men det kan du jo læse om i de forskellige anmeldelser.

Tak til Heinemeyer & Distinto

Sikke en flot smagning, så sluttelig blot en stor tak til Jonas fra Distinto og den rare Jens Heinemeyer. Det var en stor fornøjelse at deltage i vertikalsmagningen.