Jeg har næsten lige anmeldt denne Von Unserm S Rheingau Pinot Noir fra Weingut Balthasar Ress i en årgang 2016, men nu har jeg altså hevet en flaske af vinen i årgang 2015 ud af vinkøleskabet.
Von Unserm S Rheingau Pinot Noir er som skrevet tidligere en Gutswein, men serien Von Unserm er nærmest et visitkort fra Balthasar Ress … man får altså masser af den kvalitet, som kendetegner vinhuset. Druerne høstes først, når druerne har opnået et sukker indhold svarende til 74° Oechsle.
Når druerne er blevet presset, så vinificeret vinen på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret på en kombination af store 500 liter Holzfass og 225 liter barriques … men det fremgår fortsat ikke i hvor lang tid.
Næsen er – uha – faktisk en smule vildere i 2015’eren end i 2016, meget mere landlig med prut, babybræk, mødding, sød hestestald og samtidig nogle grønne, syrlig æteriske noter med ensilage, mentol, fennikel, ribs, hindbær, røg og omklamrende på en god måde.
Smagen er rank, ren, stringent … frisk og direkte i smagen. Der er masser af syrlighed, let bitterhed, mandler, hindbær, granatæbler, ribs, jern og tanninerne er også langt mere fremme her end hos 2016’eren. Men jeg vil slutte som med årgang 2016 … det smager altså virkelig godt.
Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 200 kr.