Hvorfor ikke lige nappe yderligere en vin fra Bodegas Torre Oria? Denne gang er det dog ikke fra Mare Meua serien, men deres 2020 Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot.
Der er halv halv … altså 50% Petit Verdot og 50% Merlot druer fra Torre Orias egne marker i Utiel-Requena … Petit Verdot for at give vinen dyb farve og maskuline karaktertræk, mens Merlot bidrager med bløde kurver og feminin charme.
Vinen er lavet med gæring i ståltanke … men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Vinen er dog efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske barriques.
Fadlagringen kan med det samme samme duftes … specielt i forhold til den foregående Mare Meua Garnacha. Det samlet sgu bare alt og bidrager med mere kompleksitet. Der er røg, chokolade, lakrids samt kaffe og vanilje, mens frugten virker bordeauxfil med solbær, bløde kirsebær og blommer en snert syrligere ribs.
Smagen er dyb, rund og ganske lækker … fadene giver også her vinen et ekstra gear. Det er solbær, blommer og kirsebærsyltetøj, men den har også en lysere syre, der er fin og aldrig bliver for skrap, men blot bidrager med helhed og fin rygrad blandt den mørke og let søde frugt. Flot vin og til prisen en klar lille vinder. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.