Tag-arkiv: 4½

2022 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I'm) Perfetto, Veneto, ItalienEfter en fed spansk sag, skal vi til et par fede italienske svigerinder og den første er den selvtillidsfulde Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, som jeg har smagt i årgang 2022.

Vinhuset er vi stødt på før på bloggen og jeg har også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot nærmere på den perfekte vin.

Vinen er lavet på fremstillet på et helt klassisk Amarone blend af 50% Corvina, 20% Corvinone, 25% Rondinella og 5% Croatina, som kommer fra økologisk certificerede vinmarker.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader i 10 dage med yderligere maceration i 20 dage, mens en del er lavet på lufttørrede druer efter appassimento-metoden, som kendes fra produktionen af Amarone.

Efter endt fermentering er de to vine samlet og gennemgår så malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 750 liter tonneaux-fade og 5.000 liters traditionelle egetræsfade.

Duftmæssigt er det bestemt ingen fed vin … den viser faktisk allerede fra start nogle grønne elementer, grønne grene, urter, violer, blomster og lidt nelliker. Frugten er sure kirsebær, ribs og blommer … renere, slankere og mere frisk end forventet, mens fadene bidrager med en lille smule vanilje og kanel.

I munden virker langt mere balanceret, afklaret og endda sammenhængene end fx 2020’eren. Frugten er sådan medium i styrke med kirsebær, blommer og moreller med en svag frugtsødme samt kakaopulver og noget peber, som giver lidt spark. Men samlet giver det en fin Superiore Classico, så bestemt forsøger af være Perfetto … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Winzerhof Ebringen, Grauer Burgunder Trocken, Baden, Tyskland

2023 Winzerhof Ebringen, Grauer Burgunder Trocken, Baden, TysklandWinzerhof Ebringen er et kooperativ, der ligger i byen Ebring 5 kilometer syd Freiburg im Breisgau i det nordlige Markgräflerland i Baden og derfra smager jeg en 2023 Grauer Burgunder Trocken.

Kooperativet er grundlagt i 1951 af en flok lokale vinavler med deres vinmarker ved Schwarzwald. Det er et område, hvor der i mange, mange  år har været dyrket vin … og faktisk viser gamle dokumenter fra Kloster St. Gallen, at der i hvert fald har været dyrket vin der siden år 716.

Winzerhof Ebringen kooperativet ledes af den administrerende direktør Kevin Stöhr, mens kældermester Klaus Ruh står for at lave de mange forskellige vine fordelt på mange forskellige serier som fx serien 716, der hylder de gamle traditioner i Ebring.

Jeg kan ikke nogle steder se, hvor mange medlemmer Winzerhof Ebringen har eller hvor mange hektar vinmarker, som medlemmerne råder over. Der er heller ikke mange oplysninger om, hvordan denne Grauer Burgunder er lavet … formentlig blot gæret og lagret i store rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det dejligt og venligt … der er blød og sød frugt af ananas, grønne pærer og gule æbler suppleret med lidt grapeskal og syren virker også forholdsvis blød. Der kommer også en tør aroma af nogle papkasser, mjød og lidt honning.

I munden er der lidt mere syre … der er lemon og grapeskal, grønne æbler og igen et lille tropisk pust fra ananas og papaya. Der giver en vin, der både er frisk og samtidig også blød og cremet … likeable med lidt Faxe Kondi rundhed … 88 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel,  hvor en flaske koste 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Giannicola di Carlo, Recastro Primitivo, Abruzzo, Italien

2021 Giannicola di Carlo, Recastro Primitivo, Abruzzo, ItalienMed næste vin skal vi til Giannicola di Carlo, der jo ligger let sydvest for byen Villa Caldari i Chieti provinsen i Abruzzo ikke så langt fra Adriaterhavet mod øst og jeg smager hans 2021 Recastro Primitivo.

Familien di Carlo har lavet vin siden 1830 og ved etableringen startede man med at lave vine, som blev solgt til både Savoia region i ved Alperne og Toscana.

I dag drives vingården af Giannicola di Carlo sammen med sine to sønner Federico og Daniele. De har 65 hektar vinmarker, som han allerede tilbage i 1991 omlagde til økologisk landbrug.

Det var flere år inden de første europæiske forordninger om økologisk drift, hvorfor det også tiltrak sig opmærksomhed fra førende eksperter indenfor området.

Siden da er Giannicola di Carlo fortsat sin innovative tilgang og arbejder bl.a. i dag med både vegansk certificering, vine uden tilsat svovl, gæring i amfora lerkrukker og forsøget i det hele taget, at lave sine vine efter oldgamle traditioner.

Der laves en lang række vine startede med serien Kriya og den efterfølges af serierne Iava, Terreum 91, Nobu 1830, Capo le Vigne, signaturvinene Apoteo og så denne Primitivo vin kaldet Recastro.

Giannicola Di Carlo siger selv, at hans signaturvine repræsenterer en hyldest til fortidens visdom, hvis fordele stadig er en uvurderlig skat for fremtidige generationer.

Recastro Primitivo er lavet med druer fra familiens historiske vinmark  grundlagt i 1830 ved Majella-bjergene og køles om natten af Adriaterhavets milde brise. Druerne er høstet i september fra de  sydøstvendte skråninger op marken i 280 meters højde.

Vinen er lavet med gæring og lang maceration i temperaturstyrede rustfri ståltanke og efter endt gæring er 40% lagret 6 måneder på en del egefade af forskellig størrelse og de øvrige 60% er blot lagret i ståltankene.

Det er duftmæssigt ingen fed Puglia Primitivo … virker klart slankere, men har fortsat en frugt af blåbær, hindbær, kirsebær og måske en anelse svesker, godt med cedertræ og læder, men også en smule kanel, røg, mørk chokolade og violer.

I munden sniger sødmen sig mere frem … masser af sødlig frugt af svesker, blåbær, blommer og brombær. Det er saftigt, solmodent og varmt, men der kommer også noget peber, Det er venligt, men ikke så fed til i de fleste Puglia Primitivo’er … så en stor mundfuld, der dog er til at gabe over. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Nativ, Blu Onice, Campanien, Italien

2019 Nativ, Blu Onice, Campanien, ItalienNæste Società Agricola Nativ vin var såmænd også på Aglianico druen og det var deres 2019 Blu Onice Irpinia Aglianico.

Druerne til vinen er høstet i slutningen af ​​oktober og i begyndelsen af ​​november fra gamle vinstokke på marker i 600 meters højde ved Gesualdo nær Irpinia. Jorden er meget stenet og rig på sedimenter og mineraler.

Efter høsten sker der en kold udblødning, maceration i 20 dage med daglige pumpover, gæring og ender med malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder i nye små franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en fyldig vin, der har godt med fadpræg, for op af glasset nærmest sprænger krydrede og ristede noter af kaffebønner, chokolade, let vanilje og kakaopulver sammen med en tyk frugt med mest sorte og røde kirsebær, modne blommer og solbærmarmelade.

I munden er det også en fed, fuldmoden, solrig og varm vin, som på overfladen kan virke lidt for fed og doven, men der skal ikke lukkes ret meget luft ind i munden, så åbner karburatoren alle ventiler og  Aglianico tanninerne slippes løs … vilde, tørre og munddominerende sammen med en lemonagtig syre, der samlet giver godt med spark samt karakter. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Nativ, Rue dell’Inchiostro, Campanien, Italien

2021 Nativ, Rue dell’Inchiostro, Campanien, ItalienDe næste vine fra Società Agricola Nativ var alle røde og den første på en drue, som jeg er vild med … Aglianico … og vinen er deres 2021 Rue dell’Inchiostro.

Aglianico druerne til vinen kommer fra næsten 100 år gamle vinstokke, der står på en mark højt i bjergene i Campania regionen. Jordbunden er stenet og primært af vulkansk oprindelse, som er rig på mineraler. Druerne er høstet i starten af november ved optimal modenhed.

Vinen er lavet ved, at druerne først har gennemgået en kølig premaceration med kontinuerlig overpumpning og nedstansning over 10 dage, hvorefter den alkoholiske gæring er sket med udvalgte gærstarter efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter 8 måneders lagring i ståltanke.

I næsen er det en dyb, mørk … næsten sort og fyldig vin, som har masser af tobaksblade, lakrids, spidskommen og søde krydderier samt en frugt af sortblå blommer, blåbær og solbær … men kan tydeligt fornemme, at den har fået godt med sol.

Smagen er fed … fed og stærk … det er powervin, hvor man også mærker en vis varme fra den solrige alkohol. Frugten er kraftig, men det er sgu ikke uden syre, for vinen har enkelt en ren, sødbitter samt grillet citronagtig syre, som giver liv i den kraftfulde vin. Der er også godt med tørre – og fede – tanniner, så samlet set bliver det både en bassevin og en frisk powervin. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Nativ, Vico Riviera N° 99, Campanien, Italien

2023 Nativ, Vico Riviera N° 99, Campanien, ItalienEfteråret er over os … det kølige vejr er allerede en realitet, hvilket også betyder tid til kraftige vine, som man kan varme sig på i stuen og det kunne fx være vine fra Società Agricola Nativ, hvorfra jeg nu smager hele 5 forskellige … og starter med denne hvide 2023 Vico Riviera N° 99.

Società Agricola Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter de vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji.

Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er et nyere vinhus. der er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien.

Feudi di San Gregorio er i dag i øvrigt et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter. I dag har vinhuset dog 15 hektar vinmarker.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, både under DOC appellationerne Irpini, Aglianico Campi Taurasini og Irpinia Aglianico samt DOCG appellationer Aglianico di Taurasi, Greco di Tufo, Fiano di Avellino og derudover en lang række IGT vine.

Denne Vico Riviera N° 99 er netop en IGT vin, der er lavet på druesorten Falanghina fra Torrecuso i Campanien. Vinstokkene er plantet på skråninger, hvor de får optimalt mængde sol. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor de naturligt er tørretlidt ind på stokkene, for at få en højere koncentration.

Der er om morgenen, at druerne er høstet … hvorefter er sket en blød presning efterfulgt af kold klarering. Så er gæringen sket ved kontrolleret temperatur i ståltanke og efter endt fermentering er vinen blot lagret i ståltankene sur lie med ugentlig batonnage.

Duftmæssigt er det en fed, frugtrig og intens vin … tyk og eksotisk med ananas, kokos, mango, passionsfrugt og dåsepærer. Det er en svulstig og opulent vin, olieret, smørret og fedtet med tyk viskositet, mormorkrop og volumen.

I munden har vinen en stærk, maskulin og saltet syre … der er på ingen måder en elegantier, men en bredrøvet dame, der er fyldig, skrap og tung, men med masser af frugtintensitet. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodegas Pedro Martinez Alesanco, Blanco Joven, Rioja, Spanien

2023 Bodegas Pedro Martinez Alesanco, Blanco Joven, Rioja, SpanienLad os smage lidt hvid spansk Rioja vin, for det er jo ikke noget, som vi smager hver dag. Vinen er en Cosecha vin … 2023 Blanco Joven fra Bodegas Pedro Martinez Alesanco.

Vinhuset liggermidt i byen Badarán i La Rioja og er grundlagt i 1960’erne af Pedro Martínez og hans hustru Pilar Alesanco. I dag er det hans 2 børnebørn Pilar Torrecilla og hendes bror Pedro, der står for vingården og fremstillingen af vinene.

De har samlet 80 hektar vinmarker, hvor de primært dyrket sorter som Tempranillo, Garnacha, Viura og Maturana. De har siden 2015 drevet deres marker økologisk og de startede i 2018 med at bygge et stort og moderne vineri og det stod færdig i 2020.

Her smager vi deres 2023 Blanco Joven, der i denne årgang er lavet på 58% Viura aka Macabeo, 23% Tempranillo Blanco,17% Sauvignon Blanc og så ellers 2% andre ukendte druesorter.

Dejlig frisk duft … er både frisk og samtidig fornemmer man også en vis tyngde og frugtsødme. Der er både lidt hyld, pigeonæbler … har en lidt sjov frugt, som er svær at definere, men samlet er det landligt, animalsk … der lidt honning, fennikelfrø samt blomsterpollen.

I munden er det også en sjov fætter … men en meget velsmagende fætter, der virker en smule olieret med en medium fedme, fersken, hyld, lidt ananassaft og sødlig kandiseret grape suppleret med lidt hvid peber. Det giver karakter, krop og bid med en lidt sødbitter og æbleagtig smag med syren lidt tilbagetrukket … 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir ++, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir ++, Rheingau, TysklandDobbelt plus ++ minder mig om et gammel album fra Voss, Torp & Brill, men som næste vin hos Weingut Kaufmann smagte vi en 2022 Rheingau Pinot Noir ++

Igen er der ret sparsomme oplysninger om produktionen, men jeg tænker, at den er lavet på samme måde som foregående, men her er vinen ikke lagret på store egefade, men er i stedet lagret på barriques.

Nu kan man duftmæssigt mærke fadlagringen mere … der er både nødder, cedertræ, nogle umamiagtige noter, vanilje, blæk, krydrede elementer og frugt af tranebær, skovjordbær, søde kirsebær samt ganske let peber.

I munden virker vinen lidt til den tynde side … lyse kirsebær, nogle jordbær og ribs, masser af ungdommeligt tanniner samt urteagtige elementer … virker i det hele taget meget ung og slutter med lidt salte mineraler. 90 point.

På vingården koster en flaske 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling, Rheingau, TysklandNok snak … tid til the real thing … Riesling vinene og den første hos Weingut Kaufmann var deres Gutsriesling aka basisvin og det var så denne 2023 Rheingau Riesling.

Det er en Gutsriesling, hvor druerne kommer fra forskellige marker og alene lavet på stål … både gæringen i ståltanke, men også den efterfølgende korte lagring er sket i tankene. Vinen har 6,7 gram restsukker.

Det er i næsen arketypisk Riesling … meget forfriskende og har godt med citroner og grønne æbler, men der kommer også et strejf af lidt mere eksotisk frugt af saftig fersken og moden abrikos … måske endda også lidt florale noter.

Smagen følger meget godt dette mønster … godt med citrusfrugter og endda suppleret med lidt sødsyltet citron, for vinen har også en smule sødme, der sammen med lidt tropisk frugtpåvirkning samt en fast syre er med til at give et venligt ansigt. 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, TysklandVort værtinde hos Weingut Kaufmann serverede hurtigt den næste vin og det var denne friske 2023 Rheingau Weissburgunder.

Den er som foregående alene lavet på ståltanke, hvor den så også er lagret en periode. Den har 2,5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med abrikos, melon,  gule æbler samt lidt ananas, hyld og citroner. Men der kommer også nogle lidt små, grønne noter frem, lidt hasselnødder og vinen virker sådan forholdsvis fed, blød og smooth.

Sådan er smagen egentlig også … har et meget venligt ansigt, der ikke tør sige dig imod. Der er melon, æblesaft, abrikos, honning og syren er forholdsvis lav … 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7