Tag-arkiv: Italien

2019 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2019 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienVinen Montefalco Rosso fra Cantine Adanti har jeg smagt et par gange før i årgangene 2011, 2015 og 2016, men nu smager jeg den så i årgang 2019.

Adantis Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Cabernet Sauvignon og sidste 5% Merlot … altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.

Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration sker ved 28 grader og en løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering så ligger vinen i ekstra maceration i 4-5 dage inden den lagres på store egertræsfade i 12 måneder.

I næsen en mørk og frisk vin … klart med både blommer, brombær samt sorte kirsebær, har både friskhed og syrlighed fra frugten samt lidt noter fra fadene med læder, lakrids, tobak og vanilje.

Smagen er endnu bedre … har en dyb, intens frugt med lakrids og igen giver Sagrantino druerne vinen nogle tørre og potente tanniner, som virkelig mærkes i munden. Frugten er let solbær, sorte kirsebær, hindbær … der kommer også en snert peber og den tørre engelske lakrids og lakridsrod … og de sidder lang tid i munden bagefter, så dermed en rigtig fin lille Montefalco Rosso. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, ItalienVi skal igen smage en vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico og denne gang er det hans 2021 Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna.

Det er en vin, som jeg har smagt før … senest i årgang 2020 og  er lavet på 100% Nebbiolo fra området Calosso i 350 meters højde fra vinmarken Bricco Castagna.

Vinen er lavet med traditionel gæring samt maceration i store betontanke. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques.

For pokker … sikke en bello aroma … der er klart nogle meget tiltrækkende fadnoter, som går hånd i hånd med nogle lidt mørke og dybe frugtnoter … the dark side of Nebbiolo. Men du går ikke glip af nogle af Nebbiolo druens dejlige karakteristika af både læder, violer, tørrede rosenblade, tjære, lidt kamfer, tørv og faktisk også en smule grøntsagsfond suppleret af en frugt med mørke kirsebær, blommer, tranebær og hindbær. Fadene bidrager også med noget lakrids, sød tobak og vanilje … uha det dufter godt.

Sådan smager vinen faktisk også … med Nebbiolo druens fine og energiske energi og spændstige syre med et blødt fadlag ovenpå. Sidst kaldte jeg det en Nebbiolo med turboen sat til og steroider i kroppen med et  fedtlag til at dække sixpacken på maven og et bredt smil. Det giver fortsat et ret godt billede. Smagen er igen federe end for Nebbiolo generelt, mest kirsebær, brombær og figner, mens den også har tørre og markante tanniner, men alt leveres cremet, smukt og intenst … jeg er sgu pjattet med denne vin og mange Barolo’er burde være misundelig på vinen. 94 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 125 kr. og den pris virker sgu som årets tilbud, så vinen burde blive revet ned af hylderne.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Cantine Buglioni, Il Disperato Bianco Trevenezie IGT, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Il Disperato Bianco Trevenezie IGT, Veneto, ItalienIl Disperato hedder næste vin … ikke at jeg var desperat efter mere vin, men den pludselige sommervarme gør, at man bare lige får lyst til at sætte sig ud på terrassen for at nyde et glas hvidvin … og det blev denne 2022  Il Disperato Bianco Trevenezie IGT fra Cantine Buglioni.

Vinen er lavet på 90% Garganega og 10% Incrocio Manzoni, der kommer fra 26 år gamle vinstokke på marker i 150 meters højde og er høstet med et udbytte på 70 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten har druerne ligget i kølig maceration ved 3 grader inden gæring. Så er druerne afstilket og presset, hvorefter gæring er sket i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 16 grader. Derefter er vinen blot lagret 4 måneder i ståltankene og 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt snakker vi pærer, pigeonæbler, hybenroser, papaya, mango, ananas, hvid peber samt en lidt sødbitter, krydret note med lidt papkasser, spidskommen, muskat og gul blomsterpollen.

I munden er det en blød vin, hvor den hvide peber også hurtigt stikker snuden frem og giver vinen et stærkt kick. Der er æbler og godt med lemon. Syren lidt til den mørke og maskuline side, hvilket skaber en vin med krop og fylde. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men pt fås på tilbud til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Val d´Oca, Prosecco Blue Millesimato Extra Dry, Veneto, Italien

2019 Val d´Oca, Prosecco Blue Millesimato Extra Dry, Veneto, ItalienDenne blå 2019 Prosecco Blue Millesimato Extra Dry havde vi haft til at ligge i køleskabet i garagen, men jeg ved faktisk ikke, hvor den kommer fra … altså udover den er lavet af kooperativet Val d´Oca.

Val d’Oca hedder mere korrekt Cantina Produtttori di Valdobbiadene og ligger i den lille by Valdobbiadene nær Bigolino i bakkerne mellem Asolo og Conegliano i den nordøstligeste del af Veneto.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1952 af 129 stiftende medlemmer aka vinavlere, som gik sammen for at drage fordel af et samarbejde. I dag har Cantina Produtttori di Valdobbiadene 600 medlemmer, der hver har lidt vinmarker, men samlet bliver det alligevel til over 1.000 hektar.

Omkring 90% af produktionen består af hvidvin – på druesorten Glera, som jo netop anvendes i de mousserende Prosecco vine og det er jo netop sådan en, at jeg nu har fået i glasset.

Denne 2019 Prosecco Blue Millesimato Extra Dry er også lavet på ren Glera og er en klassisk Prosecco, som netop har denne liflige og lette karakter, som man forventer. Efter høst af druerne presses de, og den første gæring går i gang.

Efter endt alkoholisk gæring foretages den anden gæring, som sker i tryktanke efter den billigere Charmat metode. Derefter tilsættes en lille mængde sukkersirup, som afgør sødmegraden i vinen. Dette er jo en Extra Dry, hvilket betyder, at den har en let sødlig bagkant.

Flasken skal vi lige forbi … total blå, så den vil give opmærksomhed ved enhver fest, men kan selvfølgelig også gøre, at det kan virke en anelse for poppet og useriøst … men det er det ikke.

Virker fra start lidt tør i næsen … der er både sødbitre pigeonæbler, pærer, æblemost, en anelse Faxe Kondi, lemon og så pirrende landlig og nøddet note, der lige løfter vinen og gør den spændende, livlig og levende.

I munder er boblerne fine, tætte og aggressive … faktisk en rigtig dejlig mousse og der kommer omgående en anelse citron, grønne æbler og så kommer denne søde kant, som dog aldrig bliver alt for meget, men giver en liflig, let og dejlig Prosecco, så 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Fattoi Ofelio & Figli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Fattoi Ofelio & Figli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTil hovedretten der – for mit vedkommende – bestod af svinebryst med teriyaki og gulerod, så skulle vi selvfølgelig have lidt rødvin, så jeg bestilte en flaske 2015 Brunello di Montalcino fra Fattoi Ofelio & Figli.

Fattoi Ofelio E Figli Soc. Sempl.Azienda Agricola ligger nærmest for enden af en blind vej ved den lille by Tavernelle syd for selve Montalcino by … nærmest ved krydset af floderne Ombrone og Orcia.

Det er en lille familiedrevet vingård, som drives af Leonardo Fattoi, der er den ældste bror i familien og ønolog på gården. Vingården har 70 hektar jord, men kun 9 hektar er vinmarker og så er der også 5 hektar med oliventræer.

Vinmarkerne er udelukkende beplantet med Sangiovese klonen Sangiovese Grosso. Kvaliteten er høj og mængderne små, for familien laver blot 20.000 flasker Rosso di Montalcino og 20.000 Brunello di Montalcino om året. I de årgange, hvor Leonardo vurderer, at kvaliteten er til det, så laves der også 2.000 flasker Brunello Riserva.

Fattoi Ofelio & Figli adskiller sig ved, at de anvender et beskedent brug af træfade og det er næsten udelukkende de store, gamle Botti på flere tusind liter, som genbruges år efter år uden at give meget smag af egetræ eller fadnoter. Fravalget af små, nye træfade får vinene til at stå rene i deres natur … de er magtfulde og intense, har dybde, styrke og balance.

Svinebryst – teriyaki – gulerod

Til denne Brunello di Montalcino kommer druerne fra 15 år gamle vinstokke på marker i 350 meters højde og er høstet i de første dage af oktober. Gæring og maceration er sket i store 100 hektoliter ståltanke over 18 dage ved 25-28 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i alt 4 år og heraf 2 år på store egetræsfade og tonneaux. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 4 måneder.

Vinen er i glasset lettere rødbrun … nøjagtig som Brunello typisk plejer at være og her er duften samtidig meget moden med tjære, tobak, tørrede svampe, ristede nødder, ristet træ og en frugt med kirsebærsauce, sorte kirsebær, blommer, fugtig skovbund, violer, læder, cedertræ, våde fade og godt med røg.

Sådan smager vinen faktisk også … blød, rund, moden og alligevel med nerve og stor koncentration. Der er igen fed kirsebærsauce og sorte kirsebær, brombær, let peber og så denne dybe, fede og runde aroma af skovbund, umamiagtige noter, sød tobak … og så har den i ægte Brunello stil markante tanniner, der dog er tøjlet en del. Men samlet bliver det 94 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 455 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Piero Bussi, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2022 Piero Bussi, Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienVi fortsætter med en vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico, som jeg har skrevet om før og anmeldt mange vine fra … her er det deres 2022 Barbera d’Asti.

Vinen er lavet på 100% Barbera fra 30-60 år gamle vinstokke i Calosso området i 350 meters højde.

Efter høsten er gæring og maceration sket i stål- og betontanke, mens vinen derefter delvis er lagret 6 måneder på franske tonneaux og 15-15 hektoliter egefade

Duften er lidt grøn … lidt som ligusterhæk suppleret med nogle kandiserede kirsebær, blommer, rosiner og blåbærtærte, våde fade og mørk sødbitter chokolade, muldjord og en smule lakrids samt masser af tørt træ.

I munden er det en mørk, blød og vamset vin … rigtig bamsevarm med en mørkbitter frugt af brombær, sorte kirsebær, hindbær og en frisk syre, der lige river og gør vinen rank og pågående. Tanniner er der ikke mange af, men syren gør samlet set, at det bliver en vin, der nærmest skriger efter mad. 89 point,

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Fabbrica Pienza, Rosso Orcia, Toscana, Italien

2019 Fabbrica Pienza, Rosso Orcia, Toscana, ItalienLad os fortsætte i Toscana med mere Sangiovese baseret vin, for den næste vin kommer fra Fabbrica Pienza og det er vinen Rosso Orcia i årgang 2019 lavet på Sangiovese tilsat lidt Syrah.

Det toskanske vinhus Fabbrica Pienza ejes af det schweiziske ægtepar Tonie og Philippe Bertherat har jeg skrevet om før.

De får hjælp til produktionen af deres vine fra de to kendte vinmagere Maurizio Saettini og Michele Corsi.

Druerne til Orcia Rosso dyrkes på marker med kalkholdig lerjord i Orcia området og er høstet med håndkraft. Vinen gæres i ståltanke med temperaturkontrol og macererer i 10-15 dage for at udtrække farve, aroma og tanniner fra drueskallerne. Vinen lagres derefter i 12 måneder i en kombination af ståltanke og brugte franske egetræsfade inden aftapning.

Der er også her godt med kirsebær, mørke kirsebær, blommer og noget vådt træ og cedertræ, jod, tomt medicinpilleglas, tobak, røg, lidt nelliker og balsamiske elementer.

I munden kan Syrah druens bidrag omgående mærkes, da vinen har noget stærk peber og nogle mellemøstlige krydderier. Der er en ren, klar og stringent frugt med syrlige kirsebær, rabarber og tranebær, en frisk og lidt rustik syre … masser af syre faktisk, så dermed giver Houlberg vinen 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Castello di Romitorio, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2022 Castello di Romitorio, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienSocietà Agricola Castello Romitorio ligger knap en kilometer vest for Montalcino by i Toscana og står bag den næste vin i glasset … en 2022 Chianti Colli Senesi.

Vinhuset er grundlagt i 1984 af Sandro Chia, som startede med at plante vinstokke med nogle af de ældste kloner af Sangiovese på en række af hans marker omkring en smukke gamle borg.

Sandro Chia er en italiensk maler og billedhugger, der i slutningen af ​​1970’erne var med til at skabe den italienske neo-ekspressionistiske kunstbevægelse Transavanguardia.

Sandro er født i Firenze i 1946 og er kendt for sin blanding af abstraktion og figurativitet, ret stærke farver og sine dynamiske penselstrøg. Han har udstillet i prestigefyldte gallerier og museer over hele verden og arbejdet i både Tyrkiet, Indien og undervist på School of Visual Arts på Manhattan i USA.

Men i 1984 besluttede han sig også for både at studere, udforske, forædle og promovere Brunello di Montalcino vine i et samarbejde med den lokale ekspert og vinmager Franco Martini. Senere har Sandro også haft hjælp af Carlo Vittori, der jo i dag driver det spændende vinhus Molino di Sant’Antimo.

I 2006 overtog Sandros søn Filippo Chia driften og startede det andet kapitel af Castello Romitorios historie. Han byggede først et ny vineri, udvidede med flere vinmarker og har også udvidet driften med købet af endnu en vingård Tenuta Ghiaccio Forte i Bolgheri og har til vinproduktionen også fået hjælp fra Franco Martinis søn Stefano.

Castello di Romitorio har sammenlagt 15 hektar vinmarker, som danner baggrund for en lang række vine … pt over 10 vine, der alle – selvfølgelig – har vinetiketter med præg af Sandros kunst, som man også kan nyde i kunstgalleriet på vingården.

Her smager jeg husets Chianti Colli Senesi … og Colli Senesi betyder noget i retning af”Sienas bakker. Vinen er lavet på 100% Sangiovese og dyrket i bakkerne omkring byen Siena. Druerne til vinen høstes manuelt og sorteres nøje både før og efter afstilkning.

Gæringen og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på egefade.

I glasset har vinen en let brunlig snert og op af glasset vælter det – bogstavelig talt – med en massiv mur af kirsebær, sød kirsebærsauce, Amarena Fabbri dessertkirsebær, blommer, kandiserede æbler, søde krydderier med muskatnød, spidskommen, svampe, champignon, røg og sød tobak … lidt ekspressiv, malerisk og karikeret med nogle søde noter af fad med mælkechokolade og skumfiduser.

Smagen er lidt som duften … cremet, elegant med søde kirsebær, umodne kirsebær og lakrids. Der er en saftig vin, hvor der er peber og en sødsyrlig frugt, som udover kirsebær også har smag af lidt ribs samt citrusfrugt med citroner og lemon, der lige giver en ganske lille smule bitre elementer, der er med til at give vinen rygrad. Tanniner er der også og de er pænt tilsted, men er ikke ultra vilde, selvom de ofte giver vine Sangiovese Grosso masser af tørhed. Det er med andre ord en kompleks, saftig og intens Chianti Colli Senesi, så Houlberg lander på 92 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, Italien

2023 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, ItalienJeg har før smagt vinen This is Sashy Chardonnay fra det store kooperativ Terre Cevico Societe Coop Agricola. Nu smager jeg den igen i nyeste årgang 2023.

Terre Cevico har jeg skrevet om før … et stort kooperativ grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

Vinene laves primært under 32 forskelige brands. laver over 110 millioner flasker vin årligt, behandler 120 millioner liter vin årligt og har en omsætning på langt over 1,6 milliard kroner.

Denne This is Sashy Chardonnay er en af kooperativets mange vine, hvor Chardonnay druerne kommer fra række vinmarker ikke langt fra havet.

Først er alle druerne afstilket, hvorefter de skånsomt er presset. Gæringen gennemføres på ståltank ved 16 og 18 grader, hvorefter den også får delvis egetræskrydning … måske via spåner? Derefter er vinen så blot lagret sur i ståltankene inden endelig flaskning.

Duftmæssigt er det faktiske en fint balanceret vin … der er god blanding af fadpræget fylde og en blød, eksotisk frugt, som mest er hyld, fersken, pærer og melon. Vi er midt på vejen og alt glider lige derudaf med milde dufte … både let karamel, vanilje og kandiseret citrusfrugt samt et lille grønt islæt.

Smagen er ikke fed, men en smule til den fyldige side og samtidig med lidt mørk eller grillet lemon, der mest dominerer smagen, hvor der ellers er grønne pærer, æbler og citroner, så dermed ikke nogle af de tropiske elementer fra duften. Det giver også en vin, som er frisk, let fyldig og har denne fine balance af tilpas bitterhed, syre samt sødme … og til prisen et klart røverkøb. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 54,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Alberto Voerzio, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Alberto Voerzio, Barolo, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barolo, for jeg havde også i vinkøleskabet gemt en række Barolo’er i flere årgange fra Alberto Voerzio og denne aften blev det årgang 2013 i vinglasset.

Voerzio navnet er velkendt i Barolo, hvilket primært skyldes  Albertos onkel, som er den kendte producent Roberto Voerzio, som vel er én af de mest hypede producenter i Barolo området. Robertos Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager, så jeg har faktisk kun smagt hans Langhe Nebbiolo’er, som dog også har et fantastisk højt niveau.

Azienda Agricola Alberto Voerzio ligger i La Morra og den unge Alberto grundlagde sit vinhus i 2006 efter endt uddannelse og flere ophold i Frankrig.

Den unge vinmager har samlet 4 hektar vinmarker, bl.a. 1,16 hektar på den berømte La Serra mark samt 0,5 hektar på Fossati marken, mens de øvrige hektar er fordelt på forskellige marker omkring La Morra. Parcellen på Le Serra ligger i øvrigt lige op til onkel Robertos mark, så måske har Alberto købt dette stykke af onklen.

Denne basis Barolo fra Alberto Voerzio er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær. Macerationen varer normalvis alene 5 dage, hvorefter fermenteringen starter i rustfrie ståltanke og varer omkring 12-15 dage med 2 gange daglig overpumpning.

Efter alkoholiske gæring lagres vinen 24 måneder på barriques, heraf er 25% nye fade. Efter lagring kommes vinen igen på rustfrie ståltanke, hvor den ved 4 grader lagrer 15 dage, således eventuelle gærrester kan falde til bunds og sorteres fra. Der ligger den så og hygger sig i 8 måneder inden aftapning uden filtrering.

Duften er klassisk Nebbiolo … gammel læder, violer, tørrede rosenblade, gammel træ, ædeltræ og tjærefyldte jernbanesveller, sorte kirsebær, jordbær og hindbær, tobak og lidt pebermynte, røg og tør lerholdig jord.

Smagen er ligeledes utrolig tør med denne lidt modne side, hvor kirsebærrene er mest fremme sammen med hindbær og ribs, men så kommer tanninerne virkelig frem … totalt udtørrende og sætter sig på tænder og i ganen med masserende stor og vild kraft, smerteligt, direkte og punkterende. Du mærker et mineralsk islæt, kridt, jern samt præcision og dedikation. 94 point.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 700 kr., men købt på tilbud til 350 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7