Tag-arkiv: 4½

2021 Angelo Rocca & Figli, Villa Asmundo Rosso di Sicilia, Sicilien, Italien

2021 Angelo Rocca & Figli, Villa Asmundo Rosso di Sicilia, Sicilien, ItalienMed næste vin – en 2021 Villa Asmundo Rosso di Sicilia – er vi reelt hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, men vinen er lavet med hjælp fra vor danske vinmager Peter Vinding-Diers.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit, hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers’ egen hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og lavet specielt til den danske smag og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Nero d’Avola, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Vinen er formentlig lavet i ståltanke, men den er efter endt fermentering lagret 10 måneder på ét år gamle egtræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Ganske habil næse … lidt varme, søde krydderier, kardemomme, kanel og en rund frugt, kirsebær, blommer, figner og dadler med en god portion varme, lidt lakrids og mørk chokolade.

I smagen kommer Syrah druens pebernoter lidt frem, masser af federe frugt, alkoholvarme, men også godt med power, kraft og i det hele taget god solmoden, krydret. Syren er lidt streng, der kommer en smule nelliker og lemonagtige bitre og syrlige noter … men der fungerer egentlig godt sammen. 88 point.

Vinen koster 75 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Gran Reserva, Rioja, Spanien

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Gran Reserva, Rioja, SpanienJeg smagte da endnu en Cune vin fra Compañía Vinícola del Norte de España og det blev så deres 2016 Cune Gran Reserva og er også en vin, som jeg har smagt før i årgang 2015.

Her består mixet af 85% Tempranillo, 5% Mazuelo aka Grenache samt 10% Graciano, der kommer fra egne vinmarker ved  Torrentalbo, hvor stokkene i gennemsnit er 45 år gamle.

Efter høsten kommes alle druerne 24 timer i kølerum for at forhindre oxidation og bevare frugtens aromaer. Alkoholgæringen sker spontant med druernes egne gærceller små rustfri ståltanke og betontanke. Efter gæring macereres vinen i flere dage med skindet, hvorunder der regelmæssigt smages for at bestemme det ideelle tidspunkt for at trække den af.

Den malolaktisk gæring er sket  i betontanke, hvorefter vinen er lagret 24 timer på amerikanske og franske egetræsfade klares vinen og aftappes. Derefter flaskes vinen og opbevares i mindst 3 år i de gamle kældre inden frigivelse.

Den længere fadlagring slår absolut igennem i duften, som både er bedre og mere sammenhængende … samtidig har det også gjort det hele mere rundt og komplet. Det er igen blommerne, som dominerer suppleret med blåbær, brombær, figner, ristede og bagte kastanjer, chokolade, karamel, lakrids, vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er vinen også mere rund … men fortsat med en forholdsvis frisk frugt af blommer, kirseblær, tranebær og hindbær, lidt balsamico, lidt bitter lemon og grape, men tanninerne derimod er ikke så strenge som i den almindelige Reserva, men smagen mere samlet, tæt og lidt krydret. Virker bestemt lysere og mere frisk i smagen end 2015’eren, men rammer lige 90 point.

Vinen koster 168,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Reserva, Rioja, Spanien

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Reserva, Rioja, SpanienDet store vinhus Compañía Vinícola del Norte de España er vi jo tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, for det ejer bl.a. også Viñedos del Contino, men her smager jeg et par vine fra deres Cune vineri og starter med denne 2018 Reserva.

Vinen er lavet på et mix på på 85% Tempranillo samt 15% Mazuelo aka Grenache og alle druerne er fra husets egne marker, nemlig både Caballeros, Santo Tomás og Sarnamoros, der alle ligger i Rioja Alta ved byerne Rodezno, Villalba og Haro.

Druerne er gæret i nogle kæmpestore 20 tons tunge ståltanke ved en kontrolleret temperatur mellem 25-27 grader og varer i omkring 12 dage inden en malolaktisk gæring, der sker i ståltankene, hvor vinen så lagrer 18 måneder.

Derefter er vinen lagret 24 måneder på amerikanske og franske egefade efterfulgt af aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring inden frigivelse.

I næsen er der masser af træ og fad … så bestemt masser af Rioja karakter, mens frugten mest er blåbær, brombær og kirsebær, men der kommer også et aftryk fra fadede med chokolade, kaffe, vanilje blæk samt lidt engelsk lakrids … alt meget velordnet.

Smagsmæssigt er der godt med frisk frugt med en smule bitterhed som fra sorte te-blade og en skvis lemon, men ellers er det brombær, blommer, kirsebær og tranebær, lidt krydderier, balsamiske noter og ret strenge og kantede tanniner, hvorved vinen kalder på noget mad, men det er jo til at løse. 89 point.

Vinen koster 132,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Château de Campuget, La Sommelière, Languedoc, Frankrig

2019 Château de Campuget, La Sommelière, Languedoc, FrankrigDen tredje og sidste vin fra Château de Campuget blev den Syrah baserede La Sommelière og her i årgang 2019.

La Sommeliere er en vin, der er lavet på Syrah  druer fra husets bedste stokke og vinen er lavet med traditionelt vinificering og så 2 måneders lagring på store egefade inden ufiltreret aftapning på flaske.

I forhold til foregående Château de Campuget vin, så er denne vin mere klassisk Rhône … har let urter samt mere spændstig og frisk mørk frugt, solbær, kirsebær og ribs, engelsk lakrids, en vis tørhed og lette fadnoter, som dog er meget afdæmpede med svag vanilje samt let peber,

I munden er det også en frisk rhôneagtig vin, hvor peberen omgående kommer frem i smagsbilledet. Den suppleres af tørre urter og krydderier, brombær, ribs og hindbær, tørre tanniner, som virker medgørlige om end ganske faste … og så godt med sten, mineralitet samt granitagtig hårdhed. Den har klart mere Rhône sjæl end Languedoc sjæl … og dermed 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine du Bon Reméde, Vielles Vignes, Rhône, Frankrig

2022 Domaine du Bon Reméde, Vielles Vignes, Rhône, FrankrigRødvinen på Restaurant MellemRum var fra Rhône … en 2022 Vielles Vignes fra vinhuset Domaine Bon Reméde, der holder til ved foden af ​​Mont Ventoux.

Vinhuset er grundlagt i 1932 af Joseph Delay, som mellem de to verdenskrige plantede de første vinstokke ved kapellet i Notre Dame du Bon Remède, der også kom til at give navn til vinhuset.

Men i dag er det 3. generation i form  Fréderic Delay, der sammen med sin hustru Lucile driver stedet … men deres søn Vincent er allerede som 4. generation klar til at videreføre vingården.

I dag har familien 15 hektar vinmarker, som alle vender stik syd og vinstokkene har en høj gennemsnitsalder på hen ved 50 år, men hele dyrkningen foregår efter økologiske retningslinjer. Markerne er overvejende beplantet med Syrah, Grenache og Carignan.

Denne Vielles Vignes er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah og skulle efter sigende være lavet helt klassisk og så lagret beskedne 5 uger sur lie på egefade.

Duften er dyb, fed og lakridset … har godt med tør blæk, grafit, tryksværte og lidt gærede bær, solbær, saftige kirsebær, tørret kød, baconfedt samt nogle jordagtige noter og indelukket cedertræ.

I munden er der frugten mere frisk, tør og stringent, mest blåbær, solbær og tør engelsk lakrids … men også noget alkohol, der brænder en smule i munden sammen med krydderurter, tørre og pebrede tanniner, stor krop og fylde. 88 point.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Tenute Neirano, Tirteo Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2021 Tenute Neirano, Tirteo Barbera d'Asti Superiore, Piemonte, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte den Barbera baserede 2021 Nizza fra Tenute Neirano. Nu smager jeg atter en af slagsen fra vinhuset … deres 2021 Tirteo Barbera d’Asti Superiore.

Tirteo er lavet med Barbera druer fra nogle sydvendte og pænt kalkstensrige vinmarker beliggende i 250-300 meters højde i Asti-område.

Vinen gærer med temperaturstyring i store rustfrie ståltanke, hvor mosten blandes med drueskallerne for at berige smagen med ekstra farve og frugt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på små egetræsfade og herefter følger yderligere 3 måneders flaskelagring før frigivelsen.

Duftmæssigt er vinen lidt på omgangshøjde med søstervinen Nizza, for den har i starten den samme lette og lyse aroma, der umiddelbart ikke ligner Barbera. Langsomt kommer der dog mere pondus, kraft og saft frem og frem fra glasset oser det af kirsebær, kirsebærsauce, blommer samt en snert sød finsk lakrids, vanilje, bagepulver, kaffe, røg og træ.

Smagsmæssigt er der også mere bund og endda fylde … lakrids, blommekompot, sorte kirsebær og små lakridsagtige drops. Det er meget saftigt, modent og næsten læskende … men fortsat med en italiensk og balsamisk syre, som dog er venlig, rund og pleasende, hvorved det bliver en folkelig vin, som rigtig mange vil elske og dermed lander Houlberg på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Able Winery, Aroma Perfectly Imperfect, Jylland, Danmark

2023 Able Winery, Aroma Perfectly Imperfect, Jylland, DanmarkAble Winery ligger ved Troldhede lidt sydvest for Herning og står bag den vin, som Steffen serverede først på vores vinaften … en 2023 Aroma Perfectly Imperfect.

Vi er før blevet snydt af danske vine og det blev vi da igen med denne vin, som ganske vist også havde en meget lav syre og en anderledes duft, men da vi jo tit udfordrer hinanden, så havde ingen lige rettet radaren ind på danske æbler. Respekt til Able Winery, men øv for point på kontoen og hunden Marta grinede – eller snorkede – bare højlydt videre.

Able Winery er et lille dansk vineri, der laver dansk æblevin, som alternativ til hvide vine på druer. Alt laves udelukkende på danske æbler fra danske æbleplantager. Vinene bliver skabt på kosmetisk grimme æbler, som laves til most og derefter til vin.

Det danske æblehus – so to speak – er grundlagt af ejeren Gert Brask og er et nyere hus, hvor fokus er på bæredygtighed og minimering af madspild, samt ikke mindst udnyttelse af danske æbler af høj smagsmæssig kvalitet. På grund af det danske klima får æblerne en helt unik smag, der gør dem til nogle af verdens bedste.

Der anvendes traditionelle verificeringsmetoder- og teknikker og vinene kan i smag og karakter minde om Riesling- eller Alsace-vine, som går godt til fisk, skaldyr, ost og lyse kødretter.

Æblerne til vinene kommer dels fra egen avl, men ellers kommer fx Aroma og Elstar æblerne fra Brovejens Frugt i Himmerland samt Discovery æblerne fra Gaardmosteriet ved Hesselager på Fyn … derudover fra forskellige æbleplantager i landet,

Denne Aroma Perfectly Imperfect er selvfølgelig lavet på Aroma æbler, der er presset til most og så er gæringen sket med tilsatte gærceller … og vinen trækker 12% alkohol.

I næsen er vinen ikke så givende … lidt karrig med sine dufte, men jeg skrev, at den har en lidt kalket mineralitet, virker luftig og tør med en smule røg, lemon, småsure æbler og lidt pærer.

Smagen er som egentlig frisk nok … men uden den helt stramme syre, men i stedet lidt grønne æbler, citroner og melon … faktisk også noget aromatisk, så dermed 89 point.

På gården koster vinen 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Weingut Egert, SchoppeQueen Riesling Kabinett, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Egert, Schoppequeen Riesling Kabinett, Rheingau, TysklandDu får tæsk, hvis du ikke anmelder denne vin godt, havde Rikke truet med! Det er hårde odds for en vinblogger og vinen vi her snakker om, er denne 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinett fra Weingut Egert.

Trods voldstruslen om fysisk lemlæstelse af vinbloggeren, så er der imidlertid ingen grund til at frygte en dårlig anmeldelse, for dels er 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinet en fin og sødlig lille aperitifvin, som rigtigt mange vil elske og så er Weingut Egert jo en rigtig god vinproducent i en af Riesling druens højborge.

Det er måske også en vin, der mest henvender sig til kvinder … tænker både navnet SchoppeQueen, en lyserød etiket samt et pænt skud sukker … et niveau for restsukker på 43 gram pr. liter, hvilket også gør det til en mild vin, hvis vi snakker tørhedsgrader.

Druerne til den shoppeivrige vin kommer fra Hattenheimer Hassel marken, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, der nok blot er sket i ståltanke, hvor vinen også er lagret … og så med restsukker på 43 gram pr. liter.

I næsen mærkes det øjeblikkeligt, at der er tale om en sød vin, hvor der er et snert petroleum suppleret med dåsepærer, fersken, noget sandeltræ, blyanter, muskat, ristede nødder og alt sammen med et venligt smil.

Smagsmæssigt slår sødmen endnu mere igennem, for vinen virker faktisk sødere end de 43 gram restsukker med æblemost og tropisk frugtjuice, mens syren næsten ikke er til stede. Det gør dog vinen ret drikkevenlig, så den bare lige drøner igennem drænrøret, mens man smiler … på en helt feminin koket facon. 88 point.

Ingen forhandler SchoppeQueen herhjemme, men på vingården koster en flaske 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, PortugalVi skal da igen igen til AMKAs smukke vingård Quinta do Pégo og denne gang er det med deres 475 Years Anniverdary Edition Reserve.

Vinen er en årgang 2019, men er frigivet her i 2023 og fejrer, at Quinta do Pégo har en historie, der dokumenterbart kan føres 475 år tilbage til 1548. Denne edition udgave fejrer og hylder således Quinta do Pégos stolte vinfremstillingshistorie.

Vinen er på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er dyrket på gamle vinstokke. Druerne er både fodtrådt og har også gæret i granit lagars. Efter fermentering er vinen har vinen været lagret på franske egetræsfade i 18 måneder, hvorefter vinen har været lagret en periode på flasken inden frigivelsen.

Duftmæssigt virker det som en tør vin … tør, krydret med masser af trænoter, cedertræ, tryksværte, blæk, balsamiske elementer, noget gin, salvie og enebær, violer, blåbær, grønne grene og let afsmitning fra fadlagringen med en smule chokolade.

I munden har vinen en ret frisk frugt, solbær, tranebær og ribs, masser af Campari bitterhed, rank, stram, sur tobak, har tynde og småsyrlige tanniner, godt med kantet og tør syre. Den bider, vrisser og giver tænder, men det er på en energisk måde. 88 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, Italien

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, ItalienVor syditalienske vinsmagning sluttede med denne lille 2017 Annibale fra vinhuset Le Moire, der ligger ved byen Motta Santa Lucia i Calabrien.

Vingården er grundlagt i 2006 af Paulo Chirillo, der efter lang karriere i udlandet vendte retur til hans hjemegn sammen med sin sin venezuelanske hustru Ana.

Paolo Chirillo er egentlig læge og det er han også fortsat med i Motta Santa Lucia, men har samtidig grundlagt sin vingård, hvor han har investeret for at lave vine efter sit hjerte og stor dedikation.

Allerede fra start sigtede Paolo på produktion af bæredygtige og naturvine med høj identitetsværdi, et autentisk og unikt udtryk for det lokale terroir.

Han har samlet et rådgivende team af lokale operatører, landmænd, agronomer, ønologer, grafiske designere, som deler hans passion og kan hjælpe med gode råd og en hånd engang imellem.

Samlet har Paulo Chirillo 6 hektar vinmarker med druer som Sangiovese, Magliocco, Greco, Arvino og Mantonico … fordelt på 4 forskellige vine og en samlet produktion på 30-40.000 flasker.

Denne Annibale er lavet på 60% Magliocco og 40% Sangiovese, der er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over i 8-10 dage og efter endt fermentering lagret 18 måneder på de rustfrie ståltanke.

Duften er rund, blød og kraftig med sød tobak, søde kirsebær, brombær … godt med mørk og småbuttet frugtsødme, bred, tyk og lettere vamset.

Det smager godt, men ikke så kompliceret, men byder på stor drikkeglæde, solbær, tranebær og ribs, hvorved en også har en syre, der giver vinen en vis rank ryg, hvilket støttes af modne tanniner og en sødere eftersmag. 89 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7