Også lige en vin, som blev nydt i fredags. Vi er hos Vittorio Fiore, hvis vine jeg tidligere har smagt, nemlig nogle af vinene fra hans vingård Castelluccio i Emilia-Romagna. Her er det imidlertid en Chianti Classico fra vingården Podere Poggio Scalette, den vingård som Vittorio købte i 1992 sammen med hans hustru Adriana Assjè di Marcorà.
Podere Poggio Scalette ligger ved byen Ruffoli knap 2 km. sydøst for Greve, lige ovenfor en anden stor Toscana producent Querciabella. Inden købet af vingården havde Vittorio Fiore haft et langt liv som konsulterende ønolog for andre huse, men drømmen om at bestemme over hvert eneste trin i dyrkningen af store vine var dog så stærk, at han i 1992 købte Poggio Scalette.
Området ved vingården er berømt for sin evne til at give fremragende druer i svære årgange. I regnfulde år er dræningsegenskaberne fremragende, mens vinstokkenes rødder, som grundet jordbundens ufrugtbare karakter tvinges langt ned i undergrunden i deres søgen efter næring, i varme år sikrer tilstrækkelig vandtilførsel. Samtidig blæser vinden op ad de skrånende marker og sikrer, at der aldrig er problemer med råd eller svampesygdomme. Dette gør, at man i hver eneste årgang kan vente meget længe på den optimale fysiologiske modenhed af druerne, hvilket forklarer vinenes konstant høje kvalitet.
Topvinen på Podere Poggio Scalette er vinen “Il Carbonaione”, som har siden etableret sig som en af de allervigtigste rene Sangiovese-vine i Toscana. Vinen er en rendyrket Sangiovese på den berømte klon Sangiovese di Lamole, der er kendt for sine lave udbytter. Den stammer hovedsageligt fra nogle af Toskanas ældste stokke, 85 år gamle, plantet lige efter første verdenskrig.
Undergrunden er fyldt med trækul og årsagen til, at marken historisk er kendt som “Il Carbonaione”. De golde forhold i vinmarkerne sikrer samtidig et naturligt lavt udbytte, som vinificeres klassisk i den lille kælder: Åbne gæringstanke, daglig neddypning og brydning af hatten, ingen temperaturkontrol, malolaktisk gæring i ståltank og efterfølgende lagring i en blanding af nye og gamle fade i 18 måneder.
Resultatet er en naturligt koncentreret, frugtdrevet, særdeles mineralsk, balanceret og elegant, silkeblød Sangiovese, der også i svære, selv regnplagede og ekstremt varme årgange er blandt de allerbedste vine. I topårgange kandiderer de stærkt til titlen som Toskanas bedste, rene Sangiovese. Den stabilitet Il Carbonaione har vist siden, den blev skabt, er ganske enkelt uden lige i området.
I dag overlades den den daglige ledelse til Vittorios søn, Jurij, som er uddannet ønolog i Beaune, Bourgogne, og som deler sin faders vision om at lave umådelig elegante vine.
Denne Chianti Classico er en ny vin fra Poggio Scalette. Vinen er ved høsten tiltænkt “Il Carbonaione” etiketten. Efter gæringen og macerationen identificerede Jurij og Vittorio Fiore dog denne del af produktionen som den mest frugtdrevne og bestemte sig for at lade den lagre i cementtanke for at bevare denne karakter. Vinen har fået 92 point af Wine Spectator og 92 point af Parker.
I glasset meget mørk … langt mere end normalt for en Chianti. Duftmæssigt vilde skovbær samt en lidt støvet duft, solbær, blæk og bacon. Meget intenst. Smagsmæssigt mørle bær, ristede toner, blyant/grafit og en fin syre. Dejlig vin.
Købt hos Atomwine til 119 kr.
Næste vin fra i fredags var denne Côtes de Nuits-Villages fra det lille Domaine Gachot-Monot, som ligger ved byen Corgoloin, knap 2 km. syd for Nuits-Saint-Georges. Domaine Gachot-Monot er et 5. generations familiedomaine fra 1890 og i dag ledet af Damien og Liselotte Gachot.
Næste vin i rækken … også en gammel kending, nemlig Bodegas Arzuaga Navarro, ja lige præcis det hus, hvorfra jeg i torsdags smagte topvinen Amaya Arzuaga, og tidligere har smagt bl.a. deres 
Med næste vin blev vi i Pinot Noir druen. Da jeg i torsdag havde en super oplevelse med Franz Keller Schwarzer Adler Spätburgunder Selection S, så synes jeg også, at byggesjakket skulle have en tilsvarende oplevelse. Vinen fra i torsdag var en årgang 2008, men jeg havde her i stedet valgt at købe vinen i årgang 2006 … for nu også at se, om der er forskel … og det er der!
Sidste vin torsdag. Igen et fabelhøjt niveau, og en flot vin, som Paul havde fundet. Vi er taget en smule nord på i forhold til foregående vin, nemlig til det dejlige Provence, hvor vi i Bandol finder Domaine du Gros’Noré. Gården ligger lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet, og vinmarkerne får masser af sol og luft.
Lørdag bød også på en enkelt vin, nemlig denne Finca Valpiedra Reserva, som Jannie (hustru til vinbuddy Jan) havde medbragt i forbindelse med et interview omkring smagning af vin. Noget med en hovedopgave. Jeg skulle selvfølgelig også gætte, hvilket land vinen kom fra … det gik ikke specielt godt, og endda lidt pinligt da jeg faktisk tidligere har smagt lige præcis denne vin i samme årgang.
Fredagsvinen Plan de Dieu fra Domaine de Calendal … og årets første vin blev en rigtig dejlig vin fra Rhône, nemlig fra Rhônedalens vinøse “superstar” … den store, tykke Philippe Cambie. Han har som vinkonsulent igennem de sidste 8-10 år har løftet kvalitetsniveauet til nye højder hos nogle af de bedste producenter i syd-Rhône, fx hos Clos St. Jean, Le Clos du Caillou, Domaine Saint Prefert, Clos du Mont Olivet og Tardieu-Laurent.
Aftenens sidste vin … et ekstranummer, da drengene (Falk og Keeper) var blevet imponeret af Ribero del Duero vin, så fandt jeg denne lille sag i køleskabet, en 2009 Ribera del Duero fra Emilio Moro.
Én af vinene nytårsaften var denne Chianti Classico fra Castello di Ama.
Først vin nytårsaften … brugt som “velkomstvin” var denne Kabinett Riesling fra Mosel, endda i en flot 1,5 liter flaske … en gave fra min gode ven Gert. Vinen er fra producenten Joh. Jos. Prüm i byen Bernkastel-Wehlen ved Mosel, og dette vinhus har i mere end hundrede år været anerkendt, som en af Mosels – og dermed en af Tysklands absolutte top-producenter.