Tag-arkiv: barbera

Barbera er en rød italiensk drue, som de fleste mest kender fra Piemonte, det lidt rustikke, bløde og hyggelig alternativ til vinene på Nebbiolo. Barbera er dog virkelig udbredt i hele Italien, hvor den er den 3. mest plantede druesort og Barbera er klart den mest plantede druesort i hele Piemonte regionen.

I Piemonte findes der endda 3 specifikke appellationer for Barbera, nemlig Barbera d’Alba, Barbera d’Asti og Barbera del Monferrato og det er netop i bakkerne omkring Monferrato, at man mener Barbera har sin oprindelse. Gamle dokumenter fundet i katedralen Casale Monferrato fra perioden 1246-1277 viser allerede dengang, at vinmarkerne var tilplantet med de bonis vitibus barbexinis aka Barbera.

På grund af en stor produktion har vine lavet på Barbera ikke altid haft ry for at være kvalitetsvine, men blev udbredt og populær, fordi den var nem at dyrke og samtidig kunne levere store udbytter.

Flere og flere – især meget anerkendte Barolo og Barbaresco producenter – har dog de seneste årtier taget druen mere og mere seriøst, hvorfor der i dag produceres virkelige flotte kvalitetsvine på Barbera.

Barbera har en meget dybrødt skal, som giver meget mørke vine, som er rige på syre, men uden megen garvesyre. Til gengæld giver den saftige, kraftige og krydrede vine.

2016 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, Italien

2016 Ada Nada, Barbera d’Alba d’Pierin, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Ada Nada ligger på Località Rombone i Treiso tæt på Alba og derfra smager jeg igen deres Barbera d’Alba Pierin … blot i årgang 2016.

Når jeg skriver igen, så skyldes det, at jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2014 og dengang skrev jeg også om det lille vinhus, deres historie og vinproduktion.

Barbera d’Alba d’Pierin er en af husets 2 Barbera d’Alba DOC vine og lavet med druer fra den lille mark Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig, hvid mergel og lavt indhold af ler, men en perfekt sydøstlig eksponering.

Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.

Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden flaskningen sker ufiltreret. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen. Årsproduktionen af denne vin ligger på omkring 6.000 flasker.

WAUW … meget indbydende animalsk og landlig aroma, masser af dybde, lakrids, blåbær, kirsebær, endda syrlige kirsebær, lidt læder, violer samt andre blomster. Den overrasker virkelig med en smuk balance, meget fin og elegant, lettere mælkede noter … endda lidt flæsket, men uha hvor det dufter godt.

Trods en mørkere rødvinsnæse, så er det også smagsmæssigt meget elegant, ren og fin syre, meget saftig og læskende, søde kirsebær, en frisk bitterhed, tranebær, campari … meget frisk af en Barbera vin og har denne syrlige, bitre og fine nerve med en svag sødme. Det er en Barbera med karakter og prisen er totalt loco aka skør.

Forhandles af Italux, hvor en flaske kun koster 100 kr.

 Vinanmeldelse 5/7

2018 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2018 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienVi starter kvartetten af vine i årgang 2018 fra Marco Rocca på La Ca’ Növa med deres Barbera d’Alba.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.

I glasset en vinen lysere end forventet, men har – præcis som 2017’eren – en mørk, tør og egepræget aroma, brombær, kirsebær, blommer, nogle mælkede noter med yoghurt og cultura, sort peber, tørrede rosenblade samt en lille saftig sødme med vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det også en saftig, mørk og rustik vin med en fin, syrlig nerve. Der er pænt med krydderier, blommer, kirsebær … med lækker syre og svag bitterhed. Eftersmagen er samtidig voldsom lang. Saftig Barbera med et let, bittert og smagfuldt bid.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 98 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Carlo Revello & Figli, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Carlo Revello & Figli, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienRevello & Figli er vi tidligere i år stødt på, da jeg smagte en skøn Langhe Nebbiolo. Nu smager jeg yderligere 2 vine fra vinhuset og starter med deres 2017 Barbera d’Alba Superiore.

Vingården ligger ved Serra dei Turchi i skønne La Morra og drives af Carlo Lorenzo med hjælp fra hans hustru og to sønner Erik og Niklas. De har dejlige nordiske navne, men det skyldes, at Carlo er svensk gift med Paola Lili Brosow, der er barnefødt i Stockholm, men senere flyttede til Østrig og senere Italien, hvor hun mødte Carlo.

Sammen har familien 6 hektar vinmarker og laver årligt 45.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine på henholdsvis Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … og stilen er modernistisk og de har således altid været de nærmeste disciple til Elio Altare.

Det betyder med andre ord altid grøn høst, kort maceration og lagring på de små barriques fremfor de klassiske, traditionelle store og gamle botti.

Carlo drev tidligere Revello vingården sammen med sin bror Lorenzo, men de valgte for år tilbage at dele deres vingård op i to dele, så deres børn – der er er uddannet indenfor vin – ikke skulle slås om ejerskabet senere. Det betyder, at Carlo Revello e Figli med tiden skal drives af Erik og Niklas.

Det er dog Erik, der er mest vintosset og i 1995 uddannet vinmager fra Enologica Umberto I di Alba og senere også har arbejdet hos en række forskellige i både Langhe og udlandet. Niklas er derimod uddannet indenfor ingeniørvidenskab ved Polytechnic i Torino.

Her smager vi så husets Barbera d’Alba Superiore i årgang 2017, som er lavet ved, at der først sker maceration i 6 dage i vandrette rotorfermentatorer, hvorefter der sker alkoholisk gæring over 10 dage på ståltanke, ligesom den malolaktiske gæring også foregår på ståltanke. Efter vinificering lagrer vinen 8-9 måneder på store 2.500 liters botti-fade og 12 måneder på flaske inden frigivelse til salg.

I næsen er det ikke blot Barbera, men Barbera med Nebbiolo gener, hvor der er violer og blåbær i sælsom infight med hinanden og oveni bøtten er der også både hindbær, ribs, blæk, røg, gran, vanilje, knust sten, appelsinskal, gammel balsamicoeddike … lidt af en rodekasse, men på den mest fantastiske måde.

Smagen bare stram, skarp og utrolig tør, syrlig og let. Der kommer også en smule sødme, men for pokker hvor det bare en frisk udgave af en Barbera. Jeg kan godt blive lidt træt af Barbera, som ofte kan blive lidt for bamsefede, men det gælder ikke denne Revello Barbera d’Alba Superiore … tværtimod. Her er det en skarp, fin vin med en frisk syre og dansede, valsende og svævende lethed.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDenne Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Silvio Grasso har jeg smagt før og været totalt forelsket i. Og nu er jeg det igen.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, der vistnok ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera samt Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2015 og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men skynder mig i stedet at få vinen i glasset og læner mig frydefulgt tilbage i stolen.

I glasset er vinen igen lys og transparent, hvilket får mine håbefulde forventninger til at stige et par etager. Og hvor dufter det altså bare pissegodt … pardon my french. Op af glasset strømmer nemlig en lys, fin og vanedannende aroma med violer, roser, mentol, timian, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs … sådan let våde og gæret. Der kommer også et let fadpræg, hvor både røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler vil lege med. Og uha hvor de leger.

Smagsmæssigt har vinen en lidt svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør, jordbær og egentlig meget frugtrig smag. Med luft i munden mærker du vitterlig et markant tanniske Nebbiolo bid, men syren bliver dog aldrig helt vild og tør, for den lille kække, søde side gør helheden venlig, måske endda nærmest saftig og læskende. Det er monsterlækker Langhe Nebbiolo, der vil kunne slå mange fine Barolo’er omkuld. Det bliver 5 kæmpe hjerteformede fingre med amorspil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 104 kr., hvilket må siges at komme i kategorien røverkøb.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Brandini, Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Brandini, Rocche del Santo Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienNæste vin fra de energiske, smukke søstre Giovanna og Serena Bagnasco på Brandini er deres eneste Barbera vin, som har navnet Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade inden aftapning på flaske … og så igen med en af disse der miljøvenlige ucharmerende Nomacorc Green Line plantebaserede propper.

Dejlig fed, fyldig og mørk duft … sorte kirsebær, blommer, hindbær samt godt med lakrids, mælkede og flæskede aromaer, tør jord, tør kakaopulver, mynte, bagepulver og hvid peber.

I munden er der mærk og syrlig frugt, blåbær,  sorte kirsebær og knuste kirsebær, virkelig tør og syrlig, men for pokker hvor er der meget frugt, som gør vinen frisk, saltet og småsaftig. Der er ingen tanniner ,,, men syre er der masser af sammen med fin elegance.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Pio Cesare, Fides Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2016 Pio Cesare, Fides Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienByggemødet sluttede med manér … hos Pio Cesare og deres fine Fides Barbera d’Alba, her i årgang 2016 … sidste år, hvor druerne kom fra marken Colombaro nær Ornato i Serralunga d’Alba.

Fra og med årgang 2017 kommer druerne til Fides – som er det latinske ord for tro – fra de ældste vinstokke fra marken Mosconi i Monforte d’Alba. Pio familien gav oprindelig vinen det håbefulde navn, da de i stedet for Nebbiolo plantede Barbare vinstokke på Colombaro marken.

Efter høst og selektering af de bedste druer, så er gæring og maceration sket i ståltanke over en periode på 25 dage. Herefter har størstedelen af vinen lagret 18 måneder i store 2.000 liter botti og en mindre del i franske 225 liter barriques.

I næsen er det også klar Barbera vin med krydret fylde, fed frugt, våde fade, tjære, flæsk, grafit, blæk, kul, merian, brombær, tranebær, ribs, blommer, knust sten, tobak, læder og aftryk fra fadene med både kanel og vanilje.

Det smager sgu godt … blåbær, sorte kirsebær, god friskhed i frugten, nogen bitterhed, rund og saftig med jord, skovbund samt en vis fedme. Det er blødt uden tanniner, men komplekst, intenst og muskuløs på en fin og balanceret facon. Flot Barbera.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 459 kr., mens prisen er 344 kr. ved 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 La Bollina, Bricchetta Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2018 La Bollina, Bricchetta Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienLad os da endelig lige fortsætte hos vinhuset La Bollona med endnu en lille buttet, bredbaget piemontisk mama og denne gang en rød af slagsen … vinen Bricchetta Monferrato Rosso lavet på ren Barbera.

Efter høst og afstilkning er druerne udblødt i en kold pre-maceration ved 0-4 grader over 4 dage inden fermenteringen er sket på rustfrie ståltanke over 10 dage. Derefter har vinen så gennemgået malolaktiske gæring i ståltankene, inden vinen så er lagret 14 måneder på franske egefade.

I glasset en ganske mørk, fed og bredbuttet vin … tyktflydende og vamset vin, hvor duften er mørk med både sorte kirsebær, solbær, blommer og en snert granatæbler, jod, medicinskab, et sødlig præg fra egefadene med vanilje, brændte noter, røg, eg, rå champignon, kaffe samt en krydret og lidt rustik syre.

Smagen er rigtig Barbera blød og krydret med bitre kirsebær, klar italiensk og balsamisk syre … faktisk mere syre end lige forventet, men derudover nogen tørhed og grønne urter. Der er begrænsede tanniner, men saftig, syrligsød og landlig. Dejlig Barbera,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Serraboella, Piemonte, Italien

2017 Massimo Rivetti, Barbera d'Alba Superiore Serraboella, Piemonte, ItalienDerefter – endelig – røg vi tilbage til Europa, hvor den første vin var denne 2017 Barbera d’Alba Superiore Serraboella fra det velkendte vinhus Massimo Rivetti.

Vinhuset har jeg skrevet om mange gange tidligere her på vinbloggen, så denne gang kigger jeg kun på Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2012. Vinen laves kun i de allerbedste år og endda udelukkende med de bedste druer fra den 1,5 hektar store marken Serraboella i 400 meters højde fravinstokkene, der er  omkring 60 år gamle.

Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Vinen lagres efterfølgende … dels i 20 måneder på små franske barriques, hvor en tredjedel er nye og delvis i 2.500 liter store egefade af slavonsk eg. I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter. Vinen aftappes ufiltreret og lagrer derefter yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg.

Næsen er herlig balsamisk, stram og lettere syrlig. Der er stor landlighed, syrlig mødding, tobak, let mentol og eukalyptus, fin og stram syre, grønne urter, papkasser, fadnoter som vanilje, kanel samt mælkechokolade, kaffe og grafit. Men det er ikke sødt eller fyldigt, for vinen har en fin kølighed.

I munden er vinen virkelig italiensk uden at blive for streng, for vinen er både cremet og blød, mens der nærmest ikke er tanniner. Syren er bare ren, fin og giver vinen en smuk balance sammen med saftighed, sødkrydrede elementer og en tæt krop. Samlet fremstår vinen ret blød og elegant. Det er fabelagtig Barbera.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Bergadano, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Bergadano, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienVinGuruen er et spændende vinimportfirma, der forhandler vine fra en række interessante, små vinproducenter, som nu fx Azienda Agricola Bergadano, der ligger midt i Barolo by. Jeg smager nu 3 vine fra Bergadano og den første er denne 2018  Barbera d’Alba Superiore.

Bergadano er grundlagt i 1974 af Cavalier Enrico Bergadano, men i dag drives den lille vingård af hans søn Piercarlo Bergadano med råd fra den dygtige vinmager Sergio Molino, der har assisteret store vinhuse som fx Andrea Oberto, Conterno Franco, Cascina Ballarin, Scagliola og Serradenari … blot for at nævne nogle få.

Piercarlo Bergadano har samlet 2,5 hektarer vinmarker, der ligger spredt i kommunerne Barolo, Monforte og Novello … og de bedste marker er klart Vigna Sarmassa og Brunate. Derudover har Piercarlo også parceller på Vigna Pugnane i Monforte d’Alba.

Alle markerne dyrkes efter Lotta Integrata principper … en slags bæredygtig eller mini økologisk tilgang, hvor man forpligter sig til at ikke at anvende de kemiske gødninger, men i stedet biomineralsk gødning.

Samlet laver Bergadano kun knap 17.000 flasker vin hvert år, næsten ligeligt fordelt på 5 forskellige vine, herunder jo denne Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Rosso, en Langhe Nebbiolo, en Barolo samt topvinen og enkeltmarksvinen Barolo Sarmassa.

Men ved siden af driften af Bergadano huset, så driver Piercarlo Bergadano også vinhuset Franco Molino, som er ejet af hans hustru Silvana Molino, der allerede i 1990 startede med at arbejde på sine forældres vingård og nu har overtaget gården. I dag varetager hun al ledelse og markedsføring, mens Piercarolo laver vinene.

Vinhuset Franco Molino er beliggende i ejendommen Cascina Rocca i La Morra og vingården har samlet 10 hektar marker med parceller på Sarmassa, Rocca, Villero, Zuncai og Rocche dell’Annunziata. Den årlige produktion er samlet omkring 57.000 flasker vin.

Silvanas far Franco hjælper fortsat med arbejdet i markerne, mens hendes mor hjælper med at passe parret 3 børn, for Silvana har nok at se til. Siden 1999 har hun nemlig også drevet en Agriturismo, altså Bed & Breakfast på Cascina Rocca med udlejning af 8 værelser … og i 2017 byggede de endda en stor svømmepøl for at tiltrække de vinglade turister.

Nå, men tilbage til Bergadano og denne 2018 Barbera d’Alba Superiore, der er lavet med druer fra Brunate marken ved Barolo, hvor Barbera stokkene blev plantet i 1960. Marken ligger sydvendt og har god soleksponering. Efter høst sker gæring og maceration ved 26-28 grader i ståltanke over 10 dage med remontage 2-3 gange om dagen, hvilket giver en god ekstraktion.

Den malolaktiske gæring sker spontant efterfulgt af lagring 15 måneder på 225 liter franske egetræsfade, hvoraf halvdelen er nye og den anden halvdel brugt én gang tidligere. Efterfølgende flaskes vinen og lagres i yderligere 6 måneder inden den frigives.

Shit for en lækker duft, som overrasker ved at være totalt animalsk og næsten flæsket i udtrykket. Det er gæret, tørret og landlig frugt, jordbær, brombær, læder, stor dybde og bundtræk, våde fade, men har også en lys, stringent, balsamisk, parfumeret og blomstret duft med rosenblade, violer og sarte fadnoter som kanel og vanilje. Det dufter voldsomt godt og man kan næsten ikke undgå at tænke, om vinen måske har fået virus og blevet smittet af lidt Barolo, for den har klart nogle totalt elegante aromaer.

Smagen er blød og rund med både kraft og god syre. Der er ingen tanniner, der kildrer din mundhule, men i stedet en fyldig syre, som virker varmkrydret, fed og lækker. I det hele taget smager det vildt godt og nok bedste Barbara vin i lang tid. Der er noget comfort og helstøbt over vinen tilsat en duft to die for. Lækkerier. 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVinhuset Azienda Agricola Le Strette ligger et par hundrede meter nord for byen Novello og ser måske ikke ud af meget. Men skinnet bedrager, for vinhuset laver fremragende vine, hvilket denne Persole Barbera d’Alba Superiore er et fremragende eksempel på.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra en lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag er etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin. Druen Nas-cëtta er en næsten helt glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

Her smager vi deres Persole Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra fra et par vinmarker ved Bergera og Tarditi i Novello og vinstokke plantet i 1940, 1950 og 1999.

Vinen har navnet Persole efter navnene på to landsbyer, hvor vinmarkerne ligger og Le Strette har lavet vinen siden årgang 1997 og er lavet afstilkning, let presning, gæring og maceration i rustfrie ståltanke i 15 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på 225-300 liters brugte egefade.

I næsen byder vinen på mørk og lidt gæret frugt, brombær, solbær, jordbær, enebær, fugtig skovbund, masser af dybde, bundtræk, tørre krydderier, lidt timian, kakao og balsamico. Der kommer også med mere luft i glasset lidt florale noter … meget fin, god dybde og er samtidig lidt moderne i udtrykket.

Smagsmæssigt har vinen en frisk og letbitter, mørk frugt, blåbær, brombær, blommer og tranebær, virkelig blød og har samtidig lidt bid med peber, krydderier og en koncentreret samt lysere, stram og saftig syre, som giver vinen en rank rygrad, elegance og friskhed. Der er ikke mange tanniner, men i stedet er vinen let at drikke og er således en absolut fin Barbera.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7