Tag-arkiv: Italien

2021 Elio Altare, Langhe Nebbiolo, Piemonte Italien

2021 Elio Altare, Langhe Nebbiolo, Piemonte ItalienI tirsdagsvinklubben på jobbet var næste levende billede fra Piemontekasse en 2021 Langhe Nebbiolo fra Elio Altare.

Elio Altare behøver vist ikke så mange ord … en af Barolos store ikoner, som var med til at starte den modernistiske bølge i Piemonte, hvor man afkortede macerationsperioden og brugte små franske barriques til Barolo vinene.

Jeg har selvfølgelig også tidligere skrevet om Elio Altare her på bloggen, bl.a. da jeg smagte hans 2014 Dolcetto d’Alba og senere igen ved smagning af en fin 2009 Barolo fra mesteren, så dem kan du jo læse, hvis du vil vide mere om vinhuset og historien bag.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med gæring og maceration i roterende gæringsbeholdere ved kontrolleret temperatur i 3-4 dage efterfulgt af lagring 5 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er det garvet læder, støvet og tør næse, tørrede roser, kirsebær, hindbær og ribs, masser af italiensk balsamisk syre med campari bitterhed.

Smagen er ren .. har noget frugttyngde, der både er frisk og samtidig tør. Tanninerne er knastørre og markante … klart ikke helt på Barolo niveau og helt sikkert også mindre elegante … i det hele taget er den mere rustik og ikke så let, luftig og lys som mange andre smagte Langhe Nebbioloer. 91 point.

Købt i Tyskland til 19,85€ … svarende til 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, Italien

2019 Silvio Grasso, Barolo Annunziata Vigna Plicotti, Piemonte, ItalienPaul havde medbragt en flaske af denne flotte 2019 Barolo Annunziata Vigna Plicotti fra Silvio Grasso, som jeg jo har skrevet om en del gange her på vinbloggen.

Denne Barolo Annunziata Vigna Plicotti har jeg da også smagt før i årgang 2013 og endda ikke så lang tid siden … i oktober sidste år.

Nu havde Pauls søn haft denne flaske med hjem fra vingården efter et besøg for ikke mange måneder siden.

Her kommer Nebbiolo druerne fra enkeltmarken Plicotti, hvor Grasso har 1 hektar og stokke plantet i 1982.

Vinen er så vinificeret på samme måde som de øvrige Barolo vine hos Grasso, altså i rustfrie ståltanke med gæring og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen mørkere, mere bondsk, flæsket bacon suppleret med mere mejeri, end jeg husker. Der kommer også mere klassiske noter med violer, tørrede røde roser, læder, våde fade og cedertræ, en frugt med blommer, modne kirsebær, tranebær og moreller … er mere svulstig i frugten end 2013’eren. Der er røg, lakridskonfekt, balsamico, tør jord og generelt stor tørhed.

Smagsmæssigt er det en tør, stringent og ung vin … frugten også mørkere end forventet … sorte kirsebær, tranebær og blommer, en pose nødder samt nogle træagtige noter, tobak, jod, tjære, peber og så ellers tanniner, der bider og er vilde … men på en eller anden måde også lidt indhegnet og kontrolleret, så det ikke stikker helt af. Den har en knastør syre, der streng, frisk og skarp med masser af bid, goddaw og klar mineralitet. 95 point.

Forhandles af Italux, men denne er ikke i sortimentet pt. Denne er købt på vingården, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, Italien

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, ItalienVi skulle med næste vin til Veneto … en overraskende 2018 Crocevento Pinot Nero Garda fra Azienda Agricola Monte Zovo, der ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin og frugt fra en masse frugttræer. Det var dog sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

Vinhuset har fået navnet Monte Zovo … efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset.

I dag ejes vingården af Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver mange forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner … og så også lige denne Crocevento Pinot Nero Garda, der er lavet med Pinot Noir druer fra Monte Lessono i den nordlige del af Verona området i 600-700 meters højde og 10 år gamle stokke.

Efter en manuel høst er druerne sorteret og tørret en kort periode inden afstilkning og knust, hvorefter gæring og maceration er sket over 15-20 dage ved 20 grader. Efter gæringen er vinen laget 18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen grøn og urtet … har noget mentol og mynte sammen med en frugt af blommer og kirsebær, skovbund samt små fadnoter med karamel og kaffe.

I munden er det en kraftig og saftig Pinot Noir ,,, frugten igen kirsebær og blommer, måske endda også lidt mørkere frugt, har en stor tørhed, lidt peber, træ, kul og ellers smidige og bløde tanniner suppleret med en svag sødme … spændende vin og 91 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,99€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Altesino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Altesino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienGert E’s første røde bidrag var denne 2017 Brunello di Montalcino fra det toscanske og historiske vinhus Altesino Società Agricola, der holder til på Località Altesino i den østlige del af Montalcino.

Vinhuset har sine  rødder tilbage til 1500-tallet og holder til i den gamle ejendom Palazzo Altesi fra det 15. århundrede. Det var den  toscanske familie Tricerchi, der oprindelig byggede ejendommen og familiens skjold af marmor kan fortsat ses over den gamle dør.

Vinene laves i dag fortsat i de oprindelige gamle kældre under Palazzo Altesi, men produktionsfaciliteterne er helt nyrenoverede og topmoderne. Vinene laves dog fortsat med respekt for husets traditioner og der anvendes i høj grad store botti.

Altesino er den største jordejer af den berømte enkeltmark Montosoli. Som de første i Brunello di Montalcino lancerede Altesino i 1975 en vin fra marken som enkeltmarksvin – det blev en slags introduktion af Cru-konceptet i Montalcino. Altesino var ligeledes de første til at benytte barriques i Montalcino i 1979.

Siden 2002 har Altesino været ejet af Gnudi Angelini-familien, men arbejder sammen med Paolo Caciorgna. Altesino ejer i dag 55 hektar vinmarker over hele Montalcino og derudover ejer Gnudi Angelini-familien også vingårdene Caparzo i appellationen Brunello di Montalcino og Borgo Scopeto i Chianti Classico zonen.

Denne Brunello di Montalcino er – som huset skriver – lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 2 år i egefade samt yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Fra første snif fornemmes fadlagringen … der er cedertræ, tørt træ, meget hjemlig og tæt som riflet fløjl, blæk, champignon, violer, tobak, læder, chokolade og en rank og skarp frugt med jordbær, kirsebær samt en omgang røg samt en snert vaniljesødme.

I munden virker frugten lettere, lysere og mere fokuseret … er ret balanceret med hindbær, tranebær og ribs. Samtidig er der også et markant tanninbid, god syre og flot balance. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor nyere årgange af vinen koster 359,95 kr. for en flaske og 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2021 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienDen anden vin fra Canoso Società Agricola var en 2017 Terra Valpolicella Superiore … og sikke en af slagsen på en forførende lys og elegant måde.

Vinen er lavet på 40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella druer, der kommer fra 20 år gamle vinstokke fra kalkstenstige marker og høstet midt i oktober.

Vinen er lavet ved, at druerne først er tørret i 20 dage, hvorefter gæring og maceration er sket over 10 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret hele 36 måneder på franske egefade … 70% brugte og 30% nye fade og så yderligere 4 måneders lagring efter aftapning på flaske.

Duftmæssigt – og farvemæssigt – virker vinen let, luftig og fin, har et pænt fadpræg med kanel, vanilje, lakrids og mælkechokolade, mens frugten er sorte kirsebær, brombær og blommer … virker venlig og elskelig på en elegant måde for en Valpolicella.

I munden har vinen samme lethed … mums for pokker. Vinen har denne lysere frugt, lyse kirsebær, jordbær, lidt saltlakrids, stringent, en klar og lemonagtig  – men blød – syre, men samtidig læskende og saftig … utrolig behagelig vin, som alle vil elske. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, Italien

2021 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, ItalienEn af de bedste hvidvinsdruer i Veneto er ubetinget Garganega og her smager vi netop vinen Fonte Soave Classico fra vinhuset Canoso Società Agricola på druen.

Historien om vinhuset går helt tilbage til 1876, hvor Canoso familien producerede vine, som dengang blev solgt i de såkaldte damegiana … meget populære glasbeholdere.

Senere i 1970’erne købte Giuseppe Meneghello Canoso for hele sin den dyrbare Cà del Vento vinmark med vulkansk jord i Monteforte d’Alpone-bakkerne og den blev grundlaget for vinhuset … og senere basis for etableringen af den nye vinkælder.

Senere med hjælp fra sønnerne Primo og Massimo, der henholdsvis var uddannet som agronom og vintekniker, så blev produktionen så omlagt til en øko-bæredygtig tilgang med en reducere produktion og samtidig stoppede man med at sælge hovedparten af druerne til andre producenter … for selv at lave vine med start i 1990.

I 2016 mødte Canoso iværksætteren Giovanni og sammen besluttede de at relancere Canoso vinene.

I dag lavet Canoso omkring 70.000 flasker vine fra deres i alt 12 hektar vinmarker, hvor markerne ligger på en bjergside i mellem 90 og 290 meters højde i forskellige parcelle … bl.a. på Cà del Vento crù, som er den mindste crù i Soave.

Man laver alle vinene på en minimalistisk måde, hvor man kombinerer traditionen med anvendelsen af de nyeste metoder. Det meste af arbejdet foregår i vinmarken for at bevare druernes egne særpræg, og der anvendes kun udvalgte gærtyper kombineret med lave temperaturer ved gæringen.

Hvidvinene modnes i mindst seks måneder på ståltanke, mens rødvinene lagres på franske barriques og tonneaux. Ved hjælp af tanke på mellem 5 og 200 hektoliter får vinene deres egenart ved at der vinificeres og forarbejdes små partier fra forskellige dele af vinmarkerne.

Virksomheden koncentrerer sig om Garganega, Trebbiano Veronese og Manzoni Bianco i det klassiske Soave-område samt om et udvalg af røde druesorter til produktion af Cabernet Sauvignon og Valpolicella vine.

Vinstokkene er mellem 20 og 45 år gamle og markerne har en fremragende soleksponering og konstant ventilation, hvilket giver sunde druer og vine med en elegant struktur.

Jordbunden på markerne er af vulkansk oprindelse, og er beriget med fossiler, ler, stenstrukturer og tuf. Jorden er meget frugtbar og druerne har et lavt syreindhold, hvilket giver en mineralitet, der supplerer de frugtagtige, florale dufte og giver fylde i smagen.

Denne 2021 Fonte Soave Classico er lavet på 100% Garganega, der kommer fra 30 år gamle vinstokke på basaltisk marker af vulkansk oprindelse. Vinen lagres i ståltanke i mindst 6 måneder sur lie og derefter på flasker i mindst 2 måneder.

Dejlig frugtrig næse … blomster, hyld, lime, fersken … virker mild, blød og nærmest cremet i strukturen, har lidt karamelagtig note og honningmelon.

I munden er det også en cremet vin, men har denne særlige, dybe og samtidig friske side … virker lidt olieret og intensitet. Der er eksotisk frugt, lime, grillet citron, meget frugtrig sødme, har mandler, nogle salte mineraler og buttet krop. Lækker vin, så 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Grechetto, Umbrien, Italien

2022 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Grechetto, Umbrien, ItalienGrechetto – der udtales gre-ketto – er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien. Her smager vi netop en 2022 Anima Umbra Grechetto fra det respekterede vinhus Arnaldo Caprai Società Agricola i Montefalco.

Jeg besøgte Caprai i 2017 … og det besøg kan du læse mere om i indlægget; Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper.

Vinen er lavet på 85% Grechetto, som 15%Trebbiano Spoletino, som i øvrigt intet har tilfælles med Trebbiano druerne længere mod nord og rettere bare burde hedde Spoletino.

Hvis du vil læse mere om druesorterne i Umbrien og specielt Montefalco, hvor Caprai ligger, så kan du også læse mit indlæg; Houlberg i Montefalco – part 3: Lidt om de lokale druer og min erfaring.

Druerne er høstet i den anden uge af september, hvorefter de er presset og gæret på ståltanke. Dér er vinen også lagret 3 måneder efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en frisk, grøn og let saltet aroma … grønne æbler, fersken, let abrikos og luftige, lette blomsteraromaer. Derudover kommer der en nærmest kalket mineralitet.

I munden er det absolut en frisk vin med masser af energi, syre … citroner, lemon, syrlige grønne æbler, men har samtidig nærmest en lille koket cremethed, som samtidig gør vinen blød i eftersmagen og giver flot balance. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Viotti Vini, Barbera d’Asti Cà Nova, Piemonte, Italien

2021 Viotti Vini, Barbera d'Asti Cà Nova, Piemonte, ItalienVi skal igen til Piemonte, for næste vin i glasset er denne 2021 Barbera d’Asti Cà Nova fra vinhuset Viotti Vini, der drives af Viotti familien.

Viotti familien har igennem 7 generationer har produceret vine på Barbera, Dolcetto og den mindre kendte Albarossa.

Siden 1969 har det været med base fra de bløde bakker ved middelalderlandsbyen Castel Rocchero beliggende mellem de blide bakker i Alta Langa Astigiana og Alto Monferrato i den østlige del af Asti.

I dag drives domænet af datter Bianca og fader Guido med passion og dedikation. Især Guido Viotti har haft stor indflydelse på, at vinhuset fra 2008 valgte af aftappe vinene under familiens navn Viotti Vini i stedet for det gamle navn Cascina Bricco, som det oprindeligt havde været navngivet siden 1700-tallet.

Viotti Vini har 16 hektar vinmarker, der drives efter særdeles bæredygtige og terroirtro principper, hvor fokus er på det hårde arbejde i marken. I kælderen arbejdes der efter klassiske principper med minimal indblanding, hvilket for størstedelen medfører gæring og lagring på stål samt lagring på store botti af ældre dato.

Bemærkelsesværdigt nok var Viotti i år 2000 blandt de allerførste til at give Albarossa-druen fokus. Familien havde stor tiltro til druen, hvorfor man valgte at plante den på nogle af ejendommens bedste parceller, hvilket har betydet, at Viotti i dag producerer Albarossa af fantastisk kvalitet.

Albarossa skulle efter sigende være en krydsning mellem Barbera og Nebbiolo, men DNA-analyser har sidenhen vist, at den nok nærmere er en krydsning af Barbera og Chatus.

Nå, men her er det altså husets 2021 Barbera d’Asti Cà Nova, som laves med gæring i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur og forbliver der indtil slutningen af gæringen. Derefter er vinen blot lagret 5 måneder i ståltankene og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der krop og sød lakrids kombineret med blommer, sorte kirsebær og en snert rosin, hvor man virkelig fornemmer pænt blød og cremet frugt og en blid syre.

I munden er det nærmest en læskende saftig vin, der bare løber pleasende igennem drænrøret uden de store tanniner, men syren er klart mere fremme end duftmæssigt. Det giver sammen med blød og mørk frugt en vin, der også – sammen med saftigheden – er frisk til en vis grad … men damm den smager godt. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Povero, Barbaresco Batù, Piemonte, Italien

2019 Cantine Povero, Barbaresco Batù, Piemonte, ItalienDen næste vin fra det piemontiske vinhus Cantine Povero blev så deres Barbaresco Batù, som jeg også smagte i en årgang 2019.

Vinen er faktisk lavet på præcis samme måde som den foregående Barolo, altså med gæring i temperaturkontrollerede gæringstanke af rustfrit stål ved 26 grader over 12-15 dage efterfulgt af malolatisk gæring ved 20 grader.

Derefter er vinen lagret på egetræsfade, men hvor lang tid fremgår heller ikke her. Men DOCG regler for Barbaresco er dog lidt mindre med samlet lagringstid på 26 måneder og heraf skal 9 måneder være på fad.

Det er som foregående Barolo fra Cantine Povero en lys og let Nebbiolo vin, men der er måske lidt mere hvalpefedt i denne med en smule grøntsagsfond, tørrede rosenblade, violer, tobak, læder, kanel, nelliker, vanilje, cedertræ … og frugten er også tak mere rund med en smule hindbær, ribs og kraftig kirsebær … ganske tiltrækkende.

Sådan er smagen også … en smule rundere og mildere i frugten og selv tanninerne er mildere om end fortsat tørre og markant, men de afstrækker ingen og virker faktisk fint integrerede. Der er jordbær og hindbær … kompleks med godt bid og svær ikke at knuselske, så dermed 92 point,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Cantine Povero, Barolo Priore, Piemonte, Italien

2019 Cantine Povero, Barolo Priore, Piemonte, ItalienNu skal vi et smut til Piemonte, for i Cisterna d’Asti omkring 15 kilometer nord for Alba finder vi Cantine Povero, hvorfra vi nu skal smage to Nebbiolo vine og starter med denne 2019 Barolo Priore.

Cantine Povero, stammer helt tilbage fra 1837, hvor Francesco Povero købte sin første vinmark i Fippiane regionen i Canale d’Alba.

Men det var dog Tumlin Povero aka Bartolomeo Povero, der i 1948 rigtigt fik gang i vinproduktionen og startede med at producere samt markedsføre vinene under navnet Cantine Povero.

I dag drives vingården af 3. og 4. generation af Povero familien, nemlig de tre brødre Luca, Daniele og Alessio samt deres børn. De har samlet 50 hektar vinmarker beliggende i 322 meters højde i Roero, Langhe og Monferrato, hvor de dyrker 7 forskellige druesorter.

Siden 1998 har markerne været drevet økologisk og samtidig blev vingården også renoveret … nænsomt, for den er på UNESCO listen over bevaringsværdige bygninger, selvom en del i 2010 er forsynet med et større solcelleanlæg, der også forsyner gårdens elbiler med strøm.

Omstillingen til økologisk drift har været lang, for først i 2019 opnåede Cantine Povero sin økologiske certificering for alle deres 50 hektar vinmarker.

Denne Barolo Priore er lavet i temperaturkontrollerede gæringstanke af rustfrit stål med gæring på 26 grader over 12-15 dage efterfulgt af malolatisk gæring ved 20 grader. Derefter er vinen lagret på egetræsfade, men hvor lang tid fremgår ikke. Ifølge DOCG regler skal lagringen dog samlet være 38 måneder og heraf skal 18 måneder være på fad.

Duftmæssigt er vi i værkstedet med frisk garvet læder, violer, kristtjørn, hybenroser og røde rosenblade, kamfer, brystdråber, virkelig tør engelsk lakrids, tjære og lakridsrod. Frugten er tranebær, ribs, hindbær renhed og smågærede kirsebær, lidt mentol og der kommer også nogle både rå og tørrede champignon.

I munden er vinen – som farven – ganske lys, men lad dig ikke snyde, for man kan omgående mærke, at tanninerne lurer og venter på at få kontrol over hele mundens kontrolrum. Den har sådan en dejlig rund og lys frugt, hvor man fornemmer svag sødme, men bare ganske lidt luft i munden, så snerrer, vræler og vrider alle tanninerne rundt i din mundhule og afslører Barolo ophavet. Elsker den lyse, lette tilgang, en lille saftighed og de stramme tanniner … sådan skal god Barolo altså bare smage. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7