Den næste vin fra det piemontiske vinhus Cantine Povero blev så deres Barbaresco Batù, som jeg også smagte i en årgang 2019.
Vinen er faktisk lavet på præcis samme måde som den foregående Barolo, altså med gæring i temperaturkontrollerede gæringstanke af rustfrit stål ved 26 grader over 12-15 dage efterfulgt af malolatisk gæring ved 20 grader.
Derefter er vinen lagret på egetræsfade, men hvor lang tid fremgår heller ikke her. Men DOCG regler for Barbaresco er dog lidt mindre med samlet lagringstid på 26 måneder og heraf skal 9 måneder være på fad.
Det er som foregående Barolo fra Cantine Povero en lys og let Nebbiolo vin, men der er måske lidt mere hvalpefedt i denne med en smule grøntsagsfond, tørrede rosenblade, violer, tobak, læder, kanel, nelliker, vanilje, cedertræ … og frugten er også tak mere rund med en smule hindbær, ribs og kraftig kirsebær … ganske tiltrækkende.
Sådan er smagen også … en smule rundere og mildere i frugten og selv tanninerne er mildere om end fortsat tørre og markant, men de afstrækker ingen og virker faktisk fint integrerede. Der er jordbær og hindbær … kompleks med godt bid og svær ikke at knuselske, så dermed 92 point,
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.