Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2016 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, TysklandI VDP klassifikationen rykker vi nu et niveau op til en Ortswein, nemlig Weingut Jean Stoddens Recher Spätburgunder, som vi skulle smage i to årgange. Vi startede med årgang 2016.

Det specielle ved Recher Spätburgunder er, at druerne faktisk kommer fra Stoddens parceller på Recher Herrenberg marken, som reelt er en VDP Große Lage mark … en mark beliggende på en stejl skråning med op til 60% hældning samt en perfekt undergrund af både skifer og greywacke … ren guf for Spätburgunder vinstokke.

Denne Recher Spätburgunder er dog ikke selv en Großes Gewächs vin, da der til vinen kun anvendes de druer, som bliver frasorteret, når  Stodden laver sine enkeltmarks topvine. Nogle af druerne er måske også fra nogle af de yngste vinstokke.

Ren produktionsmæssigt bliver der nu også kælet lidt mere for vinen, hvor druerne først sorteres manuelt. Så afstilkes druerne og undergår en 18 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 17 måneder på en kombination af brugte og nye barriques. Vinen bliver derefter tappe på flaske uden filtrering overhovedet.

Duftmæssigt minder vinen lidt om forrige – alt andet vil nok også være mærkeligt – men denne er klart mere tæt, kraftig og samtidig også klart mere elegant. Frugten er måske en snas mørkere, jordbær, blommer, ribs, lidt sød hestestald, den karakteristiske Ahr røget note og et klart fadpræg med vanilje, nelliker, chokolade. Derudover lidt mineraler, ristede mandler og grønne urter.

Smagen har en lækker strenghed, mens syren – i forhold til forrige vin – slet ikke er så dominerende. Igen er det  lys frugt, ribs, brombær og tranebær, lidt mere tæt og kompleks i strukturen, tanninerne mere tørre og en lang, fin, let og krydret eftersmag.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, TysklandNæste Weingut Jean Stodden Spätburgunder var også en Gutswein, nemlig deres Spätburgunder JS.

Der er egentlig ikke den helt store forskel i produktionen … altså udover en længere lagring, som samtidig heller ikke sker i store egefade, men derimod på barriques.

Spätburgunder JS er således også en cuvée, som er lavet af druer fra Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne er håndplukket og sorteret manuelt med 14 dages gæring med skallerne, mens lagringen har varet 16 måneder på barriques.

Næsen er igen let, lys og transparent … elsker den transparente teglfarve i vinen. Næsen har en meget fin lethed, lyse bær, jordbær, ribs, kirsebær, en snert af den søde kostald, animalsk og røget med bolsjesyre, lidt fagpræg med eg, vanilje, kakaopulver, gazebind, grafit, mineraler, grønne noter og grønne urter.

Smagsmæssigt er syren virkelig i førersædet, stram, præcis og virkelig skarp, men på en kontrolleret facon og samtidig bare alt for ung endnu. Der er lys, fin frugt, ribs, tranebær, peber, røget, toast og tanninerne er ikke vilde, men nogenlunde bløde. Det er hammer god Spätburgunder … og så er det endda kun en Gutswein aka basisvin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandVi startede vor lille røde burgundersmagning hos Weingut Jean Stodden med deres entry-level vin, deres basisvin aka Gutswein … en frisk 2018 Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne høstes selvfølge med håndkraft og fermenteres over 14 dage i rustfrie ståltanke med skindet. Herefter sker der en malolaktisk gæring og så lagrer vinen i gamle 1.000 liters egetræsfade i knap 11 måneder.

Duftmæssigt en let, lys og transparent vin, klart lidt streng i udtrykket med ribs, kirsebær, granatæbler, nogle krydrede noter, meget let præg fra fadene, vanilje og ellers noget kant, men for pokker … vi er også kun på Gutswein niveau.

Smagen følger duften meget spot on … lidt syrlig, røget med stram syre, stramme tanniner, kirsebær og ribs. Det er lidt en stram tante, men du er alligevel glad for, at du er i familie med hende. Den hiver sig lige op på 4,5 af det Spätburgunderglade fingre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, Australien

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, AustralienTil hovedretten kom heller ikke den i vinmenuen annoncerede vin, men vi valgte – mellem to andre muligheder – et glas af denne 2016 Peninsula Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate, der ligger i Victoria vinregionen i Australien.

Det er et vinhus, som jeg har smagt vin fra for en del år siden, og dengang var det deres 2008 Estate Pinot Noir.

Paringa Estate er grundlagt i 1984 af Lindsay og Margaret McCall. De har omdannet en tidligere frugtplantage et vinhus med vinmarker samt et moderne vineri med tilhørende kældre midt imellem vinstokkene.

Første årgang var 1988, og allerede fra starten blev vinene samleobjekter for australske vinfans. Produktionen var dog dengang alt for lille til, at kunne klare den enorme efterspørgsel.

Derfor eksporteres vinene fra Paringa Estate næsten ikke, men sælges derimod ved stalddøren eller på mailinglister. Stilmæssigt skulle vinene fra Paringa Estate minde om de europæiske forbilleder fra Bourgogne, Rhône og Alsace.

Udvalget af vine fra Paringa Estate er inddelt i 3 serier, hvor man indledningsvis finder Peninsula serien, hvor druerne høstes fra lejede vinmarker. I Paringa Estate serien finder man de vine, som Paringa er blevet verdenskendt for. Druerne kommer udelukkende fra egne vinmarker omkring Red Hill South. Og husets topvine kalder de for Paringa Reserve.

Her er det således en vin fra basisserie … og lavet med druer fra 3 forskellige lejede marker omkring Mornington. Det er selvfølgelig ren Pinot Noir, hvor druerne efter høst er afstilket, hvorefter gæring og maceration er sket i store 2,5 tons åbne fermenteringskar, hvorefter vinen er lagret 11 måneder i franske barriques.

Duftmæssigt er den en kraftig vin, selvom man ubetinget kan dufte, at der er tale om Pinot Noir. Det er lidt animalsk med masser af præg fra fadene, eg, kanel og vanilje. Frugten er kirsebær, brombær og lidt granatæbler, hvilket suppleres med en lille grøn og syrlig kant med både eukalyptus, ensilage, grannåle og mælkechokolade. Det er samtidig også lidt flæsket, sød og overdone.

I munden virker sødmen i vinen også en tak for meget, lidt fed, sød og mørk i frugten. Det er egentligt en okay omgængelig vin, næsten læskende og letløbende, hvilket sødmen forstærker. Syremæssigt er det dog en vag vin … mest sød og føjelig.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2017 Weingut Sohns, Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, Rheingau, TysklandDet gode geisemheimer vinhus Weingut Sohns laver også en anden klassisk Deutscher Sekt, nemlig denne Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, som jeg har smagt i årgang 2017.

Vinen er lavet efter den helt klassiske champagnemetode og på et mix af druesorterne Riesling, Weißburgunder og Spätburgunder. Vinifikationen er først sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har hvilet en kort periode inden aftapning på flaske og så andengæringen.

Næsen er næsten helt champagnsk … modne nedfaldsæbler, abrikos, fersken, lidt astronaut-is, hasselnødder, valnødder, toast, surdej, lidt vanilje og klart mere liflig, kompleks og rund end forrige Riesling Brut.

Smagen er også bedre, fint tætte og søde bobler, god intensitet, både modne og friske æbler samt abrikos. Der er bedre balance i denne vin, mere smag … en god lille perlende perle.

Ikke én af de Sohns vine, som Winelovers.dk importerer, så en dansk pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Sohns, Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M, Rheingau, TysklandSelvom Weingut Sohns – som mange andre vinbønder i Rheingau – har deres primære fokus på Riesling, så laver Sohns også et par gode og fornuftige Spätburgundere … bl.a. denne Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M.

Den kommer også fra Sohns Perfection øverste niveau og lavet med druer fra parceller på Geisenheimer Mäuerchen marken, der ikke er helt så kendt som de øvrige marker. Den er en kalkrig mark, som ligger klemt inde mellem Mönchspfad og Fuchsberg med syd til sydvest eksponering og en hældning på 5-15%.

Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M  er husets absolute røde topvin, som efter endt fermentering også har lagret hele 24 måneder på barriques. Vinen har 0,2 gram restsukker pr. liter.

Nøj, hvor bliver man glad, når man dufter til denne Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M. Det er klart klassisk, sød og animalsk hestestald, pænt med fadpræg, nelliker, kanel, vanilje, kirsebær og hindbær, grønne elementer, lidt tæt og mørk i udtrykket, men dog fortsat med den typiske Spätburgunder lethed. Der er dog pænt med power, kraft og en smule fyldighed i vinen.

Smagen er blød, men har en tør, grøn, grafit og blækagtig kant, som gør vinen en kende maskulin, stærk og muskuløs. Frugten er ikke så lys, som Spätburgunder normalt … her klart kirsebær, brombær og en smule hindbær. Det er en meget tæt og smagfuld vin … lidt stræk peber, så dekanter endelig vinen et par timer, men det er samtidig oppe i den bedre end på Houlbergs Spätburgunderskala. Og hvem pokker er også bedre til at bedømme det end Danmarks eneste førsteelsker af netop Spätburgunder?

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 187 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg smagte Weingut Wöhrles Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs var tilbage i marts måned, hvor min vinbuddy Gert E serverede vinen i en årgang 2016 og fik mig til at tabe underkæben.

Nu har jeg så smagt vinen igen, blot en årgang nyere, men Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs er fortsat – sammen med dens frække, lyse søster Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs – bedste vin, som jeg har smagt fra vinhuset på Weinbergstraße i Lahr ved Schwarzwald i Baden.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, og derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 18 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/3-del fornys hvert år. Vinen har beskedne 1,4 gram restsukker pr. liter.

WAUW igen … sikke en fantastisk næse, totalt berusende. Der er friske kirsebær med en herlig, syrlig modenhed. Der er nærmest en æterisk, gæret og flæsket aroma. Der er også nogle mælkede noter, klart fadpræg med vanilje, kanel samt chokolade … og så de samme olie- og benzindampe, som 2016’eren også havde og lige løfter oplevelse et niveau længere op.

Smagen er bestemt en kende til den stramme, stringente og syrlige side, hvilket bestemt klæder vinen. Det er en meget ren, frisk frugt og der er ribs, kirsebær, tranebær, jod, jern, grønne urter, faktisk meget grøn, men derudover også lidt hvid peber.

Vinen virker stadigvæk meget ung, tæt og tør, så giv den endelig tid i vinkælderen. Jeg er fortsat fan … hoster gladelig op med 6 fede fingre og endda med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Spätburgunder Selection Carl, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Spätburgunder Selection Carl, Baden, TysklandMed næste vin fra Weingut Wöhrle fortsætter vi på Lahrer Kronenbühl Erste Lage marken … men nu har vi fat i deres dejlige røde Spätburgunder vine og denne er deres 2017 Lahrer Kronenbühl Spätburgunder Selection Carl.

Vinen er lavet udelukkende med druer fra plantede vinstokke, som er kloner fra Bourgogne og har sit tilnavn Selection Carl efter Markus og Tanja Wöhrles søn Carl, da vinen første gang blev lavet i det år, da Carl blev født med druer fra den næsten nyplantede mark.

Efter høsten er druerne sorteret, hvorefter de undergår en kold premaceration. Derefter følger mashgæringen i egefade og derefter er Lahrer Kronenbühl Spätburgunder Selection Carl lagret 12 måneder barriques, hvor en 1/3-del af fadene fornyes årligt.

Næsen er lækker lys og let animalsk, sød hestestald, lidt mørke kirsebær, jordbær, ribs, masser af fad, vanilje, kanel, nelliker, røg, egetræ, en smule frugtsødme, rent vasketøj, Bamseline, gule blomster, mælkechokolade og akaciehonning.

Smagen er saftig og det er en lidt stærk og kraftig Spätburgunder, men den har en syrlig, krydret nerve … en krydret, vibrerende syre, meget ren frugt, jern, tørre tanniner og vinen byder på rigtig meget smag. Det er lys, rent og direkte Spätburgunder til dine blodårer … og svagt vanedannende.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, TysklandOvenover byen Neumagen-Dhron, der ligger ved et af Moselflodens utallige sving mellem Trittenheim og Piesport, flyver ravnen … én af klodens klogeste og opportunistiske fugle og samtidig næsten altædende.

Og med god grund, for nedenunder i byen sker der noget særligt … i en gammel, mørk, bakterie- og svampefuld vinkælder i byen hos Weingut Daniel Twardowski bliver der nemlig brygget en fortryllende væske, som kaldes Pinot Noix … og netop et glas af denne drik har jeres vinblogger nu fået i glasset.

Daniel Twardowski var egentlig vinhandler … og endda en af dem, som solgte eksklusive og dyre vine. Det betød samtidig en ubetinget forelskelse i specielt vinene fra Bourgogne og Daniel undrede sig over, at der ikke blev lavet sådanne vine i Tyskland.

Så det satte han sig for og valgte Mosel til projektet. Efter nogle omfattende eksperimenter og rådgivning med specialister, fandt han de rigtige kloner. Han fandt en vinmark på Dhroner Hofberg, rev så Riesling vinstokkene op og plantede i 2006 sine Pinot Noir kloner på de stejle, skiferholdige skråninger i stedet.

De lokale rystede på hovedet af ham … men med hjælp og råd fra blandt andet Armand Rousseau i Gevrey-Chambertin, talrige besøg i Bourgogne, en økologisk tilgang, spontangæring, brug af brugte fade fra Bourgogne og naturens gang, så fik han lavet en vin … og første årgang var 2011.

Og vinen blev akkurat, som Daniel Twardowski havde forestillet sig med klare referencer til de store vine fra Bourgogne … og derudover valgte Daniel også at lave vinen med referencer til klogskab i form at symbolet med raven på etiketten og Pinot Noir stavet Pinot Noix, hvor Noix betyder nød.

For i udkanten af Dhroner Hofberg står der nemlig et valnøddetræ, som ravnene snupper nødder fra. De flyver derefter højt og lader så nødderne falde ned på den hårde skifer, hvorefter de så knækker og blotter de nøddekerner, som ravnene elsker. Og på helt samme måde symboliserer navnet og etiketten også, at Twardowski nu flyver på egne vinger.

Daniel Twardowski har en klar holding til, hvordan Pinot Noix skal laves. Alt dyrkes – som nævnt før – økologisk fra hans knap 3 hektar store Dhroner Hofberg vinmark og vinen laves i pagt med naturen, mens han i kælderen presser druerne nænsomt og gærer vinen spontant.

Efter endt gæring lader Daniel vinen hvile på brugte burgundiske barriques i 24 måneder og han tapper naturligvis også vinene uden filtrering. Der bruges ingen pumper i kælderen.

Alt foregår nænsomt, naturligt og roligt. For Daniel er det vigtigt, at naturen får lov at styre. Der anvendes næsten ingen svovl og han er stor tilhænger af mikrobiologien og skeler også til de biodynamiske  metoder, for hvis det virkelig gavner vinen, at blive omstukket ved fuldmåne, så er det ikke noget problem for Daniel.

Egetræsfadene er altid fra Bourgogne … de brugte køber Daniel Twardowski hos fx Domaine Armand Rousseau og Domaine de la Romanee-Conti, mens de nye købes hos bødkerfirmaet Rousseau du Francois Freres.

Der anvendes omkring 2/3-dele nye fade til hans Pinot Noix, som også bærer navnet Ardoise aka skifer, da marken Dhroner Hofberg selvfølgelig er en Schiefersteillage … altså skiferholdig mark.

Herhjemme er det Mr. Ruby, som importerer vinen, og han har helt ubeskedent kaldt vinen for Tysklands bedste Spätburgunder … og så må vi se, om Danmarks nok største- og førsteelsker af den tyske væske er enig.

I glasset starter det godt … en meget lys, transparent og teglfarvet vin, som måske endda har et lille brunligt skær. Næsen er lys, luftig, let og har et klart fadpræg med kanel, lidt nelliker, en smule karamel, røg, tør eg, moden – og næsten dekadent overmoden – frugt, jordbær, kirsebær, let syrlig suppleret med lidt rosenblade, kul og tør jord.

Vinen har klart nogle klassiske tyske aftryk … den animalske, søde hestestald, men også en meget uskyldig renhed, en direkte frugt og let sødme … meget god balance og virkelig lækker tillokkende.

Smagen er meget ren og fin med syrlig frisk frugt, masser af nerve, næsten en vild og ustyrlig nerve, meget feminin, lys vin med kalket mineralitet, kirsebær, hindbær og tranebær … og så smager det altså bare sindssygt godt. Letheden gør vinen meget nem at drikke, men samtidig er det så elegant, at det næsten gør ondt. Smuk vin … og ravnen flyver om aftenen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg GG, Ahr, TysklandHos Weingut Meyer-Näkel stod de 3 danske vinnørder hver med 4 glas med top Spätburgunder vine … og i det sidste af glassene var det såmænd Meyer-Näkels 2017 Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg Großes Gewächs.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken er på samlet 5,15 hektar samt en del af Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af greywacke, kalksten samt sort og brun skifer.

Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Der dyrkes i dag primært Pinot Noir på det meste af Kräuterberg, men der findes dog også en smule Dornfelder og Müller-Thurgau. Tilbage i 1970’erne var marken ellers domineret af Blauer Portugieser, men den er helt forsvundet i dag.

Hos Weingut Meyer-Näkel er deres 2017 Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg Großes Gewächs lavet som de øvrige topvine, altså høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på barriques, heraf 70% nye fade og så 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er 0,1 gram restsukker pr. liter.

Walporzheimer Kräuterberg har måske den mest balancerede og komplekse duft af de 4 søstervine, lidt grønne urter, røg, kirsebær og hindbær, blommer samt præg fra egefadene med toastede noter, lidt vanilje og meget koncentreret. Vinen har masser af direkte frugt, god surhed og er virkelig frisk, blomstret og en smule maskulin.

Smagsmæssigt er der kirsebær, hindbær, blommer, mørk chokolade, masser af krydderurter, meget saftig, har også kraftige tanniner, som giver vinen masser af ryghed, men også får vinen til at virke alt for ung i øjeblikket. Det er en kompleks og kraftfuld Spätbunder med sindssyg intensitet, saft og virkelig lang eftersmag med et tørt mineralsk islæt. WAOW.

Prisen på vingården ligger på 72€ … svarende til 536 kr.

Vinanmeldelse 6/7