Efter 2015’eren skulle vi selvfølgelig også smage 2014’eren af Peter Heilbrons Arnèto Trebbiano Spoletino … altså første årgang af vinen nogensinde.
Vi smagte dog faktisk også vinen i årgang 2016, men det var en prøve direkte fra fad og altså ikke modnet færdig. Den var dog også ganske fin … godt med noter af grape og ikke helt veludviklet. Men det var denne 2014’er bestemt og efter min vurdering endda en tak bedre end den efterfølgende årgang 2015, men det vender jeg fluks tilbage til.
Vinen er selvfølgelig lavet på samme vis som 2015’eren … altså med kold maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder for denne 2014’er og flaskning uden filtrering. Den lagrer på flaske 4 måneder inden frigivelse.
Næsen er mere grøn, mere stringent og mere blomsteragtig end 2015’eren. Det dufter langt mere af Riesling … svag petroleum, citrus, eksotiske frugter samt en lidt flæsket, fed og fyldig side samt røg, kridt samt lidt urter. Hmmm.
Smagen er meget frugtrig, fyldig, cremet, men har også en lækker renhed, sten, jern og knap så fyldig, som 2015’eren. Den er mere slank og en tak mere elegant, selvom strukturen og kroppen er meget roust. Smager virkelig godt.
Smagt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … eller omkring 149 kr.