Jan har tidligere serveret en 2011 Westhofener Morstein Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Gutzler for mig … en vingård, som han besøgte for nogle år siden. Nu har Jan igen serveret en Gutzler vin for mig, nemlig denne 2011 Westhofener Brunnenhäuschen Spätburgunder Großes Gewächs.
Weingut Gutzler ligger i den sydlige del af Rheinhessen ved byen Gundheim og drives af Michael Gutzler sammen med faderen Gerhard. Huset har været i familiens eje gennem generationer.
Således overtog Gerhard driften i 1985 efter hans far, mens Michael næsten lige har overtaget ledelsen efter sin Gerhard. De har samlet 13,4 hektar vinmarker, og deres bedste marker er Liebfrauenstift Kirchenstück, Brunnenhäuschen samt Westhofener Morstein.
Huset laver omkring 110.000 flasker vin årligt, fordelt på 33% Riesling, 33% Pinot Noir, 17% Pinot Blanc og Pinot Gris, 7% Silvaner mens resten er Sauvignon Blanc, Chardonnay og Dornfelder.
Der laves helt klassisk vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Großes Gewächs. Derudover laves vine i blends, kaldet Unikate samt lidt Edelbrände og Sekt. Vinhuset råder således over et fint destilleri og har for nylig bygget en state-of-the-art vinkælder til de franske barrique, som anvendes på husets bedste rødvine.
I 2005 blev Gutzler medlem af VDP og får generelt ret gode anmeldelser. Vinhuset anses blandt de bedste røde vinproducenter i Tyskland, bl.a. af Gault Millau og Eichelmann vinguiderne. Derfor er det også Spätburgunder, som er hovedfokus hos Gutzler og er også medlem af Deutsches Barrique Forum.
Og de opnår også tit flotte priser, således er Gerhard blevet tildelt den tyske pris for årets bedste rødvinsproducent. Sønnen Michael Gutzler regnes i dag som en “rising star” indenfor tysk vinproduktion og har modtaget præmier i konkurrencer i hele Tyskland.
Denne 2011 Westhofener Brunnenhäuschen Spätburgunder Großes Gewächs er lavet med druer fra Brunnenhäuschen marken, som siden 1280 har været anerkendt som et fremragende sted for vinproduktion. Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og så vinificeret i egefade og efter endt fermentering lagret 18 måneder på barriques.
I glasset er vinen fin teglfarvet transparent … vaskeægte Spätburgunder af ædel race, men duften er røget med klare Pinot Noir noter, fin lethed og lidt blæk. Der er lidt lakrids, hindbær og kirsebær, kanel, nelliker, jern og som med søstervinen også klart en smule cigaræske.
Smagen er let ren med lidt peber, jern og mineraler, krydret, tør, stringent og ren frugt … ribs og jern, men synes ikke, at den helt har samme elegance som Morstein. Det er dog fortsat en let, ren og fin vin, som er meget imødekommende, let drikkelig, men lidt til den korte side på eftersmagen. 5 store fingre med pil op.
Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.