Tag-arkiv: Spanien

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienVi fortsatte i Galicien smagningen med den Albariño baserede vin Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés og det var med årgang 2021.

Det er en vin, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 samt 2020.

Vingården drives af Rodrigo Rodri Méndez, som grundlagde Bodegas Forjas del Salnés i midten af 2000’erne og gav vingården navn efter den forretning indenfor stålindustrien, som hans gamle bedstefar Francisco Méndez drev.

Rodrigo kom dog selv fra en familie, som har vinproduktion i blodet og er nevø af Do Ferreiros Gerardo Méndez … en anerkendt producent af Albariño i Rías Baixas.

Men Rodrigo Rodri Méndez besluttede sig for at producere rødvine i  Rías Baixas, som jo ellers næsten udelukkende er viet til hvidvine, og søgte hjælp fra vennen Raúl Pérez, der selv producerer vin i Bierzo og andre af de galiciske regioner.

Raúl rådede dog Rodrigo til ikke at droppe de gamle Albariño vinstokke, så derfor producerer Bodegas Forjas del Salnés i dag 15 forskellige vine fra husets 7,5 hektar vinmarker, som ligger ved landsbyerne Meaño, Sanxenxo og Barro. Den årlige produktion ligger på omkring 45.000 flasker årligt.

Derudover er Rodrigo Rodri Méndez også involveret i projektet Castro Candaz sammen med Raúl Pérez i Ribeira Sacra … et nok lidt mere ukendt område omkring Chantada i Galicien.

Denne Leirana, som første gang er lavet i 2005,  er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og er lavet Albariño druer fra med 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés i Rías Baixas.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring, men lagret 60% på stål og 40% fade af ældre dato.

I næsen har vinen en kalket og saltet mineralitet, mens frugten er Cantaloup melon, pærer, tørret abrikos samt grillet lemon og endda også lidt mere syrlig stikkelsbær med grønne blade. Det giver en ret rank, slank og frisk vin, som dog også har noget søde med alle de aromatiske krydderier og frugterne.

Smagsmæssigt er det bestemt også en rigtig pivfrisk vin, for der er godt med syre med friskpressede citroner tilsat lemon, bitter grape, lidt sure grønne æbler og en stenet mineralitet på en rustik måde … livlig, livsbekræftende og syrlig dope. 91 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 152 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Bodegas Godeval, Godello Cepas Vellas, Galicien, Spanien

2020 Bodegas Godeval, Godello Cepas Vellas, Galicien, SpanienI det andet glas i første runde hos Jysk Vinbar fik vi en 2020 Godello Cepas Vellas fra det lille vinhus Bodegas Godeval, som ligger lidt nord for den lille landsby Ferradal nord for den større by O Barco i Ouense distriktet.

Bodegas Godeval er grundlagt i 1986 af Horacio Fernández, som allerede i 1974 – mens han var ansat som leder i den offentlige institution Extensión Agraria – stiftede foreningen REVIVAL, som skulle beskytte og udbygge antallet af vinmarker med Godello druen i Valdeorras, da druen næsten var ved at uddød.

Godello er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af meget høj kvalitet. Det er en lokal sort og Valdeoras er nok Spaniens bedste sted for at dyrke netop Godello.

I dag er Godellos popularitet og beplantning voldsomt stigende og den betragtes vel nu nærmest som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo. Val-de-Oras kan også oversættes til Valley of Gold aka dalen af guld.

Og det var netop i Valdeorras, at Horacio Fernández i 1986 startede Bodegas Godeval projektet, hvor han startede med at lave Godello vine fra en 2 hektar mark. Vinene blev produceret i lokalerne, hvor det gamle kloster Monasterio de Xagoaza havde ligget. Det blev i første årgangtil 18.000 flasker af vinen, som blev kaldt Viña Godeval.

I dag har Bodegas Godeval 21 hektar vinmarker og allerede i 1988 fik de også moderniseret det gamle kloster Monasterio de Xagoaza til et moderne vineri. Produktionen ligger nu på 150.000 liter vin udelukkende med druer fra husets egne marker.

Denne Godello Cepas Vellas kommer fra nogle af vingårdens ældste vinstokke i 500 meters højde. Stokkene er omkring 50 år gamle og er så i vinkælderen vinificeret i rustfrie ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også er lagret sur lie i 5 måneder inden aftapning på flaske.

I forhold til den første Treixadura, så er duften fyldigere, har mere krop og samtidig også med et blomstret udtryk. Der er grillet lemon, gule æbler samt lidt småtropisk frugt med ananas, melon … og svagt lidt fennikel og grønne urter.

Smagen er også kraftigere, men syren også mindre og knap så tydelig, men i stedet er der også gule æbler, kvæde og grillet lemon samt en smule citroner, men mere olieret, fyldig og på flere måder blødere, mere rund, federe, omgængelig og mere pleasende, så dermed 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2021 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienDen første vin, som vi smagte på Jysk Vinbar i Aarhus til en smagning af vine fra Galicien blev denne 2021 Treixadura fra vinhuset Ramón do Casar, som vi finder gemt  godt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Galicien.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fin, parfumeret og aromatisk næse … blomster, vingummibamser, godt med eksotisk frugt, multifrugtjuice, ananas, mango, fersken, gule æbler, syltede citroner og virker intens på en lidt olieret måde.

Det er samtidig en virkelig frugtrig og smagfuld vin, som er fed, tæt,  koncentreret og har masser af tyk syre, hvid peber, syltede citroner, gule æbler, melon samt en medium syre, Det er en vin, som rigtig mange bare faldet hovedkulds forelsket i … og ganske forståeligt. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Pago del Vicario, Monagós Syrah, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Pago del Vicario, Monagós Syrah, Castilla-La Mancha, SpanienVi skal nu til det store vinområde Castilla-La Manch, for denne Monagós Syrah fra vinhuset Pago del Vicario er en Vino de la Tierra de Castilla.

Pago Del Vicario ligger 9 kilometer fra byen Ciudad Real med floden Guadiana til den ene side og bjergkæden Montes de Toledo til den anden samt tæt på nationalparken Parque Nacional de Cabañeros.

Beliggenheden tæt ved floden giver et særligt klima, som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området. Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – gunstige betingelser for modningen af druerne.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, som blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinhuset ligger i et byggeri, som vel nærmest ligner et langt teleskop, som er gravet halvt ned i jorden og falder godt i med omgivelserne og alle vinmarkerne omkring vineriet.

Pago del Vicario har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste udenfor DOC appellationer, dvs. Tierra de Castilla til produktion af Vino de la Tierra, men de ejer også lidt marker i appellationen Bierzo længere mod nord i Castilla y León vinområdet.

Jordbundsforholdene omkring Ciudad Real er meget forskellige … lige fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale.

Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er alle vinmarkerne inddelt i mange mindre separate parceller, hvor de fleste ligger i omkring 600 meters højde.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er i dag Susana López Mendiondo, som er oplært hos Peter Sisseck. Hun får dog hjælp af australske Richard Smart, én af de mange flyvende vinmagere. Han har også været stærkt involveret med bistand til udvælgelse og sammensætning af Paco del Vicarios vinmarker i relation til de anvendte druesorter.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man, er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Monagós Syrah er ikke – selvom navnet indikerer det – på ren Syrah, for den er lavet på et blend af 80% Syrah og 20% Graciano, som Pago del Vicario selekterer fra egne marker I Tierra de Castilla. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på en blanding af franske og amerikanske egetræsfade.

I næsen er det en krydret, mørk og godt røget aroma … der er lejrbål, røgsignaler, saltlakrids, våde fade og sødlige fadnoter. Der er solbær, brombær, blommer samt jordbær, mens fadene bidrager med kokos, lidt kaffe, peber, violer og rosenblade. Det dufter faktisk rigtigt godt og vinen har nærmest en lidt kølig stil.

Smagsmæssigt er vinen tør, frisk og bitter … tranebær, jordbær, ribs samt granatæbler, blomsterstilke, violer, grønne grene og grafit. Der er frisk syre, næsten citronfrisk og Campari bitter, der er tonicvand, godt med urter, stringent bid … ren, klar og igen nærmest kølig og overraskende lys af en Syrah vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster189,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, SpanienVi fortsætter i Spanien, men nu skal vi igen smage vinen Finca Terrerazo Vino de Pago fra den dygtige Antonio Sarrión på hans Bodegas Mustiguillo. Det er en vin lavet på ren Bobal og vi får nu vinen i årgang 2020.

Jeg har skam også før smagt vinen og været ret begejstret … både i årgang 2018 og 2019. Første gang skrev jeg også lidt om vinhuset og vinmageren, så det skal jeg ikke gøre igen.

Vinen var den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.

Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer. Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter er der sket en malolaktisk gæring i 5-8 uger.

Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.

Den er animalsk og mere landlig og bondsk end foregående … svedige landmænd, mødding samt nogle mælkede noter. Der er sorte oliven, en mørk og fyldig frugt af brombær, sorte kirsebær, enebær, estragon, kakaopulver samt tør, engelsk lakrids, tobak, grønne urter og bitter kaffegrums.

Smagen er fyldig … har både noget sødme i frugten, men også lidt peber, som lige river lidt i smagsløgene. Der er vildt tørre og vilde tanniner, som også river i dig … tørrer munden totalt ud, så dermed bliver det samlet en kraftfuld vin, der kan puste et stearinlys ud. Det er som sidst både bulder og elegance på én gang, men i denne årgang fylder bulderet lidt mere end tidligere, men med rank, lys bitterhed i frugten. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDette er en vild vin og jeg har været tosset med vinen de få gange, som jeg før har smagt den. Det er Reserva vinen hos Dominio del Àguila.

Det er en Reserva lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2019 fået 96 point af gode, gamle Parker med ordrene; the 2019 Reserva could be the modern version of the 2015 – a round, lush and approachable Reserva that is perfumed and fruit-driven, with spices in the background. It’s a hedonist cuvée.

I næsen er vinen ikke helt så animalsk og reduktiv som 2018’eren, men virker mere ren og selvom, at det er en kraftigere vin, der har godt med power, så er det bestemt ingen tung vin. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blommer samt en smule jordbær og så diskret og fint doseret noget fra fadlagringen, mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og lidt blomsterpollen.

I munden kommer vinen rullende i bølger, cremet, smeltende … breder sig langsomt, spreder sig i hele munden, hvor den blidt og intenst masserer gummer, tandkød, tungen og hele baduljen. Det er bestemt ingen fed vin, men er den er bare rå, lækker og intens med en frugt af blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær. Tanninerne er igen vilde og ustyrlige … tørre og forstærker bemægtigelsen af din mund, men uden at blive alt for vilde. For satan – pardon my french – hvor den smager godt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, SpanienJeg har før smagt en Lacrimus Crianza fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, der drives af vinmageren Javier Rodríguez. Nu er der igen Lacrimus vin i glasset, men nu er det en 2016 Reserva.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Huset har selv lidt vinmarker, men laver primært vin fra andre vinområder i Spanien med opkøbte druer, bl.a. i nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med en lang række  vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en masse forskellige vine. Jeg har bl.a. tidligere smagt 2016 La Senoba, en 2019 Orange Wine Albillo, en 2016 Vallsanzo Reserva, Lacrimus Crianza 2018 og tidligere også en lang række vine.

Lacrimus Reserva 2016 er lavet på 85% Tempranillo, 12% Graciano og 3% Garnacha, der håndplukkes fra mere end 40 år gamle stokke i 600 meters højde.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration ved 10 grade i 6-8 dage inden spontangæring på egefade med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 21 måneder på franske barriques efterfulgt af hele 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Slam … fed, mørk, ekspressiv og udtryksfuld næse, hvor der omgående dukker masser af lakrids – både sød finsk og tør engelsk – op suppleret med solbær, solbærlikør, blåbær, herre lædersaddel, røg, sandeltræ, mørkristede kaffebønner, mørk chokolade, mynte, estragon, en del søde krydderier, sorte oliven og beef jerky.

I munden er frugten lige så mørk og ekspressiv som duften … sådan mest solbær, blåbær og søde, saftige mørke kirsebær, der nærmest er sådan lige mellem marmelade, likør og kandiseret, for de giver en mørk kraft med tyngde, brede skuldre samt masser af smag. Der er sgu power i vinen, der sparker mørkt og tungt … en lille bitterhed fra chokolade med højt kakao indhold finder man også sammen med en okay frisk syre og noget røg. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Bodegas Bhilar, Kha Mé Amphora, Rioja, Spanien

2021 Bodegas Bhilar, Kha Mé Amphora, Rioja, SpanienVi skal da igen forbi det vinøse ægtepar Melanie Hickman samt David Sampedro, der driver det lille vinhus Bodegas Bhilar lige øst for Bilar by i Rioja Alavesa.

Sidst smagte jeg orangevinen Phinca Hapa Blanco, men nu er det en 2021 Kha Mé Amphora, der – som navnet siger – er lavet på Amphora lerkrukker.

Vinen er lavet på ren Grenache Blanc og har fået sit navn Kha Mé, som er det japanske ord for Amphora lerkrukker.

Vinstokkene er alle plantet omkring 1960 i San Martin de Unx i Rioja. Druerne er håndplukkede i 10 kg. kasser. Druerne presses og mosten hældes i en 3.000 liter stor Amphora, hvor den gærer på vildgæren. Her opholder vinen sig i et helt år med det fine bundfald, og overføres herefter til tank, indtil vinen så flaskes 6 måneder senere.

I næsen er det en fyldig, mineralsk og saltholdig aroma. Der er abrikos, fersken, saftige pærer og lemon, masser af mandler samt røg, akaciehonning samt en smule vingummibamser, gæret champagne og så lidt karameller.

Smagen er mineralsk og saftet … meget abrikos-, mango- og multijuicesaft, grillede lemon, bitterhed og grøn te. Smagen er lidt tør og syren sidder langt tilbage i munden med denne bitre note, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, SpanienVinene til ret 3 var vilde … helt klart bedste sæt. Retten bestod af braiserede svinekæber med cremet polenta og parmesan og den sidste af vinene i sættet var fra den øverste hylde hos de 2 herrer, nemlig den ikoniske topvin, der hedder Iconic.

Den adskiller sig allerede i flasken i forhold til de øvrige vine fra Rolland & Galarreta med en mørk, eksklusiv etiket og navnet Iconic.

Vinen er er lavet på 95% Tempranillo og 5% Grenache), som høstes fra to forskellige marker … den lerholdige mark Carranavaridas mellem Laguardia og Leza samt den 0,7 hektar store mark San Millán på skråningen ved foden af ​​Sierra Cantabria.

De håndplukkede drueklaser afstilkes alle og koldmacererer først i store åbne egetræsfade med temperaturkontrol, hvorefter gæring er sket med daglig pigeage. Efter endt gæring er vinen presset via en  vertikale pneumatiske presse. Derefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske, halvristede fade fra Sylvain, Orion og Radoux. Til sidst flaskes vinen og lagrer yderligere 12 måneder før frigivelse.

Ved duft af vinen er det første, som jeg tænker … hvor er alt flot doseret med rette mængder af det hele og en vild fin struktur. Den åbner ballet med en frugt der er dyb … helt fra kompakte svesker til lysere frugt af hindbær og kirsebær. Fadaftrykket er delikat og sart med vanilje, cedertræ, røg, tobak, toast, kandiseret appelsinskal og toast … har så fin balance mellem frugt og fad.

Vinen smelter nærmest i munden … glider ud i alle afkroge med kæmpestor velbehag. Men det er med en stor styrke i frugten, som er frisk, moden, generøs og næsten læskende med sød balsamico og en vis luftighed. Det gør vinen let, cremet og smeltende på én gang, hvilket virkelig giver comfort, men det er samtidig med en enorm tyngde, nerve og mærkbare tanniner, der dog er flot integrerede. Det er måske nok en vin, som burde gemmes, men den smager imidlertid bare så forbandet godt allerede nu. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 2.499,95 kr., mens prisen er 1.999,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Rolland & Galarreta, Verdejo Organic Parcela 123, Rueda, Spanien

2020 Rolland & Galarreta, Verdejo Organic Parcela 123, Rueda, SpanienDen anden Verdejo vin fra Javier Ruíz de Galarreta og Michel Rolland, serveret til en bagt hvidfisk – vist torsk – med selleri, rogn og muslingeskum, var denne 2020 Verdejo Organic Parcela 123.

Vinen er lavet fra 40 år gamle Verdejo vinstokke plantet i en stenet jordbund nær byen La Seca, der regnes for Ruedas bedste dyrkningssted.

Vinen er lavet med udblødning … pre-maceration ved af mosten sammen med skindet ved 7 grader inden temperaturstyret gæring ved 14-16 grader. Vinen er lavet i en mere moderne stil, hvor det meste blot er lagret sur lie i ståltankene med løbende battonage, mens en mindre andel er lagret 3-4 måneder på helt nye franske egetræsfade for ekstra krydderi og kompleksitet.

Den almindelige forrige 2018 Verdejo smager rigtigt godt, men denne er bare mere frisk, mere ren og knap så tung … krisp, grøn og endda feminin. Der er fersken … endda lys og næsten helt umoden fersken, melon, sandeltræ samt gule blomster.

Smagen er i samme boldgade, ren, clean, grøn og frisk med grønne æbler, lemon og citroner. Den har slet ikke den samme lidt småfede side som lillesøsteren og dermed bliver vinen heller ikke så fyldig og olieret, sød og cremet, men er den slanke, friske og villige kvinde. med 92 point om taljen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7