Tag-arkiv: Tyskland

2014 Weingut Heid, Steinmergel Pinot Noir Trocken, Württemberg, Tyskland

Når et verbum er bøjet i pluskvamperfektum, så placeres perfektum participium sidst i en hovedsætning på tysk … men det lyder sgu som volapyk for mig. Jeg er helt blank.

Men jeg ved, at næste vin – der kom på bordet ved tirsdagens hyggelige jule-kom-sammen – er en Steinmergel Pinot Noir Trocken – a.k.a. vaskeægte tysk Spätburgunder – fra vinhuset Weingut Heid, der er beliggende i centrum af den lille by Fellbach i Remstal-Stuttgart  området under vinområdet Württemberg.

Vinhuset er tussegammelt, grundlagt helt tilbage i 1699 af Jakob Melchisedec Heid, som stammede fra Heilbronn, men slog sig ned i Fellbach som vinbonde. I dag drives vingården fortsat af Heid familien, nemlig af 10. generation i form af ægteparret Markus og Daniela Heid.

Heid familien har samlet knap 8 hektar vinmarker, bl.a. med markerne Fellbacher Goldberg og Fellbacher Lämmler. Der dyrker de økologisk de røde sorter Trollinger, Lemberger, Spätburgunder, Regent, Dornfelder, Samtrot, Syrah, Portugieser, St. Laurent, Cabernet Dorio, Cabernet Dorsa og Cabernet Mitos samt hvidvinssorterne Riesling, Kerner, Rivaner og Sauvignon Blanc.

Vinene vinficeres i den gamle ejendom midt i byen, hvor de bl.a. råder over gamle hvælvede vinkældre tilbage fra det 17. århundrede. De bruges – udover til lagring af vinene – også til kulturelle arrangementer og festivaler.

Det er primært rødvine, som Markus Heid producerer … hele 70% af produktionen er rødvin, som typisk laves på store, moderne rustfrie ståltanke, men lagrer på egetræsfade i 1-2 år.

Denne Steinmergel Pinot Noir Trocken er lavet med druer fra flere forskellige marker, hvor undergrunden er præget af både mergel, ler og sten … selvfølgelig også derfor, at vinen hedder Steinmergel. Lavet med middellang maceration – antal dage er ikke oplyst – og derefter lagret 8-11 måneder i brugte barriques. Der er alene 1,2 gram restsukker pr. liter, så det er bestemt en tør vin.

Det er også en forholdsvis kraftig og fadlagret vin, hvor næsen nærmest er varmkrydret, vådkrydret … hvis det giver mening? Det er klart kirsebær med eg, råt kød, tobak, spidskommen og jernvitriol … lyder som en giftig blanding, men dufter meget godt.

Smagen er også præget af krydrede elementer, kirsebær, jordbær, vanilje, men alligevel med en dejlig lethed. Smagsmæssigt også en lidt kraftigere Pinot Noir, men ganske spændende.

Koster 12,00€ på vingården, hvilket svarer til 89 kr. Herhjemme er Vinpusheren vistnok forhandler.

Rating 4,5/7  

2015 Weingut Klaus Zimmerling, Riesling, Sachsen, Tyskland

Et god tradition i julen er små get-together for at ønske hinanden god jul. Hos Jan og frue omfatter det også lidt vin og én af disse var denne Riesling fra vinhuset Weingut Klaus Zimmerling

Klaus Zimmerling og hans kæreste/kone kunstneren Małgorzata Chodakowska holder til ved den lille by Pillnitz omkring 5 kilometer sydøst for Dresden, tæt på Elben i det mere ukendte vinområde Sachsen … et af de nordligste vinområder i Tyskland, hvor der sådan set primært produceres hvidvine, hvilket også er tilfældet hos Zimmerling.

Vinhuset er grundlagt i 1992, hvor parret slog sig ned i Pillnitz i en ejendom, som parret selv kalder en Rysselkuppe … en slags intensiveret pyramide, der både fungerer som vineri for Zimmerling og atelier for Małgorzata, der laver græsk/ægyptisk inspirerede skulpturer … en slags erotiske kvinder.

Klaus Zimmerling har samlet 4 hektar vinmarker, primært parceller på marken Pillnitzer Königlicher Weinberg, hvor der dyrkes sorterne Riesling, Grauer Burgunder, Weißburgunder, Kerner, Gewürztraminer & Traminer. Udbyttet er meget beskedent, alene 20-30 hektoliter pr. hektar, hvilket giver basis for en årsproduktion på beskedne 15.000 flasker.

Lidt specielt, så laves næsten alle vinene i flasker på 0,5 liter, selvom denne Riesling dog heldigvis er på de mere normale 0,75 liter,

Alle vinene laves med etiketter, som er lavet af Małgorzata Chodakowska og med en ny etiket hvert år. I 2015 har alle vinene – som det fremgår af billedet – således en etiket med en kvinde, der hviler hovedet på sine hænder.

Denne Riesling er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers ikke de store oplysninger om produktionen. Vinen har dog 6,1 gram restsukker pr. liter … men det siger jo ikke alverden.

Men for pokker, hvor smager den dog bare herligt. Der er ganske vist ingen petroleum i næsen, men det er jo også en helt ung 2015 vin, som dog i stedet har en utrolig dybde, nærmest GG i næsen, virkelig intenst med modne, gule æbler, fersken, citron, mandler … dufter sindssygt godt.

I munden herlig blød, rund med krydrede elementer … fin balance mellem friskhed og de runde, krydrede elementer. Smager virkelig godt.

På vingården koster vinen 18€ … eller omkring 135 kr. Herhjemme har Vinpusheren vistnok også vinen.

Rating 5,5/7  

2010 Weingut Hubert Lay, Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken SL, Baden, Tyskland

Tivoli Friheden har indført begrebet Fed Fredag til deres ugentlige koncerter i sommerhalvåret … men en fed fredag i det houlbergske hjem omfatter selvfølgelig et glas hedensk Spätburgunder.

I går fredag blev dette løst med denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken, som jeg købte på vor roadtrip til Kaiserstuhl af det storsnakkende – og her overdriver jeg på ingen måder – samt hjertevarme kvindemenneske Gisela Lay fra Weingut Hubert Lay, som ligger i Ihringen.

Jeg har skrevet om vinhuset i forbindelse med vores besøg i august, men det kan du læse om på blogindlægget Besøg hos Weingut Hubert Lay. Der kan du også se lidt fotos fra det lille og beskedne sted.

Denne her vin hører til familiens Premium vine … SL, som står for Selektion Lay. Det er de bedste vine fra Weingut Hubert Lay. Denne er lavet med druer fra marken Ihringer Winklerberg og det er en Spätlese … altså lavet med sent høstede druer og mindst 85 grad Oechsle. Efter presning og maceration har vinen ligget 11 måneder på egefade og der er efterfølgende ikke tilsat svovl.

Og denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken overrasker da totalt. På vingården blev vi ikke imponerede og sidste jeg drak, deres Ihringer Fohrenberg Spätburgunder Spätlese Trocken Unfiltered var jeg heller ikke oppe at ringe, men denne har flere af de klassiske dyder, som tysk Spätburgunder virkelig kan give.

I glasset transparent, men bestemt en tak mørkere end normalt og samtidig med svagt brunligt skær, som indikerer lidt alder. Næsen er klassisk sød (og tysk) hestestald, kirsebær, jordbær, kanel og vanilje, varm, let støvet og derimod lidt jern, rust og en kasse med gamle skruer og derudover lidt grønne urter/vinblade.

Smagen er blød, moden eller lettere bedaget, men på en elskelig måde, hindbær, kirsebær, jern, fylde, varme og med nogle krydderier, som placerer sig bagerst i munden, bl.a. godt med peber, sødme og nogle bitre elementer. Smagen da bare rigtigt godt.

Købt på vingården til 13,50€ … eller omkring 100 kr.

Rating 5/7  

2013 Weingut Bercher, Sasbacher Limburg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Hold nu kæft, hvor er denne Spätburgunder lækker og sexet, lidt ligesom Ditte Ylva Olsens stemme. Man bliver totalt forført. Fredagens obligatoriske Spätburgunder – som åbenlys er SÅ sexet – er denne Sasbacher Limburg Spätburgunder fra Weingut Bercher og altså en souvenir fra sensommerens roadtrip til Kaiserstuhl.

Men egentlig er fredag også en oversættelse fra det latinske udtryk Veneris dies … som betyder Venus’ dag, og det giver jo totalt mening, når vi snakker om Ditte Ylva Olsen. Venus er jo kærlighedens gudinde i den romerske mytologi. Selv etiketten er lidt ru og sexet at røre ved.

Jeg har tidligere skrevet om fantastiske Weingut Bercher, bl.a. det længere blogindlæg Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim … et i øvrigt helt fantastisk besøg. Denne Sasbacher Limburg Spätburgunder var en af de vine, som vi faldt pladask på under vort besøg … i hvert fald, hvis vi – danske fattigrøve – også skulle tage priserne med i betragtningen.

Og det er såmænd endda en enkeltmarksvin … fra Erste Lage marken Sasbacher Limburg, en mark primært Bercher ejer parceller på … dog sammen med kooperativet Winzergenossenschaft Sasbach am Kaiserstuhl. Det er en mark med dyb og mørk, vulkansk undergrund og rødbrune sten, helt perfekt grobund for Spätburgunder.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret på barriques i 18 måneder. Er helt igennem tør og har alene 1,5 gram restsukker pr. liter, så ikke megen sødme i den retning.

Men hold nu kæft for en næse … virkelig intens og dufter sindssygt godt. Det er animalsk hestestald, så slip for fanden bare hestene løs på en mark med køer, lamaer og et gedekid. Derudover er der hindbær og kirsebær i skøn forening, svag vanilje, svedsker, syrlig mineralitet, svag lakrids og lidt florale elementer … ja, det betyder blomster.

Smagen er let, stringent og syrlig … som et Brio tog på skinner, hvor egen smitter en smule af. Herlig, legesyg, dyb og med tonsvis af frugt, kirsebær, svag hindbær, men også nogle mørkere bær, svag og søde krydderier samt en herlig intensitet. Fuck, det smager sgu da bare for godt og bekræfter bare, at Weingut Bercher er et af de bedste huse i Kaiserstuhl.

Købt på vingården til 22,00€ … eller omkring 164 kr.

Rating 6/7   

2015 Weingut Bercher, Cuveé Franz Michael Trocken, Baden, Tyskland

2015 Weingut Bercher, Cuveé Franz Michael Trocken, Baden, TysklandWeingut Berchers hvidvinscuveé med navnet Franz Michael er oprindelig lavet for at fejre 250-års jubilæet for Franz-Michael Berchers grundlæggelse af vinhuset og opførelsen af den historiske ejendom i Burkheim.

Vinen fik vi gratis med, da vi besøgte vinhuset i sensommeren med ordre om at drikke den om aftenen. Det fik vi imidlertid ikke gjort, men det har jeres flittige vinblogger nu rådet bod på, selvfølgelig som vanligt godt hjulpet af min dejlige viv, som elsker hvidvin.

Jeg har tidligere skrevet om det fantastiske vinhus, bl.a. det længere blogindlæg Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim … et i øvrigt helt fantastisk besøg.

Og efter et nærmest obligatorisk køb af lidt Spätburgunder, så fik vi denne  Cuveé Franz Michael Trocken med … måske grundet vores store interesse for stedet. Generelt blev vinbønderne jo lidt stolte over, at vi alene var kørt til Kaiserstuhl for at smage deres vine … det tager sgu kegler.

Denne Cuveé Franz Michael Trocken er – såfremt historien med 250-års jubilæet er sandt – første gang være lavet i en årgang 2006, men kan ikke finde ret mange oplysninger om vinen … i det hele taget. Kan dog se, at den i hvert fald er lavet de seneste 3 år, altså 2013, 2014 og 2015.

Bercher skriver ikke selv, hvilke druer denne cuveé er lavet på, men hoveddruen skulle efter sigende være Silvaner suppleret med lidt Chardonnay og enten Muskateller eller Riesling … afhængig af årgangen. Flere sammenligner vinen med Dr. Hegers Cuvée Fidelius, som består af Weissburgunder, Silvaner, Sauvignon Blanc og Muskateller.

Og det er måske virkelig mest af alt en rigtig sommervin med en næse, som består af blomster, syrlige æbler, meget tør, krydderier … timian og måske endda lidt oregano, en smule lakridskonfekt samt et snert af en grapefrugt. Der er egentlig en fin balance mellem syre og sødme i smagen … måske ikke den vilde dybde. Der er pærer, syre, citron og vinen virker tør og tæt.

Prisen på vingården er 7,00€ … eller omkring 52 kr.

Rating 4/7 

2010 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2010 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, TysklandStilhed på bloggen et par dage, men rolig nu … jeres flittige vinblogger er ingenlunde gået i stå, men er blot rendt ind i lidt julefrokost og almen afholdenhed. Jo det kan ske, men ikke lang tid af gangen.

Og vi bryder selvfølgelig stilheden med lidt tysk Spätburgunder … hvad ellers på den houlbergske blog? Det er vinen Jeder Zeit Pinot Noir fra Weingut Chat Sauvage … en vin, som jeg sidst smagte for et par år siden i en årgang 2012. Her er det dog et par årgange ældre.

Weingut Chat Sauvage i Rheingau ligger i Geisenheim/Johannisberg og ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at intet kunne spares, og at det derfor kun var de bedste vinmarker, som var interessante til et sådant prestigeprojekt.

Det er dog sjældent, at den type mark kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle. Siden er det blevet til 7,5 hektar fordelt over seks vinmarker, hvoraf der på 60% dyrkes Pinot Noir, på 35% Chardonnay og på 5% Riesling.

På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet, dvs. store ambitioner og små mængder.

Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted. Chat Sauvages samlede årsproduktion ligger på ca. 28.000 flasker, fordelt på 11 forskellige rødvine, én hvid, 2 rosé og én sekt. Og det er også de røde, som er de mest interessante.

De røde Pinot Noir er delt op i 3 serier, en Gutsweine (det er denne Pinot Noir), 5 Ortsweine og 5 Lagenweine. Vinen er lavet med traditionel gæring på ståltanke, hvorefter 40% af vinen lagrer på brugte fade. Vinen aftappes uden filtrering.

Nå, lad os springe til mine smagsnoter … og lad mig sige med det samme, at denne 2010’er er bedre end 2012’eren, men måske kan det skyldes, at vinen rundt regnet har ligget 4 år længere på flaske.

Næsen er klart Pinot Noir, blot godt krydret … virkelig en krydret én af slagsen. Derudover et svagt strejf af noget animalsk, kirsebær, ribs, mint, masser af peber, sødme, kanel, men ellers noget bondsk, rustik og kantet.

Smagen er også rustik, pebret og krydret. Der mangler klart noget Pino lethed og elegance, mens syren er krydret, stærk og en tand sprittet. Der er ganske okay Spätburgunder, men klart en entry-level vin, som mangler finesse, lethed og elegance.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen 160 kr. Dette eksemplar er købt på Black Friday, hvor rabatprisen var 99 kr.

Rating 4/7  

2014 Weingut Louis Guntrum, Oppenheim Sackträger Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Louis Guntrum, Oppenheim Sackträger Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandFra sensommerens roadtrip smagte jeg forleden Weingut Louis Guntrums Oppenheim Sackträger Riesling Trocken … en af de mange souvenirs, som møjsommeligt blev indsamlet under turen.

Den gode vingut har jeg skrevet om tidligere, nemlig i mit indlæg om besøget på vingården; Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein. Der kan I læse om vingården, om historien og selvfølgelig også se lidt billeder fra stedet, som ligger andeles smukt lige klods op af Rhinen midt i Nierstein.

Marken Oppenheimer Sackträger ligger klods op af byen Oppenheim … lige på østsiden og er en historisk mark, som allerede første gang er nævnt tilbage i 1541. Sackträger betyder rygsæk, og hos Weingut Louis Guntrum fortalte de, at det refererede til de “rygsække”, som i gamle dage blev brugt til at transportere druerne ved høsten. Imidlertid stammer navnet fra middelalderen, hvor man anvendte rygsække til at transportere skibsladninger fra bådene fra Rhinen til byen.

Oppenheimer Sackträger regnes for den bedste vinmark i Oppenheim og tidligere var marken endda regnet som en af de højest klassificerede vinmarker i Rheinhessen. Tilbage i 1906 gav den offentlige myndighed Finanzamt marken en vejledende enhed – Richtsatz – på 100, hvilket var det absolut højeste.

oppenheimer-sacktrager
Her lige et foto af Oppenheimer Sackträger

Marken er samlet på 29 hektar og er en del af großlage Güldenmorgen. Udover Guntrum ejer en række andre vinproducenter også parceller på Oppenheimer Sackträger, bl.a. Weingut Kühling-Gillot, Weingut Manz, Weingut Rappenhof, Weingut Kissinger, Weingut Eckehart Gröhl og Weingut Carl Koch.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, gæret med udvalgte gærtyper ved 13 grader og selvom det er en tør vin, så indeholder vinen alligevel 6,4 gram restsukker pr. liter.

Og det er sgu herlige sager mine damer og herrer. Næsen har allerede i denne årgang 2014 godt med petroleum … love it. Det er en næsten alarmerende dybde i vinen. Petroleum og dybde … nogle af de tydeligste kvalitetstegn på god Riesling. Der er også æbler, let citrus, ristede noter, brunet smør, marcipan og hvide blomster.

Hvor smager det dog godt … smagen kommer nærmest rullende i bølger. Man fornemmer godt, at det er en smule mer’ sødme end normalt, men det er flot pakket ind i en stringent syre, der får sødmen som balanceret medspiller. Virkelig god Riesling og bestemt på GG niveau.

Købt på vingården til 13,00€ … hvilket svarer til 97 kr. og det er dæleme billigt.

Rating 6/7 

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeinbau der Lebenshilfe er et arbejdende værksted for udviklingshæmmede under velgørenhedsorganisationen Lebenshilfe Bad Dürkheim. Og dette værksted står såmænd bag sidste fredags Spätburgunder … en Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder.

Lebenshilfe Bad Dürkheim ligger i den østlige del af Bad Dürkheim i Pfalz og er etableret i 1965 af både forældre og venner af mentalt handicappede. Siden er det blevet en stor historie med børnehave, skole, boliger, malerværksted, metalværksted  og en lang række andre aktiveringstilbud til de udviklingshæmmede.

Og minsandten om de ikke også har et værksted for vinproduktion … en økologisk vingård, hvor 33 handicappede medarbejdere passer 18 hektar vinmarker omkring Lebenshilfe Bad Dürkheim med hjælp fra erfarne vinmagere i form af Jan Hock og Martin Fußer. Vingården hedder selvfølgelig derfor Weinbau der Lebenshilfe.

De bedste marker er Wachenheimer Schlossberg, Dürkheimer Michelsberg, Wachenheimer Altenburg og Friedelsheimer Schlossgarten. Og alle marker drives som nævnt fuldstændig økologisk.

Og det er ingenlunde en lille vingård, for de laver knap 30 forskellige vine, opdelt på litervine, Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Derudover laves der lidt sekt samt lidt süssweine. Den årlige produktion ligger på omkring 160.000 flasker.

Denne Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder er husets røde topvin og dermed selvfølgelig en Lagenwein, hvor druerne kommer fra marken Schlossgarten ved Friedelsheim lidt syd for Bad Dürkheim. Vinen er modnet på egefade, men jeg har ingen oplysninger om hvor lang tid eller andet om produktionen. Etiketten er en herlig børnetegning fra Lebenshilfe Bad Dürkheims børnehave.

Og den er sgu god nok … let transparent teglfarvet væske i glasset samt i næsen en sød animalsk hestestald, som klæder tysk Spätburgunder, men også godt med lakrids, anis, våde fade, let peber, kirsebær, kanel og lys chokolade. Smagsmæssigt ganske blød med en rustik syre … vi snakker lidt bonderøv. Frugten er ganske okay … sådan lidt kirsebær og hindbær. Ikke ringe … respekt til de 33 udviklingshæmmede på Weinbau der Lebenshilfe.

Forhandles af Husted Vin, hvor den koster 230 kr. for 1 flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Brand, Cuvée Flora, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Brand, Cuvée Flora, Pfalz, TysklandVi fortsætter med endnu en vin fra de to friske Brand brødre, nemlig vinen Cuvée Flora … et blend, som de selv siger, er lavet på et blend aus mehreren roten sorten … hvilket her betyder Portugieser og Dornfelder.

Og de to druesorter er de mest plantede rødvinssorter i Tyskland … der er flest Blauer Portugieser, men derefter kommer Dornfelder. Daniel og Jonas Brand høster da også 60 hektoliter pr. hektar, altså et ganske pænt udbytte og langt over forrige Sonnenberg Spätburgunder, hvor udbytte alene ligger på 20 hektoliter pr. hektar.

Cuvée Flora har gæret 4 uger på skallerne og er herefter lagret 18 måneder på store gamle fade. Vinen er ganske økologisk, ufiltreret, uberørt og er alene blevet sikret med en knivspids svovl inden flaskning.

I næsen er her godt med kirsebær samt lidt mørkere bør … rustik, dyb og urtet med nødder, grafit, blomster og ganske krydret. I munden er vinen noget sødere end forventet, dog med en vis bitterhed, en slank krop, vilde tanniner, kantet … lidt skarp med moden mørk frugt og godt med urter. Rustik, men også ganske charmerende.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 110 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut Brand, Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Brand, Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandTo kolde fra kassen … eller måske et fredstegn for love and peace? Det er i hvert fald symbolet på etiketten på næste Spätburgunder …  en Sonnenberg Spätburgunder fra Weingut Brand, som holder til i byen Bockenheim på adressen Weinstraße 7 omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern i Pfalz.

Vinhuset er grundlagt af familien tilbage i 1891, men drives i dag af 5. generation i form af de unge brødre Daniel og Jonas Brand, som overtog driften fra deres far Jürgen Brand i 2014. Udover vineri driver familien Brand også Gästehaus Brand på samme adresse.

Weingut Brand har samlet 18 hektar vinmarker omkring Bockenheim og de bedste marker er Heiligen Kirche, Klosterschaffnerei og Sonnenberg. Der dyrker familien druesorterne Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Scheurebe, Chardonnay, Auxerrois og Spätburgunder.

Siden 2015 har vingården været certificeret økologisk, og det har betydet et stop for brug af mineralsk gødning og pesticider. I stedet har brødrene plantet kløver, vilde urter … en biologisk mangfoldighed med summen af humlebier og andre nyttige insekter, mens sprøjtningen sker med ekstrakter af urter og te.

Gæringen af vinene foregår spontant og modnes efterfølgende af enten i ståltanke, i de store traditionelle egetræsfade eller i barriques afhængig af typen af vine.

Og hånden på etiketten betyder ikke – som foreslået – to kolde fra kassen eller love and peace, men er derimod et tegn fra Bockenheimer Martinskirche … en hånd i ed som symbol eller varemærke for vinens kvalitet og samhørighed med naturen.

Denne Sonnenberg Spätburgunder er husets topvin, lavet med druer fra marken Sonnenberg, der – som navnet antyder – har godt med soleksponering. Ufiltreret Spätburgunder, spontangæret selvfølgelig og alene sikret med en knivspids svovl inden flaskning.

Næsen er lidt varmere og mere krydret end de foregående Spätburgundere … vi snakker kirsebær, blommer, hindbær, eg, stor tørhed, blomster, godt med gazebind, lidt bondsk og derudover urtet og har også svag antydning af lidt eg eller gær? Ikke så let og feminin som de foregående.

Det går også igen i smagen, hvor der er en stram syre, frisk, godt med fad, let peber, urter, bitter chokolade og nogle mineralske elementer. Det smager godt, men lidt mere grov og kantet Spätburgunder.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 180 kr.

Rating 4,5/7