2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Jechtinger Enselberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Der er ikke meget liv i den lille by Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl udover selvfølgelig et vinkooperativ og en håndfuld vinbønder, primært Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, deres topmoderne vineri, hotel samt Kellers 3 restauranter, hvor den primære Schwarzer Adler såmænd også har en Michelin stjerne.

Det er med andre ord et sandt lille smørhul for gourmenter, vinelskere og folk, som bare ønsker en god oplevelse. Selv hotellet er spitzenklasse og tilbyder total forkælelse med lækre værelser, fantastisk morgenkomplet og høj service. Det kan varmt anbefales.


Jeres flittige vinblogger i trukket i hotel Schwarzer Adlers badetøfler.

Og man glemmer ikke, at man er på Schwarzer Adler, for alle steder fremgår vinhusets logo med de to germanske ørne. Det er på håndklæderne, badekåben, sæben og de hvide tøfler.

Der er selvfølgelig også brochurer på alle værelser for vinhuset og restauranterne Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock og KellerWirtschaft.

Nå, i dette smørhul finder vi dermed atter en af Kellers flotte Spätburgunder … en ny vin i deres sortiment, nemlig vinen Jechtinger Enselberg Spätburgunder og det er én af de bedste vine, som jeg har smagt fra vinhuset.

Vinen er en enkeltmarksvin med druer fra erste lage marken Jechtinger Enselberg … altså stort set fra samme mark, som leverede druerne til den tidligere smagte vin fra Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl. Marken ligger lige mellem byerne Jechtingen og Bischoffingen.

Jechtinger Enselberg Spätburgunder er lavet stort set som facon som forrige vine, altså med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på både brugte barriques og større fade … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

I næsen er der lidt af det samme som hos Kellers Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, men lidt mere tæt, intens, let og svævende i duften, selvom vi er nede i marginaler. Men den er klart mere imødekommende, utroligt feminin og hold nu kæft, hvor det bare dufter godt. Der er mere blødt med hindbær, jordbær, lethed og svævende syre. Far er glad, meget glad.

Smagen er ren, præcis og stringent med kontrolleret syre, en tør og fin syre og – uha – det smager godt. Der er et grønt islæt med klare referencer til Bourgogne og syren spids, præcis og sætter dig blidt på plads.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 27€ … svarende til 200 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7