Denne Riesling Roter Hang Trocken fra Weingut Georg Gustav Huff har jeg smagt i tidligere årgange, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2016.
Som sidst kommer druerne til denne vin fra Der Rote Hang – som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein – et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar. Dér har Huff’erne en del parceller, bl.a. på markerne Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg.
Nå, men denne Riesling Roter Hang Trocken kommer således ikke fra én bestemt mark, men fra flere af markerne fra Rote Hang. Vinen er lavet på ren stål og ellers ikke så mange informationer om vinen, så lad os i stedet smage på den og se, om den er lige så god som de andre gange.
I næsen er der mest ananas, ja faktisk godt med ananas, så det er ikke anderledes end sidst. Derudover æbler, tropisk frugt, kvæde, modellervoks og ganske tæt i duften.
Smagsmæssigt er vinen nærmest let perlende med æbler og ananas i skøn forening … måske er det æbnas ;o) Der er lidt sødme, en snas citron og ellers lige ud af landevejen … mangler måske en kende syre og mineralitet.
Købt på vingården, hvor en flaske koster 4,90€ … svarende til 37 kr., hvilket er forbavsende billigt.