Tag-arkiv: 4½

2022 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir ++, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Kaufmann, Rheingau Pinot Noir ++, Rheingau, TysklandDobbelt plus ++ minder mig om et gammel album fra Voss, Torp & Brill, men som næste vin hos Weingut Kaufmann smagte vi en 2022 Rheingau Pinot Noir ++

Igen er der ret sparsomme oplysninger om produktionen, men jeg tænker, at den er lavet på samme måde som foregående, men her er vinen ikke lagret på store egefade, men er i stedet lagret på barriques.

Nu kan man duftmæssigt mærke fadlagringen mere … der er både nødder, cedertræ, nogle umamiagtige noter, vanilje, blæk, krydrede elementer og frugt af tranebær, skovjordbær, søde kirsebær samt ganske let peber.

I munden virker vinen lidt til den tynde side … lyse kirsebær, nogle jordbær og ribs, masser af ungdommeligt tanniner samt urteagtige elementer … virker i det hele taget meget ung og slutter med lidt salte mineraler. 90 point.

På vingården koster en flaske 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling, Rheingau, TysklandNok snak … tid til the real thing … Riesling vinene og den første hos Weingut Kaufmann var deres Gutsriesling aka basisvin og det var så denne 2023 Rheingau Riesling.

Det er en Gutsriesling, hvor druerne kommer fra forskellige marker og alene lavet på stål … både gæringen i ståltanke, men også den efterfølgende korte lagring er sket i tankene. Vinen har 6,7 gram restsukker.

Det er i næsen arketypisk Riesling … meget forfriskende og har godt med citroner og grønne æbler, men der kommer også et strejf af lidt mere eksotisk frugt af saftig fersken og moden abrikos … måske endda også lidt florale noter.

Smagen følger meget godt dette mønster … godt med citrusfrugter og endda suppleret med lidt sødsyltet citron, for vinen har også en smule sødme, der sammen med lidt tropisk frugtpåvirkning samt en fast syre er med til at give et venligt ansigt. 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, TysklandVort værtinde hos Weingut Kaufmann serverede hurtigt den næste vin og det var denne friske 2023 Rheingau Weissburgunder.

Den er som foregående alene lavet på ståltanke, hvor den så også er lagret en periode. Den har 2,5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med abrikos, melon,  gule æbler samt lidt ananas, hyld og citroner. Men der kommer også nogle lidt små, grønne noter frem, lidt hasselnødder og vinen virker sådan forholdsvis fed, blød og smooth.

Sådan er smagen egentlig også … har et meget venligt ansigt, der ikke tør sige dig imod. Der er melon, æblesaft, abrikos, honning og syren er forholdsvis lav … 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs, Rheingau, TysklandVi sparkede vinsmagningen hos Weingut Kaufmann i gang med et glas af deres friske 2023 Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs.

Det er en vin alene lavet på Spätburgunder aka Pinot Noir, der efter høsten blot er presset og så er mosten gæret i ståltanke. hvor den så også efterfølgende er lagret en kort periode.

Vinen er luftig i duften med røde bær, rabarber, jordbær og noget tropisk frugt med ananas, mango og så æblemost. Der kommer også lidt vingummibamser, ribsgele og mandarin.

I munden virker vinen en smule olieret og smooth med røde bør og de eksotiske frugter. Det smager sådan set ganske godt, men bliver også lidt kedelig med lav syre. 88 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Bodegas Pinoso, Cepa 50, Alicante, Spanien

2023 Bodegas Pinoso, Cepa 50, Alicante, SpanienJeg vil nok selv vælge en spansk vin til at matche julemaden, der jo altid stritter i alle retninger og det kunne fx være sådan en Cepa 50 fra Bodegas Pinoso, der netop ligger i byen El Pinoso i Alicante.

Jeg har tit valgt spansk Tempranillo til julemaden, men denne Cepa 50 er dog på 100% Monastrell aka Mourvèdre, som jo også er den mest udbredte rødvinsdrue i Alicante. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk aldrig smagt Mourvèdre til jul … men senere skal jeg komme med et bud på, hvorfor det faktisk giver mening.

Bodegas Pinoso er ikke et lille familieejet vinhus, men er faktisk et kooperativ, der blev oprettet i 1932, hvor en flok vinavlere samlede deres kræfter. I dag har kooperativet over 130 medlemmer, der har omkring 1.050 hektar vinmarker, der siden 1997 har været drevet økologisk.

Denne 2023 Cepa 50 er lavet med Mourvèdre druer fra over 45 år gamle vinstokke og økologisk drevne vinmarker, der drives uden en ellers udbredt kunstvanding og er efter høst afstilket og knust,

Så er gæring og maceration sket i ståltanke startende ved 22 grader og gæringen slutter ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret en periode og det er udelukkende på ståltanke for at sikre en frisk vin.

Duftmæssigt kan man godt mærke, at det er en vin, der har fået godt med sol og varme … har en mørk og kraftig frugt, der mest er blåbær, brombær og svesker, men derudover er der nelliker, peber, trøffel og grønne grangrene , læder og rosmarin.

Det går også igennem i smagen, hvor syren dog er ganske småvild, dominerende og dermed kan matche kraftig retter. Frugten virker en tand lysere end i duften … blåbær, brombær og tranebær, har en pæn tørhed og vilde, vilde tanniner, der bider, vrider sig og nærmest kræver mad til. Det er ingen elegantier, men en robust og kraftig vin rig på syre, tanniner og tør mørk frugt som et knytnæveslag, så dermed 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Domaine Combe des Ducs, Pierres de Mer la Clape Blanc, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Combe des Ducs, Pierres Mer la Clape Blanc, Languedoc, FrankrigMed det næste trekløver af vine skal vi til familien Fountic, der driver vinhuset Domaine Combe des Ducs, der ligger i den lille by Fleury d’Aude op ad Massif La Clape ikke langt fra Narbonne og jeg starter med at smage deres 2022 Pierres de Mer la Clape Blanc.

Familien Fountic har været vinbønder i 4 generationer og i dag er det familiens svigersøn Romain, der står for driften og produktionen på Domaine Combe des Ducs. Familien har samlet 50 hektar vinmarker og de fleste marker ligger på terraser med en betagende udsigt udover middelhavet

Familien havde indtil for lidt over 10 år siden blot solgt deres druer til den lokale kooperativ, men Romain startede med at producere og frigive husets vine under Domaine Combe des Ducs navnet.

Produktionen sker i 3 store garager i midtbyen af Fleurie d’Aude, hvor alle vinene laves på enten ståltanke, cementtanke og på store egetræsfoudres.

Jeg starter med at smage Romains 2022 Pierres de Mer la Clape Blanc, hvor navnet Pierres de Mer har deres navn fra en lille by Saint Pierre la Mer, da vinmarkerne ligger lige ved byen.

Vinen er lavet på et skønt mix af druerne Bourboulenc, Marsanne, Rousanne og Voignier, der først er presset blidt. Derefter er gæring sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen og lagret sur lie i ståltankene en periode.

Duftmæssigt er det en lidt maskulin hvidvin med bredde skuldre, ganske fyldig med en røget og letkrydret note og ellers med tropisk frugt af abrikos, mango, karambole, mandler og blomsterpollen. Man kan næsten også fornemme en lidt olieret smørfedme.

I munden er det en blød, cremet og fyldig vin, hvor det ikke er syren, som man slår sig på. Det er flødeagtig, stoisk og kraftigt, men også en anelse kraftigt, behageligt, roligt og vinen fylder ret meget i munden, men har dog alligevel lidt mineralsk bid og friskhed, har lidt kvæde, pærer, abrikos og hvid peber i smagen … blød velvære. 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Weingut Vogel, Spätburgunder Geniser Wein Trocken, Baden, Tyskland

2021 Weingut Vogel, Spätburgunder Geniser Wein Trocken, Baden, TysklandMed næste vin skal vi til det lille familiedrevne vinhus Weingut Vogel, der ligger i Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden og vinen er deres 2021 Spätburgunder Geniser Wein Trocken,

Vinhuset ligger ligeved foden af den kendte mark Oberbergener Bassgeige og det drives af familien Vogel med Siegfried Vogel som winzermeister i spidsen.

Familien driver foruden vingården også et Straußwirtschaft, en form for enkel restaurant hvor man kan få et simpelt måltid mad, som fx Schäufele mit Brägele, Bauernwürste eller Bibiliskäse og et glas øl eller et glas af husets vine.

Familien har 6 hektar vinmarker … og det er også derfra, at denne Spätburgunder Geniser Wein Trocken kommer … lavet ved, at en del af druerne presses, mens de øvrige indgår i gæringen og maceration og efter endt fermentering er den presset og så lagret på egefade.

Duftmæssigt har den en ren, slank, kølig, landlig og animalsk aroma med hestestald, blæk, aske, røg, lidt nelliker og en frugt af tranebær, kirsebær, lidt ribs og cedertræ … virker tør, støvet og letbitter.

I munden er det også en ren, syrligbitter vin … masser af lys syre, rabarber og tranebær, lemon og syrligfrisk ribssaft. Det er lys, ren og ret slank vin … lidt grønne urter, men der er tynde og lette tanniner, masser af saft, ren og lyst bid. 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Closerie des Alisiers, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigFra Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers smager vi nu en fin lille Petit Chablis og det er det er i årgang 2023, men jeg har dog smagt vinen før i årgang 2019.

Vinen er selvfølgelig 100% Chardonnay fra marker, der ligger lige udenfor det store og udstrakte plateau ovenfor 1. Cru og Grand Cru Chablis markerne.

På dette plateau er jorden – som under Chablis – lige så rig på fine mineraler og trods vekslende lag af kalksten og ler, så er der i selve overfladen godt med mange fossiler rester … men ellers ligger de fleste af markerne ikke i samme læ som i det “rigtige” Chablis.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og presses skånsomt, så kun den rene most finder vej til den færdige vin. Gæringen er sket på rustfrie ståltanke og ligeledes lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.

Vinen har duftmæssigt både nogle lidt grønne, friske og kalkede mineralske noter, men også nogle lidt fyldige, småfede, kandiserede Faxe Kondi elementer. Der er pærer, fersken, syltet og saltet citron, lidt grape samt lidt blomster, godt tørhed, papkasser og lette nødder.

I munden er det en rund Petit Chablis … er ikke vild syrlig, men har dog nogle saltede, syltede citroner, grønne æbler og en blød, rund og føjelig frugtsyre. Dybden er ikke så stor, hvorved det aldrig bliver en fin eller sofistikeret, men det er saftigt, saltet og pænt lækkert, så dermed 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Egert, Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Egert, Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandWeingut Egert var før vort besøg placeret i top-10 ved Gourmet Worlds Rosé Cup og som Rosé-Weingut des Jahres 2024 i Tyskland, så derfor skulle vi selvfølgelig smage disse vine og vi startede med en 2022 Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken.

Igen er der begrænsede oplysninger om produktionen, men den er alene lavet med kort udblødning af Spätburgunder druerne efterfulgt af en spontangæring på ståltanke, hvor de også er lagret en periode inden aftapning på flaske.

Nu er jeg jo slet ikke rosémand, så jeg var måske ikke den rigtige, at servere disse vine for, men den første havde faktisk en dejlig, landlig og animalsk aroma, som jeg godt kan li’ og ellers er lidt sjov med lidt Morello kirsebær, let jordbær, hindbær, tørrede urter og egentlig luftig i udtrykket.

I munden kommer jordbær noterne mere frem med en let jordbærsødme, jordbærsaft og lidt hindbær, velintegreret syre og faktisk ret frisk, så bestemt fornøjelige og fin. 88 point.

På vingården koster en flaske 10,80€ … svarende til 80 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Egert, Mittelheimer Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Egert, Mittelheimer Riesling Trocken, Rheingau, TysklandSophie fra Weingut Egert startede vinsmagningen ved at servere et glas af denne 2023 Mittelheimer Riesling Trocken.

Her kommer Riesling druerne fra husets vinmarker lige ved Oestrich-Winkel, hvor de bl.a. har parceller på Mittelheimer St. Nikolaus og det er faktisk udelukkende derfra, at druerne til denne vin stammer fra.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på ståltanke, hvor den også er lagret en periode før aftapning på flaske og frigivelse. Som med alle vinene fra Egert, så har de den samme etiket foran … så det er kun etiketten på bagsiden, der røber hvilken vin, som vi her smager.

Duftmæssigt er det en forholdsvis blid Riesling … der er en buket forårsblomster med en frugt af fersken, pærer, gule æbler … har en smule blid sødme … meget fin og balanceret.

Sådan smager vinen faktisk også … syren er forholdsvis beskeden, hvilket bidrager til den bløde og blide fornemmelse. Frugten er mest æbler suppleret med både frisk lemon og grillet lemon, hvilket også giver lidt pondus og karakter. 90 point

På vingården koster en flaske 8,40€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7