Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2016 Weingut Peter Kriechel, Blanc de Noir Sekt, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Peter Kriechel, Blanc de Noir Sekt, Ahr, TysklandWeingut Peter Kriechel laver også Sekt og Secco. Vi startede den lille smagning i baglokalet med et glas af Kriechels Blanc de Noir Sekt, som er lavet på 100% Pinot Meunier.

Det er en vintage 2016 mousserende Sekt, som er lavet efter den klassiske metode, altså champagnemetode med andengæringen i flasken.

Weingut Peter Kriechel har en lille smule Pinot Meunier … druen som også kaldes Schwartzriesling i Tyskland, selvom den ikke har noget til fælles med Riesling druen.

Det er ikke så tit, at vi finder mousserende vine på ren Pinot Meunier, selvom jeg dog klart fornemmer en tendens til, at druen bliver mere og mere udbredt. Det er dog heller ikke lang tid siden, at jeg smagte en champagne på ren Pinot Meunier … en mosterlækker Meuniers des Moines Extra Brut fra Louis Nicaise.

Denne Blanc de Noir Sekt – Deutscher Qualitätssekt – er lavet helt traditionelt og så med mindst 9 måneders flaskegæring. Der står intet på etiketten om, hvornår den er degorgeret.

I næsen byder Blanc de Noir Sekt mest på fersken i frugten, og er lidt forsigtig og tilbageholdende i duften. Der er lidt mahognitræ, meget svagt en smule dej, toast, røg og et lille grønt touch og svag blomstersæbe.

Smagen er lidt nøddet, klart hasselnødder, har en okay frisk syre, lidt jern, en skvis lemon med svag bitterhed, men jeg savner måske lidt mere dybde og kompleksitet. Men det var en rasende god idé, at starte smagningen med lidt bobler og få renset munden.

Importør er Carlsen Vin, men kan også købes hos Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Schwedhelm, Klosterstück Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Schwedhelm, Klosterstück Spätburgunder, Pfalz, TysklandMister Spätburgunder aka Danmarks flittigste vinblogger havde selvfølgelig en flaske Spätburgunder med til hovedretten – lidt okseryg med forårsurter og kraftig glace – nemlig denne Klosterstück Spätburgunder fra Weingut Schwedhelm, som jeg skrev om forleden.

Jeg havde regnet med, at den var væsentlig bedre end husets almindelig 2015 Zellertal Spätburgunder, som jeg gav lige i underkanten af 5 Thumbs Up. Det er den imidlertid ikke, selvom det reelt er niveauet over og derfor også burde være bedre.

Schwedhelms Klosterstück Spätburgunder er lavet med druer fra husets højest beliggende vinmark Klosterstück, hvor jordbunden primært består af ler og kalk. Alt er nænsomt håndplukket, er efter en klassisk burgundisk vinifikation og lagret 12-15 måneder i små egefade.

Næsen dufter af krudt, er ganske urtet og krydret med kirsebær, blåbær, røg, eg, lidt eukalyptus, blomster, kanel og jod. Det er på ingen måder en lys, let og elegant Pinot Noir næse, men i stedet kantet, urtet og svær tilgængelig.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor vinen smager grøn, urtet, men frugtmæssigt meget ren og rig, men bestemt til den strenge side. Der er – bevares – okay intensitet, jern og mineraler, men slet ikke, hvad jeg havde håbet eller forventet.

Købt hos Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, Riesling Cuvée Exceptionelle, Alsace, Frankrig

2016 Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, Riesling Cuvée Exceptionelle, Alsace, FrankrigJeg var forleden – igen – på Bistroteket i Randers og til en aften, hvor man selv måtte ha’ vine med og dele med de andre ved bordet. Vi startede med denne Riesling Cuvée Exceptionelle fra kooperativet Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim eller Cave Vinicole Les Faîtières, som det også hedder.

Kooperativet ligger i byen Orschwiller og er grundlagt i 1957 af 80 vinavlere, som har deres vinmarker omkring Kintzheim, Orschwiller, Rorschwihr, Châtenois og Saint Hippolyte … i alt omkring 140 hektar vinmarker.

Denne Riesling Cuvée Exceptionelle er én af de mange vine, som bliver lavet på kooperativet Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim. Der er ikke mange oplysninger om vinen, som dog er lavet på ståltanke.

I næsen er der en ganske svag antydning af petroleum, lidt eksotisk frugt, modne æbler, en smule citru samt sæbe og blomster. Smagen er fint ren med en svag fedme, citron … men egentligt meget syrefattig, god med et okay bid til sidst.

Skjold-Burne er forhandler af nogle af vinene fra Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, men denne vin er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke. På kooperativet koster den 10,50€ … svarende til omkring 78 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Laudun Chusclan Vignerons, Côtes-du-Rhône Villages Les Genets, Rhône, Frankrig

2017 Laudun Chusclan Vignerons, Côtes-du-Rhône Village Les Genets, Rhône, FrankrigLaudun Chusclan Vignerons er et kooperativ, der ligger i byen Chusclan omkring 10 kilometer vest for Orange. De står bag næste vin … en Côtes-du-Rhône Villages Les Genets.

Kooperativet Laudun Chusclan Vignerons er opstået i 2008 ved en sammensmeltning af to gamle kooperativer, nemlig Vignerons Laudun, som er grundlagt i 1925 og Vignerons de Chusclan, som er stiftet i 1939. Samlet har kooperativet i dag 250 medlemmer/vinavlere, som samlet ejer ikke mindre end 3.000 hektar jord, hvoraf 2.750 hektar er vinmarker.

Hovedparten af de tilsluttede vinavlere passer deres vinmarker efter økologiske principper, nemlig Agriculture Raisonnée, hvor man kun sprøjter, hvis det er absolut nødvendigt.

Denne Côtes-du-Rhône Villages Les Genets er én af de mange vine, som der laves på kooperativet. Den er lavet på 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og de sidste 5% er Mourvèdre og Cinsault.

Druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke fra en stenet jord, sammenstukket af høsten fra udvalgte parceller, der alle ligger omkring den lille landsby Chusclan. Alle druerne er høstet med maskine og afstilket inden vinificering.

Vinen er lavet ved, at 85% gærer helt traditionelt på rustfrie ståltanke, men de sidste 15% er lavet efter macération carbonique, altså metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Efter endt gæring er vinen lagret 8-9 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske.

Dette er på mange måder en klassisk Côtes-du-Rhône vin, hvor næsen byder dig på tætte, mørke frugter, solbær, blåbær, grafit, blæk, tør jord, Rhône krydderier og grønne urter, men også nogle lidt sjove tertiære noter som banan og tyggegummi.

Det smager godt, fin, blød og cremet smag, god intensitet og god tørhed, frugten er både mørk og alligevel frisk. Der er god power og fylde i vinen, som har milde tanniner, let chokolade og samlet en ganske habil Côtes-du-Rhône.

Forhandles af Løgismose Vin, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Domaine Fond Croze, Côtes-du-Rhône Cuvée Analys, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Fond Croze, Côtes-du-Rhône Cuvée Analys, Rhône, FrankrigSidste hvidvin til Masterclass smagningen var denne Côtes-du-Rhône Cuvée Analys fra vinhuset Domaine Fond Croze, som ligger ved byen Saint Roman de Malegarde vel omkring 25-30 kilometer nordøst for Châteuneuf-du-Pape.

Vinhuset er grundlagt af Charles Long lige efter 1. verdenskrig … ja, for dem som ikke kan huske den, så var det imellem 1914 og 1918. Men familien Long producerede dog ikke selv vine, men leverede druerne til det lokale kooperativ, og det fortsatte også under sønnens Raymonds ledelse, da han overtog driften i 1958.

Han udvidede dog vingården ved tilkøb af yderligere job, men det var imidlertid først i 1997, da Raymonds sønner – og 3. generation – Daniel og Bruno overtog ledelsen, at man begyndte at lave vine i ejet navn … og det var reelt starten på Domaine Fond Croze eller Long Père & Fils, som vinhuset også hedder.

Det var Daniel, som startede med at tage ledelsen, mens broderen Bruno studerede ønologi på universitetet. Derefter gik de i gang med at lave nye vinkældre og nye metoder til både pasning af marker og produktion blev indført.

De undlod sprøjtegifte og kunstgødning har heller ikke været brugt i mange år. I 2009 startede brødrene en konvertering af deres samlede 70 hektar vinmarker til økologi og indgik samtidig et samarbejde med Philippe Cambie.

Han er jo en af Rhônes helt store profiler, og også kendt her på bloggen. Den gode Cambie har jo været fødselshjælper på en lang række vine, som jeg har skrevet om her på Houlbergs Vinblog.

Denne Côtes-du-Rhône Cuvée Analys er lavet på 100% Viognier, som kommer fra husets marker – stenede skråninger – omkring Saint Roman de Malegarde. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men har lagret en periode i små egefade.

Næsen har klart masser af fedme, flomme og en lidt sjov duft, bl.a. med astronaut-is, papkasser, røg, eg, abrikos, pærer, men har slet ikke hverken en parfumeret eller aromatisk næse til trods for, at det er ren Viognier.

Til gengæld smager vinen meget aromatisk og parfumeret, men en lidt tungere og fladere smag end fx foregående vin. Alkoholen i vinen fornemmes også mere, der mangler lidt syre og generelt bliver det lidt forvirrende vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Saint Gayan, L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet, Rhône, Frankrig

2016 Domaine Saint Gayan, L'Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet, Rhône, FrankrigDen 3. Rhône hvidvin ved Masterclass smagningen var denne L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet fra Domaine Saint Gayan, der ligger 1 kilometer syd for byen Sablet.

Domaine Saint Gayan drives af Jean-Pierre Meffre og hans kone Martinne. Jean-Pierre overtog driften af vingården fra sin far Roger Meffre i 1980. Vingården har været i familiens eje siden 1709, hvor den blev købt af en ung løjtnant Pierre Goubert. Det var i slutningen af det nittende århundrede, at familien blev til Meffre, da den eneste arving Léa Goubert giftede sig med Albert Meffre.

Jean-Pierre Meffre er dermed i direkte linje 11. generation og dermed har familien  stolte traditioner og et kæmpestort historiske erfaringsgrundlag. Siden 2007 har svigersønnen Christian-Yves Carré de Lusançay også deltaget i driften.

Domaine Saint Gayan har samlet 38 hektar vinmarker fordelt på både Rasteau, Gigondas, Châteauneuf-du-Pape og Côtes de Rhône Villages Sablet. Mere en halvdelen af vingårdens marker er beplantet med vinstokke, som er mere end 80 år gamle.

Sablet er  én af de kommuner i Sydrhône, hvor man må anvende kommunenavnet efter Côtes du Rhône Villages, så man ved mere præcist hvor druerne kommer fra. Sablet er kendt for, at markerne er meget sandet og i 2017 var der samlet alene 373 hektar vinmarker i Sablet.

Denne L’Oratory Côtes-du-Rhône Villages Sablet er netop lavet med druer fra husets 1,76 hektar marker i Sablet. Druerne kommer fra 15 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er et blend på 40% Viognier, 30%, Bourboulenc, 10 Grenache Blanc, 15% Clairette og 5% Roussanne. Vinen er lavet ved, at druerne presses og derefter gærer i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperaturer og lagrer 7 måneder i tankene.

I næsen er vinen lidt tør, nærmest med lidt jord og ellers ikke specielt eksplosiv, men ganske neutral. Der er lidt fersken, pærer, kalk, hasselnødder og noget, som kunne dufte som symaskineolie.

Smagsmæssigt er der fennikel, lakrids … igen – som næsen – en smule tilbageholdende og næsten på vej til det kedelige, men er sådan set blød og rund. Syren er lidt vag og ufokuseret, men vinen har en lækker blid eftersmag. Der er 4 tomler med pil svagt ned.

Importør er Theis Vine, og prisen på flaske ligger på 140 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Montaudon, Blanc de Noirs, Champagne, Frankrig

N.V. Montaudon, Blanc de Noirs, Champagne, FrankrigAlle champagner fra champagnehuset Montaudon kan kendes på det store røde M på etiketten. Det gælder også denne non vintage Blanc de Noirs, som vi nød som indledning til en stor Mouton Rothschild smagning.

Champagnehuset Montaudon ligger nær katedralen i Reims gamle bydel og er grundlagt i 1891 af Auguste-Louis Montaudon. Han startede egentlig som kældermester i Epernay, men grundlagde Maison Montaudon sammen med sønnen Auguste-Eugène.

Det var dog Auguste-Eugènes søn Philippe Montaudon, som sikrede vinhusets store succes. Han fik opbygget en række partnerskaber og underskrev aftaler med forskellige vinavlere for at sikre stabil forsyning af druer af høj kvalitet.

Det sikrede Montaudon stor succes allerede i 1920’erne og i 1936  lavede firmaet en aftale med Josephine Baker om levering af deres champagner til hendes optrædener ved den parisiske kabaret Folies Bergères. Jeps, det var hendes der kun iført et bananskørt sang sin udødelige vise J’ai deux amours – mon pays et Paris.

Montaudon var i fire generationer ejet af Montaudon familien, men solgte i 2010 champagnehuset til Alliance Champagne Group, som også ejer andre champagnehuse og -brands som Jacquart, Ritz og Amilquart.

Alliance Champagne Group er en ganske stor historie, og de får deres druer fra ikke mindre end 1.800 vinavlere, som samlet dækker omring 2.680 hektar vinmarker i Champagne … det svarer til omkring 8% af den samlede produktion i regionen.

Denne Blanc de Noirs er selvfølgelig lavet på 100% Pinot Noir, hvoraf 23% af vinen er reserve vin. Der er dog ikke mange oplysninger om produktionen, lagring eller andet.

Duften er meget aromatisk, meget landlig og det kan vi jo lidt lide. Det er nødder, hasselnødder, der er gæret dej, faktisk masser af dej og ellers er der noget florlet over vinen. Næsen er egentlig meget dragende.

Smagen er blød, cremet, let modne æbler, abrikos, men – ak – boblerne forsvinder meget hurtigt, så dermed bliver champagnen lidt som almindelig vin, så der mangler sgu bobler og dermed bliver det samlede indtryk lidt ordinært.

Champagnerne fra Montaudon forhandles via Føtex, hvor en flaske normalt koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Viognier, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Viognier, Languedoc, FrankrigLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph. Det er en hvid af slagsen … Villa Blanche Viognier.

De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.

Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra forskellige områder i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 6 timer, hvorefter gæringen sker ved 17 grader,

En lille del – omkring 15% – er lagret på egefade i 3 måneder, mens resten blot lagrer på rustfrie ståltanke i samme periode.

Og sikke en duft … men det er langt fra viognier i Nordrhône, men her mere varm og omklamrende, en duft af ny renset habitjakke, shampoo, vingummibamser, nogle grønne elementer, abrikos, fersken, pærer og måske endda også lidt muskat.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, blød og egentlig fint cremet … lidt opulent måske, men der er også en grøn syre, som dog ligger lidt gemt. Der er også en smule bid fra peber, en bitterhed og alkohol, men ellers ganske omgængelig og bedre end foregående rosé, selvom kompleksiteten ikke stikker så dybt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

1997 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Gewurztraminer Sélection de Grains Nobles, Alsace, Frankrig

1997 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Gewurztraminer Sélection de Grains Nobles, Alsace, FrankrigFra Alsace lidt dessertvin … en lille 22-årig Gewurztraminer Sélection de Grains Noble fra vinhuset Domaine Viticole de la Ville de Colmar, der jo ligger midt i smukke Colmar by.

Domaine Viticole de la Ville de Colmar er grundlagt i 1895 af den berømte ampelograf Chrétien Oberlin. Nu spørger I nok om, hvad en ampelograf er for en størrelse? Det er en person, som arbejder med læren omkring vinstokke og deres indbydes genetiske sammenhænge. Det var fx ampelografer, der opdagede den tætte forbindelse mellem Italiens Primitivo og Californiens Zinfandel.

I starten var Domaine Viticole de la Ville de Colmar derfor også mest en forsøgsstation, hvor Chrétien i en årrække observerede og eksperimenterede med de forskellige druesorter i Alsace.

Siden har vingården udviklet sig til at være en vigtig vinproducent i Alsaces’ historiske hovedstad, og har i dag over 28 hektar jord, fra den 14 hektar store Clos Saint-Jacques mark til den prestigefyldte Hospices Civils Louis Pasteur de Colmar.

Domaine Viticole de la Ville de Colmar dækker også de bedste vinmarker i de omkringliggende landsbyer, der er hjemsted for de fantastiske Cru-marker som Pfersigberg, Hengst, Florimont og flere.

Vinene sælges under to navne … enten Viticole de la Ville de Colmar eller Clos Saint-Jacques. Og så har man også 3 vinbutikker, hvor 2 ligger i Colmar og en i Ribeauville.

En Sélection des Grains Nobles er lavet på druer, som høstes endnu senere end druerne til Vendange Tardive, og som regel er druerne angrebet af den ædle råddenskab. Det er normalvis en vin, som kun laves de allerbedste år … og denne er altså lavet på Gewurztraminer, men ellers jeg ikke de store oplysninger om vinen.

Næsen har pænt med honning, sødme, nødder, modne og gulbrune pærer, syltede hyben og er en kende parfumeret, men det er jo Gewurztraminer i en nøddeskal. Smagen er blød og sød … men samtidig også lidt flad. Det er ikke lige mig.

Forhandles af Løgismose, men denne er ikke i programmet. På vingården koster en 50 cl flaske 29,50€ … svarende til 220 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Domaine Vallée Moray, Aubépine Montlouis sur Loire, Loire, Frankrig

2014 Domaine Vallée Moray, Aubépine Montlouis sur Loire, Loire, FrankrigDet er få uger siden, at jeg smagte en Arcadienne Pinot Noir Gamay fra Hervé Grenier på Domaine Vallée Moray i Montlouis sur Loire. Nu er er der igen vin i glasset fra det lille økologiske vinhus, men nu den hvide Aubépine Montlouis sur Loire på ren Chenin Blanc.

Druerne kommer fra tussegamle vinstokke, som er 50-100 år gamle og står i jordbund præget af flint og ler. Druerne høstes med håndkraft med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og sorteres inden den direkte presning.

Vinen gærer og modner også på gamle 400 og 600 liter egefade. Lagringen varer 8 måneder og sker på bærmen – altså sur lie – og efter ved flaskning filtreret på kieselguhr … en lidt porøs bjergart og der tilsættes alene ganske lidt svovl.

I starten er vinen duftmæssigt lidt beskeden og neutral, men hurtigt kommer der lidt mandler, melon, pærer, kvæde, men bestemt også et lidt støvet udtryk med salt, karamel … en snert bio kant, smørnoter og en meget svag oxidering.

Smagen er derimod frisk, meget ren frugt, måske lidt moden. Syren er svag, så det bliver lidt saft eller mostagtig i smagen og slutter i et dejligt grønt bid. Der er knap så megen wow-faktor over denne hvide fra Domaine Vallée Moray i forhold til den foregående, rustikke og mere brovtende Arcadienne Pinot Noir Gamay.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb