Damn Good Shit … og på etiketten blot forkortet til DGS … cool navn på den anden vin, som Steffen havde medtaget til vores vinaften. Vinen er fra et forholdsvis nyt vinhus, nemlig Château Maris, som ligger på en bakketop og skuer ud over den lille by Liviniere. Markerne omkring byen betragtes med rette som Minervois´ Grand Cru´s og vi er selvfølgelig i Languedoc regionen i Frankrig.
Manden bag vinen hedder Robert Eden, og ejede for 8 år siden fire ejendomme i Sydfrankrig, men han solgte de tre fra og kastede al sin kærlighed over ét projekt, nemlig at opføre et vineri, der lever op til hans egen opfattelse af, hvordan verden bør se ud. Et selvforsynende vineri, der er total harmoni med naturen omkring det, og som krævede mindst mulig CO2 at opføre, samt mindst mulig CO2 at drive i hverdagen. I 2012 blev byggeriet færdigt, nemlig Château Maris.
Det lille slot ligger omgivet af stenede bakker, hvor bønderne i århundreder, har måttet slæbe sten væk fra det, der i dag fremstår som små parceller med vinstokke, med stengærder omkring og små stenhuse hvor man kan søge skygge, – for et eller andet skulle man jo bruge stenene til. Mellem vinmarkerne vokser lavendel, blomster og buske, og giver det hele et næsten park-lignende snit.
Det er ikke videnskabeligt bevist, men Robert Eden er ikke i tvivl om, at man kan smage den omkringliggende vegetation i hans vine. Når man ser omgivelserne, så forstår man. Dette er ”terroir” i ordets mest vægtige forstand og Liviniere burde gøre meget mere ud af at fortælle folk om det unikke ved netop dette scenarie. Her hentes druerne ikke blot fra en flad mark på 500 x 500 meter, her hentes druerne fra små parceller omgivet af vegetation og dyreliv. Økologi på højeste plan.
Robert Eden er indædt tilhænger af Rudolph Steiners teorier om, at mennesker, dyr og planter er tættere forbundet end vi selv går og tror i dag. Det er ikke lige meget hvad vi indfører hvor i fødekæden. Det er ikke lige meget hvor meget vi manipulerer med naturen, og det er ikke lige meget hvor meget CO2 vi udleder.
Derfor dyrker han sine marker efter biodynamiske principper. I marken anvendes kun homøopatiske gøde- og sprøjtemidler, ingen kemi. Det sker ud fra filosofien, at det er jorden, der skaber vinen. Er jorden i live – så er vinen det også. Her tager man klar afstand til den ensretning og udpining, der sker af jordbunden i det konventionelle landbrug.
Robert Eden mener, at Steiners teorier er interessante, men at hans praksis er alt for vidtgående. Man vil aldrig se Robert Eden fylde komøg i horn, grave dem ned vinteren over, for så at grave dem op igen og benytte gødningen til foråret. Der findes nemmere metoder at opnå det samme på. En bunke komøg iblandet forskellige urter, dækket med jord, giver samme resultat.
Robert samarbejder med vinmageren Benjamin Darnault om at producere vinene. Benjamin har prøvet lidt af hvert, med ophold i Californien, mange franske, samt australske vinområder på sin CV. De oversøiske områder har nok inspireret ham, men han kan ikke fornægte sine franske rødder. Hans vine har masser af frugt, som var de oversøiske, men en dybde og en god tannin, som franske vine oftest har det. Kombinationen mellem det nye og det klassiske er spændende og forholdet mellem pris og kvalitet er overbevisende.
De foretrukne druer på Roberts vinmarker er de lokale: Grenache, Carignan og Syrah, dog med en klar fordel til Syrah, der udgør næsten halvdelen af markarealet. Benjamin mener helt klart, at gennembruddet for Languedoc skal ske via Syrah, derfor består firmaets topvin også 100% af et udvalg af de bedste Syrah druer fra ejendommens marker.
Vinen her sælges som nævnt under navnet DGS for “Damn Good Shit”; der naturligvis er en englænders mere eller mindre bramfri påfund, men som er valgt bevidst som en hentydning til et af de forhold, der er med til at skabe vinen; den organiske gødning. Ved aftapningen af de bedste vine tilstræbes også det naturlige, her foretages ingen filtrering af vinen, da dette vil fjerne unødigt mange smagsstoffer fra den. Bundfald er derfor udpræget i disse vine, men smag og personlighed er der tonsvis af.
Syrah druerne til DGS stammer fra de ældste parceller på Maris´ marker. Druerne er sorteret af flere omgange for kun at få de bedste med i gæringskaret. Mosten er gæret ved hjælp af naturgær, dels i åbne trækar, dels i æggeformede cement-tanke. Vinen lagrer på 225 liters egetræsfade i 12 måneder. Tappet uden filtrering.
Duftmæssigt meget fyldig med mirabeller, blommer, blæk, røg og egefad. Er måske også en smule animalsk i udtrykket … lidt stald fornemmes. Smagsmæssigt også fylde med blommer og varme, men der er også syre med grønne tanniner, som virkelig giver vinen en god rygrad. Smagen er samtidig blød og cremet, og den smager simpelthen bare godt. Thumbs Up.
Hvem medbragte vinen: Steffen
Forhandles i Danmark af Propperiet, pris 285 kr.
Update med den anden vin fra i går … tirsdagssmagningen på jobbet … og en gammel kending, nemlig denne Terre de Bussière,Vin de Pays Principaute d’Orange fra det fremragende vinhus Domaine de la Janasse og samtidig fra én af de store, traditionsrige familier i Rhône, nemlig Sabon familien.
Vin på arbejde tirsdag, bl.a. denne Santenay Sous la Roche Blanc fra vinhuset Domaine Roux Père & Fils, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, bl.a. da jeg smagte deres 
Sidste vin fra mandag aften var denne Crozes-Hermitage, en arketypisk Syrah fra den vel legendariske topproducent Alain Graillot, som vel efterhånden er én af referenceproducenterne for, hvordan man skal lave god Crozes-Hermitage. Domaine Alain Graillot ligger lidt nord for den lille by Pont-de-l’Isère og ca. 4 km nord for Valence.
Med næste vin tog vi en tur til Bordeaux, hvor vi møder Janoueix familien, som ejer en række vinslotte i Saint-Émilion, i Pomerol og i Côte de Castillon. De er én af områdets mest betydningsfulde familier, og Château Castelot er én af de nyeste ejendomme i familiens besiddelse.
Jan havde taget en vin fra mesteren med … ingen andre end Clape. Og ja, der må gerne klappes, for det er klasse Rhône af bedste skuffe. Kongen af Cornas. Jeg har tidligere smagt alle Clapes vine, både hans Le Vin des Amis, Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas.
Og så lige update med sidste vin fra Domaine Clos Romane … nemlig husets topvin, Cairanne Pinarius. Vinen er opkaldt efter en gammel romersk sølvmønt, som Nadine og Stéphane Charancon fandt på netop den mark, som leverer druerne til denne topvin. På sølvmønten er der afbildet en vinhandler ved navn Pinarius, som for herrens mange år siden drev netop en vingård her.
Videre til vingården på Route de Sainte Cécile Les Vignes tæt på byen Cairanne, nemlig Domaine Clos Romane, som vi til Randers Vinlaughs smagning i torsdag smagte 3 vine fra. Den første var – som beskrevet – husets almindelige Côtes du Rhône, som jeg var ret begejstret for.
I det sydlige Rhone i Vaucluse ikke så langt fra byen Vacqueyras har familien Bernard dyrket vin siden 1850, hvor domænet blev grundlagt. I dag er det brødrere Maxime og Pierre – 5. generation på ejendommen – der står for driften. Maxime Bernard er “le chef” på domænet. Broderen Pierre Bernard deltager i arbejdet og er medejer, men driver samtidig det udmærkede hotel Les Florets i Gigondas.
Næste vin var også fra Cyril Marès på Mas des Bressades, nemlig en vin på både Cabernet Sauvignon og Syrah, og tilegnet hans fader, deraf navnet Les Vignes de Mon Père. Vinen til min far. Cyril valgte dette navn, da det var den cuvée, som hans far startede med at lave, da han plantede Cabernet Sauvignon for mere end 30 år siden i troen på, at den drue, som hans far dyrkede på Château Puy Castéra i Haut Médoc, ville give god kvalitet til vinen … også her i Costières de Nîmes.