Næste vin Macizo er “storesøster” til Massis, og samtidig Vins del Massis’ topvin, lavet på samme måde … blot med lige halvdel af hver af de to druer, dvs. 50% Grenache Blanc og 50% Xarel-Lo.
Xarel-Lo er en hvidvinsdrue, der er udbredt i det nordøstlige Spanien og især bruges til cava – sammen med druerne Parellada og Macabeo. Vine på Xarel·Lo er typisk mere krydrede og mere aromatiske end fx de to andre Cava druer.
Druen er også kendt under en række andre navne, nemlig Cartoixa, Cartuja, Cartuxa, Moll, Pansa, Pansa Blanca, Pansal, Pansalat, Pansalet, Pansar, Pensal, Prensa Branco, Vinate, Vinyater, Xarell-Lo, Xarello og Xarelo Blanco.
Macizo del Garraf … som vel kan oversættes til bjergmassivet Garraf … har givet navn til vinen. Garraf bjerget ligger i Cordillera Litoral Catalana i vinområdet Penedès. Halvdelen af druerne til vinen kommer netop fra området ved Garraf bjerget, mens den anden halvdel kommer fra et område udenfor Penedès.
Derfor er vinen heller ikke en DO Penedès, men blot en vin fra Catalonien, som jo ellers også huser andre kendte appellationer som Montsant, Priorat, Cava, Pla de Bages … blot for at nævne nogle få.
Vinene fra Vins del Massis laves også nær Macizo del Garraf, nemlig i byen Olesa de Bonesvalls, hvor vinhuset har indrettet sig i en gammel stenbygning, som tidligere har huset en smedje og ganske belejligt har en stor kælder til lagring af vinene. Faktisk med ideelle betingelser …både temperatur og luftfugtighed.
Og i marken er man også meget omhyggelig og høster meget lave udbytter, helt nede på 1 kg. pr. vinstok. Der bruges ikke pesticider, men alene svovl og kobbersulfat til bekæmpelse af skadedyr.
Vinen er lavet med maceration på 24 timer, hvorefter vinen lagrer på egetræsfade i op til 7 måneder.
Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme boldgade som foregående vin, dvs. lidt smør, fedme, kvæde, eg, let abrikos .. men her mere rank og mere mineralsk. Der er også lidt grønne noter og lidt appelsin. I munden går mineraliteten også tydelig igennem og er fint letkrydret på bagerste del af tungen. Let fylde, fin rank … en tand bedre end lillesøsteren.
Forhandles af Vinspecialisten, pris 190 kr.
Rating 5/7