Tag-arkiv: pinot gris

Pinot Gris er en hvid druesort, det oprindelig stammer fra Bourgogne, men i dag findes i vinregioner over hele verdenen og i Italien kendes under navnet Pinot Grigio, hvor den er populær for blege vine i let stil.

Pinot Gris er medlem af Pinot familien og kan vel nærmest kaldes en pinkfarvet mutation af Pinot Noir. Faktisk kan de to druesorter ikke skelnes fra hinanden i vinmarkerne, førend de bliver modne. Gris betyder også grå og henviser til den støvede, lysegrå glans, som Pinot Gris druerne også får.

Pinot Gris har særligt opnået berømmelse i Alsace, men er desuden vidt udbredt i Tyskland og Østrig som Grauburgunder. Druen giver ret forskellige vine, alt afhængigt af hvor den dyrkes, og hvordan den vinificeres.

Pinot Gris modner relativt tidligt og giver pæne udbytter. Pinot Gris har naturligt lavt syreindhold og højt indhold af sukker. Derfor kommer de fineste Pinot Gris vine også  typisk fra køligere områder, da Pinot Gris vine fra varmere klimaer har en tendens til at mangle syre, struktur og kan virke for alkoholiske. Det høje sukkerindhold giver mulighed for senthøstede, sødmefulde vine.

I Alsace var Pinot Gris kendt i mange århundreder som Tokay eller Tokay d’Alsace, men i 2007 forbød Den Europæiske Union imidlertid brugen af ​​dette navn i Alsace for at forhindre forveksling med Ungarns prestigefyldte Tokaji vine.

De tyske og østrigske udgaver er som regel syrefriske og runde med en moden pæresmag. I Alto Adige aka Südtirol i det nordlige Italien findes der 630 hektar med Pinot Gris … eller Pinot Grigio, som den kaldes der … en af de mest plantede hvide sorter der.

I Bolzano og Oltradige giver druen her meget blomsterrige vine, mens vinene fra Val Venosta har tendens til at være slankere og friskere. I Friuli og Collio i det nordøstlige Italien laves der også masser af hvidvine på Pinot Gris … de er typisk i mere moderne stilarter med god frugtvægt og noget fyldigere.

Derudover har Pinot Gris også vundet en vis udbredelse i USA, Australien og New Zealand. Oversøisk er Pinot Gris specielt fremtrædende  i USA, hvor specielt Oregon fører an, men også i Washington State og Californien laves der masser af vine på Pinot Gris.

2019 Weingut Haack, Grauer Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Grauer Burgunder, Nahe, TysklandDen sidste Gutswein – altså basisvin – fra Weingut Haack blev denne Grauer Burgunder, som jeg smagte i en årgang 2019.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Weisser Burgunder og det er altså i store rustfrie ståltanke og lagring sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog ikke, men vinen har 1,4 gram restsüße aka restsukker pr. liter og dermed overraskende mindre end de foregående vine.

I næsen er der tale om en ganske rund vin, hvor frugten er fersken, pærer, æbler, kvæde og svag citron samt lidt hvide blomster. Duften er lidt til den neutrale side, men der fanges også lidt sødme og sandeltræ.

Smagen passer fint til duften … rund, blød og absolut til den saftige side med modne ferskner, grønne æbler og bitter lemon. Det er bare letløbende, fyldigt og ukompliceret.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace blev én af smagningens bedste … en Non Vintage Calixte Crémant d’Alsace Brut fra kooperativet Cave Vinicole de Hunawihr, som vi efterhånden mange gange er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Kooperativet ligger selvfølgelig i Hunawihr og er grundlagt i 1954. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlerne fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, mens de store vingrossister provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et cave coopérative … et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden.

Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag. Og der dyrkes bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring.

Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden … og det jo netop den crémant, som jeg nu har fået i glasset.

Calixte Crémant d’Alsace Brut er opkaldt af paven Pape Calixte, der i 1123 forsvarede Hunawihr ved at sætte en stopper for de stigende skatter. Vinen er lavet på et skønt blend af Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris og Auxerrois Blanc. Efter den første alkoholiske gæring er andengæring sket på flaske i omkring 18 måneder inden degorgeringen.

Det dufter sgu godt … meget indbydende med pærer, nødder, toastbrød, fennikel og måske også lidt blomster. Alt er fint balanceret i aromaerne, meget præcis, elegant med lidt kalkede elementer, medium friskhed og tilsvarende modenhed.

I munden minder det virkelig om en tør champagne … tætte, små bobler, men afdæmpede og på ingen måder aggressive. Der er noget storslået over smagen, igen svagt lidt nødder, men ellers er det citroner, lemon, grønne æbler, modne pærer … uha, den kan jeg vitterlig godt lide. Det er bestemt en Crémant d’Alsace, som fortjener et pænt selskab, en glad aften og lidt smuk latter.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Dopff & Irion, Crémant d’Alsace Pinot Gris L’Exception, Alsace, Frankrig

2014 Dopff & Irion, Crémant d'Alsace Pinot Gris L'Exception, Alsace, FrankrigNæste Crémant er denne vintage 2014 Crémant d’Alsace Pinot Gris L’Exception fra Domaine Dopff & Irion på slottet Château de Riquewihr midt i den gamle middelalderby.

Det gamle slot Château de Riquewihr fra 1549 har tidligere været beboet af den kongelige prins af Wurttemberg, som i over 5 århundreder regerede i hele området. Selve vinhuset er dog først grundlagt i slutningen af 2. verdenskrig af René Dopff. Han havde under krigen forladt den fædrene vingård og tilsluttet sig til Alsace-Lorraine brigaden af de frie franske styrker.

Der blev han bl.a. venner med André Malraux, som i øvrigt senere blev kulturminister under præsident Charles de Gaulle. Efter krigen vendte René Dopff til Alsace, hvor han slog pjalterne sammen med enkefruen fra en anden familie af vinavlere, nemlig Irion familien.

Derved blev de to vingårde slået sammen og det var starten på Domaine Dopff & Irion. Som noget af de første købte parret hurtigt Château de Riquewihr, hvor vinene fra deres fælles jorder skulle laves.

René Dopff gjorde vinhuset velestimeret og havde en stor indflydelse på vinavlen i Alsace. En af hans vine … en 1967 Riesling Les Murailles blev endda serveret for den franske præsident på Elysee paladset.

René Dopff var også med til at lave S.Y.N.V.A., som var et syndikat af vinproducenter i Alsace. De havde i fællesskab købt det fine gamle, historiske slot Château d’Isenbourg med dets historiske vinmarker nær byen Rouffach omkring 8 kilometer syd for Colmar.

Slottet har en lang historie og har bl.a. været residens for det østrigske kongehus mellem det 5. og 8. århundrede. Det har flere gange været ødelagt og genopbygget i de mange krige mellem paver og regenter. Under den franske revolution blev slottet også ødelagt, genskabt med nye bygninger og senere i 1894 igen udvidet.

Syndikatet var primært interesserede i de gamle marker, og solgte derfor selve slottet til hotelgruppen Grandes Étapes Françaises, som omdannede slottet til et 4. stjernet hotel og restaurant. Dopff & Irion overtog 5 hektar vinmarker, herunder specielt marken Clos Château d’Isenbourg … den allerbedste mark omkranset af gamle mure. Derfor bruger vinhuset selvfølgelig også fortsat navnet Château d’Isenbourg på deres vine.

Det er dog i dag ikke længere Dopff familien, som driver vinhuset. I 1998 blev Domaine Dopff & Irion inkl. alle vinmarkerne ved Château d’Isenbourg overtaget af Pfaff aka kooperativet Cave des Vignerons de Pfaffenheim, som i dag laver vinene under Dopff & Irion brandet i deres moderne og effektive vineri.

Men ellers holdes tingene markedsføringsmæssigt adskilt, således vinene fra Domaine Dopff & Irion og Château d’Isenbourg alene kommer fra de oprindelige 27 hektar vinmarker.

Dopff & Irion laver en lang række vine … og altså også lidt Crémant d’Alsace … samlet 8 forskellige, hvoraf denne 2014 Crémant d’Alsace Pinot Gris L’Exception er én af dem. Det er selvfølgelig ren Pinot Gris og er lavet fuldstændig traditonel, men andengæring har varet 60 måneder inden degorgering og frigivelse.

Dejlig let aroma, lys frugt, lidt gæret i frugten, pærer, fersken, melon, lidt nødder, ristede mandler, blomster og med sådan en dyb, gæret og moden nerve. Det dufter sgu ret godt.

I munden er vinen både frisk og har også Pinot Gris druernes sødme, boblerne er aggressive, men ikke for meget, men bare små, tætte og intense. Der er lidt pærecider, citroner, lemon og det er sgu skruet rigtigt fint sammen. Bestemt en fin Crémant d’Alsace.

Forhandles af Dagrofa og findes også i Meny supermarkeder, men prisen kender jeg ikke.

 Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Grauburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Grauburgunder, Baden, TysklandVi fortsætter med endnu et par tyske vine og igen fra Weingut Peter Wagner på hans vingård i Oberrotweil i Kaiserstuhl. Den første er denne Oberrotweil Grauburgunder i en årgang 2018.

Vinen er en Ortswein lavet med druer fra vinmarkerne omkring  Oberrotweil. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering lagret på en kombination af både ståltanke og barriques. Helt præcis er 70% af vinen lagret på barriques, resten i ståltankene. Det fremgår dog ikke, hvor lang tid vinen har lagret, men den har 0,5 gram restsukker pr. liter.

Slam … sikke en lækkerfed, fuldfed og overfed næse med moden tropisk frugt, mango, papaya, ananas, banan, dåsepærer, grillede citroner og så ellers masser af præg fra fadlagringen, vanilje, kalk, stor intensitet og man fornemmer allerede fra første snif, at det vil være en olieret, tyk og cremet vin.

Og i munden er det en næsten olieret, tyk og cremet vin, men den har samtidig masser af sur/sød/bitter og krydret syre, lemon, grape, bitterhed. Det er en vin, der virkelig fylder munden godt ud med stor kraft, saft og denne syrlige, søde fylde. Det suppleret ganske fint af mineralitet, salte sten med basaltisk nerve. Det er måske ikke ligefrem en elegantier … men powervin med nerve og saft,

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Schmitges, Quereinsteiger Weiß- & Grauburgunder, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Schmitges, Quereinsteiger Weiß- & Grauburgunder, Mosel, TysklandDenne flaske 2019 Quereinsteiger Weiß- & Grauburgunder fra gode gamle Weingut Schmitges drak jeres flittige vinblogger nærmest på rekordtid. Det kan skyldes, at jeg var meget tørstig, at vinen er eminent eller en kombination af begge dele.

Hvis du googler Quereinsteiger, så betyder det noget i retning af game changer aka nybegynder og vinen er også en forholdsvis ny og anderledes vin i Schmitges’ sortiment. Det er en lille, skøn blanding på Weiß-  og Grauburgunder høstet perfekt modne.

Derefter har druerne hvilet 6 timer inden temperaturstyret gæring ved 16-18 grader i rustfrie ståltanke efterfulgt at lagring i tankene sur lie i 6 måneder.

Måske er jeg bare tørstig, men dette er sgu virkelig rigtig lækker bællevin af bedste skuffe, masser af saft, tropisk frugtjuice, mango, abrikos, banan og samtidig med nogle kalkede noter, en kølighed og fin balance, lettere nøddet aroma, lidt muskat måske og så en kæk og munter sødme.

Smagen er også pimpevenlig og nedsvælgeværdig … tropisk og lettere olieret frugt, godt med sødme, fedme, svag grape og en sådan bassevenlig syre. Jeg tager mig selv i at tage store slurke … måske er det tørst eller også smager denne Quereinsteiger bare forbandet fantastisk. Glad bliver man i hvert fald. Eftersmagen er også overraskende lang med et lille spark i grapefrugten.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 111 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz

2019 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz2019 udgaven af Julien Guillons Le Gris Gris de Fifi overraskede jeres flittige vinblogger ved at være totalt orange i glasset og dermed meget anderledes end 2018’eren.

Den er ellers fremstillet mere traditionelt ved maceration en uge i rustfrie ståltanke, hvilket selvfølgelig har bidraget til den orange farve. Derefter er vinen lagret i ståltankene efterfuldt af aftapning på flaske inden den så frigives. Der er i årgang 2019 lavet 500 flasker Le Gris Gris de Fifi.

Ovenover kan I se farven på 2019 Le Gris Gris de Fifi … og det kan vel godt betegnes som vaskeægte orangevin, men på en eller anden måde, så synes jeg, at den er langt bedre end 2018’eren.

Næsen er kompleks som ind i helvede … der er candyfloss, rabarber, jordbær, en halv malerbutik med masser af fernis og gulvlak, tørrede roser, karamel, kurakoff bolcher og grøntsagsfond. Det lyder som en mærkelig blanding og det er det skam også … men her fungerer det overraskende godt.

Smagen har en frisk kant, selvom vinen egentlig er overraskende blød. Der er igen rabarber, røde æbler, kandiserede pærer, karamel, jasmin-te, meget blomsterrig … meget spændstig og smagfuld. Der er lidt fennikel, vild god friskhed. Det er som at danse med en eksotisk pige fra et land, som du ikke vidste fandtes … og nu er jeg fan!

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, SchweizVi skulle smage Julien Guillons Pinot Gris vin Le Gris Gris de Fifi i to årgange og vi startede med at smage den i årgang 2018.

Vinen er lavet med Pinot Gris druer fra 25 år gamle vinstokke og på forskellig måder. I 2018 er den lavet med omkring 1 måned maceration Carbonique på hele klaser, presning og lagring på fad i et år. I det efterfølgende år 2019 er den lavet traditionelt med maceration en uge i rustfrie ståltanke og alene lagring i ståltankene. Derefter er vinen flasket og har lagret kort inden frigivelse. Der er i årgang 2018 lavet 650 flasker Le Gris Gris de Fifi.

I glasset er vinen svagt gul/orange … men mest gul. Næsen er rund, lækker og meget karakterfuld. Der er fortsat naturvinskant, men der er en indgående mild blødhed, nogen sødme med ristede nødder, lidt gæret frugt, ananas, abrikos  samt en meget karakteristisk aroma af gæret rugbrødsdej og ristede løg.

Smagsmæssigt går nogle af duftnoterne igen i smagen … ristet rugbrød, ristede løg, hasselnødder og selvfølgelig syre, men her er syren en smule mindre markant, som om den har tabt pusten en anelse. Der er til gengæld fin friskhed, lethed og dybde i smagen, hvilket giver en imødekommende vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder, Rheinhessen, TysklandStraight var den første serie af vine, som Tobias Krämer lavede selv på Weingut Krämer og jeg smager to af disse vine og den første er hans 2019 Straight Grauburgunder.

Vinen er selvfølgelig 100% Grauburgunder aka Pinot Gris, som er høstet ved håndkraft og fermenteret ved på ståltanke ved kølig temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret en kort periode med 20% i egefade og 80% fortsat i den rustfrie ståltanke. Derefter er vinen samlet og aftappet på flaske. Den har 6,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er Straight Grauburgunder sådan lidt sød varm med masser af kvæde, modne æbler og ananas, smørcreme, let brændte noter og nødder, en københavnerstang og pæn fyldighed.

Smagsmæssigt er der godt med grape, lidt grillede citroner, meget mere rank og bitter end duften egentlig indikerede. Det er såmænd også ganske blødt og cremet, har lidt jernagtige elementer, men de lille grape bitterhed går igennem i hele smagsspekteret og giver vinen en rank – og bitter – rygrad.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, TysklandVi starter smagningen af de 7 vine fra Weingut Krämer med denne 2019 Pudelwohl, der vist nok betyder noget i retning af, at føle sig behagelig, lystig som en puddel. Men denne vin er ikke raceren, men derimod et lille gadekryds mellem druerne Grau- og Weißburgunder.

På bagsiden af flasken står der noget i retning af; Gør Lassie jaloux og The Jacob Sisters (en tysk kvindelig schlagergruppe) skarpe igen. Fylder puddelfans med glæde, men også dem, der ikke har hund endnu, fordi det er en cuvée af dyrekvalitet. WTF ???

Nå, men Pudelwohl er produceret 60% Grauburgunder og 40% Weißburgunder fra Tobias Kramers marker omkring byen Gau-Weinheim. Vinen er fermenteret ved lav temperatur og lagret kortvarigt i ståltanke. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen meget rund med krydret sødme … der er honningmelon, fersken, pærer, en smule lemon og har samtidig sådan en lille varm, olieret fedme, lidt småbuttede aromaer med blomster og måske endda lidt nøddeolie.

I munden er det en rund, blød og saftig vin. De buttede håndtag på siden af kroppen er også fremme her, så vinen fylder godt i munden med fin og eksotisk frugt, sødme, lidt krydderier, lemon og grape, et ganske okay bid og samlet set en rigtig fin lille hvidvin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Burggarten, Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Burggarten, Grauburgunder, Ahr, TysklandMed et glas Burggarten Grauburgunder i glasset, så kan man nemt tænke sig tilbage i smagestuen hos Paul Schäfer junior. Der smagte vi også en af hans Grauburgunder vine, men nu er det en dugfrisk Gutswein 2019 Grauburgunder.

Det var tilbage i august måned 2019, at jeg mødte vinmageren Paul Schäfer, men det kan du være mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer. I det indlæg kan du også læse meget mere om vinhuset, historien, vort besøg og mange af deres andre vine.

Denne Grauburgunder er som skrevet en basisvin, som er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke med fermentering ved kølige temperaturer. Efter gæringen er vinen også lagret en kortere periode i ståltankene.

Sikke en dejlig aroma … yderst behagelig med pærer, mirabeller, æbler, abrikos, mango, banan, altså masser af tropisk frugt, meget ren og frugtrig med kalk og søde krydderier. Det virker meget blødt, rund og der blander sig også meget svagt lidt lakridskonfekt, karamel og også en lille pirrende æterisk grøn note.

Smagen er altså også meget blød, rund, cremet med en blid sødme, en meget harmonisk smag, afdæmpet, saftig med god bund, svagt en smule bitterhed, syren meget svag … men det smelter godt sammen i en flot, venlig vin med søde krydderier og grillede citroner. Houlberg balancerer lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre. Og rigtigt flot niveau af en simpel Gutswein.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.,

Vinanmeldelse 5/7