Tag-arkiv: 5½

2011 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2011 Molino di Sant'Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienLidt smuk Brunello di Montalcino Paolvs fra vinhuset Molino di Sant’Antimo, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Vinhuset ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine. Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde.

Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre … én af dem kan vi se i en gæringstank på billedet ovenfor.

Derudover driver familien også en omgang bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Brunello di Montalcino Paolvs, som kommer fra vinhusets nordligste marker, som netop ligger indenfor Brunello appellationen. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese.

Brunello di Montalcino Paolvs  er lavet i rustfrie og temperaturstyrede ståltanke med maceration i 14 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i en blanding af slovenske egefade på 30 hektoliter samt franske tonneaux egefade … der svarer til omkring 4 barriques eller mere præcist 928 liter. Derefter flaskes vinen, lagrer yderligere 12 måneder og frigives så til salg.

Næsen er virkelig ægte Toscana … tør jord, endda masser af jord, tobak, blommer, hindbær, lakrids og klare balsamiske noter med et strejf af nogle urter, let rosmarin og grøn peber.

I munden er vinen virkelig blød, cremet … fløjl, men fortsat med italiensk, balsamisk syre og klart definerede tanniner. Virker fortsat meget ung og vil klart vinde med nogle år – tænker 3-5 år – i kælderen.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369 kr. for en nyere 2013’er, mens prisen ved køb af 6 flasker er 319,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Weingut Rudolf Fürst, Centgrafenberg Frühburgunder, Franken, Tyskland

En lille ønsk-hinanden-go’-jul hyggestund hos Gert bød på et par vine … først denne herlige tyske Centgrafenberg Frühburgunder fra Weingut Rudolf Fürst. Og som man jo siger på tysk; es ist nie zu spät Frühburgunder zu trinken und nie zu früh Spätbunder zu trinken … eller noget i den retning.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Weingut Rudolf Fürst er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte husets 2013 Bürgstadter Spätburgunder og tidligere også husets 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til de tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Centgrafenberg Frühburgunder er lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg, en stor sydvendt mark øst for floden Main samt Bürgstadt med udsigt til byerne Miltenberg og Bürgstadt. Den er samtidig basis for størstedelen af Fürsts vine.

Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Fürst har hans parceller både på den centrale del af Centgrafenberg.

Vinen er lavet helt traditionelt … og hos Furst betyder det minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Her er det gæring og maceration i åbne egetræskar og efterfølgende lagring 18 måneder i barriques fra Bourgogne, altså fade på 228 liter. Dem kalder tyskerne Stückfass.

Og op af glasset stiger sød, tysk kostald … herlig animalsk og helt efter bogen, måske en kant mere grønt og frisk, som vinene fra Franken ofte har, men bestemt godkendt. Det er let, lys med kirsebær, jordbær, let stikkelsbær, salt og en smule blyant.

I munden er vinen let, balanceret med sødme og blid syre, lidt jernagtige noter, en smule peber i bagmunden samt søde kirsebær. Derudover har vinen samtidig en tiltalende mineralitet, hvilket sammen med den gode lethed giver et elegant og vedkommende indtryk.

Gert har købt vinen hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Tyskland koster vinen omkring 27,50€ … eller omkring 205 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Weingut Klaus Zimmerling, Riesling, Sachsen, Tyskland

Et god tradition i julen er små get-together for at ønske hinanden god jul. Hos Jan og frue omfatter det også lidt vin og én af disse var denne Riesling fra vinhuset Weingut Klaus Zimmerling

Klaus Zimmerling og hans kæreste/kone kunstneren Małgorzata Chodakowska holder til ved den lille by Pillnitz omkring 5 kilometer sydøst for Dresden, tæt på Elben i det mere ukendte vinområde Sachsen … et af de nordligste vinområder i Tyskland, hvor der sådan set primært produceres hvidvine, hvilket også er tilfældet hos Zimmerling.

Vinhuset er grundlagt i 1992, hvor parret slog sig ned i Pillnitz i en ejendom, som parret selv kalder en Rysselkuppe … en slags intensiveret pyramide, der både fungerer som vineri for Zimmerling og atelier for Małgorzata, der laver græsk/ægyptisk inspirerede skulpturer … en slags erotiske kvinder.

Klaus Zimmerling har samlet 4 hektar vinmarker, primært parceller på marken Pillnitzer Königlicher Weinberg, hvor der dyrkes sorterne Riesling, Grauer Burgunder, Weißburgunder, Kerner, Gewürztraminer & Traminer. Udbyttet er meget beskedent, alene 20-30 hektoliter pr. hektar, hvilket giver basis for en årsproduktion på beskedne 15.000 flasker.

Lidt specielt, så laves næsten alle vinene i flasker på 0,5 liter, selvom denne Riesling dog heldigvis er på de mere normale 0,75 liter,

Alle vinene laves med etiketter, som er lavet af Małgorzata Chodakowska og med en ny etiket hvert år. I 2015 har alle vinene – som det fremgår af billedet – således en etiket med en kvinde, der hviler hovedet på sine hænder.

Denne Riesling er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers ikke de store oplysninger om produktionen. Vinen har dog 6,1 gram restsukker pr. liter … men det siger jo ikke alverden.

Men for pokker, hvor smager den dog bare herligt. Der er ganske vist ingen petroleum i næsen, men det er jo også en helt ung 2015 vin, som dog i stedet har en utrolig dybde, nærmest GG i næsen, virkelig intenst med modne, gule æbler, fersken, citron, mandler … dufter sindssygt godt.

I munden herlig blød, rund med krydrede elementer … fin balance mellem friskhed og de runde, krydrede elementer. Smager virkelig godt.

På vingården koster vinen 18€ … eller omkring 135 kr. Herhjemme har Vinpusheren vistnok også vinen.

Rating 5,5/7  

2011 Weingut Gesellmann, Blaufränkisch Creitzer Reserve, Burgenland, Østrig

2011 Weingut Gesellmann, Blaufränkisch Creitzer Reserve, Burgenland, ØstrigFredag er – som de trofaste læsere af den houlbergske vinblog bekendt – Spätburgunderdag … og min højre hånd havde da også fat i en af slagsen, da jeg fik øje på denne Blaufränkisch Creitzer Reserve. Helligbrøde vil nogle sikkert sige, og jeg må så bøje mig ærbødigt og samstemmigt. Men det blev den østrigske vin fra Weingut Gesellmann, som fulgte højre hånd ud af vinkøleskabet.

Weingut Gesellmann ligger i den østlige del af Østrig midt i byen Deutschkreutz omkring 10-15 kilometer syd for Neusiedler See i Burgenland området.

Familien Gesellmann kan spores helt tilbage til 1767 og har de seneste generationer været vinbønder i Deutschkreutz, hvor vingården i dag sammenlagt har 40 hektar vinmarker i et kuperet terræn med leret og gruset jordbundsforhold.

Det var dog Engelbert Gesellman, der i 1980’erne fik sat vinhuset på det internationale landkort og blev én af rødvinspionererne i Østrig og rødvinene fylder da også mest … således er 90% af markerne tilplantet med rødvinssorter. Engelbert var blandt de første, der plantede de internationale sorter og begyndte at anvende små franske egefade.

I dag er det sønnen Albert Gesellman, som driver stedet … efter uddannelse til vinmager og ophold hos vinproducenter i både Californien og Sydafrika. Han hjalp dog allerede faderen i 1998, da de fik stor succes med rødvinen Opus Eximium, som er et blend af Blaufränkisch, St. Laurent, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

Her er det imidlertid en ren 100% Blaufränkisch baseret vin, hvor druerne kommer fra ældre vinstokke, som er mellem 38 og 54 år gamle. Vinen har navnet Creitzer, som er den lokale betegnelse for folk fra Deutschkreutz.

Vinen er lavet med traditionel gæring i ståltanke, hvor mosten pumpes op 2 til 4 gange om dagen. Derefter er vinen lagret på brugte barriques af slovensk eg i 16 måneder efterfulgt af yderligere 2 måneders lagring på store egefade. 

Og WAUW en dyb, mærk og nærmest oversøisk, fed næse … den havde jeg ikke lige set komme. Der er tung solbær, brombær og overmodne kirsebær, nelliker, svag appelsin samt noget landligt, svagt animalsk, våde fade, tobak, urter, kanel … men også en eller anden form for mineralitet og spændstighed.

Smagsmæssigt er det en kraftig sag, godt med mærk og tætpakket frugt, lakrids … men der er noget rankt over vinen med mineraler, jern og stål, en frisk syre, nogle bitre noter, men sammenlagt læskende og saftig. Det hænger sgu meget godt sammen.

Købt hos SuperVin, men prisen kan jeg ikke huske. Laudrup Vin forhandler den også … og der koster en flaske 271 kr., men lidt mindre ved køb af 12 flasker, nemlig 199,50 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Cold Hand Winery, Prunus Nigra Kirsebærvin, Jylland, Danmark

2015 Cold Hand Winery, Prunus Nigra Kirsebærvin, Jylland, DanmarkPrunus betyder kirsebær, mens Prunus Nigra er navnet på et mørkt kirsebær … en sort, der på udenbys kaldes black cherry plum. Prunus Nigra er derfor også meget passende navnet på denne kirsebærvin, som er kuren mod kommende julestress og -trængsel samt svaret på, hvad du skal drikke til din risalamande. Fuck portvinen.

Og ja … denne Prunus Nigra Kirsebærvin kommer fra det lokale Cold Hand Winery, der ligger lige udenfor Randers. Og ja … det er for dårligt, at jeg ikke har fået besøgt dette spændende frugtvineri, som endda netop har indviet et helt nyt vineri efter en aktieemission, hvor interesserede godtfolk kunne blive medejere.

Jeg skrev sidst om Cold Hand Winery, da jeg smagte deres Crispa Boblende Stikkelsbær, men historien om stedet er bestemt værd at gentage, for det er sgu en lille dansk succeshistorie … og de er værd at fremhæve.

Cold Hand Winery er et arbejdende værksted, hvor der eksperimenterer for at finde præcis de toner og noter, som kan blive basis for verdens bedste frugtvin. Æbler, pærer, kirsebær, solbær, ribs, rabarber, stikkelsbær, kvæde, jordbær, hindbær, blommer og hyldeblomster laves der vine på.

Grundsubstansen i alle produkterne fra Cold Hand Winery er en æblevin, som netop giver de kolde hænder. Straks efter høst presses frugterne og derefter fryser mosten. Herefter optøs isblokkene stille og roligt, og da frugtsukkeret ikke kan fryse, er det koncentreret sødme, syre og aroma, der tappes først. Tilbage bliver iskrystallerne, som smides ud.

På nuværende tidspunkt har Cold Hand Winery sendt 37 frugtvine på markedet. Alle flasker er blevet solgt, og de fleste er blevet overordentligt godt modtaget af både vinanmeldere, restauranter og forbrugere.

Hvor er det fedt med en dansk succes på vinfronten … og så lokalt i Randers. Cold Hand Winery har fået overskrifter som fx danskernes vin – et frugteventyr, ædle dråber af frugt og bær og en drik til det nordiske køkken, blot for at nævne nogle få. De seneste tre år har vinene fra det lille danske vinhus i alt modtaget 33 medaljer, hvoraf de ni var af guld!

Medaljerne viser, at potentialet er til stede, og at kursen mod verdensklasse i høj grad er sat.

Her er det husets kirsebærvin i seneste årgang 2015, som jeg har smagt … meget passende med julehøjtiden for døren. Det er en dessertvin, som er lavet på danske sorte kirsebær af Stevnsbær-typen. Stevnsbær er et lille og mørkt surkirsebær. Kødet er mørkerødt og fast og har et højt syreindhold.

Bærret er kendt for at være af den bedste kvalitet, og egnet sig til at sylte, lave most eller kirsebærvin af. Frugtforskerne – ja, sådanne nogle findes der tilsyneladende – kalder bærret for nordens drue og Stevnsbærret er da berømt over det meste af kloden og er plantet flere steder i Europa. Bærret indeholder dobbelt så meget sukker som søde kirsebær, tonsvis af dybe kirsebær-aromaer, en utrolig syre og masser af tanniner.

Hos Cold Hand Winery laver de deres Prunus Nigra som en forstærket vin efter portvins-forbillede. Vinen bliver bl.a. også fadlagret på barriques i et år. Den trækker 18% alkohol og kommer – som mange af vineriet andre frugtvine – i en sød, lille 0,5 liter flaske.

Og hold nu op for en aroma, som denne lille atombombe af en dessertvin kan levere … ren kirsebær på epo med mintpastiller. Det er virkelig dyb, mørk og intens kirsebær med noget mint eller mentol, som virkelig pirrer næseborene. Der fornemmes også klart en nærmest eliksiragtig sødme i vinen.

Det kan også smages … for Cold Hand Winerys Prunus Nigra Kirsebærvin har nærmest en sirupsagtig intensitet med modne, måske endda syltede kirsebær, igen lidt mint og herlig sødme. Det virker som om, at kirsebærrene nærmest er gærede … men det er de vel egentlig også. Den skal jeg bestemt ha’ juleaften til min risalamande. Et sødt kys af bedste danske skuffe.

Forhandles bl.a. af Vinspecialisten, hvor prisen er 280 kr.

Rating 5,5/7  

2014 Château Soucherie, Anjou Rouge, Loire, Frankrig

2014 Château Soucherie, Anjou Rouge, Loire, FrankrigTil hovedretten kom der også en lille battle, hvor Loire skulle kæmpe mod Rhône. Fra Loire blev første kombattant denne Anjou Rouge fra Château Soucherie … en virkelig lækker Cabernet Franc baseret økofætter af bedste skuffe.

Det smukke og historiske vinslot Château Soucherie ligger et par kilometer vest for den lille by Beaulieu-sur-Layon og omkring 20 minutters kørsel syd for Angers og næsten op ad floden La Layon, en lille biflod til Loire floden.

Château Soucherie blev bygget i slutningen af den 19. århundrede og var hjem for Duc de Brissac … en adelig hertug, som drev slottet igennem mange, mange år.

I dag er slottet imidlertid ejet af Béguinot familien, som overtog det i 2007 og har startet produktion af vine fra slottets 28 hektar vinmarker og drift af et mindre hotel slash B&B.

Det er Pascale og Roger-François Béguinot, som står i spidsen for vinproduktionen. De 28 hektar vinmarker drives i dag økologisk og er fordelt med 22 hektar rundt omkring slottet, 4 hektar Chaume, og 1,8 hektar ved The Clos des Perrières og Savennières.

Det giver basis for en produktion på 100.000 flasker vin årligt med vine under appellationerne Anjou, Savennières, Coteaux du Layon og Chaume.

Denne Anjou Rouge er lavet på 90% Cabernet Franc og 10% Grolleau. Druerne kommer fra vinmarker, hvor stokkene er omkring 35 år gamle og hvor jorden er præget af skifer.  Vinen er lavet med en kold førgæring efterfulgt af maceration i 20 dage for Cabernet Franc druerne og 10 dage for Grolleau druer. Gæret på det naturlige gær og lagret ca. 8 måneder i store gamle egetræsfade.

Hold nu kæft, hvor er der krudt og mødding, virkelig animalsk. Der er også godt med blyanter … vi snakker et helt penalhus, tør engelsk lakrids og lakridsrod, hyldebær, ribs og kydderier. Dufter vandvittig godt.

Smagen er stram, tør og præcis med granit, sten, blyanter og en meget ren, frisk frugt. Det er ribs, urter, mineraler og det hele er meget læskende og nemt at drikke. Virkelig en flot, flot Loirevin.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 160 kr. ved køb af 1 flaske og 120 kr. ved 12 flasker.

Rating 5,5/7  

2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, Frankrig

2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, FrankrigNæste ret på & var lidt inderlår af dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, pastis og purløg. Den blev fulgt til dørs af 2 vine, denne herlige Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu? fra Mathilde & Stephen Durieu samt en økologisk Rhône.

Stephen Durieu er med i den nye bølge af innovative vinmagere, som virkelig er begyndt at spire frem i Frankrig. Han grundlagde sit vinhus ved byen Saint-Etienne Des Oullières i Beaujolais appellationen omkring 25-30 kilometer syd for Mâcon. Han har sammen med hustruen Mathilde 7 hektar vinmarker, som siden 2007 er dyrket økologisk og siden 2009 efter principperne om naturvin.

Markerne består af gamle vinstokke, som ligger med en eksponering syd og sydøst. Jorden er præget af godt med granit, som giver både stringente, friske og blomstrede vine. Stephen laver alle vinene uden nogen former for chaptalisering og tilsætning af gær, svovl eller andre unaturlige tilsætninger, således vinene bevarer så mange af druernes kendetegn som muligt. Arghhh, et spids svovl tilsættes, hvor det er nødvendigt.

Mathilde & Stephen Durieu laver 4 forskellige vine … en årlig produktion på 2.000-2.500 flasker af vinen Les Primeurs, 1.500 flasker Printemps, 1.500 flasker Cuvée Vieilles Vignes fra 90 år gamle vinstokke og så et sted mellem 4.000-5.000 flasker af denne Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?

Denne Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu? er selvføgelig 100% Gamay og lavet på macération carbonique metoden, som jo er en proces, hvor man udbløder, macérerer og presser druerne let uden at punktere dem og uden at tilsætte gær.

Efter denne udblødning i flere dage, så presses saften og resultatet er lette, lyse vine med frisk frugt, vine som skal drikkes unge. Det er en metode, som er meget anvendt i Beaujolais, men her på bloggen er vi også stødt på metoden ved vine fra Loire.

Dejlig lys og transparent i glasset. Og hvilken herlig næse … et lidt skævt snudeskaft, som en animalsk naturvin skal have. Det er lyse kirsebær, måske endda lidt jordbær eller andre lyse bær, let mødding, krudt og lidt anis.

I munden er det virkelig kirsebær, kirsebær og kirsebær … lidt hindbær, fjerlet, blidt, meget frugtren smag og virkelig god spændstighed, lyserøde bolsjer, lakrids og fennikel … virker fyldigere i smagen end mange andre Beaujolais’er og har klart fået noget fad, som dog er fabelagtig integreret i vinen. Smuk og lækker vin.

Forhandles af Klubvin.dk, hvor prisen er 150 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Marion, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2012 Marion, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienEfter 12 amerikanske stinger missiler i streg fryder lidt forandring. Det sørgede Jesper for med denne Valpolicella Superiore fra Azienda Agricola Marion, som ligger ved den lille by Marcellise, lidt nord for San Martino Buon Albergo og omkring 6-7 kilometer nordøst for Verona, altså i Amaroneland.

Det er et lille familieforetagende, som drives af Stefano Campedelli, hustruen Nicoletta Fornasa samt hans broder Marco. Familien havde købt vingården tilbage i 1986, men startede først med at flaske egne vine i 1995.

De ejer 22 hektar og producerer årligt 70.000 flasker med hjælp fra vinkonsulenterne Celestino Gaspari og Damiano Peroni. Vingården ligger lige udenfor Valpolicella Classico zonen, men markerne har god jordbund, som er rig på kalk, hvilket resulterer i meget rene vine, som ofte bliver sammenlignet med vine fra både Giuseppe Quintarelli og Romano dal Forno.

Det er heller ikke vine i den billige ende af skalaen, og denne Valpolicella Superiore koster langt mere end en billig Amarone. Den er lavet på 20% Rondinella, 10% Corvina Gentile, 60% Corvina Grossa samt 10% Croatina.

30% af frugten er tørret inden presningen og derefter er vinen vinificeret på store rustfrie ståltanke, men har efterfølgende lagret på barriques … men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I næsen er her imidlertid intet tørret, overmoden frugt, men derimod friske bær, nærmest syrlige balsamiske bær, kirsebær, egetræ, syrlige bolsjer, nelliker, laurbærblade samt en smule røg. Smagsmæssigt igen en herlig bolsjesødme, søde lakridspiber … virkelig blød og kælen … sød og imødekommende, men samtidig med en vis friskhed i frugten. Absolut en meget kompetent Valpolicella.

Forhandles herhjemme bl.a. af Allerød Vinhandel, hvor prisen er 275 kr.

Rating 5,5/7  

2010 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2010 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAI fredags stod den både på tysk Spätburgunder – et must på en fredag – samt amerikansk Pinot Noir i form af denne Sonoma Coast Pinot Noir fra vinhuset Flowers Vineyard & Winery, som holder til i den nordlige del af Sonoma tæt ved byen Cazadero.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af ægteparret Walt og Joan Flowers. De solgte deres planteskole Noon Nursery i Pennsylvania for forfølge drømmen om egen vingård i Californien og endte med at købe 130 hektar jord tæt ved Cazadero. De startede med at tilplantede 13 hektar med Pinot Noir og Chardonnay, som synes som ideelle druesorter til områdets kølige mikroklima i 340-420 meters højde.

Der er siden i 1997 bygget stort vineri, og parret har også opkøbt yderligere jord fra en nabo, således de i dag ejer 162 hektar jord, hvoraf de 32 hektar er vinmarker, bestående af to plots, nemlig Camp Meeting Ridge Vineyard og Sea View Ridge Vineyard.

Siden 2009 har de meste af vingården dog været ejet af vinhuset Huneeus Vintners, som ejes af Huneeus familien, som også ejer Quintesse Vineyards i Napa. Efterfølgende er Walt og Joan Flowers gået på pension og Huneeus familien har i stedet ansat et hold af vinmagere til at forestå produktionen.

De har bl.a. i 2010 begyndt at omlægge til både økologisk og biodynamisk produktion. Det betyder jo også, at denne Sonoma Coast Pinot Noir er første årgang med denne produktionsform.

Vinen Sonoma Coast Pinot Noir er husets signaturvin, men derudover laves der også forskellige prestigecuvéer, heraf flere som enkeltmarksvine. 90% druerne til denne vin kommer fra Flowers’ egne Sonoma Coast vinmarker, mens de resterende 10% kommer fra vingårde, som Flowers har skrevet kontrakt med, således druerne dyrkes efter Flowers’ forskrifter.

Den alkoholiske gæring finder sted med hele klaser som spontangæring på ståltanke.  Der foretages dagligt punch downs, inden mosten lægges på franske egetræsfade sammen med bærmen, der fungerer som næring for mælkesyrebakterierne og derved gør det muligt at gennemføre en fuldstændig malolaktisk gæring. Vinen forbliver på fad i 8-10 måneder, inden assemblagen foretages og vinen tappes på flaske.

Og hold nu op for en herlig næse … helt klart smukke, delikat Pinot Noir noter, her med kalk, kul, herlig ren frugt, kirsebær, jordbær, røg, kød, mejeri og med klare animalske træk. Der er også anstrøg af vanilje, kanel … måske en anelse lun i udtrykket, hvilket måske afslører det oversøiske ophav, selvom det er et cool-climate område tæt på havet, hvor stokkene om natten nyder godt af tåge.

I munden er vinen blød, blid med kirsebær, god ren og stringent saft med jern, mineraler … hvor er det dog elegant. Den lider på ingen måder af oversøisk hvalpefedt eller for megen US-sødme, men smager bare rigtigt godt.

Købt i Vinspecialisten, pris 375 kr.

Rating 5,5/7  

2014 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandKærlighed ved første blik hedder det, når det romantiske lyn slår ned og der findes såmænd også en film, som hedder kærlighed ved første hik … og nu giver det også mening om at snakke om kærlighed ved første sip.

Det er selvfølgelig endnu en vin fra den tidligere vindronning, vinzerprinsesse, Weinkönigin Julia Bertram, nemlig vinen Dernauer Spätburgunder … bestemt en dronning værdig og jeg ka’ atter ikk’ undgå at blive en smule imponeret. Og som første gang jeg smagte Spätburgunder fra Julia Bertram er det kærlighed ved første sip.

Jeg har jo skrevet om den dejlige Julia flere gange, bl.a. ved vinene Handwerk Spätburgunder, Ahrweiler Spätburgunder og selvfølgelig den totalt overbevisende Ahrweiler Forstberg Spätburgunder.

Denne Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Smagsmæssigt ligger den også lidt på linje med Arhweileren, hvor næsen er lidt bourgundisk i udtrykket med grønne noter og lidt støvet med lette bær, ribs, jordbær, hindbær, grafit og mineraler. Vinen har heller ikke – som søsteren – en voldsomt animalsk næse, men mere ren frugt, mineraler og grønne blade.

I munden er der ren, mineralsk frugt, grønne elementer … det er lyse umodne kirsebær, hindbær, kridt, svag peber og grønne blade. Det er sgu bundet godt sammen med lethed, elegance og igen et meget feminint udtryk. Kærlighed ved første sip.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 145 kr.

Rating 5,5/7