2013 Weingut Rudolf Fürst, Centgrafenberg Frühburgunder, Franken, Tyskland

En lille ønsk-hinanden-go’-jul hyggestund hos Gert bød på et par vine … først denne herlige tyske Centgrafenberg Frühburgunder fra Weingut Rudolf Fürst. Og som man jo siger på tysk; es ist nie zu spät Frühburgunder zu trinken und nie zu früh Spätbunder zu trinken … eller noget i den retning.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Weingut Rudolf Fürst er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte husets 2013 Bürgstadter Spätburgunder og tidligere også husets 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til de tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Centgrafenberg Frühburgunder er lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg, en stor sydvendt mark øst for floden Main samt Bürgstadt med udsigt til byerne Miltenberg og Bürgstadt. Den er samtidig basis for størstedelen af Fürsts vine.

Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Fürst har hans parceller både på den centrale del af Centgrafenberg.

Vinen er lavet helt traditionelt … og hos Furst betyder det minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Her er det gæring og maceration i åbne egetræskar og efterfølgende lagring 18 måneder i barriques fra Bourgogne, altså fade på 228 liter. Dem kalder tyskerne Stückfass.

Og op af glasset stiger sød, tysk kostald … herlig animalsk og helt efter bogen, måske en kant mere grønt og frisk, som vinene fra Franken ofte har, men bestemt godkendt. Det er let, lys med kirsebær, jordbær, let stikkelsbær, salt og en smule blyant.

I munden er vinen let, balanceret med sødme og blid syre, lidt jernagtige noter, en smule peber i bagmunden samt søde kirsebær. Derudover har vinen samtidig en tiltalende mineralitet, hvilket sammen med den gode lethed giver et elegant og vedkommende indtryk.

Gert har købt vinen hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Tyskland koster vinen omkring 27,50€ … eller omkring 205 kr.

Rating 5,5/7