Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Georges Rémy, Les Quatre Terroirs N° 19, Champagne, Frankrig

2019 Georges Rémy, Les Quatre Terroirs N° 19, Champagne, FrankrigMed nytåret lige om hjørnet, så skal vi da smage lidt bobler og selvfølgelig med vaskeægte champagne i form af denne Les Quatre Terroirs N° 19 fra champagnehuset Georges Rémy.

Historien om Rémy familien startede i 1829, hvor de i Grand Cru landsbyen Bouzy i Montagne de Reims købte de første marker og startede med at dyrke druer … men det var først i 1950, at man stoppede med at sælge druerne og i stedet selv startede med at lave bobler.

Men produktionen varede kun en enkelt generation, for den nuværende ejer Georges Rémys far var mere forelsket i markerne og druerne, så han stoppede i 1989 produktionen og i stedet igen startede med at sælge druerne til andre producenter.

Men hans søn Georges Rémy blev dog uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Avize og fik endda også masser erhvervserfaring fra Bordeaux … og med dette vendte han retur til sin far i Bouzy, hvor han hjalp med at passe vinstokkene, men også fik en 0,15 hektar stor vinmark Les Vaudayants med gamle Pinot Noir stokke.

Ud fra denne lille parcel producerede Georges i 2011 en almindelig Pinot Noir rødvin, som han solgte kommercielt som en Bouzy Rouge og dermed blev familien igen producent. Men der manglede bobler i vinkælderen, så i 2014 vendte familien tilbage til at producere champagne … og har gjort det lige siden.

I dag ejer Georges Rémy og familien over 4 hektar vinmarker omkring Bouzy i Montagne de Reims og fortsat med Pinot Noir som den mest udbredte drue.

Denne Les Quatre Terroirs N° 19 er lavet på 77% Pinot Noir og 23% Chardonnay fra de 4 terroirs i både Bouzy, Tauxiéres, Louvois samt Ambonnay. Jeg har skrevet, at det er en årgang 2019, da de fleste af druerne – helt præcis 94% – er fra årgang 2019 og resten fra årgang 2018 …  og efter de blev høstet, så er de sorteret og afstilket inden presning i pneumatisk presse.

Gæringen er så sket på egefade af varieret størrelse, både 228 liter burgundiske barriques samt 300, 500 og 600 liter tønder, hvor vinen så også gennemgår malolaktisk gæring og hviler en periode …  druer fra årgang 2019 i 10 måneder og druerne fra 2018 i 22 måneder i fadene inden aftapning på flaske i juli 2020.

Så er vinen så ellers lagret med 2. gæring i husets kældre frem til degorgeringen, som er sket i april 2022. Der er produceret 6.084 flasker af champagnen.

Champagnen er pænt gul i glasset, selvom den jo faktisk ikke har lagret monsterlang tid på flasken, men duften fejler absolut slet ikke noget, men er ganske wunderschön med godt brus aka mousse samt en aroma fra henkogte æbler, grapefrugt, hyben og stikkelsbær, lidt ristet rugbrød, gær, afbarkede grene, hvidtjørn og modellervoks.

I munden spiller det fandeme også max … et brus med små fine bobler og en vis modenhed i frugten suppleret med en let og sart sødme, hvilket binder den vildt godt sammen. Der er grapefrugt med en sukkerknald oveni, der er presset hybensaft, godt med en lemon bitterhed som i en vild lækker gin og tonic.

Der er masser af tørhed, hvorved champagnen samlet set bliver knastør med en klar kalket mineralitet samt enorm lang eftersmag og dermed strækker den halsen pænt over mange andre og dyrere champagner og er sgu langt, langt smukkere end selv den dyreste nytårsraket med krudt i … 96 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 450 kr. ved køb af 6 flasker. De kan kontaktes på mail@blancs.dk samt mobil 28266678 … de har også hele sortimentet fra Remy inklusive magnumflasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Kevin Bouillet, Pepin Rouge, Jura, Frankrig

2020 Kevin Bouillet, Pepin Rouge, Jura, FrankrigEn af aftenens bedste vin – hvis ikke den bedste – blev denne Pepin Rouge fra juravinhuset Kevin Bouillet i Arbois-Pupillin appellationen.

Kevin Bouillet er en ung Jura vinmager, der etablerede sin vingård på Rue du Chardonnay i den lille by Pupillin i Arbois i 2018 med en række parceller fra familien og via køb fra flere pensionerede landmænd.

Han havde inden etableringen af sin egen vingård arbejdet nogle år hos Domaine de la Tournelle i Arbois, men driver nu sin vingård med samlet 4 hektar marker, der alle ligger i Arbois-Pupillin appellationen.

Markerne har fra start været drevet økologisk og han dyrker de 5 store Jura sorter Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Trousseau, Pinot Noir og endda også den mere sjældne og lavtydende Chardonnay-biotype, som lokalt kendes som Melon.

Han laver sine vine med så lidt intervention og så naturligt som muligt og har en masse vilde planer … bl.a. med at lagre nogle af sine vine i lang tid og lavet en Savagnin Pet-Nat.

Denne Pepin Rouge er lavet på 75% Ploussard  og 25% Trousseau, men det er nærmest umuligt at finde informationer om, hvordan den er lavet, men den skulle være lavet via spontangæring med druernes egne gærceller … måske efter  maceration carbonic metoden for at fremme den saftige røde frugt. Den skulle efter endt vinifikation være flasket uden tilsætning af svovl.

I glasset er det da også en grumset og lys, transparent vin, der har den mest vidunderlige aroma af syrlige røde drops samt fennikel og grøntsagsfond. Frugten er virkelig lys, let og sød-syrlig … lidt grønne jordbær, moreller, ribs og rabarberjuice. Meget indbydende.

Smagsmæssigt er det også en meget lækker vin, der nærmest er æterisk, luft, sød-syrlig, let med en lys frugt, der er rabarber, ribs, lemon, citroner og sød grapefrugt … virkelig frisk, levende og sitrende på den mest bedårende måde … elsker den, smager tossegodt, så dermed 95 point.

Forhandles af S’vinbar, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileFra den dugfriske 2023 årgang smagte jeg dernæst endnu en Sauvignon Blanc vin fra Viña Casa Marín og det var deres Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc.

Denne Sauvignon Blanc er også tidligere af Decanter blevet udråbt Best Sauvignon Blanc in the World. Den er lavet med druer fra selve marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning. I denne årgang er druerne fra 59 små mikro-parceller, der høstes enkeltvis.

Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien og er lavet ved, at 2/3-dele af druerne efter høsten presses let og så gæres, mens den sidst 1/3-del først undergår en 3 dages koldmacerationpresning inden gæring.

Gæringen sker mestendels på ståltank ved kølige 9-12 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret primært sur lie i ståltanke og 27% på egefade … både brugte og 3% helt nye fade.

Igen er det syrepræcis Sauvignon Blanc … blot med et sløret og lidt comfortagtig og rockwooldæmpende blidt lag henover. Det er skam fortsat grønne asparges, grønne pebre, hyld, solbærblade, græs, hø, grapefrugt, stikkelsbær, ærter, kiwifrugt og en smule flintesten, men det virker nu mere sart og forsigtigt … afdæmpet, kontrolleret … og absolut fortsat med druens friske karakteristika.

Det er måske mest i smagen, at enkeltmarken og den delvise fadlagring slår igennem, for vinen har en dybere intensitet og mere afslebne kanter. Vi vipper fortsat med røven ude på kanten af stolen med en fin rank, sur, syrlig, stringent frugt, stikkelsbær, grape, bitter lemon, gin og tonic, hyld, bitterhed, rene og saltet mineral, grønne grene og friske urter. Smukt … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, SpanienJeg har tidligere storrost vinen A Dos Manos fra det nye og spændende vinhus A Pie de Tierra drevet af Aitor Paul og David Villamiel. Nu smager jeg storesøsteren Fuerza Bruta og igen falder jeg omgående på halen … det er vildt godt dette her.

Fuerza Bruta er selvfølgelig også lavet på ren Grenache fra forpagtede vinmarker og vinen er vinificeret på naturlig vis med brug af spontangæring med druernes naturlige gærceller og kun hele klaser helt uden afstilkning.

Gæring og maceration sker over forholdsvis lang tid efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter er vinen så lagret på store 2.000 liter kastanjefade og brugte 1.500 liter foudres. Aftapning er sket uden klaring eller filtrering.

Som med lillesøsteren er det vildt indbydende … let og med en lille Nebbiolo smell-a-like parfurmeret næse med rosenblade, violer, lemon og så ellers lyse bær, jordbær, hindbær, moreller, lyse kirsebær og små og store buketter af sommerblomster.

Det er som en sommerpige med lyst hår, løstsiddende kjole, blomsterkrans om det smilende ansigt. Forførende … og jeg ligger mig bare ned på ryggen og er glad. Luftig, let, æterisk med et leret, sandet udtryk og så vedvarende en lidt medicinske, hæfteplaster- og pilleglasagtige note, som helt sikkert vil kurere dig.

Smagen er let som Pinot Noir, læskende, saftigt og bondsk som Gamay samt elegant som burgundiske vine … meget moderne, lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk. Frugten lidt mere streng end lillesøsteren, men begge søstre er drønlækre. Jeg smager jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, men samtidig energisk, sitrende, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … omgående bliver jeg forelsker, så 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu næsten tyveri … men du kan gøre det hjemme i stuen foran computeren.

Vinanmeldelse 6/7

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDe lette rødvine varede ikke ved hele aften, for Paul D’s næste bud blev en 2015 Vignes de L’Hospice Saint-Joseph fra det store rhônehus E. Guigal … en vin, som jeg sidst smagte i årgang 2005.

Dengang var det faktisk også til en af vore vinaftenener, men der var det Jan, som havde taget vinen med.

Den er lavet med druer fra to af de bedste Saint-Joseph marker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde Domaine Vallouit og Domaine Grippat.

Den ene af de to marker er Vignes de L’Hospice, som er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice og er lejet på langtidskontrakt af Guigal.

Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen fra vingården Les Anges, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.

Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle og er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.

Duftmæssigt er der det mørke bær, blåbær, brombær, sorte blommer, dyb sort lakrids, tobak, tjære, brændte noter, ristede fade, peber og lakridskonfekt. Det er en fed og mægtig aroma, hvor sorte oliven, ribs og røg også dukker frem sammen med en stenet og granitagtig mineralitet.

I munden virker frugten mere frisk … men fortsat i det mørke univers med brombær, blåbær, hindbær og ribs samt peber, der brænder lidt og suppleres af mørkbitter chokolade, masser af tanniner, der både er kraftige og runde. Det er tungt, imponerende og lækkert med denne mineralske, stenede nordrhônske jernnæve. 95 point.

Købt i Føtex, hvor vinen koster 535 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, Spanien

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, SpanienSteffen serverede sgu også en rødvin fra Bodega 4 Monos Viticultores, som vi før smagt hvidvin fra. Det var denne 2019 Aguja del Fraile fra det hypede og spændende Sierra de Gredos område.

Det er – næsten naturligvis – en ren Grenache vin, hvor druerne kommer fra fire små parceller med 60-80 år gamle vinstokke, der er fra marker med  granitholdig jord i 880 meters højde tæt ved landsbyen Cadalso de Los Vidrios.

Der skulle efter sigende være en lille smule Cariñena aka Carignan med i blendet og vinen er lavet på hele klaser, der er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage afhængig af parcel.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 14-15 måneder på franske og østrigske 300 og 500 liter egetræsfade og er sluttelig aftappet med let klaring og uden filtrering.

Vinen har en meget aromatisk aroma … sprittusch, deodorant, vaskepulver, blomster, kokos … lidt en blandet butik, men dufter sgu ret himmelsk. Den har sådan en legende, let, grøn og bondsk side og en frugt, der er ultralet, syrlig, saftet med hindbær, lyse kirsebær samt vilde, tørrede urter og salte mineraler.

Smagen er også grøn og blomstret … har en utrolig lys, frisk og støvet frugt med moreller, ribs, rabarber, granatæbler og en syre proppet af lemon samt Schweppes sodavand. Selv tanninerne er støvede, lette, lyse,  fine, klippestramme med det lyseste og mest følsomme touch. Hvor er det bare fremragende og umulig ikke at blive fascineret af, så dermed 96 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 228,65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Cascina Piccaluga, Barbaresco Casot Riserva, Piemonte, Italien

2016 Cascina Piccaluga, Barbaresco Casot Riserva, Piemonte, ItalienDet var Jan, som kom med aftenens første bud på rødvin, hvilket var med en flot 2016 Barbaresco Casot Riserva fra Cascina Piccaluga aka Roberto Abellonio.

Cascina Piccaluga ligger i bakkerne bag Alba ved byen Altavilla og vingården fra det nittende århundrede og har en udsigt til et af de smukkeste områder i Piemonte … bl.a. mod Albas tårne ​​og en enestående panorama over bakkerne i Treiso og Barbaresco.

Vingården drives af Roberto Abellonio, der i 1996 overtog sin families gamle vinmarker og startede med at lave vin på Cascina Piccaluga med hjælp fra sin kone Jessica samt fætteren og vinmageren Alessandro.

Det var Robertos oldefar Carlo Abellonio, der grundlagde vinhuset i slutningen af det 19. århundrede. Han var læge, men købte jorden og en lille hytte på bakkerne over Alba i Altavilla området.

Med årene købte han flere marker og byggede også en herregård og en lille stald på toppen af ​​bakken og bl.a. havde huset en balkon med den smukkeste udsigt. Han kaldte bondegården for Piccaluga, som på genovesisk dialekt betyder tag druerne.

Carlo helligede sig dyrkning af ​​vinmarkerne samt opdræt af nogle piemontesiske kvæg og nogle får … egentlig meget typisk for små landbrug dengang.

Roberto Abellonio overtog også driften fra sin far Giancarlo Abellonio efter han havde afsluttet sine skolestudier i landbrug og vinproduktion … og intensiverede så produktion af vine med druer fra gårdens vinmarker.

I dag har familien 10 hektar vinmarker, der primært ligger ved Altavilla, heraf har man dog også 2 hektar i Barbaresco-området og det er derfra, at druerne til Barbaresco Casot Riserva kommer fra marken Casot i Treiso kommunen.

Vinen er lavet i store termoregulerede ståltanke med automatisk og computerstyret over- og udstansningssystem, gæring og maceration over 15-28 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og så er den lagret 24 måneder på egefade, heraf 12 måneder på 400-liters franske egetræsfade og efterfølgende 12 måneder i slavonske fade.

I næsen er det en blid og feminin Barbaresco … violer, let og syrlig med læder, lidt røg og endda lidt parfumeret. Frugtmæssigt er det mest jordbær samt ekstraherede røde kirsebær suppleret med lidt grønne noter, peber, krydderier, sandeltræ og vanilje.

Smagen er tør og krydret … frugten lys og mildere end Barolo … tanninerne er heller ikke helt så vilde. Det er dog fortsat med lys og frisk frugt, hindbær, ribs og granatæbler, virkelig tør med lemon, lidt citroner og peber … smukt bid. 95 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Albillo Real, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Albillo Real, Madrid, SpanienAftenens anden hvidvin blev denne spændende Albillo Real 2021 fra Bodega 4 Monos Viticultores.

4 Monos betyder de 4 aber og vinhuset er da også grundlagt i 2010 af de 4 vinvenner Javier García, Laura García, David Velasco og David Moreno.

Vi er i det hypede område Sierra de Gredos cirka 100 kilometer vest for Madrid og det var der, at 4-banden mødtes … faktisk på en vandretur i Gredos-bjergene.

Javier García havde tidligere været ansvarlig vinmager på Bodegas Jiménez-Landi … et vinhus, som jeg forleden stødte på, da jeg smagte deres 2016 Piélago … igen med en forbindelse til det ikoniske vinhus Comando G, der er bannerfører i Sierra de Gredos.

Javier Garcia er faktisk bror til den legendariske Fernando Garcia, der er manden bag Commando G og Bodega 4 Monos laver også vin i superligaen. 4 Monos er også i dag en af de meget fremadstormende topejendomme i Sierra de Gredos.

Grundlæggende er vinene naturlige, de spontangæres, lagrer på brugte fade og flaskes ufiltreret og med minimalt svovl og laves med druer fra gamle bushvinstokke plantet sand-, granit- og skiferholdige marker i 600-1.200 meters højde.

Denne vin er lavet på den sjældne Albillo Real drue fra 90 år gamle stokke. Vinen er lavet med spontangæring med druernes egen gær og efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade og er så flasket ufiltreret og med minimalt svovl.

Sikke dog en aroma … fed, aromatisk, saltet og mineralsk … har en kæmpe blomstereng, nogle skumgummibamser, lakridskonfekt og mandler. Det er lidt af en historie, har noget harpiks og frisk frugt, grønne æbler, fersken og tørret abrikos. WAUW.

I munden er vinen også mægtig, fed, blød og olieret … frugten er ganske blød og lidt mushy mushy, saftige ferskner og abrikos, noget grillet grapefrugt og samtidig med pæn modenhed i frugten, salte mineraler og stor krop. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7

Houlberg tester … en Winetribe vinkasse til blindsmagning

Pissegod idé … virkelig flot udførelse og et super professionelt set-up. Jeg snakker om et nyt koncept fra Winetribe, hvor man kan teste sine evner indenfor blindsmagning af vine via en kasse med 5 vine suppleret med en app til dine svar.

Winetribe konceptet

Winetribe er et nyt koncept, hvor man køber en kasse med 5 vine i små 100 ml rør med ukendte vine helt uden indikation af, hvad der er i rørene … og så skal spotte drue, område og årgang. Men fælles for vinene er, at de udelukkende kommer fra anerkendte områder og druer – og koster mellem 200 kr. til 500 kr., hvis du selv skulle ud at købe flaskerne.

Her er min kasse … med de 5 rør og i dette tilfælde 2 hvidvine og 3 rødvine med betegnelserne BC1, BC2 og frem til BC5. Med hele 100 ml i hvert rør, så kan man endda kan dele og være 2 om at gætte og smage vinene.

Instruktionen til, hvordan man gør er rimelig simpel og står på indersiden af kassen …. ganske tydelig markeret med; sådan kommer du i gang, hvor første skridt er at downloade app’en og når du har logget dig ind, så er det egentlig bare at smage og så gætte løs.

Når man åbner kassen bliver man ganske overrasket over, hvor professionelt det hele er … både kassen og den app, som man skal downloade for at få svarene på, hvad der er i de 5 vinøse rør.

Men besvarelserne er også lidt nemmere, end jeg lige havde forventet, for man skal ikke gætte sådan helt ud i det blå, da man nemlig for både drue, område og årstal får 4 svarmuligheder.

Man starter med at skulle vurdere vinen ud fra 5 niveauer fra 1 stjerne til 5 stjerner, hvor 1 = hældes ud og 5 = køb en hel kasse, men så starter selv blindsmagningen, hvor du for drue, område og årstal kan vælge mellem 4 muligheder … og hvis du ikke svarer korrekt, så markeres dit svar med rødt og den rigtige løsning med grønt … derefter går du videre til område … og så videre.

Når du har svaret på spørgsmålene om drue, område og årstal, så præsenteres vinen derefter. Det er dog ikke sådan, at der kommer en samlet vurdering af, hvordan man samlet har klaret sig, men man kan hele tiden gå ind på hver vin i app’en og se sine besvarelser.

Alt fungerer meget nemt.

Hvordan gik det så?

Jeg gættede  ikke drue eller årgang på de to hvidvine, men gættede område på begge. På de røde gættede jeg druesort på alle, område på 2 af dem og alene årstal på en enkelt. Årstal er pokkers svært at skulle identificere, så mit gode gæt var vist rent held.

Alle mine 5 smagte vin var fra Bichel Vine, men det var vist et tilfælde, for Winetribe arbejder sammen med flere importører som både Erik Sørensen Vin, Otto Suenson, Vinguruen og Bichel Vine … og meget passende, så kan man selvfølgelig købe en smagt vin med 20% rabat, hvis man under smagningen forelsker sig … så trykker man bare på en knap i app’en, når vinen afsløres.

Det er fandeme – pardon my french – godt udtænkt!

Konklusion?

Jeg er tosset med Winetribe … og tænker også, at det vil være en perfekt gave til en vinnørd i stedet for en god flaske. En kasse koster 499 kr. + fragt, hvis det er et engangskøb og 399 kr., hvis man bliver medlem og vil modtage en smagekasse hver 2. måned.

Winetribe er virkelig godt, spændende og kan bruges af alle, som interesserer sig en smule for vin. Alt fungerer nemt, professionelt og overskueligt, så jeg kan kun anbefale konceptet.

Houlberg rabat

Hvis du selv – som trofast læser af Houlbergs Vinblog – gerne vil prøve en vinkasse fra Winetribe, så kan du via vinbloggen få lidt rabat … du bruger rabatkoden Houlberg20 og den giver dig  20% rabat på første levering af medlemskasse og 20% rabat på enkeltkasser.

PS … der er lige kommet en adventskalenderen med 8 vine til en samlet pris på 999 kr. Jeg ved godt, at det måske er lidt sent at skrive om, da vi allerede er gået ind i december … men som man siger, det er jo i julemåneden, at vi skal være gode ved hinanden.

Samlet vurdering af Winetribe:

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2017 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienBarolo’en fra Azienda Agricola Elio Grasso var en 2017 Barolo Gavarini Chiniera, hvor druerne kommer fra vinmarken Gavarini, der er en 3 hektar stor parcel på Ginestra skråningen.

Elio Grasso er eneste ejer af Gavarini, hvor selve parcellen Chiniera så blot er en del af vinmarken. Gavarini Chiniera er beliggende en anelse højere, lidt mere veldrænet og med større indhold af sand i modsætning til Ginestra Casa Matés mere lerholdige jord, mens den midterste centrale del af Gavarini alene anvendes til Grassos topvin Rüncot.

Vinstokkene på Gavarini Chiniera er omkring 35-40 år gamle  og dyrket efter økologiske principper. Høst og den nænsom sortering er selvfølgelig sket ved håndkraft, hvorefter vinen har gæret under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke.

Derefter var vinen igennem en 35-40 dage lang maceration, hvorefter vinen så  blev lagret 2½ år på store 2.500 liters brugte slovenske fade.

I næsen har vinen nogle af de klassiske dyder, men også en anelse mere fedme. Der er tjære, violer, garvet læder, rå champignon, tørre krydderier, en streng grøn og italiensk syre, ribs. tranebær, stenede mineraler … absolut vildt tiltrækkende. Fadene bidrager også med noget vanilje.

Fedmen går også lidt igennem smagen … meget kødfuld i frugten, der er saftige kirsebær, jordbær og tranebær, tjære, jod, noget Campari bitterhed og selv tanninerne virker fede, tørre og kødfulde,  mens syren har godt med lemon syrlighed. Man spidser mund, men hvor føles det dejligt, klassisk og vidunderligt. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 675 kr.

Vinanmeldelse 6/7