Den sidste 2018 Brunello di Montalcino i min lille mini-test af årgangen kommer fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian og det en vin, der allerede i årgang 2017 imponerede mig.
Da jeg smagte den foregående årgang skrev jeg også en masse om vinhuset, men nu kigger jeg alene videre på denne 2018 Brunello di Montalcino, hvor Sangiovese druerne kommer fra over 40 år gamle vinstokke på marker i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og med udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret … og endda Molino di Sant’Antimo vingården, som vi smagte lige før.
Alle marker drives fuldstændig økologisk … certificeret siden 2012 og druerne høstes af flere omgange, så kun perfekt modnet frugt finder vej til den færdige vin.
Mosten gærer frugtbevarende på ståltank og store fade med hele 40 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen lagrer herefter 36 måneder på 500 liter franske egetræsfade, heraf 1/3 helt nye og resten 1 år gamle. Efter yderligere 6 måneder på flaske er vinen klar til frigivelse.
Igen bliver Houlberg glad … har denne mørke frugt, der er både dyb og animalsk med sorte kirsebær, brombær, æterisk intensitet, nogle mælkede noter, læder, cedertræ, ristede champignon, østershatte, mintpastiller, medicinskab og så alligevel lidt sødme, vanilje og mælkechokolade. Det virker modent, cremet … uha.
Smagen er imponerende …. klart mere rund end 2017’eren, men tanninerne er fortsat tørre, stærke og småvilde. De overtager straks styringen, men suppleres med mørk, intens frugt, sorte kirsebær, lidt brombær, tranebær, lemon bitterhed, røg, mineraler, engelsk lakrids, tobak og tør skovbund. Det smager vildt godt, så 96 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 279,95 kr.