2014 Quinta da Pellada, Vinho Tinto, Dão, Portugal

2014 Quinta da Pellada, Vinho Tinto, Dão, PortugalVi fortsætter skam med mer’ portugisisk rødvin Vinho Tinto fra Dão producenten Quinta da Pellada, der drives af Álvaro Castro.

Álvaro Castro er nok en af de allerbedste vinmagere i Dão regionen. Han er egentlig selv uddannet civilingeniør, men da han arvede de to ejendomme  Quinta da Pellada og Quinta de Saes i 1980, begyndte han at hellige sig at lave vin.

Álvaro Castro er en hård traditionist, og hans vine har old-school karakter med et ærligt udtryk for sted og tid uden megen indgriben. Han har sin datter Maria med i vinfremstillingsprocessen, bor selv på Quinta de Saes, mens Quinta da Pellada ligger på en bjergskråning med vidstrakt udsigt tæt på den barske nationalpark Serra d’Estrela.

På markerne dyrkes hvide sorter som Encruzado, Cerceal Branco og  Bical samt de røde Tourigas Nacional, Roriz, Alfrocheiro, Jaen, Tinta Amarela, Tinta Cão og Sercial. Markerne dyrkes økologisk.

Denne Dão Vinho Tinto er lavet på et fieldblend med omkring 40 forskellige sorter … hovedsageligt Alvarelhao, Tinta Pinheira aka Rufete, Touriga Naçional, Jaen og Tinta Amarela. Marken ligger i 550 meters højde og vinstokkene er gennemsnitlig 75 år.

Efter høsten får druerne en 10 dages kold maceration, hvorefter gæringen sker i rustfrie ståltanke på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering har vi så lagret 26 måneder på store franske egefade anvendt 5 eller 6 gange tidligere. Årlig produktion ligger på 36.000 flasker. Vinen har fået 95 Parker point.

Duftmæssigt er der stort fadpræg … kanel, vanilje, let chokolade, våde fade, lidt flæsket, men frugten er ganske frisk … en skøn kombi af blåbær, sure kirsebær, hindbær og tranebær, en smule trøffel og så med en mineralsk og stenet kant.

I munden er vinen både saftig og krydret. Der er lidt bitter frugt, en bitter sødme, masser af kraft, blåbær, brombær og godt med tør træ, mineraler, sten, grønne urter, tørre og lidt støvede tannier, men ellers bestemt en fin vin.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Portugal er prisen 43,90€ … svarende til 327 kr.

Vinanmeldelse 5/7