Nu er der næsten ikke flere tårer tilbage, for denne Angel Tears Merlot & Cabernet Sauvignon er sidste vin fra Grande Provence Heritage Wine Estate.
Angel Tears Merlot & Cabernet Sauvignon er lidt et Bordeaux blend på 40% Merlot, 40% Cabernet Sauvignon, 15% Petit Verdot samt 5% Shiraz. Efter høsten – der sker manuelt – så afstilkes druerne inden gæring i rustfrie ståltanke over 2 uger ved 25 grader med 4 daglige pump-overs. Efter endt fermentering udvælges de bedste dele, som indgår i denne vin. som derefter lagrer med franske egetræsstave i 8 måneder inden vinen tappes på flaske.
Lidt mere klassisk næse … egentlig lidt et Bordeaux blend, men selvom der ligheder i duften, så er der også mange forskelle. Der er ikke hverken solbær, cigarkasser eller jord, men derimod grafit, blåbær, lidt eukalyptus, solcreme og det hele virker mere solbrændt eller solmodent. Frugten er ikke helt så rank som hos dens franske forbillede, og de lidt sødbrændte elementer fylder mere.
Smagsmæssigt en ganske tør vin, og har egentlig også pænt med mørk frugt. Der er lidt peber, tørre tanniner og syren sikrer en vis rygrad, selvom vinen har lidt kant. En lille sødme ligger underneden sammen med en snert fra alkoholen på de 14%. Det er ikke Bordeaux, men godkendt.
Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 79,95 kr.