Med næste vin har tårerne skiftet farve … nu er det vel nærmest blodige tårer. I hvert fald er næste vin fra Grande Provence Heritage Wine Estate den røde Angel Tears Le Chocolat Pinotage.
Vinen er lavet på 100% Pinotage, som høstes med håndkraft. Efter afstilkning af druerne er vinificering sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 6 måneder i franske egetræsfade. Og efter duften at dømme, nogle virkelig sødbrændte fade.
WOW sikke en duft … meget anderledes. For de første er der nogle meget søde og ristede noter … ristede kaffebønder, chokolade – jo den er god nok – masser af sødbrændt eg, vanilje, rågummi, spejderhagl, amarettokirsebær og modne blommer. Det vælter simpelthen op af glasset.
Vinen er i munden sød og også meget sød. Det er klart en venlig og lysten vin … en rigtig erotisk buttet danskerelsker, men klart til den jammy side. Vinen er sød og lidt fluffy, men vedkender sig stilen med kraft, saftighed og sødme. Der er også i smagen chokolade og ristede elementer. En lille eksplosiv bombe af sødlig og rar bamsefylde til en kold aften.
Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 79,95 kr.