Næste Oregon vin var også en hvid … en 2021 Estate Grown Chardonnay fra vinhuset Yamhill Valley Vineyards lidt længere mod nord mellem byerne Bellevue og McMinnville.
Vinhuset er grundlagt i 1983 af Denis Burger og Elaine McCall, som ledte efter billig jord, som var velegnet til at dyrke druer på og det fandt de så ved McMinnville, hvor de primært plantede Pinot Noir druer.
De har i alt lidt over 60 hektar vinmarker og fra start og til i dag er der blevet arbejdet med forskellige kloner og opbindingsmetoder, alt for at finde den rigtige Yamhill Valley stil i vinene.
I dag er det næste generation, der driver Yamhill Valley Estate med Jenny Burger som vinmager og sin bror Greg som hjælper og han er også ansvarlig for det meste af salget.
Duftmæssigt er vinen aggressiv på fadet … virker lidt olieret med bivoks, grønne krydderurter, fersken, stikkelbær, abrikos, ananas, citronskal og lidt kokos og ristede hasselnødder.
Smagen er sådan nærmest fyldig og grøn på én gang … og kan sgu ikke helt greje, hvad den vil eller i hvilken retning, som den vil gå? Der er fylde og grønne noter sammen, noget stikkelsbær, abrikos, masser af syre og det bliver en småfyldig og frisk vin. Det smager godt, men efterlader mig lidt forvirret. 90 point.
Forhandles af American Wine, hvor en flaske koster 249 kr.