2021 Weingut Alexander Laible, Riesling SL ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Riesling SL ★★★, Baden, TysklandJeg smagte mer’ tysk Riesling, men nu er vi i Baden … for ved den lille by Unterweiler ved Durbach finder vi Weingut Alexander Laible og derfra smager jeg nu en 2021 Riesling SL ★★★.

Jeg har før i år smagt vin derfra og i november sidste år smagte jeg også en 2021 Chardonnay Louis ★★★ opkaldt efter Alexander og Corinna Laibles søn Louis, hvor jeg skrev en masse om vinhuset, så det skal jeg ikke gøre igen, men blot kigge nærmere på denne 2021 Riesling SL ★★★.

SL i navnet står for ”selektion” og er Laibles næsthøjeste kvalitet, som jo også samtidig er forsynet med de 3 stjerner, som antyder, at dette er én af husets topvine.  SL-serien er lavet med reduktion af antal klaser pr. skud og samlet kun 10 klaser pr. vinstok, hvilket svarer til omkring 1 kilo pr. vinstok.

Druerne er også høstet med håndkraft med første sortering i vinmarken og derefter igen inden presning. Gæringen er sket i store rustfrie ståltanke og derefter er vinen lagret samme sted sur lie i en ukendt periode inden aftapning på flaske

Duftmæssigt er det bestemt Riesling, for allerede fra første snif sniger der sig noget petroleum op i dit dufteaggregat aka næsen, men det er en federe aroma af petroleum … nærmest lidt vokset eller olieret med noget linolie, meloner, pærer, fersken, abrikos, sandeltræ og pikante krydderier.

I munden er det heller ingen typisk Riesling, for smagen er også fed, sødlig, smøret og olieret. Det er bløde dåsepærer, fersken, mango og ananas og kandiseret lemon … alle frugterne virker så saftige, at der nærmest løber sødlig frugtsaft ned af hagen på dig. Der er volumen, fylde og råfrugt med flødecreme over vinen, der føles som elskov i frodig ekstase. 93 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, TysklandI den vinøse kryds og tværs fra Weingut Rudi Rüttger fik jeg 3 på stribe med denne 2023 Spätburgunder vom Kalkboden fra nogle af Rudi kølige og kalkrige marker omkring Neuleiningen.

Vinen er fremstillet med gæring på ståltank ved 25-28 grader efter 7 dages udblødning og maceration. Efter endt gæring er 90% af vinen lagret i store betontanke, mens 10% lagrer på egetræsfade for ekstra smagsdybde og krydret kompleksitet.

Som med 2022’eren dufter det af klassisk tysk Spätburgunder med lidt sød og landlig stald, godt med mødding samt en frugt af kirsebær og jordbær, godt med våde fade, brunkul og tørv … sådan lidt dyb og  mørk i stilen og slynger du glasset rigtigt meget, så kommer der også en jernagtig mineralitet.

Smagen er også let … klart lysere end duften, for her er der jordbær, søde kirsebær, hindbær og tranebær … umiddelbart også ret spinkel, lys og perifer. Syren virker ret blid, alt er fin, lyst og let … tanniner er der heller ikke mange af, men det er drikbart som bare fanden, lys, saftig, læskende og har en sødlig bitterhed fra sorte te-blade og kraftige tørrede rosenblade. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, TysklandNæste Weingut Rudi Rüttger i trioen blev så denne 2023 Riesling Le Tendre Feinherb, hvor der er skruet en anelse op for sødmen via større indhold af restsukker.

Rudolph Rüttger har lavet denne vin med Riesling druer fra familiens egne marker omkring Neuleiningen. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, både gæring og dem efterfølgende korte lagring. Da det er en Feinherb, så indeholder vinen 16 gram restsukker pr. liter, hvilket endda er lige 2 gram mere end foregående år.

Her er Riesling druens ædle karakter langt tydligere … i næsen kommer der nemlig en terpentinvæddet klud … det er petroleum og så citroner, der mest er syltede og lidt småfede. Der er fersken, gule æbler, lemon og så har vinen en flot inderlighed, skrøbelighed og virker virkelig dragende.

I munden kan du godt smage, at der er skruet op for sødmen, men det er slet ikke alarmerende eller for meget, men er med til at give vinen krop, fylde og får også frugten til at virke syltet, rund, blød og saftig. Men tag ikke fejl, for der er skam også en syre, men den virker mere afdæmpet eller måske halvskjult i forhold til 2022’eren, mens mineraliteten heller ikke kommer så meget frem.. Det giver sgu en sødlig, stram, læskende og bestemt flot Riesling med en sødlig kant, så dermed 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7