2023 Weingut Bründlmayer, Rosé Zweigelt, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Bründlmayer, Rosé Zweigelt, Niederösterreich, ØstrigLad os nappe endnu en vin fra Weingut Bründlmayer og nu er vi tilbage på Zweigelt druen og – helt sommerligt – i en rosé udgave, nemlig husets 2023 Rosé Zweigelt.

Selvom Weingut Bründlmayer mest er kendt for sine hvidvine, så laver han vildt flotte vine på Zweigelt, hvilket min anmeldelse af hans 2021 Zweigelt forleden jo også dokumenterede.

Zweitgelt er jo også Østrigs mest udbredte rød druesort og er en krydsning mellem Blaufränkisch og Saint Laurent. Druens hed først officielt Zweigeltrebe Blau og den blev skabt i 1922 af Dr. von Friedrich Zweigelt … som i øvrigt sidenhed blev direktør for Østrigs nationale planteskole Höheren Bundeslehr- und Bundesversuchsstation für Wein-, Obst- und Gartenbau.

Friedrich Zweigelt ejede selv nogle vinmarker med druen tæt på Bründlmayers og havde sin vinkælder i Langenlois. Bründlmayer har sidenhed opkøbt disse marker og det er derfra, at Bründlmayer i dag laver denne friske og lavalkoholiske rosévin.

Bründlmayer Rosé Zweigelt er lavet ved, at nogle af druerne fra marken i 260-380 meters højde er høstet, når de er middelmodne og så presses blidt i hele klaser uden afstilkning.

Senere er der blandet en andel på mellem 5-20% knaldrød Zweigelt most i fra helt modne Zweigelt-druer og derved får vinen også sin farve. Så er vinen blot lavet med gæring i rustfrie ståltanke og der lagres vinen blot 5 måneder før aftapning på flaske.

Duften er egentlig ikke udtalt rødvinspræget, for i stedet er der mere noget fersken, søde æbler og så – jo – lidt søde jordbær. Alt er let, ubekymret og satans balanceret … som en velkomponeret sommersang, man bare bliver glad for at synge.

I munder smides de sidste bekymringer, mismod og pessimisme fuldstændigt væk, for letløbsfaktoren er stor … drøner lige gennem halsrøret med velbehag, sødme og let perlen. Det er fersken, syltede pærer og jordbær, grillet lemon med svag sødlig bitterhed med flot, flot balance og en kalket mineralitet. Det er lille læskeperle, saftbandit og tørstslukker på flot niveau, så 90 store point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Bründlmayer, Riesling Terrassen, Kamptal, Østrig

2022 Weingut Bründlmayer, Riesling Terrassen, Kamptal, ØstrigSidst jeg smagte vin fra Weingut Bründlmayer var det hans røvlækre 2021 Zweigelt, men huset laver også fremragende og pivskarpe hvidvine, som nu fx denne 2022 Riesling Terrassen.

Bründlmayers Riesling Terrassen er lavet med en blanding af Riesling druer fra forskellige marker, der dog alle ligger på terrasser i 200-300 meters højde.

Jorden fra de højest beliggende marker er her meget rig på sten, hvilket giver en vin med mange nuancer af mineralitet og et godt lagringspotentiale, mens de lavere beliggende marker har federe jord, der giver tidligt modnende vine, der er meget charmerende som unge. Netop ved at blande de to typer får man vin, der både viser finesse og kraft.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne transporteres nænsomt til vineriet i små boks. Efterfølgende selekteres og presses druerne forsigtigt, hvorefter vinen gærer ved 15-20 grader på stål.

Det er sgu en lækker duft … lidt som petroleum pakket ind i vat, blød, balanceret suppleret med en smule linolie, mens Riesling druen også bidrager med frugt af lemon … godt med lemon faktisk, citroner samt lidt æbler, fersken, hyld og så denne fine og sarte inderlighed med en halv stang wienerbrød og rundhed … som om vinen lige har et ekstra gear.

I munden er der mer’ skruet op for bissen, for nu kommer der masser af mineralitet frem sammen med syltet grape, godt med lemon og de gule citroner vil også være med og bidrage med masser af syre. Det er frisk, stramt og syrligt … mineraliteten stenet med saltet flint og granit … alt står pivskarpt og præcist. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Scheid Family Wines, Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard, Californien, USAScheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien laver vine under mange forskellige navne. Et af navnene er Metz Road og her er det netop en 2020 Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands som fx Sunny with a Chance of Flowers, Scheid Vineyards, VDR, Fog & Light, Ryder Estate, District 7, Stokes’ Ghost, Grandeur og Metz Road.

I brandet Metz Road laves der 2 vine … en Chardonnay og så Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard, der i årgangen 2020 er lavet med druer fra den 138 hektar store mark Riverview på den østlige side af Salinas Valley lige under Pinnacles National Park.

På markerne er det vinstokke af klonerne 115, 777, Calera og Pommard, der er høstet tidligt om morgen om bragt til vingården, hvor de først er afstilket inden gæringen i små åbne tanke med 3 daglige punch-downs. Ved gæringen er der anvendt en naturlig gær lavet fra en lille forgæring på egne gærceller. Efter endt gæring er vinen så lagret 13 måneder på franske egefade.

Det dufter ikke af amerikansk Pinot Noir … mere europæisk og rank i stilen med en frisk frugt af kirsebær, jordbær, ribs, granatæbler og så godt med fadnoter af våde fade, lakrids, mørk chokolade, kanel samt vanilje og lidt krydderier med timian og noget tjære.

I munden er det en lækker Pinot Noir, hvor den amerikanske sødme dukker lidt op, men det er heldigvis godt afstemt og balanceret. Der er søde jordbær, tranebær, boysenbær, lidt mørkere bær og en mørk bitterhed som fra Campari, tør engelsk lakrids og gå nogle ret tørre og markante tanniner, som også virker perfekt afstemte som med noget hvid peber også giver lang eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7