2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalFra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola smagte jeg den røde søstervin … en 2017 Reserva Tinto, der er lavet på et skønt mix af Aragonez, Trincadeira og Cabernet Sauvignon.

Som hos den hvide søster er druerne høstet med håndkraft og ligeledes afstilket 100%. Så er gæring og maceration sket i 5.000 liter franske egekar fra Seguin Moreau.

Efter endt gæring er vinen så overført til franske 225 liter barriques og dér sker malolaktisk gæring spontant. Lagringen på fadene varer 18 måneder, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det sgu skruet godt sammen … dyb, mørk, krydret med tør engelsk lakrids, sorte kirsebær, blommer og solbær. Der er også en snert røg, cedertræ, læder samt mørk chokolade med højt kakaoindhold.

I munden er vinen lettere, friskere og frugten lysere end duftmæssigt, men det virker faktisk rigtigt godt. Der er både lyse kirsebær og blommer, lidt ribs og sødsyrlig æblesaft. Det giver en frisk og frugtrig vin med fin og kontrolleret syre, nogle lyse og tørre tanniner, som dog aldrig forstyrrer eller tager magten. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Herdade do Perdigão, Reserva Branco, Alentejo, Portugal

2020 Herdade do Perdigão, Reserva Branco, Alentejo, PortugalNæst smages en lille duo …. 2 vine fra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola, der er et portugisisk vinhus beliggende lidt øst for byen Monforte i det østlige Alentejo tæt på grænsen til Spanien og den første vin er en 2020 Reserva Branco.

I der bakkede landskab ved Monforte har der været dyrket og lavet vin i mere end 2000 år takket være romerne, der oprindelig bragte de første vinstokke med sig, men efter vinlusens blev vinavlen i Monforte faktisk ikke genoptaget.

Men i 2003 startede Carlos Gonçalves så sin vingård Herdade do Perdigão i dette område og laver nu vin med vinmageren David Patrício ved roret.

Herdade do Perdigão har sammenlagt 60 hektar vinmarker og  laver særegne og dristige vine fulde af smag og karakter fra dette terrior og denne  Reserva Branco er én af disse vine.

Vinen er lavet på 100% Antão Vaz, der er høstet ved håndkraft og derefter afstilket inden presning. Derefter har mosten hvilet koldt i 48 timer inden gæringen, der er sket i franske egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder i egefadene med løbende batonnage.

Der er sgu skrald på duften … der er koncentreret pollen, blomster og en olieret og fed aroma, der er fadpræget med nougat, Nutella og noget honning, vanilje, sød røg, modne pærer, abrikos og nektariner.

I munden er det også en fed og let olieret vin, men samtidig dukker en ganske markant syre op, hvor der virkelig er citrusbid, friskhed og samtidig en blød, vandet og behagelig smag, hvor citroner, limefrugt samt lidt hyben går igennem hele smagsspekteret. Limen giver også en smule let bitterhed og i eftersmagen kommer nogle af de røgede toner også frem. 90 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Winzerhof Stahl, Weissweincuvée, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Weissweincuvée, Franken, TysklandSjovt nok kom vinsmagningens bedste vin denne aften fra Operaen og ikke Vinhuset Randers. Vi købte nemlig oppe i teltets bar en flaske 2022 Weissweincuvée fra Christian Stahl på Winzerhof Stahl.

Det er jo et vinhus, som jeg har skrevet om og smagt vine fra ret mange gange, for Winzerhof Stahl er jo i stalden hos Mr. Ruby. Derfor kan I læse en masse om vinhuset i nogle af mine tidligere anmeldelser af Christian Stahls vine … søg blot på Stahl 🙂

Denne 2022 Weissweincuvée har jeg faktisk smagt før … der hed den blot White Blend og det var i en årgang 2020. Den er er lavet på et blend af Riesling samt Scheurebe … og igen har Christian Stahl leget og eksperimenteret.

Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Vinen er lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Riesling druerne bidrager til et ganske lille snert af petroleum, men ellers virker vinen lettere olieret og det er formentlig Scheurebe, der bidrager med dette. Ellers er der masser af citroner, friske gule samt nogle kandiserede, lemon, hyben og halvsure cideræbler. Her fanger jeg ikke så megen eksotisk frugt, men klart blomster, en saltet mineralitet med jern, stål og sten.

Smagen er både ren, klar, krisp, syrlig, sprød og samtidig saftig, læskende, drikkevenlig og imødekommende. Der er godt med syrlig æblemost, æblesyre og citronbid. Det er en vin, der får dig til at lave kyssemund og sådan en aften i starten af Randersugen er det nok meget passende. Det er en vin, som både har bid, syre og cremet saftighed. 91 point.

Winzerhof Stahl forhandles af Mr. Ruby, hvor vinen vistnok hedder Mr Rubys Favorite Blend og koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7