2021 Graffetta, Syrah, Sicilien, Italien

2021 Graffetta, Syrah, Sicilien, ItalienLad os dog fortsætte lidt endnu hos den toskanske Calì familie gog deres lille sicilianske vinhus Graffetta, men denne gang er det med deres 2021 Syrah.

Det er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra forskellige plots på den 6 hektar stor vinmark Contrada Graffetta, hvor vinstokkene er 8-10 år gamle og høstet i slutningen af august og starten af september.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder med halvdelen på tonneaux egefade og den anden halvdel i ståltanke. Så er vinen flasket og lagret yderligere 3 måneder. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

Sikke fin duft … nu stikker duften lidt dybere og mere intens … men på en eller anden måde, så er det Syrah med blomstret betræk. Det gør også, at vinen virker lettere end Syrah normalt og langt fra vine fra det nordlige Rhône eller australsk Shiraz. Men der kommer dog nogle af de typiske dufte af brombær, solbær og ribs, lakrids, peber samt noget skovbund.

Smagen er også nogenlunde let … men nu kommer Syrah druens tyngde, peber, tørhed og mere markante tanniner dog frem. Det er ikke så elegant som i det nordlige Rhône, mens langt bedre end dens australske kusiner. Der er læder, sorte teblade, camparibitterhed og frugten er ganske vist mørk … knap så mørk som i duften, for virker lettere, tyndere og mere syrerig. Let, sursyrlig, frugtrig og pebret … 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, Italien

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, ItalienGraffetta er en gammel siciliansk ejendom tidligere ejet af greven af ​​Modica, men ejes i dag af den toskanske Calì familie og laver fra de 22 hektar vinmarker på Sicilien en række vine … som fx denne Hyspa, som jeg nu har smagt i årgang 2020.

Ja har jeg også smagt nogle af de tidligere årgange af vinen, som fx årgang 2019 og 2017 … så jeg har også tidligere skrevet lidt om vingården og Calì familien.

Hyspa er lavet på 30% Cabernet Sauvignon, 30% Cabernet Franc, 20% Syrah og 20% Petit Verdot fra en vinmark på samlet 4 hektar og nogle 8-10 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder på tonneaux egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

WAUW for en duft … landlig, aromatisk og har nærmest en duft af grønne blomsterstængler, masser af violer, hyben, eukalyptus, tjære, tørret kød og sandet jord og ellers masser af gæret lyserød frugt, der mest er brombær og hindbær. Derudover fanger jeg også cedertræ, garvet læder, sorte oliven, kaktuspiller … virker meget let og en smule krydret.

Sådan smager vinen faktisk også … virker let med lyse bær og igen dette distinkte blomstrede element, som om vinen havde lagret med et bundt rosen- og tulipanblade. Det er hindbær, tranebær, kirsebær og smagen er ren, rank, lys og cremet. Det er som en lys beaujolais, men bare med burgundisk lethed, blomster samt peace and love, hvorved alt er godt og spændende. 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Pierre Girardin, Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire, Bourgogne, Frankrig

2020 Pierre Girardin, Éclat de Calcaire Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter vores battle hev Brix lidt flere vine frem, bl.a. en flaske magnum af en 2020 Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire fra det burgundiske vinhus Pierre Girardin.

Girardin familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men det var først i 1960’erne, at huset reelt fik sin egen identitet og startede med at flaske, markedsføre og sælge egne vine. Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar.

Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt, hvorved hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques hver fik 3 hektar marker og delingen har medført, at Girardin familien og navnet i dag er udbredt i Bourgogne.

Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’ bror Jacques og dennes søn Justin. Men derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin fra samme familie.

Og Pierre Girardin er netop søn af Vincent Girandin og dermed 13. generation i familien og nærmest opvokset i sin fars vinkælder og har dermed fået bourgognevin ind med modermælken.

Da Vincent Girardin solgte sin ejendom i 2011, så beholdte han 4,5 hektar af sine bedste parceller, som skulle overdages til sin søn, når han var klar til at lave vin. Og siden 2017 har Pierre således lavet sine egne vine.

Vingården ligger i Meursault og det er primært her husets egne marker ligger, bl.a. Meursault Narvaux, Puligny 1er Cru la Folatières og Batard-Montrachet suppleret med langvarige kontrakter med en række andre vinavlere. Samlet er det således 4,5 hektar og det betyder en produktion i dag på 80.000 flasker årligt.

Pierre dyrker sine marker økologisk og flere af de tilknyttede vinavlere driver også deres marker økologiske, men nogle få er ikke certificerede, så derfor er han endnu ikke certificeret økologisk. Det er dog målet, efterhånden som andelen af egne besiddelser vokser. Pierre ejer i dag 4,5 hektar og vil gerne op på 8 hektar.

Denne Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire er lavet på ren Chardonnay fra nogle lavere beliggende områder i Meursault og Volnay. Vinen er gæret i egefade og har derefter ligget 8 måneder på ståltanke inden tapning.

Det også både dufter og smager af Meursault, som i næsen har en tyk, varm og komfortabel smørfrakke på med lakridskonfekt samt vanilje, tørret abrikos, fersken og våde vaskeklude. Der er sun-lotion til at smøre hele kroppen. Der er brunet smør, ristede og saltede små noter, honning og virkelig slikmund lækkerier.

Smagen flyder dejligt, fløjlsblødt og smeltende ud i munden … igen med tørret abrikos, tørret fersken, syltede citroner og kraftig frugt, som både er fed, eksotisk, saftig og svulstig. Syren er kraftig, meget maskulin, men samlet giver det en koncentreret, smooth, cremet og blød Meursault, som smager skrækkelig godt. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7