2014 Penfolds, St. Henri Shiraz, South Australia, Australien

2014 Penfolds, St. Henri Shiraz, South Australia, AustralienVed sidste battle havde Brix en vin fra Penfolds med … og det havde han igen denne gang, for hans bidrag til konkurrencen var en 10 år gammel 2014 St. Henri Shiraz.

Sidst var det en 2013 Bin 407 Cabernet Sauvignon, som Brix havde taget med, men nu havde han dog skiftet drue, men sidst fortalte jeg også lidt om Penfolds … det store australske brand.

Det er dog ikke ren Shiraz, for i denne årgang 2014 består vinen af 96% Shiraz samt 4% Cabernet Sauvignon, der kommer fra flere marker i både Barossa Valley, Adelaide Hills, Southern Fleurieu, Wrattonbully og McLaren Vale.

Gæringen er sket på åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på over 50 år gamle 1.460 liter egefade for at give mindst mulig aftryk af fadene.

Duftmæssigt er der skrald på fra start til slut … har en dyb frugt af solbær, brombær, svesker, oksefond, grillede spareribs, gazebind og røgede noter. Fadpræget er ikke voldsomt, men alligevel får du lidt blæk, kanel, lakridspiber og en snert peber. Det er massivt, men bliver aldrig anmassende, som australsk Shiraz ofte kan være.

Også i smagen mærkes, at dette er Shiraz på højt niveau, for det virker blødt og velvet som fløjl og samtidig virkelig frugtrig, så den lider bestemt ikke under alderen, men er spændstig og frisk endnu med solbær, brombær og sorte blommer, mens der kommer peber samt fyldige tanniner, der til gengæld er slebet runde og føjelige i takt med årene. Fin Shiraz … ligger lige omring 94-95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. kan en årgang 2019 fås hos Meny til 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Belle Glos Wines, Las Alturas Pinot Noir, Californien, USA

2021 Belle Glos Wines, Las Alturas Pinot Noir, Californien, USAEneste vin som blev gættet denne aften – sørgeligt – var denne 2021 Las Alturas Pinot Noir fra vinhuset Belle Glos Wines beliggende i Rutherford i sunny California.

Belle Glos Wines blev grundlagt i 2001 af Joseph Wagner, en del af den kendte Wagner-vinfamilie, som også ejer Caymus Vineyards.

Navnet Belle Glos valgte Joseph for at ære sin bedstemor Lorna Belle Glos Wagner, der var medstifter af Caymus Vineyards og en ivrig Pinot Noir elsker.

Allerede som 19-årig lancerede Joseph Wagner Belle Glos, hvor han fokuserede på Pinot Noir fra Californiens kyststrækninger. Belle Glos blev hurtigt et kæmpe hit på flere af USA’s bedste restauranter og blandt de førende anmeldere. Topkarakterer og priser væltede ned over ham … en succes som naturligvis gav mod på meget mere.

Belle Glos ejer flere vinmarker i Californien … de ejer i alt omkring 50 hektar vinmarker, hvor de dyrker Pinot Noir.

En af vinene er denne Las Alturas Pinot Noir, hvor marken ligger i 360 meters højde mellem Santa Lucia Mountains og Salinas Valley. Marken får rigtigt meget vind fra Stillehavet, hvilket giver mindre druer med tykkere skal. Derfor er farven endnu mere koncentreret sammenlignet med de andre vine fra Belle Glos.

Druerne er høstet tidligt om morgenen og efter afstilkning er der sket en premaceration i 2 uger for at blødgøre skallerne. Derefter er gæringen sket i i en kombination af lukkede og åbne stålfermentorer med løbende punch-downs og pump-overs.

Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i franske egefade, hvoraf 60% er nye fade og først derefter sammenstikkes den endelige vin inden aftapning på flaske. Som med alle vinene fra Belle Glos Wines har de denne massive voks forsegling, der dækker over halvdelen af flasken.

Umiddelbart afslører næsen ikke til at starte med, at der er tale om amerikansk Pinot Noir, selvom letheden fra druen bestemt kommer frem. Der er bitre kirsebær, tranebær, grønne jordbær og ellers lidt grønne noter med tjørnehæk, mynte og fadpræg med lakrids, kaffe, mælkechokolade, kakaopulver og karamel.

I munden kommer US-sødmen dog hurtigere frem … der er saftige jordbær, lyse blommer og søde kirsebær … det er sød, let og egentlig ret fin Pinot Noir, som bare lige har en  amerikanske søde slagside og ellers virkelig blød, cremet og nogle umamiagtige moter af Nutella, valnødder, belgiske praliner og chokolade. 93 point.

Forhandles af fx Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Montes, Purple Angel, Colchagua, Chile

2019 Montes, Purple Angel, Colchagua, ChileByggesjakkets stand-in Martin havde taget en chilensk vin med fra Montes … et hus, som jeg har smagt mange vine fra, men det er lang tid siden, dog lige undtagen den 2019 Alpha Pinot Noir som Steffen havde med til vor vinaften tidligere på året. Her havde Martin medbragt en 2018 Purple Angel.

Vinen er lavet på 92% Carmenère og 8% Petit Verdot.  Halvdelen af Carmenère druerne kommer fra Apalta og den anden halvdel er fra El Arcángel de Marchigüe  … begge i Colchagua Valley.

Petit Verdot druerne er tilsat for at øge kompleksiteten i vinen og give den en bedre struktur og samlet set er det kun de allerbedste druer, som anvendes til vinen.

Efter høsten ligger druerne i en kølig premaceration ved 10 grader i 5-7 dage, hvorefter gæringen er sket med udvalgte gærtyper ved 26 grader over 12-15 dage. Efter gæringen ligger vinen fortsat med skindet en periode inden let presning.

80% er så lagret 16-18 måneder i nye franske egefade og de sidste 20% i egefade brugt 2 eller 3 gange tidligere inden den aftappes med en let filtrering.

Duften landlig, animalsk, fyldig og kødfuld med frugt af modne solbær, brombær og blommer suppleret med mynte, rosmarin, en smule eukalyptus og lidt hæfteplaster. Selvom det er en mægtig og fyldig vin, så bliver det aldrig marmeladeagtigt … i stedet fadpræg af vanilje, chokolade, kaffebønner og sød tobak.

I munden er det en stærk og powerfuld vin, men uden det bliver for meget, for alt er afbalanceret og struktureret. Der dukker lidt peber op, mens frugten er fed med sorte blommer, kirsebær og solbær. Det er cremet med et punch i maven, ligesom tanninerne er stamme men samtidig fyldige og giver et virkelig flot glas vin. 94 point.

Hos Vinoble koster en flaske i dag 849 kr., hvilket virker som lidt af et prishop, siden vi smagte vinen for mange år siden.

Vinanmeldelse 5,5/7