2022 Jean-Marc Pillot, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2022 Jean-Marc Pillot, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSvagt sydøst for Chassagne-Montrachet finder vi den burgundiske vinbonde Jean-Marc Pillot og fra ham smager vi en basis rødvin … en 2022 Bourgogne Pinot Noir.

Jean-Marc Pillot er 4. generation på vingården, men det er specielt under Jean-Marcs ejerskab, at vinhuset for alvor har fået slået sit ry fast som én af regionens mest fremragende producenter.

Mens Jean-Marc Pillot respekterer de tidligere generationers klassiske traditioner, så er han også kendt for sin nyskabende tilgang til vinproduktion. Han skaber vine med præcision, klarhed og en dybde, der taler til både traditionelle og moderne vinelskere.

Han har sammenlagt 12 hektar vinmarker, der ligger i både Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Meursault, Saint Romain, Montagny, Santenay og Rully … mange af marker er 1er Cru vinmarker og Jean-Marc laver årligt omkring 60.000 flasker vin – nogenlunde lige mange hvide og røde.

Denne basis Bourgogne Pinot Noir er lavet med druer, der udelukkende kommer fra gamle vinstokke på marker i Chassagne-Montrachet, der efter manuel høst er afstilket og så derefter kommet i  den pneumatiske presse.

Saften går derfra til den underjordiske kælder via tyngdekraft, hvorefter gæringen er sket i egetræsfade, hvoraf 30% er nye fade og efter både alkoholisk og malolaktisk gæring, så er vinen lagret først 12 måneder på fadene og så 6 måneder i rustfrie ståltanke.

Det dufter sgu da meget godt … lidt urtet, har animalsk hestestald, lidt rustik og en kende umamiagtig med fade, nødder, Nutella, tobak, chokolade …. meget let og træagtig.

Smagsmæssigt er det en meget ren, klar og fin, har lidt af den eftertragtede sarte og friske frugt, hvor der både er søde og bitre kirsebær og jordbær, men tanninerne er fine og markante. Det er lækker fransk Pinot Noir. 92 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Didier Charton-Vachet, Montagny 1er Cru des Coères Blanc, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Didier Charton-Vachet, Montagny 1er Cru des Coères Blanc, Borgogne, FrankrigVi fortsætter med endnu en burgundisk hvidvin fra et lille familieejet vinhus i form af Domaine Didier Charton-Vachet, der ligger i byen Saint-Vallerin under Montagny appellationen. Jeg smager deres 2021 Montagny 1er Cru des Coères Blanc.

Vingården drives i dag af Florence Charton og Didier Vachet … og tidligere blev det drevet af Jean Vachet. Han gik dog på pension for 30 år siden, og efterlod gård og marker til sin datter Florence.

Didier Vachet er som fru Florence også selv fra Bourgogne og har altid været interesseret i vindyrkning. Hans bedsteforældre havde vinmarker i Nuits-Saint-Georges og havde siden sin barndom altid haft et vinprojekt i tankerne.

Han tog sin vinuddannelse i Beaune og har siden 2010 arbejdet 100% med vinene fra Domaine Didier Charton-Vachet.

I dag har Florence og Didier 3 hektar vinmarker, der næsten udelukkende er placeret i Monttagny, bl.a. omfatter det ejerskab af en lille ejerandel på 0,68 hektar af vinmarken Le May i Saint-Vallerin i Montagny … egentlig grundsten bag vinhuset.

Siden 2016 har alle elementer i produktionen været udført efter økologiske principper og siden 2019 har vinhuset nu også været  certificeret økologisk.

Druerne til denne vin stammer fra 1er Cru marken Le Coères, hvor de blot ejer et lille plot på 0,07 hektar. Det betyder, at de blot laver et enkelt fad af denne vin hvert år … sølle 300 flasker.

Vinstokkene er over 35 år gamle, så druerne høstet med håndkraft og gærer spontant i ståltanke alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på et enkelt brugt egetræsfad. Inden aftapning sker en let filtrering og derefter forbliver flaskerne i Didiers kælder i 14–18 måneder før frigivelse.

Så kom der mere krop og dybde i duften … næsten småoxideret, olieret med møbelpolish, linolie, røget, eksotisk og kandiseret frugt med en smule abrikos, fersken, melon og ananas. Der er til gengæld ikke vild megen fadpræg … der er lidt nødder, mælkechokolade og karamel krokant.

Smagen er virkelig lækker … igen godt med dybde, røget abrikos, fersken og kogte pærer. Det er en maskulin vin med brede skuldre samt en fed og varm syre. Det er en vin, der fylder meget i munden, larmer og buldrer frem med stor robusthed. 93 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7