2022 Weingut Bründlmayer, Riesling Terrassen, Kamptal, Østrig

2022 Weingut Bründlmayer, Riesling Terrassen, Kamptal, ØstrigSidst jeg smagte vin fra Weingut Bründlmayer var det hans røvlækre 2021 Zweigelt, men huset laver også fremragende og pivskarpe hvidvine, som nu fx denne 2022 Riesling Terrassen.

Bründlmayers Riesling Terrassen er lavet med en blanding af Riesling druer fra forskellige marker, der dog alle ligger på terrasser i 200-300 meters højde.

Jorden fra de højest beliggende marker er her meget rig på sten, hvilket giver en vin med mange nuancer af mineralitet og et godt lagringspotentiale, mens de lavere beliggende marker har federe jord, der giver tidligt modnende vine, der er meget charmerende som unge. Netop ved at blande de to typer får man vin, der både viser finesse og kraft.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne transporteres nænsomt til vineriet i små boks. Efterfølgende selekteres og presses druerne forsigtigt, hvorefter vinen gærer ved 15-20 grader på stål.

Det er sgu en lækker duft … lidt som petroleum pakket ind i vat, blød, balanceret suppleret med en smule linolie, mens Riesling druen også bidrager med frugt af lemon … godt med lemon faktisk, citroner samt lidt æbler, fersken, hyld og så denne fine og sarte inderlighed med en halv stang wienerbrød og rundhed … som om vinen lige har et ekstra gear.

I munden er der mer’ skruet op for bissen, for nu kommer der masser af mineralitet frem sammen med syltet grape, godt med lemon og de gule citroner vil også være med og bidrage med masser af syre. Det er frisk, stramt og syrligt … mineraliteten stenet med saltet flint og granit … alt står pivskarpt og præcist. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7