2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, SpanienSommervejret både kaldte, råbte og skreg på hvidvin og svaret kom prompte i form af denne Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax og i Marieta har i denne årgang 2022 aldrig været bedre … men det vender jeg jo fluks tilbage til.

Med Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som jo er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.

BOOM … sikke appetitlig aroma … blomster, tulipaner, blomtervand, hvidtjørn, tropisk frugt, mango, ananas, æblekompot, gær, med klar aromatisk slagside … pivfrisk og parfumeret med en lille vildskab, partymode og overstadighed.

Smagen er også pivfrisk med bid af citroner, lemonsaft … og så har den også både venlighed, let sødme, lemon syrlighed og bitterhed, men smager sgu bare vildt godt og atter på denne uhæmmede, tøjleløse og ustyrlige møde … jeg tror sgu ikke, at Marieta nogensinde har været bedre. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandSidste parceremoni ved byggemødet sluttede med denne Lorcher Kapellenberg Pinot Noir i årgang 2014 fra Weingut Chat Sauvage.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er – som foregående – én af husets Lagenweine, altså det øverste niveau. Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau.

Dér har Chat Sauvage flere marker som fx  Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor den sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og huset bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar i markerne. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene helt spontant med druernes naturlige gærceller og kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og så tappes vinen ufiltreret.

Duften er virkelig burgundisk … let, tæt, æterisk, luftig og næsten overjordisk i aromaerne med lidt blæk, grafit, tørret kød, peber samt en frugt af jordbær, blommer og lyse kirsebær … og noget grønt. Der kommer også en smule mejeri … yoghurt, lidt blomsterrige æteriske olier … uha.

Smagen er næsten, som da jeg smagte vinen sidst i en årgang 2012, virkelig krisp, syrlig, tør, let og direkte med jernet samt grøn frugt og bare så knivskarpt med syrlig elegance, grønne blade, blomster, lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær og cremet lækkerhed. Det er vildt fint og flot med sindssyg lækkerhed, så 97 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin kan findes i årgang 2016 til 699 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2014 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandVi sluttede også byggemødet med en parceremoni aka med 2 vine fra samme vinhus og det var det fabelagtige Weingut Chat Sauvage og endda med et par, som vi købte under et besøg på vingården. Den første er denne 2014 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir.

Besøget kan du i øvrigt læse om i mit lille blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland og derfor skriver jeg heller ikke her mere om huset, men kigger blot lidt nærmere på denne vin.

Rüdesheimer Drachenstein marken ligger nedenfor de store statue og mindesmærke Niederwalddenkmal. Der er primært Weingut Josef Leitz, som blandt de kendte producenter har parceller på marken, men han dyrker selvfølgelig alene Riesling der.

Druerne er høstet manuelt … og sorteret både ved selve høsten og ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages gæringen på ståltanke efter en kort udblødning. Efter endt fermentering har den så gennemgået malolaktisk gæring og er lagret 18 måneder på franske barriques fra Bourgogne.

I næsen er der nogle letbrændte noter, røg, kul og røg … frugten en snas mørkere end forventet, meget til gengæld koncentreret samt moden og endda en anelse æterisk, luftig og højravende med både jordbær, hindbær og lyse kirsebær, mentol og urter, peber … rank samt ganske vild.

Det gælder også smagsmæssigt … og igen en forbandet lethed, men alligevel med lidt småmærke bær, brombær, blåbær og jordbær i en skøn forening sammen med en jernagtig mineralitet. Vinen er bare så let og blid, at den næsten smelter i munden sammen med en fin og af afrundet balsamisk syre og SÅ meget frugt. Mums 95 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin koster efterhånden hele 729 kr. for en årgang 2018.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2018 Kosta Browne Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USADer var mere god Pinot Noir i vente, for næste vin i glasset hos Keeper var en 2018 Sonoma Coast Pinot Noir fra det californiske vinhus Kosta Browne Winery.

Vi har tidligere til byggemøder smagt vine fra Kosta Browne Winery, så det vil jeg ikke skrive om igen. I stedet kigger vi bare nærmere på denne vin, som jeg har smagt før i både årgang 2010 og 2013.

Vinen er fra husets Appellation Series, som er entry-level vinene, der overgås af serierne over og det er Single Vineyards Series, Estate Series og endelig Observations Series.

Denne Sonoma Coast Pinot Noir er dog den vin, som i årgang 2009 røg ind som nummer 1 på Wine Spectators top 100 liste og var med til at cementere Kosta Brown blandt den absolutte top.

I denne årgang 2018 kommer druerne fra de 8 vinmarker Treehouse, Thorn Ridge, Gap’s Crown, Marshall Ranch, Pratt, Balletto, Winner’s Circle og Mardikian. Vinen er lavet med gæring på forskellig vis, 81% i rustfrie ståltanke, 11% i egefade, 8% betontanke … næsten alle helt afstilkede og kun 1% som hele klaser.

Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder … og på forskellig vis med 38% i nye franske fade, 11% på amerikanske fade samt 1% på nye fade fra Østrig … og resten i ståltanke inden endelig sammenstikning.

I næsen er vinen mere urtet, end jeg husker den. Den er meget grøn, har masser af rosmarin og mynte, suppleret med morbær, brombær, kirsebær, skovbund, lidt bacon og ellers små vaniljenoter.

Smagen er moden og lidt fed, selvom frugten egentlig er lys og let. Der er godt med fad, masser af tør eg samt ret meget peber. Jeg er ikke helt oppe og ringe, som første gang jeg smagte denne vin eller da jeg sidst smagte en 2016 Cerise Vineyard Pinot Noir fra Kosta Browne, selvom priserne på vinene fra huset næsten er gået helt ballistisk. Det smager dog skønt … ingen tvivl om det, men man betaler sgu også godt for det i dag. 94 point.

Forhandles bl.a. af FineWines, hvor en flaske koster 995 kr., mens prisen er 795 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Lucien Le Moine, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, Frankrig

2019 Lucien Le Moine, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den på ægte burgundisk Pinot Noir i form af denne 2019 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Lucien Le Moine i Beaune.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af Mounir Saouma, der forinden havde uddannet sig som ønolog i Montpellier og nogle år arbejdet som kældermester på et kloster i Israel, hvor han også mødte den smukke Rotem Brakin.

Derefter arbejdede parret i Bourgogne, hvor Mounir fik en særlig kærlighed for Chardonnay og Pinot Noir. Han blev hurtigt ansat som kældermester hos et af de største negociantfirmaer i Bourgogne og fik på denne måde sin daglige gang blandt mange af de bedste vinproducenter i Bourgogne.

Her kunne han forvisse sig om, at man i Bourgogne generelt er dygtige til markarbejdet og dyrkningen af de legendariske druer, men til gengæld var han ikke i samme omfang begejstret over for nogle af de teknikker og traditioner, der herskede i en del kældre i forhold til vinificering og modning af vinene.

Han fik derfor den idé, at han ville skabe et vinhus ved at købe absolutte topvine – udelukkende 1. Cru og Grand Cru – hos særligt udvalgte producenter og hjemtage dem til sin gamle kælder fra det 17. århundrede og umiddelbart efter den alkoholiske gæring selv forestå den videre vinificering – udelukkende på nye klassiske barriques på 228 liter fra Bourgogne.

Både de hvide og de røde vine lagrer han så sur lie – med bundfald – og dét mener Mounir er afgørende for vinens typicitet og kvalitet. Det tilfører vinen fedme, struktur og karakter fra terroiren og vinen skal derfor forblive på sit lie indtil aftapning. En ugentlig batonnage aka omrøring foretages indtil da.

Den malolaktiske gæring foretages ret sent på foråret og bevirker, at man ikke behøver at konservere vinen kunstigt fx med svovl, så alle vinene aftappes manuelt direkte fra fad og uden filtrering.

Her smager vi så en vin lavet over samme læst … en vin fra Vosne-Romanée, som nok er Bourgognes mest berømte kommune og der kan du finde ikke færre 6 Grand Cru, flere 1er Cru’er og nogle af de bedste Villages vine. De verdensberømte Grand Cruer er Romanée-Conti, La Romanée, La Tâche, Richebourg, La Grande Rue og Romanée-Saint-Vivant.

Dette er en 1er Cru … Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots i en årgang 2019 fra marken Les Suchots, der nok er blandt de ypperste 1er Crus i Côte d’Or. Marken ligger mellem Grands Cru markerne Richebourg og Romanèe Saint-Vivant på den sydlige side og Echezeaux på norlige side.

Duften er næsten blodig kød, tørret bacon, blæk, grafit, tørrede blomster, jord, lidt parfumeret og har mynte, lakridspiber, engelsk lakrids, bagepulver samt en frugt af sorte kirsebær, meget tæt og koncentreret … bare så elegant.

Smagen er også mørkere end forventet … virkelig blød, cremet og alligevel med den burgundiske lidt grønne note. Der er tranebær, lidt bitterhed, sorte kirsebær. Smagen er kompleks og afbalanceret, stor frugtkoncentration, saftig med tydelig fadkarakter og levende, let og legende syrestruktur … det giver en utrolig elegant vin, der er delikat og forførende på en snigende facon, 97 point.

En årgang 2018 er fundet hos Vinoble til 1.799 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Fratelli Revello, Barolo Conca, Piemonte, Italien

2016 Fratelli Revello, Barolo Conca, Piemonte, ItalienVi fortsatte med mere Barolo, for næste vin i glasset til byggemødet blev denne 2016 Barolo Conca fra Fratelli Revello.

Historien om vinhuset startede egentlig umiddelbart efter den 2.  Verdenskrig, hvor familien Revello, bestående af Giovanni Revello, Caterina Tezzo og deres børn Ercole, Maria og Giacomo Revello, så flyttede fra Cherasco til den lille landby l’Annunziata i La Morra.

Der lejede Revello-familien et bondehus og i 1955 begyndte Giovanni, hjulpet af sine sønner Ercole og Giacomo, at genplante nogle af vinmarkerne, men alle de høstede druer blev dog solgt.

Det var faktisk først i 1967, at familien for første gang vinificerede en del af høsten og skabte den allerførste flaske Giovanni Revello & Figli Barolo.

Det var dog først med de to brødre Enzo og Carlo Revellos indtræden i 1990, at man stilede mod at sælge vinene under eget navn. De to brødre havde været i lære hos Elio Altare og der fået både inspiration og lyst til at lave egne vine. Der havde de bl.a. lært brugen af grønthøstning, kort maceration og lagring på barriques.

Da de høstede de første druer til Barolo i 1992, så havde de ikke mulighed for at vinificere de enkelte marker separat. Samtidig var man nødt til at sælge en del druer for at skaffe kapital til kælderudstyr.

Situationen var den samme i 1993 og først i 1994 kunne man vinificere og tappe enkeltmarksvine. Udover Barolo producerer Revello også Dolcetto d’Alba og Barbera d’Alba,

Vinhuset har 8,5 hektar vinmarker med parceller på bl.a. Rocche dell’ Annunziata, Gattera, Conca og Giachini. Den samlede produktion ligger på omkring 40.000 flasker årligt.

Denne Barolo Conca er lavet af Nebbiolo druer fra marken Conca, der med kun 2,45 hektar er den fjerdemindste MGA i hele Barolo-produktionszonen. Fratelli Revello har alene 0,7 hektar med stokke plantet tilbage i 1954.

Fratelli Revello har fremstillet vinen første gang i 1997og er en moderne Barolo med kort macerationstid i ståltanke over 10 dage og efterfølgende lagring i 24 måneder på franske barriques, heraf 40%  nye fade.

I næsen har vinen en moden aroma med mahogni, våde fade, violer, tørrede rosenblade, brune blade fra træer i efteråret, knuste sten og lakrids, vanilje … frugten lidt sødlig og varm med kirsebær, hindbær, ribs, røg, noget mentol og små grønne elementer.

Vinen smelter nærmest i munden, mens tanninerne rykker den anden vej, er faste og tørre som en ørkenvind i Sahara og virkelig udtørrer munden med stor beslutsomhed suppleret med lidt lemon bitterhed og godt med lys frugt, struktur og tæthed. 94 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien2016 er også i Barolo en fremragende årgang og det afspejlede sig også i denne Barolo 2016 fra altid fremragende Pio Cesare, så det er sgu en vin, som er svær at blive sur på.

Både vinhuset og denne Barolo har jeg skrevet om tidligere … for vinen har jeg smagt i både årgang 2009, 2010 og 2011. Nebbiolo druerne kommer dels fra husets egne marker, bl.a. Ornato marken i Serralunga d’Alba, Gustava i Grinzane Cavour, Roncaglie i La Morra og Ravera i Barolo -Novello, men også fra nogle af de vinbønder, som Pio Cesare har leveringsaftaler med.

Vinifikationen sker i ståltanke med skinkontakt i omkring 20 dage, hvorefter vinen lagrer i medium ristede franske fade i 3 år med 75% af vinen i 20 til 50 hektoliter fade og 25% i barriques.

Sikke dog en fabelagtig aroma … skøn blanding af hestestald, violer, rosenblade, tobak, stuvede champignon, modne, fine, lyse kirsebær, ribs og tranebær, godt med mentol, lidt tobak, fint og let fadpræg og det er både med røg, teaktræ, lakrids samt en snas mælkechokolade og vanilje. Alt er doseret så smukt og imponerende.

UHA … det smager godt og man forstår fuldstændig, at huset på etiketten har skrevet; Please, don’t call it regular. For det er sgu ret enestående med lyse kirsebær, ribs, granatæbler, æblesyre, modne og stramme tanniner, røg, vanilje samt et fantastisk syrebid i ganen. Bider virkelig på en moden måde, så 96 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 799 kr., mens prisen er 625 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, Italien

2018 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, ItalienKeeper synes også, at vi skulle smage Franz Haas’ topvin på Pinot Nero og det er netop denne Pinot Nero Schweizer og sikke da en stor forskel på de to vine i denne årgang 2018.

Tidligere har jeg ikke fundet forskellen så stor … men her i årgang 2018 er det ret tydeligt. Navnet Schweizer har vinen fået efter kunstneren Riccardo Schweizer, der – som jeg skrev om i forrige indlæg – har designet etiketterne til vinene.

Vinen produceres i åbne kar, så saften under gæringen er i kontakt med drueskindet. Vinen lagrer på barriques 12-15 måneder og efter tapning lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 15-20.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vinen nu mere rank, tør og skarp end den forrige, meget støvet med mørke tørre aromaer af blæk, kul, tørret kød og rosmarin … frugten er modne kirsebær, jordbær, cherry coke, vanilje, kanel, mælkechokolade og finsk lakrids, meget frisk og alligevel med en vis comfort og lidt en varm Pinot Nero.

Smagsmæssigt er vi langt over den almindelig Pinot Nero, for det smager rasende godt … blød, cremet og lækkermed modne kirsebær, jordbær, røg, brændte fade … et frugtrigt kys. Der er spændstighed, syre og bitterhed samt krydderier. 95 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 559 kr., mens prisen er 435 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2018 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienFlere af vinene, som Keeper serverede, kom i par og det gjaldt også de to Pinot Nero vine fra Franz Haas, hvor den første var husets basisvin Pinot Nero i årgang 2018.

Vingården ligger en kilometer syd for Montagna Bolzano i Alto Adige på en bjergskråning og drives af den gode Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas.

Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13-14 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero er hans basisvin, men har et skræmmende højt niveau. Druerne kommer fra marker på bakkerne ved Mazzon, Pinzano, Gleno og Montagna i højder mellem 350 til 900 meter. Markerne dyrkes alle økologisk.

Druerne høstes med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar. Efter sortering af druerne gæres vinen med det naturlige gær i ståltanke, lagres 12 måneder i franske egetræsfade og minimum 10 måneder i flasken før frigivelse. Der laves årligt et sted mellem 90-100.000 flasker af denne vin.

Det lidt særprægede etiket på vinen er designet af den italienske kunstner Riccardo Schweizer, som også kommer fra Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave fra Maria Luisa til Franz på hans fødselsdag, og den allerførste etikette, var etiketten til en 1987 Pinot Nero Schweizer, husets topvin på Pinot Nero.

Duftmæssigt er der lidt jul over land … kanel, nelliker, jod, blodpølse, virkelig bondsk, sød, landlig og aromatisk kostald, mens frugten mest er søde kirsebær og jordbær. Det har en landlig og lidt rustik næse, der viser lidt kant … måske endda på en lidt ukompliceret måde.

Smagen er blød, let og cremet … lys, let og livlig med let peber, jordbær, hindbær, lyse kirsebær samt lidt lemon. Det er venligt, let og med Haas’ normale luftige balance. Det gør vinen til en levende, let, nem og fin Pinot Nero … uden at stikke helt af. Har smagt den bedre i tidligere årgange som fx årgang 2013, men 91 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2020 koster 310 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Château de Sancerre, Cuvée du Connétable, Loire, Frankrig

2018 Château de Sancerre, Cuvée du Connétable, Loire, FrankrigByggemødets sidste hvidvin blev denne 2018 Cuvée du Connétable fra Loire slottet Château de Sancerre, der ligger på Rue Porte César midt i Sancerre by.

Slottet med samme navn som appellationen ligger på venstre bred af Loire floden og har en lang og spændende historie.

Fra det tidlige 11. til det 15. århundrede var det sæde for de magtfulde grever af Sancerre og næsten alle familiemedlemmerne var store officerer i kongeriget Frankrigs hær. Dengang lå slottet ret strategisk og Jeanne d’Arc har da også boet på Château de Sancerre.

I dag er der dog ikke meget tilbage af de gamle befæstninger … faktisk kun fundamenter, kældre eller dele af voldene, for greverne borg og byens volde blev revet ned i 1621. Så slottet i dag er opført i 1874, men det var dog først i 1919, at ejeren Louis-Alexandre Marnier-Lapostoll grundlagde vinhuset på slottet.

Louis-Alexandre Marnier-Lapostoll var bl.a. skaberen af Grand Marnier Orange og Cognac Liqueur. Vinslottet forblev derefter i hænderne på Marnier-Lapostolle-familien indtil 2016, hvor det så blev solgt til Campari-gruppen, som dog allerede året efter solgte det til Maison Ackerman for 20,5 millioner euro. De dog beholdt markerne, men her i sat selve slottet til salg og vil sælge alle møblerne på auktion.

Der er i alt 55 hektar vinmarker til slottet og de er fordelt på 4 forskellige terroirs og har vinstokke, der gennemsnitlig er omkring 25 år gamle.

Her smager vi husets 2018 Cuvée du Connétable, der jo selvfølgelig er 100% Sauvignon Blanc, der er høstet fra de bedste af Château de Sancerres vinmarker, som hovedsageligt er sammensat af flint og kalksten. Efter endt fermentering er 2/3-dele lagret 1 år på egefade og resten på ståltanke for at give struktur og kompleksitet.

I næsen mere fylde end de foregående Riesling’er … men har en frisk aroma med stikkelsbær, kalkagtige noter og virker måske lidt vandet med salte noter af havvand og strandsand. Der er lidt hasselnødder, blomster og vanilje … men duften er flygtig og forsvinder hurtigt.

Smagsmæssigt en lidt sjov størrelse, for den bliver aldrig sådan krisp og pivfrisk, som man måske ville forvente af en Sancerre Sauvignon Blanc. Her er den klart fyldigere, cremet og lidt krydret … frugten er mest pærer og så ellers tonsvis af æbler. 91 point.

Importør er Gobi Vin og koster fx 449,95 kr. hos Meny.

Vinanmeldelse 5/7