2021 Bernard Magrez, Le Clos de Grands Muraires Côtes de Provence Rosé, Provence, Frankrig

2021 Bernard Magrez, Le Clos de Grands Muraires Côtes de Provence Rosé, Provence, FrankrigFra Bernard Magrez’s Muraires serie af rosévine har jeg før fået både 2022 Douce Vie Tentation samt 2022 l’Excellence des Muraires. Nu smager jeg så topvinen i serie … 2021 Le Clos de Grands Muraires Côtes de Provence Rosé.

Vinen er fremstillet på 70% Grenache og 30% Syrah, som høstes fra den kun 0,5 hektar store og muromkransede mark Le Clos de Grands Muraires.

Der er en mark med masser af kalksten og ler beliggende i Le Luc nedenfor de berømte mauriske bjerge Massif des Maures og alle druerne er høstet med et lavt udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten køles mosten ned til 6 grader for at bundfælde urenheder. Vinen gærer med temperaturstyring ved 17-19 grader i 600 liter fade samt 2 år gamle 225 liters egetræsfade. Efter endt gæring lagrer vinen 4 måneder sur lie i de samme fade.

I glasset er det aboslut Provence farvet rosévin, men duften er liflig, let  og så fin med både jordbær, knuste hindbær, søde kirsebær samt fersken med noget kridt eller kalkagtig blød mineralitet, virkelig blød og forførende som et kys af en blondine. Der kommer også melon, lidt gærnoter, men alt er så silkeblødt og blidt.

Smagen er virkelig cremet og har samme fine lethed som duftmæssigt med en kalket syre, en blød frugt og et sart sind. Syren er blid og feminin, der er jordbær, fersken, melonmos og lidt lemon … samlet er det bare en rasende god rosévin … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Kingston Winery, Walk About Shiraz, South Australia, Australien

2021 Kingston Winery, Walk About Shiraz, South Australia, AustralienNæste vin – en 2021 Walk About Shiraz – er vist en designvin, som der ikke findes mange oplysninger om. På etiketten står der, at vinen er imported and bottled by B/0470 og ved søgninger på nettet kommer navnet Kingston også op.

Så måske – men også kun måske – er vinen så lavet af Kingston Winery, som vi også tidligere er stødt på her på vinbloggen og er en stor spiller i Australien med ikke mindre end 3.100 hektar marker og det er et vinhus, som jeg fx skrev om, da jeg smagte en 2018 Echelon Collection Shiraz.

Men igen … intet er sikkert. Der er dog lige så lidt informationer om selve produktionen af vinen udover den lidt brede info, om at Shiraz druerne høstes ved optimal modenhed og gennemgår lang gæring og derefter lagrer for at opnå yderligere kompleksitet.

Duftmæssigt virker vinen lidt grøn … har masser eukalyptus, noget kaktus, blommer, blåbær, violer og peber. I munden er Walk About Shiraz dog meget anderledes end forventet, for den er virkelig sød med sød blommemarmelade og blåbærsyltetøj. Det er en pleaser, som er nem at drikke, men også uden megen karakter. 85 point.

Vejledende udsalgspris er på 79,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7