2022 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigVi får lige en lille østrigsk kvartet på scenen i form af 4 forskellige vine fra Weingut Huber, der ligger i Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Vi starter med denne 2022 Riesling Terrassen.

Vinhuset har jeg tidligere skrevet om, så det skal jeg skåne jer for, men også denne dejlige Riesling Terrassen har jeg smagt før i både årgang 2021 og 2017.

Det er en vin, der er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen. Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder sur lie inden vinen flaskes. Vinen har 4,9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der faktisk denne gang mer’ eksotisk frugt end i 2021’eren. Der er fersken, ananas, kvæde, abrikos, æbler, grape og lidt grøn peber samt kiwi. Men så kommer fortsat  lidt parfumerede gule blomster og  salte mineraler.

Smagen er meget levende med et smørret og lidt olieret smil, godt med syltede citroner, lemon og grape. Den lille fedme suppleres af salte mineraler, lidt peber og vinen har en tæt struktur, masser af smag, dybde og alligevel bondsk syre og svag sødme. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 LGI Wines, Le Carredon, Languedoc, Frankrig

2020 LGI Wines, Le Carredon, Languedoc, FrankrigVi skal atter et smut til det store vinfirma LGI Wines i Carcassonne og det er denne gang er det med en Pays d’Oc vin og det er denne 2020 Le Carredon.

LGI Wines skrev jeg om forleden, da jeg smagte en af deres mange vine og det var en 2021 Témoin du Temps. I det indlæg kan du læse mere om LGI Wines, som ikke selv ejer vinmarker, men blot laver og designer private label vine eller vine under andre navne.

Denne 2020 Le Carredon er lavet på ren Cabernet Sauvignon, som alene er gæret i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det en fyldig vin, hvor de sydfranske krydderier samtidig spiller med allerede fra start. Vinen har denne krydrede tørhed, har frugt af både hindbær, brombær, blåbær, solbær samt tobak, lakrids, nelliker, røg, mælkede noter og faktisk grøn peber.

Smagen er sgu bestemt dejlig … saftig, mørk, stærk med en diskret sødme, blåbær, solbærsaft, nelliker og noget tør jord med en lidt bondsk og rustik måde. 89 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2014 McCall Wines, Ben’s Blend, New York State, USA

2014 McCall Wines, Ben's Blend, New York State, USAVi sluttede med endnu en årgang 2014 fra McCall Wines på Long Island og det blev denne Ben’s Blend, som er en bordeauxinspireret vin lavet efter de klassiske bordeauxfile retningslinjer.

Der er nemlig en skøn blanding af 31% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 30% Cabernet Franc og 9% Petit Verdot.

Men igen er det total og vildt sparsommeligt med informationer … udover at vinen så er lagret 18 måneder på franske egefade.

Duften er også nærmest bordeauxfil … men først er vinen mørk i glasset, mens duften råber solbær, brombær, hindbær, blommer og gammelt træ, røg og så denne dekadente duft af gammelt mahogni, nerve og cedertræ. Der er minsandten også muldjord, kaffe, mentol, nelliker, vanilje, kanel, lakrids og mælkechokolade,

I munden er vinen rigtig blød og tør med lidt blæk, grafit, god saftighed samt bløde tanniner, som aldrig stikker helt af. De møder en lys syre, som er let og fin, giver god modspil til den mørkere frugt og lidt bitter smag af kakaopulver. Der kommer slutterlig lidt ristede eller toastede noter. 93 point.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 62$ … svarende til 422 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7