Vi bliver da ved Weingut Hanewald-Schwerdt, men stepper et trappetrin op med denne 2020 Leistadter Kalkofen Spätburgunder, som jeg faktisk også tidligere har smagt i en årgang 2015.
Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.
Hanewald-Schwerdt er godt nok i disse år i færd med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke på Kalkofen bliver ikke skiftet. Det er 6 forskellige kloner, der dyrkes her,
Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.
Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.
Hvor dufter det sgu mageløst og brillant … har først denne våde, let søde animalske hestestald, hvor egepræget er dybt og virkelig meget elegant, som giver noget i stil med mahogni, teaktræ suppleret med chokolade, kakao, vanilje, kardemomme. og lidt sød tobak. Frugten virker svulstig som kirsebærlikør, saftig og bløde kirsebær, jordbær og jordbærmarmelade, men alligevel med elegance. Dosering er her nøgleordet … alt er doseret og afmålt i helt passende portioner, så alting fungerer så fint sammen.
Sådan er smagen nærmest også … fortsat ung og rank med god spændstighed samt et ungt hjerte. Det betyder, at frugten er langt mere fremme end i duften og den er frisk med masser af kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, masser af tanniner, som aldrig bliver for voldsomme, men giver noget tørhed sammen med peber, nelliker, lemonagtig bitterhed, lidt grafit … og så hænger smagen i munden virkelig i evigheder. 94 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7