2016 Weingut Schloß Schönborn, Hattenheim Nussbrunnen Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Hattenheim Nussbrunnen Riesling, Rheingau, TysklandFra et besøg på vingården Weingut Schloß Schönborn i Hattenheim i Rheingau tilbage i 2017 havde jeg købt denne fine, flotte flaske 2016 Hattenheim Nussbrunnen Riesling Erstes Gewächs, som jeg nu hev proppen af.

Besøget på vinhuset og hele historien om stedet kan du læse mere om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor.

Denne vin er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor Riesling druerne kommer fra marken Nussbrunnen ved Hattenheim, der ligger med en sydøstvendt eksponering. Marken har sit navn efter en kilde eller brønd, som stadig eksisterer i dag. Brønden var oprindelig omgivet af valnøddetræer, deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde/brønd.

Selve marken er samlet på 9,7 hektar, ligger op til Wisselbrunnen og andre producenter som fx både Weingut Balthasar Ress og Weingut Egert har også parceller på marken. Hattenheimer Nussbrunnen har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen og fordelingen af vand.

Denne vin er lavet med vergärung und Ausbau – gæring og lagring på Großes Holzfass aka store egefade. Vinen har 7,9 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

I næsen virker vinen nærmest olieret med lidt fed, tyk petroleum, fedtet terpentin og samlet lidt varm og vamset i udtrykket suppleret med våde vaskeklude, småkager, vanilje, lakridskonfekt samt lemon, grape og melede æbler.

Smagen er rund og blød, der er saftige æbler og æblesaft, syltede citroner med en vis fyldighed, men virker lidt syrefattig med en lidt moden og medgørlig syre. Vinen har egentlig stor koncentration, men bliver måske lidt flad. 91 point.

Købt på vingården, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, Tyskland

2021 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, TysklandVi fortsatte med mere Riesling og denne gang var det den gulkapslede Riesling Krone fra Weingut Tesch lavet med druer fra vinmarken Laubenheimer Krone, der ligger lige syd for Löhrer Berg.

Jeg har smagt vinen før … sidst var det i en årgang 2020 og før det i årgang 2016 … men denne 2021 står sgu bare lidt skarpere.

Laubenheimer Krone ligger på en sydøstvendt skråning og har en undergrund med lys löss, ler og rød kalksten. Det er en mark, som er meget udsat for vestenvinden og afkøler derfor mere om natten end hos de øvrige marker hos Tesch. Vinene fra denne Laubenheimer Krone er ofte præget af masser af citrus noter og vinstokkene på marken er omkring 25 år gamle.

Som med 2020’erne er det en lidt tæt, koncentreret og mineralsk duft, hvor der først kommer lidt petroleum frem, klart noget lemon og citron, men også lidt sødme samt eksotiske frugter med abrikos,  fersken, søde appelsiner, æbler og lidt marcipan. Der kommer også en lidt røget animalsk side frem.

I munden har vinen en spids, frisk og rant syre … masser af friskpressede citroner, lemon, bitter grape og sure, grønne æbler suppleret med en stenet mineralitet. Der er tørt og surt … men man fornemmer ganske svagt en snas sødme … men det er syren, der styrer og gør vinen levende. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men pt fås på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2022 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigRiesling Réserve fra Gustave Lorentz har jeg smagt før i både årgang 2017, 2020 og 2021, men nu smager jeg vinen igen, blot i den nyere årgang 2022.

Lorentz familien, der nu i 7 generationer siden 1836 har drevet vinhuset Gustave Lorentz, har jeg skrevet om før, så det undlader jeg denne gang og ser bare nærmere på denne Riesling Réserve.

Riesling Réserve er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim og alle druer stammer fra egne marker og vinen er udelukkende vinificeret i temperaturstyrede ståltanke.

I næsen er vinen vitterlig stram og pivfrisk … friske, grønne æbler, godt med citroner og den eksotiske slagside er mindre i foregående årgange, men der fornemmes dog fortsat mango, papaya, blommer samt let snas af nødder og blomster.

Smagsmæssigt også en frisk, syrlig og mineralsk vin … godt med grønne og sure æbler, citroner og en skarp, præcis syre, der virkelig er rank, stringent og klar. Som med duften er vinen også mere syrlig og tør end 2021’eren, som får dig op på tæerne … og dét vil man jo altid gerne være, når man drikker Riesling. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bodegas Torre Oria, TO Viura Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Torre Oria, TO Viura Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienNæste sommervin er en billig af slagsen og kommer fra Bodegas Torre Oria og er deres 2022 TO Viura Sauvignon Blanc.

Bodegas Torre Oria er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Vinhuset fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Her smager vi deres TO Viura Sauvignon Blanc, der – som navnet også siger – er lavet på to druesorter, hvilket nemlig er 70% Viura aka Macabeo og 30% Sauvignon Blanc fra udvalgte marker nær Valencia. Vinen er alene lavet med en kølig gæring samt kort modning på ståltanke.

Duften er sådan lidt sødkrydret …frugten er klar melon, gul honningmelon, hyldeblomst, bløde pærer og lidt papkasser, umami aromaer samt en smule blandede nødder. Samlet en lidt lodden og smørblød duft.

Smagen er også blød med syltede citroner, lemon, grape og så ellers  modne pærer og melon. Vinen har sådan en sød bitterhed, som ikke er kompleks, men i stedet er meget ligetil med en rund venlig, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 39,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2022 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2022 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigDenne 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er lavet af Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne … også denne fra det mere ukendte område Côtes de Gascogne.

Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

I næsen er der både grøn syrlighed og noget eksotisk frugt … det er grøn peber, melon, søde pærer, sandaltræ, moskusagtige noter, lidt lemon … dog på en lidt sød måde.

Smagsmæssigt har vinen egentlig en frisk, krisp frugt … mest melon, pærer og så lemon, men en sød lemon suppleret med syrlig æblesaft, hyldeblomst og egentlig en sprød, grøn syre, så dermed 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigSidste måned smagte jeg en dejlig burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset og nu er der atter en hvidvin i vinglasset fra vinhuset … deres 2022 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til vinen håndplukkes fra sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man umiddelbart efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

I næsen er det mest melon, pærer, kvæde … måske endda med en snert af noget eksotisk frugt som fersken og mango samt syltede citroner. Det er tørt, præcist og indbydende med en lidt kalket mineralitet og nødder på en lidt landlig facon.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, hvor der ikke er meget fedme eller sul på skellettet, så dermed får man en ren, rank og frisk vin med krisp syre og en frugt med æbler, pærer, moreller og citron, bare helt ind til benet og faktisk rigtig, rigtig fin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, Italien

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, ItalienVi kender jo mest Cantine Buglioni for deres dybrøde venetianske vin som klassiske Amaroner og Ripasso vinen Il Bugiardo, men de laver skam også andre vine, som nu fx denne 2019 Lo Spudorato Spumante Brut.

Jeg har smagt vine fra Cantine Buglioni mange gange og skrevet om vinhuset, men denne mousserende vin har jeg aldrig smagt før. Den er lavet på 80% Garganega og 20% Durello, der efter høst er knust og presset inden gæring i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 14 grader.

Andengæringen er ikke sket i flaske, men efter den billigere charmatmetode i tryktanke over 30 dage inden anden yderligere lagring sur lie i yderligere 30 dage inden aftapning på flaske.

Spændende duft … virkelig landlig, animalsk med en nøddet aroma, mens frugten  virker meget gul og blød med fersken og modne, gule pærer samt nogle søde noter med sød, finsk lakrids, vanilje, mandler, honning, blomsterpollen og bruser godt op i næsen … men på en sød og venlig måde.

I munden er der mere kontrol med tøjlerne … har en aggressivt brus, som dog er meget behageligt og så følger en frugt, der måske nok er cremet og blid, men det er med sure citroner suppleret med nogle mere eksotiske frugter, fersken, abrikos … alt meget rent og pænt, hvilket giver masser af drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigJeg nappede da fluks endnu en Signature Chef fra Wine and Brands og det var såmænd denne 2022 Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc.

Vinen er fremstillet på 100 % Grenache Blanc, der kommer fra nogle af Klaus Rune Hansens vinmarker i Languedoc nær Narbonne.

Her bliver druerne plukket om natten for at bevare deres friskhed, hvorefter de nænsom presses i vineriet. Vinen gærer relativt køligt og gennemgår ikke malolaktisk
gæring for at give så frisk og autentisk en smagsoplevelse som muligt.

Duftmæssigt er vinen svagt parfumeret, har lidt nødder og ellers godt med æbler, æblemost, pærer, lemon og samlet med en lille og rar sødme, tørre papkasser og spidskommen. Den virker blid, blød og pleasende uden afstikkere af nogen art, så det er friseret, agtværdigt og samtidig en smule neutralt.

I munden er vinen ganske saltet … igen kommer der fersken, godt med lemon, noget tropisk frugt, som næsten er tørret, for frugten er kraftig, intens og koncentreret. Det giver masser af smag med kant af sandaltræ, søde krydderier og egentlig et lavt syreniveau, så Houlberg ender på 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigFlere kendte kokke som fx Jamie Oliver og danske Claus Holm, Claus Meyer og Thomas Rode har lagt navn til gryder, pander og endda madvarer … og nu er tiden kommet til vin. Først smager jeg 2022 Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc lavet af firmaet Wine and Brands.

Det er et fransk firma, som er grundlagt og drives af danske Klaus Rune Hansen, der både er foredragsholder, forfatter, kunstner og vinbonde. Han bor i Frankrig og har i mere end 20 år beskæftiget sig med kommunikation og personlig udvikling.

Han var i over 15 år ejer af et reklamebureau i Frankrig og det udviklede kreative reklameløsninger for kunder som Maison Castel, Groupe Boisset, le Palais des Festivals et des Congrès i Cannes, Grimaldi Forum og Société des Bain de Mer i Monaco, Vin de Provence og Inter Rhône.

Lige siden oprettelsen har bureauet arbejdet med uafhængige vinproducenter og store vingrupper om deres kommunikation og  strategi. I dag er han en glad vinmager og ejer af Wines and Brands, som laver vine fra Frankrig, hvor det har adgang til 350 hektar vinmarker.

I Wine and Brands laver Klaus så – sammen med franske Gérard Guiter, der tidligere har lavet vin på Domaine Cachiquet – en række forskellige vine i 9 forskellige serier … og 3 af dem er Signature vine under Signature Sommelier Fabrice Sommier, Signature Chef France og Signature Chef Wold-Wide.

Det er fra sidstnævnte, at denne Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc kommer. Udover Dak har den danske kok Claus Holm lagt navn til nogle af vinene. Samlet har 13 kokke i både Frankrig og andre lande lagt navn til nogle af vinene.

Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc 2002 er lavet på 100% Chardonnay fra vinmarker i den sydvestlige del af Frankrig nær Narbonne. Vinstokkene er 50 år gamle og kun de bedste druer finder vej til den færdige vin.

I vineriet er de først presset og så gæret på ståltanke ved kølig temperaturer ved 18 grader. Derefter er vinen blot lagret på de store ståltanke … men hvor land tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det tropisk sommer … ananas, papaya, melon, fersken, abrikos samt nogle pærer. Det virker meget saftigt, men har også lidt stearin, paraffin samt en anelse blomster og urter. Det er måske ikke kompleks, men bundet ganske fint sammen.

I munden er vinen også fyldig, men ikke så meget, som duften først indikerede. Der er grønne pærer, godt med lemon og syltet citron og masser af bid. Syren er robust, har nogle saltede elementer og sidder i munden i lang tid på en hårdfør måde. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår vejret nu engang skriger på hvidvin, så fortsætter jeg da bare med endnu en Albariño vin fra kooperativet Bodegas Martín og det var denne 2022 Martín Códax Albariño.

Vinen er på ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og er så ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt minder vinen på flere måder om Marieta, men er ikke så vild og ustyrlig, men virker mere som den flinke pige i klassen, har en lidt federe og mere eksotisk frugt med melon, fersken, stikkelbær, pærer og lemon … søde krydderier samt jern efter brug af en vinkelsliber.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn med citroner samt en snas grape … meget frisk og ligetil. Der er også sure æbler, grønne æbler og meget aromatisk i smagene. Det smager sgu godt, selvom jeg fortsat har den vilde lillesøster Marieta i tankerne, men er man til den velopdragne og knap så flamboyante pige uden så meget parfume på, så er dette en lille ener.  91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen på tilbud er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7