2019 Álvar de Dios, Aciano, Toro, Spanien

2019 Alvar de Dios, Aciano, Toro, SpanienGert E havde sgu taget en spændende vin med fra det varme og tørre Toro i Spanien, nemlig denne 2019 Aciano fra Álvar de Dios.

Bag vingården står den unge og ret vilde vinmager Álvar de Dios Hernández, som selv startede sin karriere som vinmager på Bodegas Marañones i Sierra do Gredos.

Der mødte han nogle af områdets andre rebeller, nemlig primært Fernando Garcia på netop Marañones, men også Dani Landi fra Comando G … og siden har de 3 så nærmest dannet et trekløver for innovation af vinene derfra.

I 2008 under sin ansættelse hos Marañones arvede Álvar en lille  højtbeliggende og sandholdig vinmark med uhyre gamle, upodede Tempranillo vinstokke ved El Pego i Zamora i Toro fra sin bedstefar Donaciano. Det er i øvrigt den mark, hvorfra Álvar i dag laver netop denne ’Aciano.

Senere købte Álvar flere marker, bl.a. El Maderal, El Rapadal og Las Mansas, men det var først i 2014, at Álvar egentlig grundlagde sit helt eget vinhus, men herefter tog det også fart, for året efter blev også den lille og forladte Vagüera på ca. 0,5 hektar opkøbt.

Det er en fascinerende mark beliggende i 950 meters højde og beplantet med et virvar af hvide sorter, som menes at være plantet i 1921 på en jordbund af både sten og rødt ler med underliggende kalksten.

Marken er beliggende ved El Maderal lige syd for grænsen til Toro, hvilket efterfølgende fik Alvar til at opsøge og købe  marker ved det nærbeliggende Arribes, hvor stejle granit og sandholdige skråninger med det store indhold af mica kan få de gamle lokale druesorter til at udtrykke en helt særlig elegance og friskhed.

Det er netop her, at Álvar laver sine andre enkeltmarksvine som Las Vidres og Yavallo samt den hyper-elegante Camino de los Arrieros

I dag har den fremadstormende vinmager samlet 10 hektar vinmarker, der alle ligger i 700–950 meters højde. Her smager vi dog vinen Aciano, hvor Tempranillo druerne dog kommer fra den mark, som Álvar arvede fra sin bedstefar og som han har lavet vine fra siden 2008.

På marken er vinstokkene fra 1919 og endda kommer Tempranillo druerne fra forskellige kloner,  som efter høstet er vinificeret uden afstilkning af druerne med stilk. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på foudres og derefter 6 måneder i betontanke inden den aftappes uden klaring eller filtrering. Der laves årligt 6.000 flasker.

I næsen har den krydret og landlig, har krydderurter, en animalsk aroma … lidt øko-bio kant, parfumeret, kaktus, grafit, noget næsten boblende og gæret frugt med kirsebær, jordbær … men har sjovt for Toro et køligt og stringent udtryk, som lige imponerer sammen med en mineralsk, stenet samt næsten æterisk duft.

Smagsmæssigt er vinen mere kødfuld, tyk i munden med stor fedme, har en vis kompakt tæthed og pæn saftighed, meget samtidig meget tør, støvet, har vilde og tørre tanniner, som river lidt i kindbenene. Vi har en rigtig fin og kompleks vin, som man aldrig ville gætte kommer fra det varme Toro. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Domaine de Bonsérine, Côte-Rôtie La Garde, Rhône, Frankrig

2010 Domaine de Bonsérine, Côte-Rôtie La Garde, Rhône, FrankrigJans sidste vin blev en rigtig smuk Côte-Rôtie La Garde, der er fra Domaine de Bonsérine i Ampuis i det nordlige Rhône.

Domaine de Bonserine er grundlagt i 1962 af Charles Mandelstam og en gruppe af venner med stor hang til og interesse i Côte-Rôtie vine.

De havde både ambitioner, men også midlerne til at lave vine af højeste kvalitet og med et team af professionelle, så lykkedes det dem at skabe et anerkendt vinhus og store Côte-Rôtie vine.

Gennem tiden er stedet blevet den næststørste jordbesidder i Côte-Rôtie … kun overgået af selveste E. Guigal. Men i 2006 blev Domaine de Bonserine så købt af Guigal med tilhørende produktionsanlæg, inventar samt omkring 10 hektar vinmarker i Côte-Rôtie samt 1 hektar i Condrieu.

Med i handlen var også hele Septentria delen … et særskilt selskab, som producerer og sælger bulkvine og billigere vine.

Markerne er fordelt med parceller på Côte-Blonde, Côte-Brûne, La Moutonne, La Viallière, Leyat, Le Champin, Fondgeant og Planèze i Côte-Rôtie samt Les Eyguets og La Grande i Condrieu.

Denne Côte-Rôtie  La Garde er husets flagskib, opkaldt efter et gammelt vagttårn på domainet og er et blend af de bedste druer fra de bedste parceller fra Côte Blonde, Côte Brune og La Moutonne … og så er det en vin, der kun laves i de bedste årgange.

Syrah druerne er for op til 60 år gamle vinstokke, hvilket også betyder meget lave udbytter. Efter høsten sker gæring spontant alene med druernes naturlige gærceller. Det sker meget moderne i store stålfrie gæringskar, men efter endt fermentering er vinen så lagret 3 år og hovedsageligt i 228 liters barriques.

Næsen er intens, tyk, tung, dyb og animalsk, hvor frugten nærmest er en kombi en fed og kandiseret figenpålæg, blåbær og hindbær, lidt grafit, koks, trækul samt en espressokaffe, lakridskonfekt, fennikel og alligevel er det med en luftig, lækker æterisk renhed. Uha.

I munden fornemmer med samme dybe og alligevel elegante smag, hvor der faktisk først dukker lidt valnødder op, men også denne lidt tørre graftig- eller kulagtige tørre tæthed, Det er en mærk, fed, tyk samt intens vin, men på en fin måde. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 714,95 kr., mens prisen er 595 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, Italien

2020 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, ItalienMin vin nummer 2 til vor lille vinaften blev den seneste frigivne årgang af Mille Vites bedste og dyreste vin og det er selvfølgelig denne 2020 Barberesco Gaia-Principe … der som 2019’eren jo er lavet af vinmageren Bisso Atanassov.

Da jeg smagte 2019’eren skrev jeg også en længere artikel om den lille danske familie Dupont, hvilket du kan læse om her; Houlberg smager vinene fra danskejede Mille Vite & Bisso i Piemonte.

Barberesco Gaia-Principe er lavet ved, at de håndplukkede druer først er afstilket og knust, men kommer så derefter over i et gammelt cementkar til en kølig pre-maceration i 3 dage.

Selve gæringen sker uden temperaturkontrol med regelmæssige pump-overs og punch-downs efterfulgt af en eftermaceration i 21 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på franske, brugt barriques inden aftapning på flaske.

Som med 2019’eren har vinen en herregod … eller damm good aroma, der er lys og parfumeret. Damegod passer måske bedst, for det er en smule feminint og let med tørhed, røgede noter, violer, rosenblade, læder, balsamisk olie og skovbund. Frugten er nu igen lyse kirsebær, jordbær, hindbær med let sødme, en smule grøntsagsfond, sur mælk, fennikel og svagt aftryk fra fadene med træ, vanilje og meget forsigtigt en smule mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det også en frugt med knuste hindbær, tranebær og ribs, let bitterhed, men en meget direkte frugt, hvilket får vinen til at virke ungdommelig og spændstig … men det er den jo også, for det er endnu en meget ung vin. Det hjælpes også undervejs af knastørre tanniner, der giver endnu mere bid … skøn vin. 94 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7