I det ganske lille vinområde Saale-Unstrut syd for Berlin finder vi i den idylliske landsby Roßbach nogle få kilometer fra katedralbyen Naumburg, Weingut Herzer, som står bag denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken.
Vingården er grundlagt i 1992, da den blev købt af Stephan og Andrea Herzer. I Roßbach købte de en historisk gård og startede med at lave vin, hvor Stephan – der er civilingeniør – står for marker og produktionen i kælderen, mens Andrea, der selv kommer fra en familie af vinproducenter i Laucha, står for bogholderiet.
Siden 2000 har de parret produceret og markedsført vinene under deres eget navn Herzer og alle fra deres 20 hektar vinmarker, der så ligger med de bedste parceller på Naumburger Steinmeister, Großjenaer Blumengrund, Freyburger Schweigenberg og Dorndorfer Rappental.
Udover vinproduktion, så har familien også udlejning af en lille ferielejlighed, som mange andre vinhuse i det tyske også har.
Omkring 3/4-dele af produktionen hos Weingut Herzer er hvidvine, som nu fx denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, men jeg har ingen oplysninger om hverken produktion eller pris.
I næsen har vinen lidt fylde, mens frugten nærmest er melon, pærer, sandeltræ, blomster og lidt Faxe Kondi. Smagen er – som duften – lidt til den neutrale side, men der kommer dog lidt lemon, grape, sødme og virker samlet meget blid. 87 point.
Ingen forhandler herhjemme, så prisen kendes heller ikke.