Denne vin havde Leif også taget med hjem fra besøg hos den charmerende Vincent Sipp på Domaine Agapé og det var en 2020 Expression Muscat.
Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.
Vinen er lavet ved, at de hele klaser først presses, hvorefter gæring er sket i rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret en periode sur lie, altså på bærmen.
I næsen er det en aromatisk, parfumeret vin, hvor der er frisk bergamotte, fersken, abrikos, pære, tørrede og bagte æbler, ananas, blomster og lidt nøddenektar. Man fornemmer klart en vis sødme.
Smagen er også aromatisk, rig og givende … de de hvide asparges med smeltet smør en gudekombination. Der er litchi, bergamotte og lidt eksotisk frugt, men midt i sødmen også en fin og frisk syre, som samlet giver en rigtig dejlig vin, så dermed 92 point.
Forhandles herhjemme bl.a. af Byens Vinhandel, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.