2019 Ruffino, Lodola Nuova Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2019 Ruffino, Lodola Nuova Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienSom første vin havde Paul taget denne 2019 Lodola Nuova Vino Nobile di Montepulciano fra det store vinhus Ruffino, der i dag er en del af den internationale vinkoncern Constellation Brands.

Vinhuset Ruffino er grundlagt tilbage i 1877 af de to fætre Ilario og Leopoldo Ruffino, som delte en stor passion for vin.

De købte en lille vingård i byen Pontassieve nær Firenze og startede med en vinproduktion efter områdets gamle traditioner. Og allerede i 1881 vandt fætrenes Chianti en guldmedalje ved Milan Wine Exhibition, hvilket blev efterfulgt af flere priser i årene efter.

Det betød bl.a. at hertugen af Aosta, prins Emanuele Filiberto besøgte vingården og blev så imponeret, at han udnævnte Ruffino som officiel leverandør til den italienske, royale familie. Og det blev også startskuddet til, at vingården begyndte at eksportere deres vine til bl.a. USA.

I 1913 blev Ruffino dog købt af Folonari familien fra Brescia, og med dem ved roret er vinhuset vokset betydeligt. Efter 2. verdenskrig så købte Ruffino deres første nye vingård, nemlig Villa di Montemasso i Chianti Classico regionen og de har siden investeret i flere vinmarker og andre vingårde.

De er således med tiden blev et af de førende vinhuse med vinmarker i de 3 primære områder i Toscana, nemlig Chianti Classico, Brunello di Montalcino og Vino Nobile di Montepulciano.

Samlet har Ruffino i dag ikke mindre end 1.500 hektar jord, hvoraf 600 hektar er vinmarker og 90 hektar med oliventræer. De mange vinmarker er fordelt på de 6 ejendomme Poggio Casciano, La Solatia, Montemasso, Santedame, Gretole og Greppone Mazzi.

Siden 1999 blev Ruffino derefter drevet af brødrene Paolo og Marco Folonari, men i 2004 købte Constellation Brands 40% af ejerskabet for et estimeret beløb på 80 millioner amerikanske dollars.

Denne 2019 Lodola Nuova Vino Nobile di Montepulciano er selvfølgelig lavet på 70% Sangiovese og resten skulle være andre Montepulciano druer … og i tidligere år har det være Merlot samt Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra forskellige marker i omkring 270-320 meters højde lidt udenfor den lille landsby Valiano 10 kilometer nordøst for Montepulciano. Den  er vinificeret i rustfrie ståltanke med gæring og maceration i 10 dage inden malolaktiske gæring samt efterfølgende lagring 18 måneder i store egefade – bottis – af slavonsk eg.

Duftmæssigt er der en god kombi af hasselnødder, kastanjer, sød tobak, dyb kælder med lidt mulle noter, Nutella, mens frugten mest er kirsebær, blommer, engelsk lakrids, lakridsrod og cedertræ samt mørk chokolade. Det er faktisk meget frisk og direkte i næsen med disse lidt uldne og jordagtige umami noter.

I munden er vinen egentlig også pænt frisk, men det bliver aldrig sådan vildt koncentreret, men sådan meget direkte med peber, der lige markerer sig og giver et stærkere bid. Der er blommer, kirsebær, tanninerne er derimod blide og uskyldige. 90 point.

Forhandles bl.a. af Bilka, hvor prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Veronica Ortega, Version Original, Bierzo, Spanien

2021 Veronica Ortega, Version Original, Bierzo, SpanienVeronica Ortega bliver ved med at dukke op. Nu havde Gert E så taget en 2021 Version Original fra den smukke og dygtige vinmager med.

Det er ikke lang tid siden, at jeg smagte hendes 2021 Cobrana og en 2021 Quite fra kvinden, hvorfor jeg nu blot kigger nærmere på denne VO.

Version Original er 100% helklasegæret spontant i 5.000 liters åbne træfade og gennemgået lang, blid ekstrahering på gamle fade. Slutteligt lagres vinen i 14 måneder på 2.500 liters gamle egefade.

Hvor dufter det godt … og rent … har en blækagtig note, blyanter, engelsk lakrids, hængelåsolie, noget tørret kød, våde papkasser, lidt kanel og grønne noter. Frugten er blåbær, brombær, jordbær og ribs, lidt blomster, violer og jern, tegnestifter og sten … alt sammen på en meget elegant facon … specielt i lyset af, at det er ren Mencía, der normalt er mere rustik. Det er den sgu ikke her … men ren magisk elegance.

I munden er vinen også lidt jernet med denne blå frugt, blåbær, brombær, ribs, hindbær … men også grape og lemon. Det er samtidig med, at tanninerne er knastørre, så samlet er jeg imponeret. Hvor er det fedt af smage Mencía på så let og elegant facon. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Moric, Blaufränkisch Lutzmannsburg Alte Reben, Burgenland, Østrig

2016 Weingut Moric, Blaufränkisch Lutzmannsburg Alte Reben, Burgenland, ØstrigNæste i vinsmagningen var denne fine Blaufränkisch Lutzmannsburg Alte Reben fra den fabelagtige Weingut Moric.

Roland Velich fra Weingut Moric er nok én af de bedste østrigske fortolkere af vine på Blaufränkisch … måske endda den allerbedste og sidst, da jeg smagte en 2013 Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben fra ham, der skrev jeg også om vinhuset.

Atter er det svært at finde mange oplysninger om produktionen, men hvis den er lavet som de øvrige, så er med spontangæring i åbne kar med maceration over 3 uger og derefter lagring i 20 måneder på bærmen i store 500 og 1.000 liters egefade inden flaskning uden klarering eller filtrering.

I næsen fornemmer man da også noget eg fra start sammen med en saltet saftighed. Der er lakrids, jod, røg, lejrbål, tørret kød, rosmarin, gazebind, let vanilje og en frugt bestående af brombær, ribs og virker tæt, kompakt og intens … men på en luftig måde

Smagsmæssigt er vinen utrolig jernagtig og mineralsk … har nærmest et skelet bestående af jern og sten, mens frugten er sorte kirsebær, tranebær, hindbær og ribs med en vild syrlig grøn note, lidt gran, mørk chokolade og let ristede aromaer. Det er en vin, der helt er skåret i jern … meget kraftigfuld, men på denne lette, overdådige samt fine måde. Mums. 96 point.

Forhandles af Österreich Vin, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7