Med næste vin er vi retur hos den dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos. Denne gang er det med hans 2016 Selection Blend of Terroir.
Vinen er lavet på et blend af 54% Malbec, 26% Syrah og 20% Cabernet Franc, som kommer fra marker i Valle de Uco i 1.000 meters højde ved de 2 kalkholdige subzoner Altamira og La Consulta.
Den strenge druesortering efterfølges af koldmaceration ved 8 grader inden 10-15 dages spontangæring på 225 liter franske barriques, løbende pigéage samt rotation af fadene. Efter endt fermentering er vinen lagret 16-22 måneder på franske barriques, hvoraf 20% er helt nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 18 måneder inden frigivelse.
Det dufter sgu godt … sådan en blanding af noget skovbund, læder, umami, ristede champignon og bagte kastanjer samt en mørk frugt med solbær, brombær, sorte oliven, tørret kød, oksefond, cedertræ og tydeligt fadpræg af chokolade, kakao, tobak, kaffebønner, noget saltlakrids, lidt vanilje og kanelstænger.
Smagen er tæt, fyldig, intens … og samtidig med en kølig syre, lidt peber og tørre tanniner, som dog også samtidig virker frugtrige med en vis sort te bitterhed, tranebær, solbær og lysere hindbær. Det er blødt, cremet og ganske elegant … syren holder hele vejen igennem og er med til at give lang eftersmag. Flot vin … 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 399,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 349,95 kr.