2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, Frankrig

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, FrankrigOmkring 10 minutters gang fra Cathédrale Notre Dame midt i Strasbourg og tæt på Place de l’Hôpital finder vi den gamle historiske vinkælder Cave Historique des Hospices de Strasbourg og derfra smager vi nu denne 2020 Riesling Cave de Beblenheim … Elevé en Fûts de Chêne.

Vinkælderen lå oprindelig sammen med det civile hospital og blev bygget mellem 1393 og 1395. Cave Historique des Hospices de Strasbourg blev løbende til en af de store besiddere af gode vinmarker, da mange af patienterne på hospitalet løbende testamentere jordlodder, hvorved produktion og salg af vinene kunne medvirke til at finansiere hospitalets drift.

I 1716 hærgede en brand hospitalet, men skånede vinkælderen, den tilhørende lille bager og kapellet. Men i løbet af det 20. århundrede  forsvandt vinproduktionen dog gradvist og døde helt hen i 1999.

Imidlertid gik 30 større domæner sammen i 1999 og skabte et slags kooperativ. De har således renoveret den gamle kælder, som fortsat kan besøges af vinglade turister og så laver de så alle nogle vine, som de markedsfører med tilnavnet Cave Historique des Hospices de Strasbourg, som nu fx denne Riesling Elevé en Fûts de Chêne, der laves af Cave de Beblenheim.

Fælles for alle vinene under Cave Historique des Hospices de Strasbourg, så lagres de alle på store, gamle egefade … og hvert vinhus tapper selv deres egne vine, men en lille procentdel afregnes som betaling til Cave Historique des Hospices de Strasbourg.

Denne Riesling Cave de Beblenheim Elevé en Fûts de Chêne har jeg ikke så mange oplysninger om … udover, at den er lavet på Cave de Beblenheim og formentlig med gæring i ståltanke, mens den efter endt fermentering er lagret på store egefade.

Duftmæssig en ren og mineralsk Riesling … har allerede lidt petroleum, der suppleres af æbler, fersken, lemon, hvide blomster samt et strejf af honning.

I munden har den lidt en olieret følelse, men frugten næsten er eksotisk med blød og cremet ananas, fersken og pærer, hvilket gør det til en meget imødekommende Riesling, hvor syren ikke er så vild, men dog har en mineralsk og let saltet eftersmag. 89 point.

Købt i Alsace, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, FrankrigDomaine Des Roches Fortes ligger i den gamle by Vaison-la-Romaine nær den gamle by og den smukke bro Pont Romain. Vi er selvfølgelig i Rhône. Fra huset smager jeg en 2020 Côtes-du-Rhône Villages.

Vinhuset drives i dag af Jean-Luc Brunel, men er grundlagt for 3 generationer siden af hans bedstefar Felix Brunel. Han var egentlig stenbrudsarbejder, men købte lidt vinmarker og producerede så blot druerne, som blev solgt sammen med lidt abrikoser og blommer.

Sådan fortsatte Jean-Lucs far René Brunel også, for han var tilfreds med blot at sælge druerne til en anden producent, men da Jean-Luc i 1985 overtog driften, så startede han selv med at producere og sælge sine egne vine.

Siden da har familien alene satset på vinen … og har i dag 20 hektar vinmarker og Jean-Luc sammen sammen med fruen Hélène masser af Rhône vin.

Her smager vi deres Côtes-du-Rhône Villages, der skulle være lavet på 70% Grenache og 30% Syrah … men jeg har ikke kunnet finde de mindste oplysninger om produktionen, så vi iler bare videre til mine smagsnoter.

I næsen virker det som en tør og krydret vin. Tørhed er allerede udbredt i starten og holder ved i hele duften. Den er samtidig lidt kødfuld, har tør jord, grafit, jod og frugten virker moden med en smule blåbær, sorte kirsebær og brombær.

Smagen er også tør, har blåbær, lakridsrod, engelsk lakrids, grafit, blæk, peber samt en smule bitterhed. Tanninerne er også mærbare med lidt tørhed og kant. 89 point.

Skulle vist være købt på vingården og prisen ser ud til at ligge på 9,95€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Graciano, Rioja, Spanien

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Graciano, Rioja, SpanienVinhuset Compañía Vinícola del Norte de España har vi mødt på Houlbergs Vinblog nogle gange og nu smager jeg atter en vin fra huset og det er denne Contino Graciano 2016.

Sidst jeg skrev om vinhuset var dengang jeg smagte deres 2014 Contino Gran Reserva. Du kan derfor læse mere om vinhuset i det blogindlæg.

Denne Contino Graciano er lavet på 100% Graciano, der kommer fra 2 forskellige parceller på samlet små 3,7 hektarved San Gregorio Grande. Det ene parcel er med vinstokke plantet i 1989 og den anden med stokke plantet tilbage i 1979.

Al høst er foregået med håndkraft, hvorefter der er foretaget en dobbeltselektering … både i marken og sidenhed ved ankomsten til vineriet. Gæringen foregår under temperaturkontrollerede forhold på store, gamle, franske fad.

Derefter lagres vinen først i 15 måneder på en kombination af 90% nye, franske fade og 10% ungarske fade … for til sidst at blive lagret 1 år på flaske. Der laves årligt kun 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt kan du omgående dufte fadene, men derudover er vinen også en anelse parfumeret, er noget intens og kødfuld med morbær, kirsebær og blommer. Derudover er der tørret kød, violer, jod, gazebind, sorte oliven, sødbrændte noter, espresso, kaffe samt en smule mørk chokolade … en stor og kraftig vin.

I munden er det også en stor og saftig vin … igen lidt blommet i frugten, hvilket suppleres med kirsebær, kul, vanilje, cedertræ og søde krydderier. Tanninerne er vilde … tørre og vilde og indikerer omgående, at det er vin med lang levetid. Hvor er Contino vinene dog fabelagtig og det gælder også denne Graciano, som omgående får 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7