2018 Château Lafon-Rochet, Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Lafon-Rochet, Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVed næste bord hos søde Augustin Lacaille smagte jeg først denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé 2018 fra Château Lafon-Rochet.

4. Cru slottet ligger i Saint-Estèphe tæt på Pauillac mellem kultslottene Lafite Rothschild og Cos d’Estournel.

Det stammer tilbage fra 1700-tallet, hed oprindelig Château Rochet og var  ejet af Antoinette de Guillemotes, men da hun senere giftede sig med Etienne de Lafon fik vinslottet det nuværende navn Château Lafon-Rochet.

Ved 1855 klassifikationen kom slottet med blandt de 61 slotte i den efterfølgende højt skattede Médoc Grand Crus Classé klassifikation og som et 4. Cru slot.

I 1960 blev vinslottet købt af Guy Tesseron og har lige siden været ejet af Tesseron familien. Guy har siden overtagelsen virkelig fået slottet vine frem i rampelyset og bragt slottet op blandt de bedste ejendomme i hele Saint-Estèphe.

Siden 1999 har det været Guys to børn Michel Tesseron og Caroline Poniatowski, der har stået for driften. Michel Tesseron har først fået malet slottet i en frisk gul farve og samtidig også moderniseret alle produktionsfaciliteterne … og siden 2007 har Michels søn Basile også været med i driften.

Samlet har Château Lafon-Rochet 41 hektar vinmarker og derfra laver de to vine … selvfølgelig denne førstevin, men også andenvinen Les Pèlerins de Lafon-Rochet. Stokkene er over 45 år gamle og der eksperimenteres med både økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder.

Augustin Lacaille fra Chateau Lafon-Rochet

I denne årgang 2018 er denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé lavet på et blend af 64% Cabernet Sauvigon , 26% Merlot, 6% Petit Verdot og 4% Cabernet Franc.

Duftmæssigt er vinen meget ædel … elegant og nærmest overdådig med en gammel, mulle kælderskakt, gammelt træ med noget, der så minder om husene i Den Gamle By. Der er samtidig godt med blæk, kul og cedertræ, men frugten er meget ren, moden, solbær, jordbær, hindbær … måske endda lidt aromatisk.

Smagsmæssigt er der godt med angribende kraft, men alt virker fuldstændig kontrolleret, således tingene rammer helt rigtigt og så bare lige falder på plads. Tanninerne er tørre og tydelige, syren er nærmest glat og poleret, så alt sidder, hvor det skal sidde. og det smager bare rigtig godt. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 489 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Château Potensac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Pontensac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigMed næste årgang af førstevinen Médoc Cru Bourgeois fra Château Potensac tog vi et gigantisk spring i tiden på ikke mindre end 19 år med denne årgang 2019.

I denne årgang er vinen så lavet på 47% Merlot, 36% Cabernet Sauvignon, 16% Cabernet Franc samt 1% Petit Verdot.

Vinen er lavet som 2000’eren altså med traditionel gæring og så derefter har den lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

Duften er allerede fra første fløjt langt mere frisk … men det havde jo nok også været underligt andet. Der er godt med træ, cedertræ, lidt cigarkasser, frugten mere klassisk med solbær, tranebær, brombær og hindbær, noget mynte, blomster, tør engelsk lakrids, knuste sten suppleret med en snas kanel.

I munden er det nu slet ikke så blødt og cremer, for her er der mere modstand og mere kant. Den har en ung, frisk frugt med masser af syre, noget bitterhed, silkefine og tørre tanniner, meget levende og har også nogle kalkede, salte mineraler. Det er næsten gemmevin, for der er sgu spræl i banditten. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 248 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2000 Château Potensac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2000 Château Pontensac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi skulle også omkring endnu et vinslot ejet af Delon familien aka Domaines Delon og det er Château Potensac. Vinslottet udmærker sig som eneste Cru Borgeois Exceptionel i Médoc og jeg startede med at smage vinen i en ældre årgang 2000.

Det er et vinslot, der ligger lige udenfor Saint-Estèphe ret tæt på Gironde floden i det nordlige Médoc på et højt sted. Slottet har været ejet af samme familie igennem mange, mange år og har altid været drevet af kvinder.

Men i dag er det altså en del af Domaines Delon, da Jean-Hubert Delon arvede godset fra sin mormor Georgette Liquard. Til slottet hører 60 hektar vinmarker, der har lidt samme undergrund som i Saint-Estèphe.

Denne Médoc Cru Bourgeois er førstevinen på Château Potensac, mens andenvinen hedder Chapelle de Potensac. Denne årgang 2000 er lavet på et blend af 45% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 20%
Cabernet Franc. Efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt kan alderen måske mærkes i den modne frugt, som domineres af solbær, kogte blommer og jordbær, men ellers er der intet bedaget over vinen på nogen måder. Den er lidt parfumeret og har tobak, røg, urter samt noget mineralsk.

I munden er vinen blød og cremet … har lidt blommer og modne solbær, mens tanninerne er så fine og samtidig vildt tørre, så der er fortsat spark i den gamle dame. Der kommer også en frugtsødme og noget sort te bitterhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 629,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7