2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Syrah Pela Roques, Valencia, SpanienSå skal vi da bare endnu en tur tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo, men denne gang hverken på Bobal eller Grenache, for jeg smager nu 2019 Syrah Pela Roques.

Alle Syrah druer kommer fra den 3,3 hektar store parcel på Finca Conejros marken i cirka 850 meters højde, hvor Syrah vinstokkene er plantet i 1998 og alle er økologisk dyrkede. Selve marken har et køligt og stærkt næringsfattigt terroir med en jordbund af klipper af sandsten, quartz og feldspat.

Der sker afstilkning af 50% af druerne og gæring sker spontant alene med druerne naturlige gærceller. Gæring af maceration sker over 5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 8.000 liters egetræsfade.

Det kan godt være, at vinen er på ren Syrah, men sådan dufter den på ingen måde, for i glasset er vinen klart til den lyse side og samtidig får man omgående et let, frisk og frugtrig duft med en vild, reduktiv slagsside, som giver lidt bio bio landlighed, krudt og omgående leder tankerne helt på lidt tysk, øko eller bio Spätburgunder. Den har også noget garvet læder, mælkede elementer med sur mælk, kakao, våde sten og et bundt friske urter.

Smagen er lige så vild … har dog en mere solid bund, hvor frugten bliver meget tæt og knap så levende. Vi er dog fortsat i den lette og friske afdeling og langt fra arketypisk Syrah, selvom der dog kommer lidt peber med i smagen. Der er blåbær, brombær, hindbær samt lidt rabarber på én gang, en lidt tør saftighed, en nærmest balsamisk syre og samlet meget tilgængelig og drikkevenlig. Jeg er sgu bare vandvittig imponeret, så 94 point fra mig … næsten 95.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vild godt køb … siger det bare, så din egen skyld, hvis du ikke køber lidt til skabet.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Château Meyney, Prieur de Meyney Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Meyney, Prieur de Meyney Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigDenne Prieur de Meyney er andenvinen på Bordeaux Saint-Estèphe vinslottet Château Meyney og selvom det kun er Cru Bourgeois, så ligger det faktisk nabo til 2. Cru Classé slottet Château Montrose. Jeg smager andenvinen i årgang 2015.

Château Meyney stammer helt tilbage fra 1662 og er dermed et af de ældste vinslotte i Médoc og oprindelig ejet af Feuillant familien, mens det senere var ejet af familien Luetkens, før det så blev købt i 1919 af Désiré Cordier.

Oprindlig hed slottet dog Couvent des Feuillants og senere Prieuré des Couleys … inden det nuværende navn.

Siden 2004 har Château Meyney dog været ejet af det store CA Grands Crus, som er et datterselskab af Crédit Agricole og i forvejen ejer en række franske vinhuse. De har siden købet gjort alt for at sikre, at vinslottet kan levere vine af høj kvalitet.

De har gennemført en stor optimeringsplanen for hele vingården, har ansat Anne Le Naour som teknisk direktør for godset og hun er nu bistået af ønologen Hubert de Bouärds.

I dag  har Château Meyney  sammenlagt 74 hektar, hvor de 51 hektar er vinmarker, som endda ligger på én stor samlet mark og strækker sig over smukke bakketoppe med en smuk og betagende udsigt over Gironde floden.

Vi smager her husets andenvin Prieur de Meyney i årgang 2015. Det er en vin, som første gang så dagens lys i 1979 og er lavet fra stokke, der alle er over 45 år gamle. I denne årgang består den af et blend på 70% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot, 4% Cabernet Franc og 4% Petit Verdot.

Vinen modtager samme strenge selekteringskrav og kærlighed i kælderen som førstevinen. Druerne er maskinelt via optik sorteret, mens gæringen er sket i kar af forskellig størrelse efter et par dages udblødning. Gæringen varer typisk 30 dage, hvorefter der sker en malolaktisk gæring inden lagring 16-18 måneder på barriques, hvoraf 10-15% er nye fade.

Duftmæssigt er det ganske moden frugt og vinen har denne lidt bedagede duft af gammelt teaktræ eller ædeltræ, eg, cedertræ, godt med tobak, lidt solbærmarmelade og andre sorte bær, gammel brugt læder, våde fade, blæk, landlighed samt støvede gardiner. Eller sagt med andre ord, en ret spændende og moden duft.

Smagen er blød og selvom duften måske indikerede en lidt moden vin, så er frugten i den grad fortsat frisk, levende og mineralsk. Der kommer hurtigt en ren og klar syre frem, tørre tanniner, lidt bitter sort te og stramt bid, som indikerer, at der er masser af år tilbage i vinen ved yderligere lagring. Fin Bordeaux og 91 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske fås til en specialpris på 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, Argentina

2019 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, ArgentinaNæste vin var også et gensyn, men jeg har dog kun smagt Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines én gang tidligere. Dengang var det i årgang 2018, men nu er den årgangen nyere.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,

I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.

Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Hvor er duften dog meget som 2018’eren, for fadpræget er også ganske pænt med noget træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao, småbitter baconfedt og mørk chokolade samt sød tobak. Vinen har denne våde og fede duft med frugt af blåbær, solbær og svesker.

Vinen har smagsmæssigt samme fedme … virkelig rund, blød og cremet med en opulent frugt, som nærmest vælter udover bæltet. Men stram det ikke ind, for der er godt med velsmag og masser af søde og fede elementer. Der er således tør, mørk chokolade, tjære, blåbær, lidt gran, kanel, karamel og lidt toast. Tanninerne er tørre, der fornemmes også en smule jernagtig mineralitet, men mest af alt er det en fed og fyldig Malbec. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7